Jeg havde fået arbejde ved havnen sammen med far, og vi arbejdede godt sammen, men på mange måder slog det far ud af hans vanlige folder. Vi havde en formand der var lidt af en tyran. De andre bøjede nakken og krøb for ham, det kunne jeg ikke. Han kunne aldrig klage over vores arbejde, og når han alligevel gjorde det viste jeg ham til rette. Det var de ikke vant til, og far havde svært ved at tage disse situationer. Han ville jo helst være den førende, men var bange for at sige sin mening til formanden. Når jeg så gjorde det følte han sig nødsaget til at være med, for han vidste godt at jeg havde ret, men han kunne ikke lide det. Han følte sig på gyngende grund og vidste ikke hvordan han skulle bevare skinnet til begge sider.
   Det viste sig da også, at da der blev en kort standsning i arbejdet, hvor vi alle blev fyret, så blev jeg ikke genantaget med de andre. Formanden havde kun brug for slavesjæle.
   Jeg gik så til min gamle mester i maskinværkstedet på værftet og blev straks antaget. Jeg kunne lide at være her, min tid som sømand havde lært mig at tænke og handle selvstændigt og havde udviklet min praktiske sans, og her var der rigelig lejlighed til at bruge det hele.

Endnu mens jeg arbejdede ved havnen havde vi fået en søn, og jeg var utrolig lykkelig. Den formiddag da jeg kom hjem til frokost og fødselen var overstået overvældede lykkefølelsen mig helt, jeg lagde mig på knæ ved sengen og græd af glæde. Jeg syntes at det var helt ufatteligt at denne skønne dreng var min. Han havde langt sort hår, så langt at jordemoderen redte skilning og satte fald i, og han var slet ikke rød og rynket som de fleste spædbørn.
   Jeg kunne aldrig blive træt af at lege med ham, og da han blev lidt større var jeg stolt af at køre med ham. Vi kunne aldrig få lov til at køre i fred med ham, han var så skøn med sit lange, krøllede hår, altid jublende glad og ikke til at holde i ro, alle ville beundre ham. - Senere købte jeg en stol til at spænde på cykelstangen, den var med bløde fjedre, og jeg polstrede den med et vattæppe, så han sad godt, og så kørte jeg lange ture med ham om sommeren. Han elskede når jeg bøjede mig frem over cyklen og lagde min kind mod hans mens vi kørte, så lagde han armen om mit hoved og vi var lykkelige.
   Min mor forgudede ham naturligvis, men til barnedåben var ingen af mine forældre med, det stred imod deres religion.
   Med min søster havde jeg afbrudt enhver forbindelse da vi flyttede til Helsingør. Hun havde vist, at hun ville forsøge at trække Oda nedad, og jeg ønskede ikke at deltage i hendes form for liv. Hun havde senere forsøgt at knytte forbindelsen, blandt andet sendte hun, da Kjeld blev født, en stor pakke børnetøj. Den returnerede jeg med tak for den smukke tanke, men jeg ønskede at klare mig selv.
   Om sommeren havde mine forældre sølvbryllup, og der rakte jeg hende hånden for ikke at få nogen misstemning til festen, og nogle dage senere tog Oda til København for at være der et par dage og boede da hos hende, men hun forsøgte straks igen at lokke Oda på afveje. Hun sagde til hende, at hun da ikke måtte tro andet end, at jeg tog mig en pige udenom, når jeg havde lyst til det, og at hun var godt tosset, hvis hun ikke gjorde det samme. Min søster havde det selv sådan at hun ikke kunne lære en mand at kende uden at hun skulle i seng med ham, og hun havde en mand der var så godmodig at han lod hende gøre som hun ville. Hun havde endda forsøgt at lokke Oda til at flytte fra mig, så ville hun flytte fra sin mand, og sammen skulle de leje en lejlighed i Istedgade og gå på gaden og tjene penge, det mente hun var idealet af et liv. Da Oda kom hjem og fortalte det, afbrød jeg selvfølgelig igen al forbindelse med hende.

Efter at vi havde fået drengen begyndte Oda at sløje slemt af med hjemmet. Hun gjorde sjældent rent, der blev kun vasket op en gang om ugen. Alt stod og flød, snavset børnetøj hobede sig op alle vegne og det lugtede slemt. Jeg forsøgte at få hende til at se det urigtige i hele denne måde det udviklede sig på, men hun sagde at det var fordi hun ikke kunne holde ud at være i Helsingør. Mange gange når jeg kom hjem fra arbejde, som jeg gjorde når jeg var på nathold, gik jeg i gang og gjorde hele køkkenet rent. Når hun så stod op om morgenen og så det kom hun ind og takkede mig, men ikke så meget som hun blev skamfuld. Hun lod også drengen sove til middag i vores senge, med det resultat at de altid var våde. Nogle gange når jeg kom hjem om natten og ville krybe i seng var den sjaskvåd, og hendes egen madras var i løbet af kort tid komplet ødelagt. En dag kom min onkel og tante på besøg, jeg havde ikke set dem i mange år, men jeg kunne ikke lukke dem ind, de måtte ikke se det svineri.
   Oda var også frygtelig hysterisk. Når jeg kom hjem fra arbejde smurte hun gerne et fad smørrebrød og satte det ind til mig, selv ville hun ikke have noget, og imens jeg sad og spiste gik hun omkring og brugte mund, prøvede på alle måder at såre mig. Når jeg syntes det kunne være nok sagde jeg roligt: "Hold så op, Oda, og lad os få lidt fred." - Så sagde jeg, at hvis hun ikke holdt op ville jeg gå, men hun blev stadig ved, og så rejste jeg mig for at gå, men så tiggede og bad hun mig om at blive, men nu var jeg blevet gal og gik mig en tur ned om havnen. Når jeg så kom hjem en halv time senere kastede hun sig på knæ for mig, og det var mig lige så meget imod. Hun sagde selv at hun elskede at blive forsonet bagefter, og det er aldrig sket at vi har lagt os til at sove uden at være gode venner.
   Efterhånden blev disse scener hyppigere, og jeg syntes det var temmelig hårdt at måtte gå hjemmefra aften efter aften for at få fred. At gå ind nogen steder interesserede mig ikke, og jeg gik i det hele taget aldrig i byen uden Oda, og spiritus rørte jeg ikke. Hun sagde tit at hun ville ønske at jeg ikke tog det så roligt, bare jeg ville skælde ud eller endda slå hende. Jeg svarede at det ville blive et kønt teater, hvis jeg begyndte at opføre mig på samme måde som hun. - En aften sad jeg som sædvanlig og spiste, mens hun gik rundt i stuen og skabte sig. Da jeg syntes det kunne være nok tog jeg et glas vand der stod foran mig og kastede indholdet i ansigtet på hende. Hun stod et øjeblik chokeret, så gik hun ud i køkkenet og tørrede ansigtet og kom roligt ind og bad om forladelse. Det var metoder jeg ikke kunne lide, men det var åbenbart nødvendigt, for efter dette gik der længere tid uden at der skete noget.
   Nogen tid efter var den gal igen og denne gang havde jeg intet vand stående, men jeg rejste mig og sagde at nu kunne det være nok, og så gav jeg hende en flad lussing. Den var ikke hård, jeg ville bare vise at det var alvor, og hun så forbavset på mig og sagde:
   "Men Frede dog, hvad er det du gør?" og så tog hun mig om halsen og alt var godt.
   Jeg var klar over at det ikke kunne blive ved på den måde, og da hun altid sagde at hvis vi bare kom til København, så ville hun tage et arbejde og føle sig mere interesseret i det hele. Jeg måtte altså se at finde en udvej til at komme til København. Jeg var flere gange inde at søge arbejde, men det lykkedes ikke.

På værftet havde vi fået en ny mester, som havde fået denne stilling på en meget ukollegial måde. Han var almindelig maskinarbejder, men om aftenen blev han i flere timer og arbejdede gratis, og brugte enhver lejlighed til at gå bag ryggen af sine kammerater. Til sidst blev der holdt møde hvor det blev besluttet at enten skulle han ud eller vi ville nedlægge arbejdet. Så gjorde værftet ham til mester, og derved kom han uden for fagforeningens rækkevidde. Men det bevirkede også at han i kollegial henseende følte sig underlegen, og derfor prøvede han at hævde sig ved tyranni.
   Han blandede sig i meget han ikke havde forstand på, og når han så fik svar på tiltale sagde han:
   "Er du ikke tilfreds kan du jo gå!" - Han kunne ikke finde noget at ramme mig på, han prøvede, men det morede mig bare. - En dag skulle jeg sammen med en anden hente nogle store lejer ved støberiet. De skulle køres på en skinnevogn, og da der kom en del andre vogne og kraner i vejen tog det lidt tid for os. Da vi kom frem til værkstedet kom mesteren og overfusede os, vi havde været alt for længe om det. Jeg prøvede at forklare, men han mente at det kun var påskud for at drive den af. Jeg protesterede, men han afbrød mig med at hvis jeg ikke var tilfreds kunne jeg gå. - Jeg tænkte med det samme at jeg lige så godt kunne benytte lejligheden til at holde op, og gik hen og skrev min arbejdsseddel. Da han så det kom han og spurgte hvad jeg lavede, og jeg svarede at han selv havde sagt at jeg kunne gå hvis jeg ikke var tilfreds, og jeg var meget utilfreds med hans opførsel, jeg ville ikke behandles som en dreng. Derefter gik jeg til førstemesteren og sagde at jeg gik. Han bad mig slå koldt vand i blodet, men nej, jeg ville ikke mere. - Da jeg kom hjem sagde jeg til Oda at nu skulle hun få sin vilje, nu kunne vi flytte til København.

Næste dag rejste vi ind og lejede et tomt værelse på Vesterbrogade, og så hentede jeg vores sager i Helsingør. - Nu skulle det vise sig hvor meget alvor der var i Odas ord om, at hun ville hjælpe til med at det hele skulle gå. Det viste sig dog snart, at hun kun var interesseret i at gå på besøg hos gamle venner, og da hun efter fjorten dages forløb ikke viste tegn på at ændre det, sagde jeg, at jeg ville tage ud at sejle igen. Det blev hun meget ked af, og jeg tilføjede at hvis hun ændrede sin opførsel ville jeg selvfølgelig blive, men jeg ville i hvert fald gå på sømændenes forbund og få et stempelkort, der ville alligevel gå 5-6 måneder før jeg havde chance for at få hyre, og i den tid kunne vi så se hvordan det gik.
   Efter en måned fik jeg plads som gårdmand i en ejendom i Livjægergade på Østerbro. Jeg skulle holde gaden og gården og Oda skulle holde trapperne, og som godtgørelse fik vi fri lejlighed. I begyndelsen gik det meget godt, men efterhånden sløjede Oda også af med det, nogle gange måtte værtinden endda sende bud efter en rengøringskone til trapperne. Jeg fandt det meget flovt, men Oda var ligeglad, hun syntes det var en god ordning, så var hun fri, men det kunne selvsagt ikke blive ved med at gå. Jeg fik en del arbejde som flyttemand hos flere vognmænd, som sendte bud hver gang de havde flytninger, så vi kunne klare det rigtig godt. Og for et vaskeri som lå i samme ejendom som vi boede i kørte jeg en del ud med vasketøj, det gav også en ekstra skilling.

Vi havde lært en del unge mennesker at kende som vi daglig tog til stranden med. Det var fornøjelige mennesker, og vi havde det altid muntert sammen. En af dem, en køn pige på atten år hed Carla, og hun og jeg følte os stærkt tiltrukket af hinanden. Hun boede sammen med sin forlovede Poul, men han var nærmest ligeglad med hende. Jeg syntes han trængte til en lærestreg og ønskede også at vise Oda, at hvis hun ikke tog sig sammen kunne det føre til brud mellem os, og en formiddag gik jeg op til Carla og gik i seng med hende. I en kort periode besøgte jeg hende jævnligt, men da forholdet ikke betød noget virkeligt for nogen af os holdt det hurtigt op. - En dag jeg fandt det belejligt fortalte jeg Oda hvad der var sket. Det havde hun slet ikke ventet, hun blev ked af det og sagde, at nu skulle alt blive anderledes. Hun tog også et arbejde, men det varede kun et par dage, og snart var det det samme som før.
   En anden af de unge piger hed Zenia, og hun lejede et værelse hos os. Hun var meget glad for Kjeld, og det var meningen at hun skulle passe ham når Oda gik på arbejde, men det blev altså ikke til noget.
   Vi tog meget til stranden, og jeg sagde altid til Oda at hun skulle købe ind inden vi tog afsted, men det var sjældent at hun gjorde det. Når vi så kom hjem var forretningerne lukkede. En dag kom vi således hjem, og da jeg kom ud i køkkenet så jeg at der ikke var noget, og jeg blev så ærgerlig, at jeg gav et skub til et spækkebræt, så det røg hen og slog et par glas i stykker. Oda kom farende og skulle til at skabe sig, det ville jeg standse i starten og rakte en hånd ud som ramte hende, med det resultat at hun fik et blåt øje. Det var slet ikke min mening at slå hende. - Lidt efter kom der en god ven af mig, og jeg gik med ham hjem og sov der om natten. Da jeg kom hjem næste dag sagde Oda, at det var hendes egen skyld og at det ikke måtte ødelægge noget imellem os, og det bevirkede at hun for et stykke tid tog sig mere sammen. Det skulle altid gå til yderligheder, før hun ville indse, at noget var galt.
   Vaskeriet hvorfra jeg kørte med vasketøj skulle flytte til Gl. Kalkbrænderivej. Vi fik lejlighed der og skulle så have indlevering af vasketøj, og Zenia flyttede med os.

Vi havde lært en vognmand der hed Aage Reiche at kende. Det var Zenia der kendte ham, og han blev snart en hyppig gæst hos os, og vi var tit ude at køre med ham i hans bil. Han var lidt skør med piger, men det vedkom jo ikke mig. Det var Zenia han havde kastet sin kærlighed på, og han sparede ikke på pengene. Han forærede hende masser af tøj og ridestøvler og betalte køreundervisning til bil for hende, og hun kom ud at passe telefon på hans kontor. Zenia kunne lide ham som ven, hun modtog hans gaver, men lod det ikke komme til mere. Ja, hun kom endda sammen med en tysk sømand som også kom meget hos os.
   Det var som om forholdet i hjemmet havde forbedret sig, eller også var det mig der lod det stå til og lod det hele gå som det bedst kunne.