Du fremmede søster
fra et fjernt stort land,
måske var du med i min brogede barndom,
måske en del af mine gener,
måske rakte du mig hånden
engang og et sted jeg ikke vidste,
et sted jeg aldrig forstod,
før jeg mødte dig igen.
I de åbne døre
sammen med mørkets forladte,
finder jeg aldrig mig selv,
det er svært at være der,
hvor ingen mere er hjemme,
og hvor alt forsvinder.
Jeg står stille der,
hvor du er
og fortæller,
det var mig,
du vidste.
Himlen trækker skyerne med,
forårets nætter er kolde,
måske var du der,
hvor alt det sensitive
søgte sjælen dybest,
måske det sandeste sted
i det blødeste mørkegrønne mos
i skovens lysning,
jeg nok var nærmest mig selv
med dig i nærheden som en lysende skygge.
Hvor skulle jeg ellers vide alt det fra.
Min kloge fremmede søster,
vi ramler sammen igen
i poesien og musikken
ind under en verden
der forbliver fjern.