Da jeg kom ud fra den mørke stationsbygning blev jeg slået af lyset og den smukke plads. Jeg blev stående et øjeblik der på toppen af trappen og så ud over den. Pladsen var omgivet af fine gamle og lave bygninger, mens man anede byens højere bebyggelse bagved. I midten var der et lille anlæg med et springvand, en nøgen dreng på ryggen af en slange som spyede vand højt i vejret. En mild vind kølede mit ansigt, den medførte dufte af - ja, af hvad? - af appelsiner og blomster - og af mad. Min mave knurrede. I pladsens ene side lå en lille restaurant, med en slags gårdhave foran, og jeg satte kursen mod den.
   Der var ikke mange mennesker på pladsen og heller ikke på restauranten. Det var i den stille eftermiddagstime. Jeg satte mig ved et bord lige inden for rækværket, så jeg kunne se ud over pladsen.
   En tjener kom ud fra restaurantens mørke hule, og da jeg så op gav det et sæt i mig, for han var et af de smukkeste mennesker jeg har set. Han var i den traditionelle tjeneruniform, der sad som malet på ham, hvid skjorte, sorte bukser og blanke sorte sko, over armen en serviet, som han brugte til at tørre bordet af med. Hans hår og øjne var sorte som hans bukser, håret glat og sad som en hjelm på hans hoved. Hans hud var glat og lys brun som nougat.
   Jeg faldt i staver ved synet af ham, og han stod roligt og ventede med et lille smil i øjenkrogen, til jeg endelig tog mig sammen og bestilte et let måltid og et glas vin.
   Da han bragte det bestilte, viste jeg ham seddelen med adressen jeg skulle til. Jeg skulle arbejde med en bog, og havde lånt en vens lejlighed her.
   Tjeneren læste seddelen og rynkede brynene. "Det er ikke noget pænt kvarter," sagde han.
   Jeg trak på skulderen. Jeg forventede ingen luksus. Det var lige meget.
   "Vent lidt," sagde han. "Jeg kender en der kan følge dig."
   Jeg spiste min mad, og tjeneren kom med en kande kaffe.
   "Han kommer straks," sagde han.
   Jeg sad roligt og så ud over pladsen. Den smukke plads, solen og den lune vind - og ikke mindst den smukke tjener fik mig til at døse og der faldt en fred over mig.
   En skikkelse nærmede sig fra den anden side af pladsen, en spinkel fyr i cowboybukser og slidt læderjakke. Da han kom nærmere så jeg, at det var Jimmy. Sært nok blev jeg ikke særlig forundret, skønt han da havde været død i otte år.
   Han kom og satte sig ved mit bord og smilede drillende til mig. Lille og kantet var han, slet ikke smuk som tjeneren, men sin charme havde han i behold.
   "Dejligt at se dig," sagde jeg, "men hvordan er du kommet her?"
   Han trak på skulderen. "Lang historie. Et sted skal man jo være."
   "Det ved jeg nu ikke," sagde jeg, "alt taget i betragtning."
   Han smilede bare skævt.
   Der var så meget med Jimmy som ikke kunne forklares, så jeg spurgte bare: "Er du sulten?"
   "Ja," svarede han, "jeg har ikke spist hele dagen."
   Jeg lo. "Det var det du sagde, da vi mødtes første gang, og det var sådan vi lærte hinanden at kende. Husker du det? - Bestil hvad du vil."
   Tjeneren kom til, og han bragte Jimmy et par sandwich og et glas øl. De kendte åbenbart hinanden godt og vekslede et par ord. De så sammen på min seddel, og Jimmy vidste godt hvor det var.
   Da vi lidt senere gik derfra sagde han: "Du skulle ikke kigge sådan på Gabriel."
   "Nå," svarede jeg, "og hvorfor ikke?"
   "Der er ikke noget at gøre med ham," sagde han.
   "Jimmy!" sagde jeg lidt hårdt. "Det er dejligt at du er her, men bland dig ikke i, hvad jeg foretager mig. Desuden har jeg ikke tænkt mig at gøre noget med Gabriel - eller med nogen!" Jeg sendte ham et skarpt blik. "Men jeg har vel lov til at se på det der er smukt."
   "Nåja," sagde han. "Jeg ville bare advare dig, så du ikke kom i vanskeligheder. Det er jo sket før."
   "Ja," svarede jeg, "da jeg traf dig. Da burde nogen have advaret mig."
   Han grinede. "Fortryder du det?"
   "Ikke et øjeblik," svarede jeg.
   Vi gik videre i tavshed. Vi drejede ned ad en sidegade, og jeg kunne godt se, at dette var et simplere kvarter. Gaden var trang og husene højere og dårligt holdte. Der var skidt i alle kroge
   Jimmy sagde nærmest undskyldende: "Jeg vil jo bare ikke at du skal blive skuffet."
   "Åh, hvad." svarede jeg, "Du har skuffet mig så mange gange, og jeg har ikke mistet modet af den grund."
   "Det er noget andet med mig," sagde han.
   "Ja, det er noget helt andet med dig. Med dig sker der altid det uventede."
   Jeg klappede ham på skulderen. Jimmy var Jimmy.
   På en trappe sad en flok sortklædte koner, der råbte uforståelige ord efter os, men jeg opfattede at det var advarsler om at kvarteret var farligt for os.
   "Har du ikke nogen småmønter?" sagde Jimmy.
   Det havde jeg, og jeg gav ham en lille håndfuld. Han gik hen til konerne med dem, og de lo og sendte velsignelser efter os.
   Vi gik videre gennem de trange og labyrintiske gader, og jeg blev stadig mere forundret over, at min ven havde sin lejlighed i dette usle kvarter.
   Et sted videde gaden sig ud til et lille torv, og også her var et lille springvand, dog uden vand, og her sad og stod en flok unge fyre. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg genkendte den ene.
   "Gå lidt videre," sagde Jimmy og gik hen til dem. De hilste på ham og sendte lange blikke efter mig. Jeg fortsatte, og blev lidt efter indhentet af Jimmy.
   "Alt er i orden," sagde han. "De gør dig ikke noget."
   "Men var det ikke Sofus?" spurgte jeg.
   "Jo, men han er ikke farlig her."
   "Men jeg troede han stadig var i fængsel. Det var jo hans skyld at du ..."
   "Det er lige meget nu," sagde han.
   Nåja, det var det måske. Jimmy gik jo her ved siden af mig.
   Vi kom frem til et hus, som måske var lidt pænere end de andre i gaden, men ikke meget.
   "Jeg går ikke med op," sagde han, "men vi ses en af dagene."
   "Hvordan får jeg fat i dig?" spurgte jeg.
   "Jeg kommer til dig. Men ellers kan du henvende dig til Gabriel."
   Jeg stod og så efter hans lille vævre skikkelse, til han drejede om et gadehjørne. Hans gang som skulle forestille at være kæk og fræk, var bare rørende. Herregud, min kære Jimmy.
   Jeg låste mig ind i opgangen. Udvendig så huset temmelig velholdt ud, det var ikke tilfældet indvendig. Væggene var vist en gang blevet malet i en mystisk grøn farve, men den var mange steder skallet af, ja, nogle steder var der huller i pudsen helt ind til det bare murværk, og der var vist ikke gjort rent i årtier. Der var elevator, men jeg var betænkelig ved at bruge den, for den så ud til at kunne falde sammen når som helst. Jeg skød dog hjertet op i livet og vovede det. Jeg skulle jo helt op til øverste etage, og det ville være drøjt med trappen. Den fungerede, selvom det føltes som om den kørte over en stenet vej.
   Min følelse af forundring over at min ven havde sin lejlighed i dette kvarter, var dog intet mod den forundring jeg følte, da jeg fik låst mig ind. Det var en moderne lejlighed i et rum, dog med et hjørne adskilt til badeværelse. Køkken og sovested var adskilt fra det øvrige med forhæng. Rummet var smukt men beskedent møbleret, ingen kostbarheder, på væggene var plakater og reproduktioner af moderne kunstnere. Midt i rummet stod et stort, gammelt skrivebord, som jeg straks tog i besiddelse. Jeg fik anbragt mine papirer og skrivesager der.
   Mest imponerende var det dog, at det meste af den ene væg bestod af glasdøre ud til en tagterrasse, der var næsten lige så stor som stuen. Her stod solide møbler der kunne tåle al slags vejr. Huset her var åbenbart højere end de omkringliggende, så der var en fantastisk udsigt over byens tage og helt ud til havet og til den anden side indover landet og til de fjerne bjerge.
   Alene denne terrasse var en gave der fyldte mig med glæde og velvære, og jeg vidste, at her kunne jeg arbejde. - Jeg tog fat på mit manuskript. Bogen var halvfærdig, men jeg var for måneder siden gået i stå. Nu mærkede jeg inspirationen svulme. Jeg arbejdede dels ved skrivebordet i stuen, og dels ved det rustikke bord på terrassen.
   Jeg havde ikke min computer med, så jeg arbejdede med min fyldepen og papiret. Sådan gjorde jeg nu også derhjemme. Når jeg havde mit rudede papir og fyldepennen i hånden, gled tankerne af sig selv ud gennem armen og ned på papiret. Så kunne jeg altid renskrive det på computeren bagefter.
   Nogle nætter sov jeg på terrassen. Det var dejligt at ligge der med den klare stjernehimmel over mig. Når jeg døsede gled fantastiske billeder gennem mit sind, og selv i drømme tænkte jeg, at jeg skulle huske dem og skrive dem ned. Men når jeg vågnede havde jeg alligevel glemt det væsentligste.
   Jeg havde et tilbagevendende mareridt. En nøgen dreng red på en stor slange, men den kastede ham af og ville sluge ham. Jeg forsøgte at komme ham til hjælp, men kunne ikke. Noget holdt mig tilbage. Jimmy var der, og jeg råbte til ham om at hjælpe. Han ville vist også, men han skrumpede ind og blev mindre og mindre til han forsvandt.
   Jeg vågnede og angsten sad i mig, men så lå jeg jo der og så op i stjernehimmelen. De var så klare og tydelige at jeg så dem som det de var, kloder derude i rummet.
   Det regnede nogle dage. Det styrtede ned, det var som et tæppe af vand uden for vinduerne. Jeg klædte mig nøgen og gik ud på terrassen og lod regnen skylle ned over mig.
   Naturligvis måtte jeg ud sommetider. Jeg skulle skaffe forsyninger, og der var nogle små butikker i kvarteret, hvor jeg kunne købe mit brød, ost, mælk og hvad jeg ellers behøvede. Jeg levede beskedent. De handlende begyndte snart at hilse mig med smil og venlige ord, og min opfattelse af kvarteret ændrede sig gradvist. De forfaldne huse begyndte at virke pittoreske og selv skidtet blev interessant. Jeg begyndte at føle mig hjemme. Jeg gik på opdagelse i de små gader og talte med forskellige mennesker. Konerne på trappen hilste mig med høje råb og latter, og jeg huskede at give dem nogle skillinger. Jeg så også drengene med Sofus, som åbenbart var lederen, ja, jeg hilste endda på dem, men de ignorerede mig - og så ignorerede jeg også dem. Et par gange så jeg Jimmy sammen med dem. Det undrede mig, men så havde jeg dog engang tidligere set, at han var fortrolig med dem.
   Naturligvis gik jeg også op til stationspladsen og ind på restauranten, dels for at spise og dels for at se og tale med Gabriel. En let gysen gik gennem mig hver gang jeg så ham. Hver gang blev jeg lige overrasket over hans skønhed. Han lignede en porcelænsfigur, men var i øvrigt levende nok, og næppe så skrøbelig som jeg forestillede mig. Jeg så ham jo i arbejde, og han kunne tage fat. Over for mig var han munter og venlig, men let distanceret. Det distancerede var måske indbildning og kom fra mig selv. Jeg satte så stor pris på at se og møde ham, at jeg var bange for at sige og gøre noget der kunne støde ham.
   Der måtte vel være andre beboere i huset jeg boede i, men jeg så aldrig noget til dem. Der var alle etagerne under mig, og det undrede mig, at jeg aldrig så en levende sjæl.
   Jimmy kom sommetider og besøgte mig, altid på uventede tidspunkter - om dagen og natten. Et par gange overnattede han, uden at det blev specielt intimt af den grund, bare rart. En dag kom han med en stor buket gule tulipaner. De stod længe og lyste på skrivebordet. - Jeg forsøgte at spørge ham ud om hans liv her, og hvad der ellers var sket, men han svarede undvigende, og jeg fik ikke noget virkeligt at vide - og så holdt jeg op med at spørge.
   Det var en fredelig og produktiv tid, bunken med beskrevne ark voksede støt.
   Men freden varede ikke ved.
   En sen aften sad jeg og skrev ved skrivebordet. Døren ud til terrassen stod åben. Der var ingen måne, så det var meget mørkt, kun stjernerne lyste. I stuen lyste kun skrivebordslampen. Jeg var langt inde i den verden jeg selv skabte.
   Havde jeg glemt at låse døren? Det havde jeg vel. I det sidste havde jeg følt mig så tryg, at jeg sommetider glemte det. Desuden regnede jeg vel med at gadedøren var låst.
   Jeg hørte en lyd og så op. Fire fyre stod inden for døren. I halvmørket kunne jeg knapt skelne deres ansigter, men jeg så da, at den forreste var Sofus. De så ud til at være lige så forskrækkede som mig. Var dette et tilfældigt indbrud, eller gik de efter mig?
   De sagde ingenting, og det gjorde jeg heller ikke. Det var som om billedet frøs, og vi stirrede på hinanden.
   Så rejste jeg mig, og der bredte sig et grin i Sofus' ansigt. Han trådte et par skridt frem.
   "Jeg ved godt hvem du er," sagde han.
   "Jeg ved også hvem du er," svarede jeg. "Hvad vil I her?"
   Det svarede han ikke på, men han sagde: "Du tror Jimmy er din ven. Det er han ikke."
   For hvert ord kom han nærmere. De andre blev stående henne ved døren. Han gik tæt ind på livet af mig, så han åndede mig i ansigtet. Instinktivt ville jeg træde tilbage, men jeg gjorde det ikke, for jeg vidste at han ville følge efter, og at han ville nyde det. Men jeg rakte ud til skrivebordet og fik fat i papirkniven. Roligt men med stor kraft stødte jeg den fremad, og den sank dybt ind i maven på ham.
   Han gav en lyd fra sig, som om luften gik af ham, og han sank i knæ.
   "Det skulle du ikke have gjort," sagde han med brudt stemme.
   Da han faldt om lød der et brøl henne fra døren, og de tre kom farende. Jeg sprang tilbage, men hvor skulle jeg gøre af mig? Døren kunne jeg ikke komme frem til, og selvom jeg havde kunnet, ville de indhente mig før jeg kom ret langt. Så jeg løb ud på terrassen, skønt jeg vidste, at også der ville jeg være fanget i en fælde.
   Jeg stod henne ved terrassemuren, da to af dem kom ud efter mig. Den tredje tog sig vel af Sofus.
   De kom langsomt imod mig, og nu havde de knive i hænderne.
   Jeg ville ikke falde i deres hænder. Om det var min beslutning eller panikken tog beslutningen for mig, ved jeg ikke, men jeg tog tilløb og hoppede over muren.
   Jeg endte dog ikke knust nede på gaden, som jeg havde troet, men på en brandtrappe som begyndte få meter under terrassemuren. Den havde jeg ikke set før. Jeg slog mig nederdrægtigt, men var ikke kommet mere til skade end at jeg kunne humpe videre ned ad trappen. Jeg løb videre op ad gaden, og ventede hvert øjeblik at have fyrene efter mig, men det skete ikke. Men da jeg drejede om et hjørne mødte jeg pludselig Jimmy. Han tog fat i mig og støttede mig, og vi fortsatte op mod stationspladsen. Han spurgte ikke om noget.
   Månen var nu kommet op, og da vi næsten var fremme mødte vi endnu en. Det var Gabriel. Jeg kunne knapt kende ham, fordi han ikke var i tjeneruniformen, men i lyse cowboybukser og en hvid sweater, og selv i min pine kunne jeg konstatere, at det klædte ham lige så godt.
   Han og Jimmy konfererede. Jeg hørte ikke hvad de talte om, men lagde min skæbne helt i deres hænder.
   Så sagde Gabriel: "Kom med!" og gik foran. Vi gik over stationspladsen og videre ned ad en gade til en anden bydel. I et hus der kom vi op til en førstesal og ind i en lille to-værelsers lejlighed. Det var der Gabriel boede.
   Mit ene ben var begyndt at svulme op og det gjorde så ondt, at jeg knap kunne tænke. Gabriel redte op på sin sofa, og jeg lagde mig der.
   "Hvor er Jimmy?" spurgte jeg.
   "Han er gået," svarede han, "men han kommer igen."
   Så kom han med to piller og et glas vand og sagde: "Tag dem!" - Det gjorde jeg lydigt. Hvad det var, ved jeg ikke, men straks efter sov jeg. Det sidste jeg så var Gabriels kønne ansigt.
   I drømme dukkede slangen der forfulgte den nøgne dreng op igen, Sofus var der, og Jimmy. Jeg så Jimmys ansigt over mig, men om det var drøm eller virkelighed, ved jeg ikke. Glæde og sorg strømmede igennem mig, og jeg rakte hånden ud mod ham, men han gled bagud og ind i tåger. Men ud af tågerne kom Gabriel og lagde en kold klud på min pande. Så sank jeg ned i en dyb og sød fred.
   Da jeg endelig vågnede, var det klar dag. Jeg rejste mig i sengen og så mig om. Stuen var lille og meget enkelt møbleret, sofaen som jeg lå på, et bord og fire stole, en reol med bøger. På væggen et enkelt billede, et gammelt litografi som pudsigt nok forestillede springvandet på torvet med drengen og slangen.
   Gabriel kom ind, han bar en bakke med en kande kaffe og en tallerken med nogle sandwiches. Han havde nu tjeneruniformen på.
   "Godmorgen," sagde han, "selvom det er langt ud på eftermiddagen."
   "Har jeg sovet så længe?" spurgte jeg.
   "Du har sovet i femten timer. Hvordan går det med benet?"
   Jo, benet var bedre, hævelsen var faldet en del, og det smertede ikke mere, undtagen når jeg prøvede at støtte på det. Jeg prøvede at stå ud af sengen.
   "Jeg skal på arbejde nu," sagde han, "men Jimmy kommer lidt senere."
   "Tak for din hjælp, Gabriel," sagde jeg.
   Han gik, og jeg fik spist maden, og humpede derefter lidt rundt i den lille lejlighed, fik vasket mig og sådan noget.
   Lidt efter kom Jimmy, og med ham blev de uhyggelige begivenheder forrige nat meget nærværende. Det var ellers blevet fjerne, Gabriels nærvær og hans fredelige lejlighed.
   "Sofus?" sagde jeg. Det skulle ikke være nødvendigt at sige mere.
   "Alt i orden," sagde han. "Der sker ikke mere."
   "Helt i orden kan det vel ikke være," sagde jeg. "Er han død?"
   "Som jeg siger, er der ikke noget i vejen. Han fejler ingenting."
   "Jeg stak da en kniv i maven på ham," sagde jeg, "så noget må han da fejle."
   Men det var som at tale til en mur. Jeg fik ikke mere ud af ham.
   "Hvorfor vil du ikke fortælle mig sandheden?" spurgte jeg.
   "Jeg siger sandheden, men du vil ikke tro mig. Jeg siger altid sandheden."
   "Haha!" sagde jeg
   "Nåja," svarede han. Nogen gange må man godt lyve, for eksempel for at beskytte sig selv og dem man holder af. Men jeg har aldrig løjet for dig."
   "Hahaha!" svarede jeg. "Kære Jimmy, jeg elsker dig sgu enten du taler sandhed eller lyver. Men det bliver altså så indviklet, når du ikke vil sige mig, hvordan det virkelig er."
   "Det er jo det jeg gør," sagde han. "Så tag dog at tro på, hvad jeg siger. Alt er i orden".
   "Okay, Jimmy, så gør jeg det."
   Jeg tænkte på at udspørge Gabriel, men noget holdt mig tilbage. Jeg kunne ikke bære tanken om at høre en løgn fra hans smukke mund. - Det er for øvrigt bemærkelsesværdig hvor meget mit forhold til ham ændrede sig på disse par uger. Jeg havde vel set ham nærmest som en kunstgenstand eller et smukt dyr, nu kom fortroligheden til, fordi han havde sine daglige vaner som jeg indrettede mig efter. Ikke at jeg kom så meget tættere ind på ham, eller kom til at vide mere om hvem og hvad han var, men jeg kom til at se ham som ... ja, som en ven.
   Mit ben blev stadig bedre, og han og til dels også Jimmy tog sig af mig. Jeg måtte tilbage til min vens lejlighed. Mit manuskript og alle mine ting var jo der. Men en dag kom Jimmy med min store taske og i en pose mit manuskript og alle skrivesagerne.
   Jeg prøvede at samle mig om at skrive, men kunne ikke.
   Så efter et par uger besluttede jeg, at nu ville jeg tage hjem. Dagen da jeg skulle af sted tog Gabriel på arbejde om morgenen, og Jimmy kom lidt senere for at følge mig til toget.
   Først måtte jeg imidlertid op i lejligheden: Jeg kunne ikke forlade byen uden at forsikre mig om, at alt var i orden der. Jimmy satte sig først imod det, men da jeg insisterede bøjede han sig, og fulgte mig. Konerne sad som før der på trappen, men nu lo og snakkede de ikke. De så bare alvorligt efter os. Men da jeg ikke ville skilles fra dem i dårlig stemning, gik jeg som før hen og gav dem nogle mønter, og fik en venlig mumlen til gengæld.
   Jeg så ængsteligt efter drengene, men de var der ikke. Jimmy mærkede min uro og sagde:
   "Bare tag det roligt. De er væk."
   "Hvor er de da?" spurgte jeg.
   "Det ved jeg ikke. Et andet sted. Men der kommer nok efterhånden nogle andre."
   Det var med stor ængstelse jeg åbnede døren til lejligheden, men det var ikke til at se at der var sket noget der. Ingen tegn på uro eller kamp.
   Jeg gik ud på terrassen. Også der var alt i orden. Jeg stod lidt og trak den friske luft ind og nød at være der. Solen skinnede og udsigten over byens tage var som altid betagende. Jeg så ud over muren og ned på trappen jeg var løbet ned ad.
   Jeg gik igen ind i stuen og hen til skrivebordet, hvor jeg havde fået skrevet så meget. Jeg havde jo håbet at få min bog færdig der, men der manglede stadig et par kapitler.
   Papirkniven lå der, jeg tog den op og så at der var blodpletter på den. Jeg viste det til Jimmy, og han tog den og gik hen i køkkenafdelingen, vaskede den under vandhanen og tørrede den omhyggeligt i viskestykket. Så gik han hen og lagde den på skrivebordet.
   Så tog han mig i hånden og sagde bestemt: "Kom så!" og vi forlod lejligheden.
   Vi traf ingen på vej op mod stationspladsen, bortset naturligvis fra konerne. Jeg kunne ikke dy mig, men gik igen hen og gav dem nogle mønter. Det syntes de var morsomt, og deres skrattende latter fulgte os et stykke.
   Vi gik ind om restauranten, og Gabriel kom os i møde. Han gav mig et knus, og det forvirrede mig at have dette smukke menneske, som jeg nu også måtte betragte som en ven, så tæt på mig, men jeg fik da sagt farvel og tak på en ordentlig måde.
   Da vi gik videre, sendte Jimmy mig et skævt smil.
   "Der skal ikke siges noget," sagde jeg.
   "Jeg siger jo ikke et ord," sagde han og grinede endnu bredere.
   På stationstrappen stod vi lidt uden at sige noget. Hvad i alverden skulle jeg sige til Jimmy? Så stillede han sig pludselig på tæer, lagde armene om min hals og kyssede mig på munden, et langt kys med varme, tørre læber.
   Så vendte han sig og sprang hurtigt ned ad trappen.
   "Ha' det!" råbte han uden at vende sig, og vinkede bagud over skulderen med den ene hånd.
   Jeg blev stående og så efter ham, til han drejede om et hjørne ned mod de skumle kvarterer - og jeg gik ind i stationens mørke.

Jimmys kys 2
   I det forrige blander jeg virkelighed, drøm og digtning. Det må være op til læseren at forestille sig hvad der er hvad. Det følgende er et kapitel af det værk jeg skrev på i min vens lejlighed. - København en del år tidligere:


Det var en varm og klar sensommerdag, jeg gik hjemad og krydsede gennem parken. På en bænk sad en ung fyr, og jeg har nok lige tilkastet ham et blik. Det er instinkterne der altid er vågne, mere ligger der ikke i det. Men han har vel fanget dette blik, for han råbte "hej!" efter mig. Det forskrækkede mig, jeg følte mig afsløret. Nok har jeg ikke for små tanker om min egen charme, men at fyrene ligefrem råber efter mig, er jeg ikke forvænt med. - Jeg standsede og så nærmere på fyren, og da han så tilforladelig ud, og jeg havde god tid, gik jeg hen og satte mig på bænken ved siden af ham.
   Sjov fyr, og han talte godt for sig. Jeg bedømte ham til at være seksten-sytten, senere viste det sig, at han var nitten. En dreng var han, og det blev han ved med at være al den tid jeg kendte ham. En gang sagde jeg til ham, at han måtte se at blive voksen, men han svarede, at det ville han aldrig blive.
   Men jeg foregriber begivenhedernes gang.
   Der i parken kom jeg i livlig snak med ham. Han var let at tale med, snakken løb af sig selv om ingen verdens ting. Jeg følte mig simpelthen godt tilpas sammen med ham. Han hed Jimmy.
   Men han var skam ikke bare til snak, han var ude i et reelt ærinde, og lidt efter lidt kom det frem. Han ville gøre forretninger og regnede nu bestemt mig som sin næste kunde. Jeg er måske tung i opfattelsen, men dette havde jeg dog anet fra begyndelsen. Parken er et mødested for bøsser, dog sjældent ved højlys dag. Så jeg ville da ikke spilde hans tid og anstrengelser, så jeg tog venligt afsked og - held og lykke med håndteringen.
   Men han stoppede mig. "Bliv bare. Der er alligevel ikke gang i den på denne tid. - Men du kunne måske give et stykke mad. Jeg har ikke spist hele dagen".
   Det kunne jeg da godt, og da jeg boede i en af gaderne tæt på, fulgte han mig hjemad.
   Hjemme i gaden indtraf en lille episode. Han sprang pludselig ind i en portåbning, dukkede sig og gjorde tegn til at jeg skulle gå videre. Jeg så mig om, men så bare to mænd der gik foran os. Da de var drejet om et hjørne, indhentede han mig.
   "Hvad var det?" spurgte jeg.
   "Ikke noget," svarede han, "bare nogen jeg ikke ville møde".
   Kommet hjem lavede jeg kaffe og smurte mad, og han var ganske rigtigt sulten. Han fortalte løseligt om sit liv og sine omstændigheder. Han havde en mor han var glad for og to mindre søstre - og så var der morens skiftende mænd, som nok for det meste syntes Jimmy var overflødig. Der var også en far, men han boede et sted i Jylland. En rodet og besværlig barndom - men hvem har ikke haft de?. - Hans øjeblikkelige situation var, at han var kommet i klemme mellem husværten hvor han boede og en drengebande med en leder som hed Sofus. Det hele var noget forvirrende, og Jimmy kunne nok snakke, men nogen god fortæller var han ikke.
   Men vi tilbragte da et par meget hyggelige timer sammen - i al ærbarhed, må jeg hellere tilføje. Da han forstod at jeg ikke var interesseret i hans specielle tilbud, slappede han af, og vi havde det meget godt sammen. Og da han endelig gik følte jeg mig let og glad uden egentlig at kunne forklare mig hvorfor.
   Da Finn, min ven, kom hjem fortalte jeg ham om dette mærkelige møde, men han blev ikke særlig overrasket. Det var ikke første gang jeg slæbte underlige typer med hjem. Han smilte lidt ironisk, for han vidste godt, at den slags møder plejede at indvarsle en tid med uro. Det gjorde det også denne gang.
   For Jimmy kom igen dagen efter. Det var ikke meningen. Det skulle bare være det. Men Finn smilte, han vidste bedre.
   Så, ja, Jimmy kom igen dagen efter - og næste igen. Lidt irriteret blev jeg, men også blød i knæene. Fyren var jo charmerende, sød og tiltrækkende. Finn mødte ham og var venligt distancerende. Vi havde forskellige arbejdstider og fritidsaktiviteter, så han var sjældent hjemme, når Jimmy kom, og Jimmy var tilbøjelig til at ignorere ham. Jeg måtte belære ham om, at det kunne han ikke. Finn hørte til huset og hørte sammen med mig. Så ændrede det sig, og der opstod et slags distanceret venskab mellem dem.
   Jimmy var ikke for ingenting trækkerdreng, han var vant til at tilpasse sin væremåde efter de mennesker han mødte. Finn lod sig dog ikke charmere, men vi kunne da spise og hygge os sammen alle tre.
   Jimmy kommer og går, han er væk i perioder, men når vi tror vi endelig er blevet af med ham, dukker han op igen.
   Jeg ville ikke give efter for hans trækkerdrengemanerer. Jeg havde ikke noget principielt imod hans prostitution. Folk må for min skyld bruge sig selv og deres krop til hvad de vil. Jeg har aldrig selv spurgt nogen om lov til at leve som jeg vil. Men jeg opdagede hurtigt, at der var et gab imellem det, venlige, stilfærdige, tryghedssøgende i hans natur, og det beregnende og kyniske som hørte prostitutionen til. Egentlig ville han vist helst leve et almindeligt borgerligt liv. Han talte om at han godt kunne tænke sig at blive lastbilchauffør. Det har jeg aldrig før mødt nogen der ønskede. Men forsøger han på noget får han sit mindreværd stukket i næsen, og det er skræmmende. Men i prostitutionen og de halvkriminelle miljøer han færdes i, der kan han klare sig. At det så i det lange løb vil ødelægge ham, forstår han ikke. Men selvom han forstod det, hvad kunne han så gøre ved det?
   Han bruger jo også trækkerdrengegebærder over for mig, når han ville opnå noget, men jeg lader mig ikke friste. Det han vil opnå på den måde, kan han jo for det meste opnå bare ved at bede om det. Men da vi en dag sidder i stuen og snakker, forsvinder han pludselig ud. Jeg tror han er gået på toilettet, men da han bliver længe væk, undrer jeg mig, og jeg går ud for at se efter ham. Da jeg så kommer ind i mit soveværelse, ser jeg, at han ligger i min seng - splitternøgen. Og jeg er altså kun et menneske - og han er også sød på den måde.
   Han begyndte at komme på alle tidspunkter, også midt om natten. Jeg sover fast, så når han ringede på klokken tre, var det som regel Finn der måtte op og åbne. Og da Finn snerrede af ham, turde han ikke blive ved. Men på det tidspunkt havde vi et stillads rejst op ad huset, og jeg vågnede ved at det bankede på vinduet. Derude stod Jimmy. Jeg åbnede vinduet på klem og hvæsede: "Skrub af!" men han blev stående, tudede højlydt og bankede videre. Og da overboen åbnede sit vindue og begyndte at lyse med en lommelygte, var der ikke andet at gøre end at åbne og hale ham ind. Hurtigt fik han tøjet af og krøb under dynen. - Det værste var, at jeg ikke kunne lade være med at grine.
   Vi var knapt faldet til ro før han vendte sig mod mig: "Du har vel ikke en cigaret?"
   "Hold kæft og sov," hvæsede jeg.
   Det gjorde han så.
   Disse tilstande var naturligvis ikke holdbare, og Finn ville i hvert fald ikke finde sig i mere. Så der blev sammenkaldt til et slags familieråd. Det blev kort.
   Finn så meget streng ud, og Jimmy sad der med øjne og ører på stilke.
   "Det her går ikke," sagde Finn. "Du er her jo næsten altid. Så kan du lige så godt flytte ind."
   Han mente det vist ikke så bogstaveligt, men den slags skulle man ikke sige til Jimmy, så han tog Finn på ordet og flyttede ind med det samme. Det var ikke så svært, for han ejede ikke andet end det tøj han havde på kroppen.
   Vi havde ikke noget ekstra værelse, så hans logi blev vores sovesofa i stuen. Til gengæld betalte han ingen husleje, fik det meste af sin kost, og vi sørgede for tøj til ham. Da han på et tidspunkt havde penge, tog Finn ham med ud i byen og fik ham til at købe en læderjakke, og betalte halvdelen.
   Det er ikke billigt at have sådan en fyr i huset, og vi er ikke rige. Vi havde vort arbejde og vore almindelige lønninger. Og at få penge ud af Jimmy var umuligt. Han havde ganske vist sin bistandshjælp, og han pralede af, hvor meget han kunne tjene på prostitutionen, men den indtægt var vist ret fiktiv. Jeg tvivler ikke på, at der kan tjenes penge på prostitution, men så er det i hvert fald ikke på Jimmys plan.
   Efter han var flyttet ind så vi ham faktisk ikke i lange perioder. Freden sænkede sig over vort lille hjem, og vi fandt tilbage til vores vanlige livsrytme - men så var han der igen og bragte uro med sig - og det var jo også godt.
   Jimmy var en elendig fortæller. Han kunne skam godt snakke, bevare mig vel, han kunne snakke enhver trilrundt, svøbe dem ind i munterhed, glæde og charme, men prøvede jeg at få ham til at fortælle om sit liv før han kom til os, og om de kredse han færdedes i, så var det ikke til at få sammenhængende, men der kom brudstykker dumpende, som brikker i et puslespil, som jeg så selv måtte samle til en helhed. At det han fortalte så også var præget af galopperende fantasi (læs løgn!) gjorde det ikke lettere.
   Hans forældre var skilt, og han husker den tid de var sammen som den bedste, og han kunne aldrig opgive tanken om, at de skulle finde sammen igen.
   "Jamen herregud, Jimmy," sagde jeg, "det gør de jo ikke. Og selvom de skulle gøre det, ville det jo ikke få større betydning for dig, for du er jo voksen, og bliver nok ikke barn igen."
   Det vidste han jo godt, men jeg ser på ham, at han ikke opgiver tanken. - Efter faren havde der været en række stedfædre, som stort set alle mente, at han var overflødig, eller i hvert fald besværlig - hvilket han utvivlsomt også har været.
   Jeg spurgte ham, hvor længe han havde været trækkerdreng. "Fra jeg var fjorten år," svarede han.
   Det tror jeg var en sandhed med modifikationer. Jeg tror nok han har haft nogle oplevelser der som fjortenårig, men en egentlig "karriere" som trækkerdreng kom langt senere. Men han har jo fundet ud af, at han kunne skaffe sig mad og husly og også lidt penge ved seksuelle ydelser.
   Han var ikke uden faglig stolthed. Han pralede lidt af, at han kunne omgås hvem som helst, og jeg tvivler ikke på, at det var sandt. Hans tale var nok ikke særlig intellektuel, ja til tider var den ligefrem tåbelig, men den var så personlig, så ligefrem og oprigtig, at han altid var interessant at tale med. Han interesserede sig levende for de mennesker han var sammen med, og tvivlede ikke på at de var hans venner. Det var jo også det der havde charmeret mig.
   En gang viste han mig sin nøgne ryg, og den var fuld af røde striber. En mand havde bearbejdet den med en pisk. Jeg blev forfærdet og vred, men Jimmy smilte bare og sagde: "Jeg kunne godt klare det."
   Man skulle tro, at han efter alt hvad han havde været igennem, var blevet forhærdet. Men umiddelbart var der intet hårdt ved ham. Han virkede åben og tillidsfuld. Men jeg så da godt, at der var en hård eller forhærdet kerne i ham, som gav underlige reaktioner. Han stolede ikke på nogen. - Jeg ser godt nok at dette er i modstrid med, hvad jeg lige har skrevet, at han var tillidsfuld, men begge dele var faktisk rigtigt. Han stolede heller ikke på mig, men det glædede mig at se, at tilliden voksede. Faktisk tror jeg, han stolede mere på Finn, fordi han var lidt skrap over for ham.
   Navnet Sofus dukkede op gang på gang i Jimmys bemærkninger, og jeg blev klar iver, at han spillede en central rolle i hans liv. Jimmy både frygtede og så op til ham. Jeg spurgte, hvad der var så specielt ved ham, og hvorfor Jimmy dansede efter hans pibe. Han svarede: "Du kender ikke Sofus. Når han siger man skal gøre noget, så gør man det."
   Kliken Jimmy var en del af, kan ikke kaldes en bande, dertil var de for løst sammenknyttede, og Sofus kunne derfor heller ikke kaldes bandeleder, men kliken samledes om ham og om den lejlighed på Nørrebro hvor han boede - og som besynderligt nok i en vis forstand tilhørte Jimmy. Jeg så Jimmys underskrift på de lånepapirer der gjorde det muligt at anskaffe lejligheden. Naturligvis betalte han aldrig en øre på det lån, og i den tid han boede hos os kom der da også den ene rykker efter den anden. Til sidst skrev jeg til pengeinstituttet og bad dem holde inde med skydningen. Det var til ingen nytte, og det var dem selv der havde været så tåbelige, at låne penge til en der i realiteten var subsistensløs.
   Når Jimmy ikke var hos os, var han nok mest sammen med Sofus og hvem der ellers kom der i lejligheden, fungerede som (en noget upålidelig) narkokurer, og var med i andre lyssky foretagender. Desuden var han Sofus' elsker, hvilket lyder smukkere end det var. Det bestod i at han - ifølge Jimmy - voldtog Jimmy og at Jimmy accepterede det. Han havde trods alt været ude for det der var værre.
   Jeg ville at han skulle ud af alt det der. Som sagt var jeg ikke principielt imod prostitutionen, men for Jimmys vedkommende var det forbundet med så meget andet, ikke mindst med Sofus og alt hvad han stod for. - Det var dog ikke fordi det var vigtigt for Jimmy at ændre noget. Ganske vist var hans liv præget af angst, af altid at skulle skjule sig, men sådan var hans liv jo bare, og han forestillede sig ikke, at det kunne være anderledes. Og det kuede ham jo ikke, han var altid glad - nåja, næsten altid. Han sprudlede at liv og energi - lidt rigeligt, kan man sige.
   Jeg gik til kommunen. Vi kunne jo ikke klare opgaven alene, og jeg vidste, at kommunen heller ikke kunne. Han havde jo været tilmeldt flere projekter, men det var faldet til jorden, han havde jo ikke haft den personlige støtte til at holde ved. Den mente vi, at vi kunne yde. Jeg og Finn var villige til at satse temmelig meget. Jeg gik til hans sagsbehandler.
   Det var en erfaren dame jeg kom ind til. Hun modtog mig venligt, men forbeholdent. Hvorfor kom jeg på Jimmys vegne? Hvorfor kom han ikke selv?
   Jeg forklarede kort, hvordan det hang sammen, og fortalte hvad vort tilbud gik ud på. Jeg talte om Jimmys problemer, prostitutionen og kriminaliteten.
   Hun rakte hånden op og standsede mig. "Sig mig," sagde hun, "er Jimmy homoseksuel?"
   Jeg blev ganske forvirret. "Det kan jeg virkelig ikke svare på - og det tror jeg såmænd heller ikke Jimmy ville kunne," Jeg fortsatte: "Men dette kan da ikke være nyt for dig."
   "Jeg har aldrig været ude for det før," svarede hun.
   Jeg blev forbløffet. Her sad hun som sagsbehandler på et kontor der dækkede Københavns indre by, med blandt andet dens trækkerdrenge.
   "Det kan da ikke være rigtigt," udbrød jeg.
   "Når jeg siger det, er det vel sandt," sagde hun.
   Nåja, men derefter var det jo ikke til at komme videre. Damen var flink nok, men hun fattede ikke hvad jeg mente, og hvad jeg ville. Men hun sørgede da for, at vi fik husleje for ham, så det lettede da vores økonomi en smule.
   Da jeg skulle gå, for der en djævel i mig. Jeg vendte mig til hende og sagde: "Der sidder for resten to til af samme slags i venteværelset og venter på at komme ind til dig."
   Hun stirrede på mig, tog et tag i skrivebordet, rejste sig og sagde: "Det er da ikke sandt."
   "Når jeg siger det, er det vel sandt," svarede jeg.
   Jeg var deprimeret. Hvordan kom vi videre? Trods alle problemer, og på trods af at Jimmy kunne være strid, så oplevede vi ham i det daglige som et godmodigt og værdifuldt menneske. Hvorfor ville ingen da hjælpe os med at hjælpe ham? Han kunne jo ikke løfte sig selv op ved håret. - Jeg kom til at tænke på et slagord fra 70'erne: "Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur. Det er ikke sikkert det er muren der holder". - Næh, vi løb panden mod mange mure i de år, og panden holdt da, men det gjorde murene så sandelig også.
   Langt senere spurgte jeg en anden sagsbehandler: "Hvorfor er det så svært at etablere et samarbejde med nogen i det offentlige?" - Det tænkte hun over og svarede: "Der vi vel altid blandt professionelle være en uvilje mod udenforstående der blander sig."
   Ja, når de der står med problemerne og de der har de mennesker det drejer sig om tættest inde på livet regnes for udenforstående, så bliver det jo umuligt at udrette noget som helst.
   Jimmy så med forundret skepsis på alle mine aktiviteter. Han troede vist ikke et øjeblik på at det ville føre til noget. Han fortsatte sit liv som hidtil delt mellem kredsen omkring Sofus og vort hjem. Jeg rendte myndighederne på dørene, skrev læserbreve og avisartikler, var i radio og tv.
   Han havde en lille notesbog med navne og adresser på faste kunder. Han fortalte lidt om de forskellige, så jeg dannede mig en mening om dem, hvem der betragtede Jimmy som en brugsgenstand, og hvem der var mere humane. Jeg skrev til to af dem, om de ville være med til at hjælpe Jimmy. Nu kan man jo forestille sig reaktionen på et brev fra en vildt fremmed der kender ens forhold til en trækkerdreng, men de reagerede begge positivt. Den ene var en velhavende, selvpensioneret forretningsmand, og han gjorde en god indsats, brugte sin indflydelse og så videre. Jeg mødte også hans søn, som var noget skeptisk, hvilket vil sige beskyttende over for sin gamle far, men ellers var han flink nok. Jimmy kom i øvrigt til at redde den gamle mands liv, idet han fik et hjerteanfald mens Jimmy var der, og Jimmy skaffede hjælp.
   Den anden var en kendt skuespiller. Han var skrap, brugte skamløst sit kendte navn for at skaffe Jimmy hjælp, et arbejde, uddannelse, et sted at bo - i længden kunne han jo ikke bo hos os. Over for en sagsbehandler udbrød han: "I SKAL sgu hjælpe! Hvad er meningen? Skal drengen virkelig være nødt til at ligge og hive gamle stoddere i pikken, for at have et sted at være!"
   Der er og har altid været en vis fordømmelse af prostitutionskunder, men de eneste i forløbet der gjorde en helhjertet indsats for at hjælpe Jimmy, var disse to "grimme mænd". Alt til ingen nytte. De løb panden mod de samme mure som jeg og Finn. Jimmy så med forundring på vore anstrengelser, men det eneste synlige resultat der kom ud af det hele var, at Jimmy kom til at virke endnu mere reduceret.
   Finn og jeg var jo også en slags outsidere, men samfundet havde i vor tid ændret sig, så vi alligevel kunne passe ind. Vi var blevet veltilpassede borgere der havde rettigheder og pligter. Vi havde vort hjem, vort arbejde, vore omgangsvenner blandt andre pæne mennesker. Ja, i den tid Jimmy boede hos os kom det, at vi kunne blive gift - eller registreret, som det hed. Det blev vi så, og Jimmy var med. - Men for Jimmy havde samfundet ingen plads. Når Jimmy var hos os, var det fredeligt og harmonisk, men bevægede han sig udenfor, hvad han jo måtte, var han et fremmedlegeme, som samfundet til nød tålte, men helst ville skille sig af med.
   Når jeg skal beskrive vort samliv med Jimmy disse år, bliver jeg komplet forvirret. Det er som disse fikserbilleder, der når man ser den fra den ene side er lyse og idylliske, men fra den anden mørke og dystre - og begge billeder er ægte nok. Man kunne sige det enkelt, at det fredelige og idylliske var som vi havde det inden for vore fire vægge, mens uroen kom som et pres udefra, og det ville ikke være helt forkert, men så enkelt var det alligevel ikke. Uroen kom ofte ind med Jimmys modsætningsfyldte person.
   Venner så undrende på hvad der foregik hos os, og nogen opgav os. - En spurgte: "Hvad i alverden ser du egentlig i den fyr?" - Spontant svarede jeg: "Hans ærlighed." - Forfærdet gentog hun: "Hans ærlighed? Hvordan kan du sige det? Han lyver jo hele tiden. Praktisk talt alt han siger, er løgn." - Jeg blev forvirret, for naturligvis havde hun ret. Alligevel syntes jeg det var rigtigt på et eller andet mystisk plan. Som han var, da jeg så ham første gang der i parken, sådan var han også sidste gang jeg så ham, helt uberørt af alt der var sket i mellemtiden.
   Jeg spurgte ham: "Hvorfor lyver du så meget?"
   "Jeg lyver da ikke," svarede han.
   "Det gør du da," sagde jeg. "Du lyver lige nu."
   "Min far siger, at man godt må lyve for at beskytte sig selv."
   "Skal du da beskytte dig mod mig?"
   "Næh."
   "Jamen hvorfor da?"
   Det kunne han selvfølgelig ikke forklare. Der var vel en eller flere grunde, men de var dybt inde i ham selv. - Han ville beskytte sig, men skadede sig selv i stedet.
   Nogen sagde, at jeg nok bare var forelsket i ham. Nåja, det kan man vel nok sige, men jeg er ikke banal, og vist heller ikke særlig naiv. Jeg kender godt mine egne forelskelser, eller rettere sagt min forelskelse, for det er én lang strøm der har gået gennem mit liv, men genstanden har skiftet. Finn er noget andet, han er min urokkelige kærlighed, den svinger ikke, og den forsvinder ikke. - Men det er ikke altid lige let. Jeg bragte Jimmy ind i huset, og bragte dermed også en stribe af problemer over Finns hoved. Der var tider, hvor han var ved at tage sig tøj og gå - men han gjorde det ikke.
   Tiden gik, og der kom en afmatning for os alle tre. Man bliver udmattet af at løbe panden mod mure. - Jimmy flyttede fra os. Det gjorde han så let som han flyttede ind. - Det var også meget godt, Finn og jeg faldt tilbage i vores gamle livsrytme.
   Det er ikke klart hvor han flyttede hen, vel nok til lejligheden med Sofus og de andre, og ellers boede han vel her og der, som det kunne falde sig.
   Men så kom han, sommetider for at få et bad eller noget at spise, og han overnattede da også, ja, en gang blev han i flere uger, så vi troede han var flyttet ind igen. Til min fødselsdag kom han med en stor buket gule tulipaner. Dagen efter gik jeg gennem parken og så plænen hvor de havde stået, og hvor der nu kun var de korte stilke tilbage. Men jeg satte nu pris på dem alligevel.
   Engang tog jeg ham med i teatret, til en opera, "Barberen i Sevilla". Det var helt vildt. Jimmy og en opera. Men han var begejstret. Han havde aldrig været i teatret før.
   Så i en vis forstand blev vort forhold mere harmonisk, efter at jeg havde opgivet at gøre noget. Det var dejligt, når han kom.
   Der var mørke skyer. Det havde der selvfølgelig altid været, men nu forsøgte jeg at ignorere dem.
   En aften sad jeg i sofaen og han lå med hovedet i mit skød. Finn sad og læste i en bog. - Jimmys ærme var gledet op, og jeg så at armen var fuld af røde pletter, stikmærker. Jeg blev iskold. Jeg tog fat i armen og sagde: "Hvad er det?"
   "Det er ikke noget," svarede han og trak ærmet ned.
   "Er det hvad vi skal slås med nu?" spurgte jeg.
   "Nej!" svarede han bestemt. "Du skal ikke være urolig. Der sker ikke noget."
   Jeg var selvfølgelig skeptisk, og kontrollerede hans arme den følgende tid. Men der skete virkelig ikke noget. Efter en tid var mærkerne lægt og der kom ikke nye til.
   En anden gang kom han og sagde: "Jeg har været ved at dø."
   "Nånå," svarede jeg let og tog det ikke særlig alvorligt.
   "Det er sgu rigtigt," sagde han.
   Han havde været hos Sofus og sov på sofaen, da han vågnede ved et stik i låret - og så mistede han bevidstheden. Da han vågnede igen, lå han i en seng på hospitalet. - De havde båret ham ned og lagt ham på fortovet, og nogen fandt ham så og fik ham på hospitalet.
   Man skulle tro, vi blev chokerede og var gået til politiet eller sådan noget. Men vi gjorde ingenting. Herregud, der skete så meget med Jimmy, og han svævede altid i fare. Desuden var vores tillid til enhver myndighed på et lavpunkt da.
   Vi fik trusselbreve fra Sofus. Han havde opsporet hvor vi boede gennem Jimmy. Brevene var selvfølgelig anonyme, men lette at gennemskue. Han truede med at komme og smadre vores lejlighed. Også dette burde vi være gået til politiet med, men ... osv.
   Men han gjorde sgu alvor af trusselen. En aften Finn og jeg skulle ud, kom Jimmy. Vi sagde, at han bare måtte tage mad og kaffe og indrette sig som han ville, til vi kom hjem. - Da vi så kom hjem lidt sent og åbnede døren, blev vi forbløffet stående, for der var mørkt og lyskontakten virkede ikke. Det var dog bare hovedkontakten der var slukket, så den blev tændt. Men i køkkenet var æg og tomater smadret op ad væggen. Vi turde dårligt gå ind i stuen, for hvad ville der møde os der? Alt var på den anden ende, kastet hulter til bulter - og midt i alt dette rod sad Jimmy og sov. - Eller sov han nu også. Jeg ruskede ham, og der var da liv i ham, han svarede søvndrukkent. Og på gulvet lå en tømt vinflaske. Nåja! Vi fik ham på benene uden at han vågnede ordentligt. Så baksede vi ham i seng, lod rod være rod, og gik selv i seng. - I løbet af natten var jeg flere gange inde og se til ham, og han sov da normalt.
   Næste dag håbede vi naturligvis at få opklaret, hvad der var sket, men Jimmy huskede ingenting. Da jeg kom ind i stuen sad han op i sengen og så sig omkring på rodet og spurgte: "Hvad er der sket?"
   "Det håber vi da du kan fortælle os," sagde jeg.
   Men han vidste intet, nægtede bestemt, at der havde været nogen. Et mysterium der aldrig blev opklaret, men det var nu ikke så svært at gennemskue, især ikke da en nabo fortalte, at hun havde set en mand i fuld fart gå ind til os. Først troede jeg at Jimmy dækkede over nogen eller noget, men efterhånden var det klart, at han virkelig intet huskede. - Heller ikke dette gjorde vi noget ved. Vi fik ryddet op, og der var ikke ødelagt noget større, bortset fra at telefonen var smadret.
   Jimmy fik en kæreste, Jeanett. Det var i øvrigt også i forbindelse med en katastrofe, en af disse katastrofer der altid fulgte Jimmy. Han var blevet gennembanket af nogle kammerater, og da han så om natten blev syg, fik hun ham på hospitalet. Han havde fået sprængt milten.
   Pigen ringede, og jeg tog ud til hospitalet. Jeg havde ventet at se ham sengeliggende og lidende, men han var allerede oppe, og i gang med at sætte liv i hele afdelingen, selvom han gik helt krumbøjet. Han blev udskrevet og de blev begge med mig hjem. - Jeg frygtede, hvad Finn ville sige, når jeg nu havde skaffet os to problembørn på halsen. Men han tog det som alt andet i stiv arm. Vi havde dem da en måneds tid, mens Jimmy kom sig, og blev også fortrolige med hende. Hun var hans sidestykke, sød, hjælpsom og uden megen realitetssans. Det sidste dog nok noget mere end han.
   Han havde længe haft planer om at flytte til Jylland. Der boede jo hans far. Så da han var rigtig rask, tog de af sted.
   Faren havde en gård lidt uden for Skanderborg. Der flyttede de ind.
   Vi besøgte dem der, og tilbragte en dejlig sommereftermiddag sammen med dem med grill i haven. Faren var ikke hjemme. Jeg har et billede af os der.
   Da vi tog af sted fik jeg et knus og et langt kys af ham.
   De kom nogle gange til København derefter, men han var nu næsten altid omtåget af hash og jeg ved ikke hvad. I glimt var han den gamle Jimmy, hans humør boblede op, men for det meste var det som om han gik ved siden af sig selv og jeg kunne ikke rigtigt komme i kontakt med ham.
   Vi fik nogle forvirrede telefonopringninger fra ham. De var flyttet til Århus og boede tilfældige steder, som i København. Han talte om Sofus, at han måske var der, men jeg kunne ikke få ordentligt fat i det. Jeanett havde forladt ham, sagde han, men han var også ligeglad.
   Det var lige op til jul, for vi skulle have gæster, da vi blev ringet op af Jimmys mor, som fortalte, at han var død. Han var død af en overdosis på et offentligt toilet i Århus - dagen før han fyldte 26.
   Der var tale om at han måske havde begået selvmord. Den troede jeg ikke på. Men at han havde kvajet sig, så han var kommet til at tage livet af sig, ja, det troede jeg på.
   Vi var til bisættelsen. Jeg blev forbløffet over, hvor stor familie han havde. Forældrene, som da endelig mødtes, uden dog at blive forenet, som Jimmy havde ønsket det. Og foruden de to søstre var der et par halvsøskende mere og onkler og tanter. Jeg græd som var jeg pisket uden at tage mig af, at der blev set forundret på mig.
   Den lukkede kiste stod der, og en af søstrene sagde pludselig højt: "Får vi ikke lov til at se Jimmy?"
   Jeg ville også gerne have set ham en sidste gang.
   Urnen blev nedsat på en kirkegård nær København. Jeg lagde en buket gule tulipaner på graven. På stenen stod der bare:

Jimmy Ritter
   1969-1995

Det er otte år siden Jimmy døde, men han lever stadig i mit hoved og i mine drømme. Kære, kære Jimmy.

Jimmys kys 3

Jeg stod op som sædvanlig ved halv syv tiden, og gik i køkkenet for at lave kaffe. Det var ved at være ved bunden af kaffedåsen, så jeg satte dåsen frem, så vi skulle huske at købe. Der var heller ikke mere brød, kun en endeskive af det hjemmebagte.
   Finn puslede på badeværelset, og kom nu ud i køkkenet. Hans pyjamas pludrede om ham, og hans hår stod lige til vejrs. "Godmorgen," sagde han og kløede sig på maven. Han åbnede køleskabet og tog mælkekartonen ud. "Der er næsten ikke mere mælk," sagde han. "Jeg køber i dag."
   "Der mangler også kaffe og brød," sagde jeg. "Ved du hvad? Jeg går hen til bageren med det samme, så kan du lave kaffen færdig."
   "Okay," sagde han.
   Jeg fik hurtigt tøjet på, og gik ud.
   På gaden var der morgenstille, men henne ved bageren var der opløb. Da jeg nærmede mig, så jeg, at der både var politi og ambulance. Jeg trængte mig frem, og så at der lå en ung mand, som nu var i færd med at rejse sig. Han så herrens ud, noget forslået og der var blod i ansigtet. Men da ambulancefolkene kom med deres båre, protesterede han højlydt og vredt. "Jeg er helt i orden. Jeg skal nok klare mig."
   De to politifolk greb fat i ham, men han rev sig løs og snerrede ad dem. "Lad mig så være! Jeg har ikke gjort noget."
   Jeg trådte frem og sagde: "Jeg kender ham. Jeg skal nok tage mig af ham."
   Det var Jimmy. Han så op på mig, først fjendtligt, men så forandrede hans ansigtsudtryk sig. "Er det dig?" sagde han forundret.
   "Ja, det er mig, Jimmy," svarede jeg. Et par sekunder svævede omgivelserne bort, og vi stod i en stille boble og så på hinanden.
   "Hvor ser du ud," sagde jeg. "Hvem har gjort det?"
   "Det kan du vel tænke dig," svarede han.
   "Ja," sagde jeg.
   Ambulancefolkene pakkede deres grej sammen, da de så, at der ikke var brug for dem, og politifolkene så rådvilde ud. Og de ville nok have været endnu mere forvirrede, hvis de havde vidst, at Jimmy på det tidspunkt havde været død i seksten år.
   "Har han gjort noget galt udover at blive slået ned?" spurgte jeg.
   Jimmy har altid øvet en sær tiltrækning på politibetjente.
   De trak på skuldrene og den ene sagde: "Det har han sikkert, men vi har ikke noget rigtigt på ham. Men det hele er nu noget mystisk."
   Det gav jeg dem ret i, og jeg gav dem mit navn og min adresse, og sagde at Jimmy indtil videre boede hos mig. Og efter yderligere parlamenteren frem og tilbage kunne vi gå. De nysgerrige sammenstimlede var væk.
   Jeg havde nær glemt mit ærinde hos bageren, men nu fik jeg da købt ind, mens han pænt ventede udenfor.
   Vi gik hjemad sammen, og han var meget stilfærdig til ham at være. Jeg skævede til ham og tænkte: "Er det virkelig Jimmy?"
   Han så op på mig og spurgte: "Hvad laver du her?"
   Forbløffet svarede jeg: "Hvad jeg laver her? Det må jeg sandelig spørge dig om: Jeg bor her. Det ved du da."
   Han standsede brat og så sig om. "Er vi da ...? Det hus der har jeg da ikke set før."
   "Nej, det er vist bygget siden du var her sidst."
   "Nåja, nu kender jeg gaden," sagde han, og vi gik videre.
   Finn var påklædt, da jeg lukkede os ind.
   "Det var du længe om," sagde han.
   "Ja," svarede jeg, "men der er også sket en del, og jeg har en overraskelse med hjem."
   Jimmy trådte frem, og vel blev Finn overrasket, men alt man kunne se var, at han løftede øjenbrynene. Det var jo heller ikke noget nyt, at Jimmy dukkede uventet op.
   "Hvor ser du ud," sagde han, som jeg havde gjort. Han gik ud på badeværelset og kom med en våd klud og tørrede Jimmy i ansigtet, og Jimmy fandt sig roligt i det. De lo begge to.
   "Så," sagde Finn, "nu kan vi spise, og derefter må du rigtigt i bad. - Jeg går ud fra, at du er sulten."
   "Ja, mon ikke," sagde Jimmy.
   Det blev en mærkelig dag, og jeg er slet ikke i stand til at beskrive den ordentligt, for der skete egentlig ikke noget særligt, uden altså netop at Jimmy var der - og det var sandelig også rigeligt. Når jeg tænker på den dag, er det som om den kun varede et øjeblik, som en tæt handlingsmættet drøm. Dagen svæver som en blank boble i mit sind, en boble som let kan briste og være væk.
   Men vi spiste da, og han var virkelig sulten. Jeg betragtede ham mens vi spiste, og det gik først nu rigtigt op for mig, hvor elendig han så ud. Og da han lidt senere gik i bad så jeg, hvor mange blå mærker han havde på kroppen, og jeg begyndte at fortryde, at han ikke var kommet på skadestuen. Men det ville han jo ikke, og jeg tror ikke jeg ville have været i stand til at overtale ham. Og hvordan skulle det også gå? Sygesikringsbevis og alt det der.
   Også hans tøj var elendigt, beskidt og laset - og så på Jimmy, som altid havde været så omhyggelig med sig selv, badet flere gange om dagen, når han kunne komme til det, og nøje med sit tøj - om ikke andet så ved at han stjal noget her og der. Hans sko hang knap nok fast på fødderne af ham.
   Men det kunne vi da gøre noget ved. Finn gik med ham ud i byen og købte tøj og sko til ham - og tømte næsten vores bankkonto. Og således shinet op kom også det meste af hans gamle jeg frem igen.
   Jeg ville gerne have udspurgt ham om Gabriel og såmænd også om Sofus og meget andet, men jeg gjorde det ikke. Jeg vidste, at man ikke kunne presse Jimmy, og jeg regnede da med, at vi havde god tid, så ville det komme af sig selv lidt efter lidt.
   Han bagte sgu brød til os. Det havde han også gjort i gamle dage - og svinet hele køkkenet til, så det var større arbejde at gøre det rent end at bage brødene. Nu havde han fået bedre tag på det, og det blev gode brød.
   "Har du lært det af Gabriel?" dristede jeg mig til at spørge.
   "Ja," svarede han og lukkede af. Men så sendte han mig et skævt smil og sagde: "Han er stadig lige smuk."
   Ud på eftermiddagen ringede Hemingway, bare for at snakke og for at skælde mig ud over at jeg ikke gjorde mere for at få mine skriverier udgivet.
   Efter de indledende bemærkninger sagde jeg: "Jimmy er her."
   Der blev længe stille i telefonen, men jeg kunne formelig høre hvordan noget roterede.
   "Hvilken Jimmy?" spurgte han omsider.
   "Er der mere end én," spurgte jeg så.
   Igen var der stilhed, men jeg troede ikke forbindelsen var brudt, for stilheden var ladet. Det var tydeligt, at han tænkte, at det nu rablede for mig, og det kunne jeg ikke fortænke ham i. Men omsider kom det: "Næh, det er der vel ikke."
   Han har aldrig kendt Jimmy, så han har ikke været under hans fortryllelse. Vi talte lidt videre, mest om litteratur, og vi kom ind på det jeg havde skrevet om Jimmy. Han nævnte "dengang Jimmy dansede fandango på hovederne af dig og Finn."
   Ja, det var dengang. Nu var han mere stilfærdig, sådan som jeg helst husker ham, når jeg tænker tilbage - men min underbevidsthed er nok lige forelsket i hans uro.
   Det blev sent før vi kom i seng den aften, men det var en særlig glæde for mig, at rede op til ham på sofaen, hvor han før havde boet.
   I løbet af natten var jeg flere gange inde og se til ham. Han lå på maven og sov helt lydløst. Jeg lagde hovedet helt ned til ham, men kunne ikke høre at han trak vejret, men jeg lagde hånden på hans ryg og mærkede, at den hævede og sænkede sig. Og mens jeg betragtede ham tænkte jeg, som man altid gør med sovende børn. "Herregud, hvor er han dog sød når han sover."
   Men da jeg om morgenen kom ind i stuen var han ikke i sengen. Jeg tænkte da, at han bare var gået en tur, så jeg lavede kaffe til os alle tre.
   Finn stod op og spurgte: "Er han her ikke?"
   "Næh, svarede jeg, "men han kommer nok."
   Men han kom ikke, så vi drak kaffen og spiste maden. Man kunne tro, at det hele havde været en illusion, havde det ikke været for sengen, der stadig bar mærker af, at han havde sovet der.
   De følgende dage ventede vi stadig, at han skulle dukke op, men han kom ikke, så tanken, håbet, eller hvad man skal kalde det, svandt ind og gik efterhånden i ét med den almindelige hverdag.
   Før eller senere kommer han jo nok, og da sikkert på en lige så uventet måde.

Jimmys kys 4

Der var uro i en forstad, og mange mennesker var samlet på en åben plads. Mænd, kvinder og børn løb forvirret frem og tilbage mellem hinanden, men hvad det gik ud på, aner jeg ikke.
   Der stod to politibiler, og nu så jeg, at flere kom til. Politifolkene steg ud, men holdt sig foreløbig passive.
   Jeg havde åbenbart noget at sige, og gik hen til en af betjentene. Jeg fortalte ham noget, og han lyttede villigt og venligt. Så satte vi os ind i hans bil. Han startede den, vendte og kørte ned ad en sidegade, ud af byen.
   Snart var vi ude på landet. Det var i november, men man kan ikke sige, at det var efterårsvejr. Solen skinnede, og da der ingen efterårsstorme havde været, var det meste af løvet stadig på træerne. Vi kørte gennem en skovstrækning, og det var som at køre gennem en larmende eksplosion af gule, gyldne, røde og brune farver. Så var vi ude på landet, kvæget var stadig ude, men kornmarkerne stod med stubbe, kornet var høstet for længst.
   Vi sad der i den lune bil, men kunne alligevel mærke skarpheden i luften. Vi talte venligt sammen, men hvad vi sagde, ved jeg ikke.
   Vi standsede lidt fra en jerbaneoverskæring, ikke fordi der kom tog, men fordi vi var i vildrede om vejen. Og meget passende stod der lidt længere fremme en bil, og to mænd steg netop ud af den. De var iført pæne blå arbejdsuniformer. Vi kørte langsomt op på siden af dem, og jeg rullede vinduet ned på min side. De rettede opmærksomheden mod os, og til min forbløffelse så jeg, at den ene af dem var Jimmy. Særligt forbløffende var det jo, fordi han på det tidspunkt havde været død i tyve år. Han så lige ung og frisk ud, mens jeg nærmede mig de firs.
   Pludselig satte han i løb, og jeg troede først, at han stak af. Politi, og alt det der! Men det var åbenbart bare et ærinde, for han standsede henne ved jernbanebommen, og ordnede noget med den. Vi var steget ud af bilen, og betjenten stod og talte med den anden mand. Jeg stod og så efter Jimmy. Så kom han tilbage mod os. Han var pæn i det rene, blå tøj, og smilede mere åbent end jeg nogensinde før havde set. Han kom lige hen til mig, rakte sig på tå og lagde uden videre armene om halsen på mig og trykkede sin mund mod min i et langt kys. Jeg troede, han ville have følt sig generet af betjenten og sin kammerat, men det gjorde han tydeligvis ikke. Så slap han mig og gav mig et stort smil. Ikke et ord blev sagt mellem os. Jeg havde ellers haft meget at spørge ham om. Men han og kammeraten satte sig ind i deres bil og de kørte væk.