Hedvig Mandelkvist vrikkede sig ned ad kældertrappen i sin stramme kjole. Hendes kanariegule Dolce & Gabbana stiletter gav et usikkert fodfæste, og da Mette lukkede døren til mellemgangen, stod hun i mørke, kun omgivet af duften fra sin egen tunge parfume. Nu skulle hun demonstrere frygtløshed og psykisk overskud. På den måde ville hun kunne få manden dernede i mørket i tale. Hun skulle vinde tid og opbygge tillid. Det var en faglig udfordring af finde ud af, om Ole var den samme Ole, hun havde haft i behandling på politigården, i forbindelse med Brodersens krisebehandlingsprogram. Eller om forskydningen i hjernemassen havde skabt en ny og ukendt Ole, med helt andre farlige og spændende karaktertræk.
   Hun stod længe i mørket og kunne intet se. Hun frøs, selv om huden brændte. Hun kunne høre sit eget hjerte hamre. Heldigvis var der et gelænder, hun kunne holde sig til.

Han kunne derimod se hende tydeligt, som hun stod der på trappen, og lignede et pyntet juletræ.
   Kunne hun dog for helvede, ikke bare lade ham være i fred?
   Han var sikker på, at hun allerede dengang han var udeblevet fra arbejde, på en eller anden underfundig måde havde manipuleret Brodersen til at udskrive tvangsbehandlinger til ham.
   Hun var gået langt over grænsen i hendes camouflerede psykologundersøgelse. Ole havde måttet spille med og finde sig i hendes overgreb for ikke at miste sit job. Hun gik længere og længere med ham for hver gang han var i behandling, og hvis ikke det var fordi, han var blevet slået ned og måtte sygemelde sig, var det ikke godt at vide, om hun havde fået ham lige derhen, hvor hun allerhelst ville ha' ham.
   Nu stalkede hun ham uhæmmet for at misbruge ham i en situation, hvor han var allersvagest, og tilmed for øjnene af hans eneste, men strandede kærlighed, Mette...
   Han mærkede vreden, og at den smerte der brændte som ild i hovedet, var på vej igen.
   Det var hendes skyld.
   Kun en forløsning af vreden kunne stoppe det frembrusende smertehelvede.
   Efterhånden kunne hun skelne konturerne i rummet. Længere inde i lokalet kastede en lampe et svagt lys på en bordplade. Hun fortsatte forsigtigt ned ad trappen, og gik i retning af lampen. Hendes fantasi drev frygten væk som en sneplov. Kom han mon ud af en mørk niche, som 'The Phantom of the Opera' og greb hende lidenskabeligt, som et frådende uhyre, der skulle have sine behov tilfredsstillet?
   På skrivebordet lå en én af politiets velkendte sagsmapper med teksten: Lene Lindstok * Afsluttet *.
   Hun tog sagsmappen i hånden. Bag hende kom den mørke dybe stemme, der altid gav hende gåsehud.
   "En morder blev frikendt! Det er din forbandede skyld, Hedvig!"
   "Jeg er kommet for at gøre det godt igen Ole, min egen elskede Ole."
   "Jeg er et monster, Hedvig. Jeg er ikke din Ole længere. Mit kranie er trykket ind på nøjagtig samme måde som Eris Vëllezërit, der blev myrdet af Lene Lindstoks håndlanger på Christianshavn, og jeg har beviser. Jeg ved, hvem det er, men kan intet gøre, fordi du Hedvig, har fucket alt op. Du er den, der er skyld i, at vi ikke fik dem stoppet, inden de smadrede mig... Du har gjort mig til et uhyre, med et knust kranie, der lever med ulidelige smerter. Det hele er din skyld Hedvig!"
   Hedvig Mandelkvist begyndte at græde "Åh Ole, jeg vil gøre alt godt igen, tro mig alt, alt!"
   "Du må tage din straf Hedvig. Jeg har ventet længe her i kælderen på, at du dukkede op." Ole trak en kniv med dyb blodrille frem. Han stak den forsigtigt ind mellem Hedvigs Læber. "Når jeg er færdig med at straffe dig her, går du direkte tilbage til Brodersen og får ham til at åbne sagen om Lene Lindstok igen." Snerrede han vredt.
   "Ole tro mig, jeg elsker dig, jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om." Sagde hun kælent med bævende stemme.
   Han trak kniven tilbage. "Gå hen til bukken, og tag alt tøjet af. Skoene beholder du på."
   Hun adlød lydigt. Aldrig havde hun haft så spændende en konsultation.
   Han lod hende længe stå nøgen i mørket, mens han med ryggen til hende undersøgte kniven indgående under lampens svage lys. Han sprittede kniven af med en ren bomuldsklud vædet i hospitalssprit. Varmen fra lampen fik spritdampene til at fylde lokalet.
   Han tog sine infrarøde lysforstærkende natbriller på og slukkede lampen. Nu kunne hun intet se, kun høre at han nærmede sig. Hendes krop rystede i kraftige bølger.
   Han kunne se alt, da han førte kniven frem. Knivspidsen prikkede på hendes hud. Han hviskede, "du gør som jeg siger."
   "Ja, ja alt," stønnede hun.
   Knivspidsen forsvandt. Hvad skulle der nu ske, tænkte Hedvig spændt?
   Pludselig mærkede hun noget, der føltes som arbejdshandsker. Store, ru handsker af spaltlæder der ubesværet løftede hende op og bar hende afsted.
   Om lidt bliver jeg kastet ned i en blød seng, tænkte Hedvig og hvinede skingert.
   Hun blev blændet af lyset et kort øjeblik, da kælderdøren blev sparket op, og hun forsigtigt, kun iført sine kanariegule Dolce & Gabbana stiletter, blev stillet udenfor på kloakdækslet. Den massive kælderdør smækkede brutalt i, og hun hørte låseriglens metalliske lyd, da døren blev låst indefra.
   Der stod hun, som gud havde skabt hende, altså lige bortset fra skoene, i hendes patients kælderskakt. Nu skulle hun demonstrere frygtløshed og psykisk overskud, så ville hun kunne få manden dernede i mørket i tale. Hun skulle vinde tid og opbygge tillid.
   Hun bankede på kælderdøren. Man kunne ikke høre noget, og det gjorde ondt i knoerne. I stedet begyndte hun at kalde med kælestemme. "Ole! Det var rigtig sjovt fundet på, måske lidt barnligt. Luk op." Sådan blev hun ved et stykke tid. Hun var rasende og kunne ikke finde kælestemmen længere. Vreden kom som en orkan. "Ole dit dumme svin, luk op eller jeg får dig spærret inde på ubestemt tid."
   Ole lettede på mørklægningsgardinet i vinduet, gennem åbningen betragtede han grinende den hysteriske psykolog derude.
   Som om lidt nøgenhed var farligt. Hun kunne selv have brug for en psykolog, det forskruede kvindfolk. Nu måtte hun kunne forstå det en gang for alle, at han ville have fred.
   Pludselig lød der et brag og kælderruden, som han lurede ud ad, blev smadret af en stor sten. Et trekantet stykke glas lavede en blodig flænge fra panden, forbi øjet og ned på kinden. Det var så skarpt, at han intet mærkede, men blodet løb ud af flængen og højre øje var blændet.
   Hvad i alverden tænkte hun på? Hun rendte nøgen rundt i haven på gule stiletter og samlede sten, som hun kastede mod kældervinduerne.
   "Ole for helvede luk op! Din skide pyroman, jeg ved godt, at du satte ild til din fars garage med vilje, din modbydelige psykopat. Ole Eg Gormsen du brændte også huset i Strandgade ned, jeg ved det var dig!"
   Hørte han rigtig? Hovedet var pludseligt ved at sprænges af vrede. Hvor led kunne man være? Hun havde jo tavshedspligt.
   Impulsivt og i et rødt raseri, rev han det første og det bedste han kunne få fat i ned fra hylden. Det var en sort spraydåse, der havde været brugt til lidt lakreparation. Han stormede ud og greb den nøgne, skrigende Hedvig.
   Så malede han med sikker hånd en perfekt bodypaint. En sort buksedragt med korte ærmer og ben. Han fik det godt i hovedet igen, da hævnen var gennemført. Han begyndte at grine. Hedvig græd hjerteskærende, da han stillede hende fra sig. "Sådan, en fin ny dragt og her er en tyver til bussen hjem," hånede han.
   Hedvig stirrede forfærdet på Oles flænge i ansigtet. "Ole det ser alvorligt ud, du har en dyb flænge i ansigtet."
   Mette undrede sig over støjen fra kælderen. Så var det måske alligevel lykkedes Mandekvist, at få Ole til at bruge fitnessredskaberne?
   Hun gik ud i køkkenet og tilføjede et punkt mere på indkøbssedlen: En pakke flødeboller med kokos. Måske også finskbrød med mandler tænkte hun, da det ringede på døren: Ding-Dong
   Det var sent lørdag eftermiddag. Mette ventede ikke nogen. "Åh, hvem er det nu, der vil prakke os et eller andet på?" Hun havde allerede en afvisningsreplik på læben.
   Da hun lukkede op, genkendte hun ikke kvinden, der stod uden for med det samme. Hun stod i en aparte stramtsiddende sort buksedragt og kanariegule stiletter.
   Hun præsenterede sig som Hedvig Mandelkvist. Mette havde svært ved at tro sin egne øjne. Hedvig forsikrede hende om, at det forholdt sig sådan. "Jeg ér mig... Jeg kommer for at hjælpe Ole."