Jeg har set lig før, også mishandlede lig, det følger af professionen, men over for dette lig måbede jeg.
   "Det der minder om et af disse moderne kunstværker," sagde en af betjentene. Jeg så misbilligende på ham. - "Undskyld Chef!" sagde han og dukkede sig. Jeg svarede intet, men for mig selv måtte jeg give ham ret.
   En forstyrret kone havde ringet om sit makabre fund. Det var i et stort kælderrum, en cykelkælder, med hvide, støvede vægge og et lille, meget snavset vindue oppe under loftet. Langs den ene væg cykelstativer.
   Men den eneste cykel var uløseligt - sådan så det i hvert fald ud - forbundet med liget af en ung mand. Den ene af cykelens pedaler var presset ind i hans mund, og bundet fast med en snor omkring nakken.
   Om manden var død ved kvælning eller af de voldsomheder han ellers havde været udsat for, kunne ikke umiddelbart konstateres.
   Også cykelen, en blå letvægtscykel, havde været udsat for voldsomme mishandlinger. Den var bogstavelig talt bukket sammen omkring liget, stellet var bøjet og knækket, hjulene lignede ikke noget der nogensinde havde været hjul, egerne strittede i alle retninger, og mandens døde øjne stirrede ud imellem dem.
   Det var med stort besvær at det forenede lig og cykel blev bragt ud fra kælderen, og en af betjentene, der skulle holde nysgerrige på afstand, brød sammen i en hysterisk latter, og måtte føres væk af en kollega.



Morderen blev fundet i løbet af få timer ved hjælp af cykelens stelnummer. Det var hans cykel.
   Da jeg om eftermiddagen kom ind på mit kontor, sad han der allerede. Jeg satte mig på min plads på den anden side af skrivebordet. "Kaffe?" spurgte jeg.
   Han havde siddet og set ud ad vinduet mod det udsnit af den efterårsgrå himmel, som kunne ses over taget på bygningen overfor. Nu drejede han hovedet og så et øjeblik intenst på mig med sine vandblå øjne, men straks efter blev blikket igen fjernt. Han svarede ikke, men jeg skænkede alligevel op, og han førte distræt koppen til munden.
   Jeg havde set hans papirer og vidste, at han var fem og tredive, men han kunne lige så godt være fem og tyve eller yngre. Han var blond som folk flest, pæn, men upåfaldende. Skulle jeg skriftligt have givet hans signalement, ville jeg have noteret "ingen særlige kendetegn." Han var almindelig af bygning og i hele sin fremtræden, og intet ved ham tydede på at han kunne have temperament eller kræfter til at gøre det, han faktisk havde gjort.
   "Jeg må have dit navn," sagde jeg.
   Han så forundret på mig. "Kender du det da ikke?"
   "Jo," svarede jeg, "Men vi må jo til det, og et sted skal man begynde."
   "Johan Sebastian Bech," sagde han. Mellemnavnet havde jeg ikke kendt til, i papirerne stod der bare et S. Musikalsk navn, fór det gennem mit hoved.
   "Mine forældre var begge musikere," sagde han, som om han havde læst mine tanker. Og efter en pause: "Selv har jeg ikke en tone i livet."
   Hvis det var en vittighed, virkede det ikke sådan. Ansigtet var udtryksløst. Han har svaret på dette mange gange før, tænkte jeg.
   "Du behøver ikke at sige noget før du får en advokat," sagde jeg.
   Han trak på skulderen. "Det er lige meget."
   "Fortæl om dig selv," sagde jeg så og skænkede mere kaffe op.
   Han så længe ud ad vinduet, og jeg gjorde intet for at skynde på ham. Kom han ikke i gang nu ville jeg udsætte afhøringen. Mine tanker strejfede den flaske cognac jeg havde stående i skabet, måske et glas kunne hjælpe ham på gled. Jeg kunne trænge til et selv.
   Men før jeg fik gjort noget ved det, vendte han sig mod mig og sagde lidenskabeligt: "Det var ikke nogen almindelig cykel. Den havde tolv gear, specialdæk og alle mulige tekniske finesser, og den havde kostet mig ti tusinde. Jeg havde sparet sammen over et år. Det var jo heller ikke bare en arbejdscykel, selvom jeg havde god brug for den i mit arbejde som hjemmehjælper. Jeg kørte lange ture i fritid og ferier."
   Han gik igen i stå, og nu tog jeg cognacen frem. Men han rystede på hovedet, og jeg måtte sætte flaske og glas tilbage i skabet.
   "Jeg har det udmærket med mine arbejdskammerater og de gamle jeg kommer hos, men ellers har jeg ingen venner," sagde han.
   "Har du en kæreste?" spurgte jeg.
   "En kæreste?" Han lød forbløffet, tav længe, så ud ad vinduet. "Næh!" svarede han så, "jeg egner mig vist ikke til den slags."
   "Hvordan med dine forældre?"
   "De flyttede til udlandet for nogle år siden, vist nok Frankrig. De spiller i et eller andet symfoniorkester. Jeg ser dem sjældent."
   "Hvor bor du?" Mine spørgsmål var tilfældige og uden plan, mest for at holde ham i gang.
   "Jeg bor i Elmegade på Nørrebro, to værelser, udmærket lejlighed."
   Hans svar var lige så tilfældige, men nu var det som om han forandrede sig. Han så igen ud ad vinduet - det var begyndt at mørkne - så begyndte han at tale. Først langsomt og tøvende, som om han måtte hente ordene langt borte fra, men efterhånden samlede han sig, det var som om han glemte min tilstedeværelse, og nu fortalte han uden at jeg måtte bryde ind en eneste gang.

"Det var i Classensgade på Østerbro. Jeg skulle købe en avis og stak lige ind i en kiosk uden at låse cykelen. Det var en varm sommerdag, døren til kiosken stod åben, og jeg var ikke væk et halvt minut, men da jeg kom ud var cykelen væk. Jeg troede ikke mine egne øjne, jeg styrtede frem og tilbage, for om jeg skulle have stillet den et andet sted. Men det var selvfølgelig noget vrøvl, jeg vidste, at jeg havde stillet den lige uden for kioskens dør, for at kunne holde øje med den. Cykelen var og blev væk.
   Det er mere forfærdeligt, at sådan noget sker end man måske tænker. Det er jo ikke kun det, at man mister en ejendel, eller at alting derefter bliver mere besværligt - pludselig havde jeg ingen cykel på arbejdet, jeg måtte gå fra sted til sted, og jeg savnede også turene i min fritid; det var som om jeg pludselig var blevet spærret inde - det er også den usikkerhed man kommer til at føle over at man åbenbart er omgivet af tyve og røvere på alle kanter. Er det virkelig sådan, at hvis man bare nogle sekunder vender ryggen til sine ting, hvis man ikke holder fast på dem, så vil der straks være en i nærheden, der vil stjæle dem? Ja, sådan er det øjensynlig.
   Til at begynde med var jeg nærmest bedøvet af fortvivlelse. Jeg meldte mig syg på mit arbejde og strejfede byen rundt for at lede efter cykelen - uden resultat. Jeg meldte det også til politiet, men de gør jo ikke noget. Senere tog jeg det mere roligt. Jeg fik min gamle cykel gjort nogenlunde i stand, så kunne jeg bruge den på arbejdet. Men jeg blev ved med at strejfe om i byen. Jeg tror at jeg i løbet af de næste måneder var i hver eneste gade og hver sidegade i byen, og jeg var i utallige baggårde. Det pinte mig, at så mange gårde var aflåst, og hver gang jeg stod foran sådan en låst port tænkte jeg, at netop bag den port var min cykel nok. Og hvis fornemmelsen blev for stærk ringede jeg på tilfældige steder og fandt på undskyldninger for at blive lukket ind i gården, men cykelen var der jo aldrig. Det nagede mig også, at den kunne være et af de steder jeg havde været. For den der havde stjålet den kørte vel rundt på den, og så var det jo ikke sikkert at den var der lige når jeg var der. Derfor begyndte jeg også at lede i de gader og gårde hvor jeg allerede havde været, og jeg gad nok vide hvor længe jeg kunne være blevet ved på den måde.
   Men pludselig en dag så jeg cykelen.
   Det var oven i købet i et øjeblik hvor jeg ikke tænkte specielt på den. Selvom jeg var besat af den cykel, og selvom den aldrig var helt ude af mine tanker, så vænner man sig til alt og der kommer andre sager ind i ens liv. Måske jeg bare blev ved med at lede, fordi dette at lede nu engang var blevet min fritidsbeskæftigelse, ligesom det før havde været at cykle.
   Jeg stod pludselig og så på den i en sidegade på Østerbro, ikke særlig langt fra der hvor den blev stjålet. Den stod nok så pænt lænet op ad en mur, låst fast til et nedløbsrør med en kædelås.
   Jeg studerede den nøje, om jeg kunne tage fejl. Trods alt fandtes der i byen hundreder af cykler magen til min, det havde jeg erfaret under min søgen. Gang på gang havde jeg fået øje på den, og så var det alligevel ikke den. Men selvom en serie cykler er ens fra værkstedet, så er der alligevel bittesmå forskelle, hver enkelt har sin egen identitet. Og snart er den også præget af ejerens identitet, så at man ville kunne kende den blandt tusinder. - Naturligvis havde den nye ejermand, hvis man kan kalde ham sådan, også sat sit præg på den, men cykelen var nu alligevel umiskendelig min. Dertil kom at smæklåsen ikke var låst. Tyven kunne jo ikke bruge denne, da han ikke havde nøglen, som jeg stadig gik rundt med i lommen.
   Jeg kunne ikke bare tage cykelen på grund af kædelåsen, men resolut lukkede jeg smæklåsen og stillede mig til at vente et stykke derfra. Det kunne blive en lang ventetid, men jeg manglede ikke tålmodighed. Jeg ville have ventet hele dagen og natten og næste dag med, til jeg faldt om.
   Men allerede efter en time kom han.
   Det var en pæn ung mand, 17-18 år. Men kvikke bevægelser lukkede han kædelåsen op og ville springe på cykelen, men blev så stående som lammet da han opdagede at den stadig var låst. Han famlede lidt ved smæklåsen, hev i den, som om han ville besværge den til at åbne sig.
   Nu gik jeg hen til ham og sagde: "Måske jeg kan hjælpe dig," stak nøglen i låsen, så den åbnede med et smæld. Han stirrede først på cykelen og så på mig med åben mund.
   "Jeg tager cykelen," sagde jeg, "for det er min."
   Det var ikke i min tanke at gøre mere ud af sagen, men det ville have frydet mig at svinge mig op på den for øjnene af ham og bare køre væk.
   Men han holdt fast i styret og sagde lavmælt men indædt: "Nej, det er min cykel."
   Jeg kunne sagtens have vristet den fra ham, men betænkte mig på grund af hans bestemte holdning. "Det er nu min cykel," sagde jeg, "det kan du da sige dig selv." Jeg fik ondt af ham, for han så virkelig så fortvivlet ud, og den kendte jeg. "Hvor har du da fået den fra?" spurgte jeg.
   "Af min farmor," sagde han stille.
   I ånden så jeg en hvidhåret bedstemor med stok, briller og strikketøjet flagrende efter sig svinge sig på cykelen og drøne af sted.
   "Hvor havde hun den da fra?" spurgte jeg.
   "Jeg regner da med at hun har købt den," svarede han.
   "Men det må da have undret dig at du ikke kunne bruge låsen," sagde jeg.
   Han trak på skulderen. Nåja, jeg forstod. Er der noget man ikke vil vide, undlader man at spørge.
   Han så mig pludselig lige ind i ansigtet med et par klare, blå øjne. "Jeg skal hen til hende nu. Du kan gå med, så kan du selv spørge hende," sagde han.
   Der var ikke langt at gå. Farmoren boede i en gammel, noget forfalden ejendom i Silkeborggade.
   Vi sagde ikke meget på vejen, men jeg fik dog at vide at han hed Bjarne og han gav mig også villigt sin adresse. Vi gik på hver sin side af cykelen og havde begge et solidt tag i den. Da vi kom frem låste han den igen fast til et nedløbsrør og jeg låste smæklåsen.
   Farmoren var ikke nogen hvidhåret bedstemor, som jeg havde forestillet mig, men en nok ikke helt ægte sorthåret, mager dame i forvaskede cowboybukser og slidt sweater, og med et humoristisk og også lidt farligt glimt i øjnene. Hende kunne jeg godt tiltro lidt af hvert. Hun sad i en stor lænestol ved vinduet og pulsede på en cerut og var nærmest indhyllet i røg, ja hele stuen var godt tiloset og på det lille bord foran hende talte jeg hele fire askebægre der var begravet i aske og cerutstumper, og som drengen straks bar ud i køkkenet.
   "Jeg kan godt tømme mine askebægre selv," råbte hun efter ham.
   "Ja," råbte han tilbage, "men du gør det ikke."
   "Fandens til knægt," sagde hun med megen varme i stemmen henvendt til mig. "Gad vide hvem han ligner. Ikke mig i hvert fald." Hun lo en kort hård latter. Jeg stod stadig og strittede midt på gulvet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
   "Sæt dig ned," kommanderede hun, og jeg satte mig i stolen overfor hende. Drengen kom ind med en klud og tørrede det umådeligt snavsede bord mellem os af. "Laver du noget kaffe?" spurgte hun.
   "Jeg har sat vand over," svarede han.
   "Hvem er du?" spurgte hun mig pludselig, og jeg krympede mig under hendes stærke blik.
   Drengen havde stillet sig ved siden af mig. "Han kommer angående den cykel du gav mig."
   "Hvad med den?" svarede hun og var straks på vagt, kunne jeg se. "Er du fra politiet?"
   Jeg kunne formelig mærke på min egen krop hvordan drengen sank sammen. "Han vil vide hvor du har fået den fra. Han siger at det er hans."
   Hun gav sig god tid og blæste et par enorme røgskyer ud. "Det kender jeg ikke noget til," sagde hun så afvisende. "Skal du ikke lave den kaffe?" Drengen gik ud i køkkenet.
   "Vi må jo tale om det," sagde hun lavmælt til mig. Jeg havde hidtil ikke sagt et ord. Jeg var forvirret. Det var som om min indignation var ved at smuldre, eller den var snarere i færd med at blive rettet mod noget andet, som jeg endnu ikke vidste hvad var.
   "Den cykel var vel forsikret?" spurgte hun, eller det var snarere en konstatering.
   "Næh, det var den ikke," måtte jeg fortælle hende.
   "Hvorfor ikke det?" spurgte hun anklagende. "Det var meget uklogt."
   Tjah, det var det vel. Jeg var nok ikke særlig klog. Jeg ville have sagt at jeg ikke havde regnet med den mulighed, at en gammel dame ville stjæle den. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke få det sagt. Antagelig ville hun ikke bryde sig om at blive kaldt en gammel dame.
   Det ringede på døren. Drengen som lige havde sat kopper ind og skænket kaffe, gik ud og lukkede op. En kvinde i slidt og noget snavset, åbentstående frakke og vist ikke helt ædru kom ind.
   "Goddag Svigermor!" sagde hun meget sødt og så på mig. "Nå, du har nok gæster." Hun kom hen og gav mig hånden. "Kommer jeg til ulejlighed?" Hun blev stående og så på mig, og da jeg forstod en fin hentydning rejste jeg mig, tog min kop og satte mig hen i sofaen og overlod hende min plads. Den gamle sagde ingenting, så bare koldt på hende, og tændte en ny cerut.
   Damen så sig om i stuen. "Ih! hvor ser her dog ud," udbrød hun. "Bjarne! Du kunne nu godt hjælpe din gamle farmor noget mere."
   Drengen stak hovedet ind. "Jeg er i gang med opvasken," sagde han.
   "Hvad vil du?" spurgte den gamle hvast.
   "Jeg vil da bare besøge dig, Svigermor."
   "Hvor meget?"
   "Ih, altså! Hvad må manden ikke tænke? Kan man nu ikke besøge sin svigermor, uden at det absolut skal være penge?"
   Svigermoren rodede i sin taske, som hang på stolens armlæn, tog en tegnebog frem og trak to hundredkronesedler frem og lagde dem på bordet. "Er det nok?" spurgte hun.
   Damen så tilsyneladende ikke pengene, men lagde dog ligesom tilfældigt hånden oven på dem. Henvendt til mig sagde hun: "Der er jo nok af problemer når man er arbejdsløs, og samtidig skal sørge for mand og børn. Det er et slid."
   Den gamle trak endnu en seddel frem og lagde den ved de andre, og nu forsvandt de i en fart.
   Nu lød der et brag ude fra entréen, hvorefter dørklokken kimede. Drengen gik roligt derud, som om det var noget ganske dagligdags, og straks efter kom en meget fuld mand vaklende ind.
   "Hvor fanden bliver du af, Emma?" snøvlede han. "Har du fået pengene?"
   "Nu skal du holde op, Viggo," råbte konen. "Jeg sidder her og prøver at gøre et godt indtryk, og så skal du ikke komme og ødelægge."
   "Viggo!" brølede den gamle. Manden stivnede og syntes med et at blive ædru. "Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil se dig når du er fuld?"
   "Jeg er da ikke fuld, mor," sagde han ynkeligt. "I hvert fald ikke ret meget."
   "Sikke noget sludder," sagde konen. "Enhver kan se at du er fuld." Så vendte hun sig mod svigermoren. "Nu skal jeg nok få ham ud." Hun rejste sig. "Og tak, Svigermor." Hun bøjede sig over den gamle og ville kysse hende, men hun trak sig tilbage.
   "Så er det godt," sagde hun skarpt. "I kan godt forsvinde begge to. Og det skal være nu med det samme." Og da svigerdatteren fornærmet trak sig tilbage smældede hun efter dem begge to: "Og I skulle skamme jer begge to overfor jeres pæne søn."
   Drengen havde stået ganske roligt i køkkendøren og fulgt optrinet, men ved rosen trak han sig uvilkårlig et skridt tilbage.
   De var på vej ud, men vendte sig nu og så på drengen. "Pæne søn!" mumlede faren.
   I det øjeblik mindede de mig om mine forældre.
   Så vaklede de ud ad døren.
   Der blev roligt i stuen igen. Drengen ryddede op og tog min kop ud. "Der er mere kaffe på kanden, Farmor," sagde han.
   "Tak, min dreng," sagde hun og tog hans hånd. Jeg havde også rejst mig og kom hen til hende. Hun tog også min hånd. "Og I to må finde ud af det med cykelen."
   "Det skal vi nok, Farmor," sagde han og bøjede sig over hende for at kysse hende, og han fik lov.
   Da vi kom ned på gaden låste han kædelåsen op, tøvende rakte han mig den. "Vil du ikke have den. Den kan være praktisk."
   "Nej tak," sagde jeg. "Jeg får vist ikke brug for den." Så rakte jeg ham nøglen til smæklåsen.
   Han stirrede måbende på mig. "Hvad mener du?"
   "Tag den nu," sagde jeg. "Det er jo din cykel."
   Han var blevet blussende rød og forfjamsket. "Det - det kan jeg virkelig ikke tage imod."
   "Nåh! mon ikke?" sagde jeg. "Men tag den nu, for om et øjeblik fortryder jeg det."
   Han tog nøglen.
   "Og lige en ting til," sagde jeg. "Jeg sender dig cyklens papirer, så du ikke senere får vrøvl med politiet."
   Så gik jeg. Lidt derfra vendte jeg mig, og havde måske ventet at han skulle se efter mig. Men han var kun optaget af sin cykel.

Johan Sebastian Bech tav. Han stirrede meget længe ud ad vinduet. Det vil sige, han kunne vist kun se den sorte rude og vore spejlbilleder i den, da det nu var blevet helt mørkt ude.
   "Og alligevel slog du ham ihjel," sagde jeg for måske at få ham i gang igen.
   Han vendte hovedet langsomt imod mig og fæstede sit blik meget intenst på et punkt bag mig, så jeg måtte bruge al min selvbeherskelse for ikke at vende mig og se efter. Men lidt efter lidt blev han dog nærværende. "Hvad mener du?" spurgte han.
   "Ja, du forærede ham din cykel, men så slog du ham altså alligevel ihjel."
   Han stirrede på mig med åben mund, og så ærlig talt ikke særlig begavet ud. Men så samlede han sig pludselig, og nu så han på mig som om det var mig der var mindre begavet.
   "Det var sgu' da ikke ham," hvæsede han.
   Vi gloede lidt på hinanden, og nu rejste jeg mig, tog flasken med cognac frem og skænkede et glas til os hver. Jeg nippede til mit, mens han hældte sit i sig i en slurk, hev efter vejret, hostede og så forskrækket på glasset.
   Efter at have sundet sig fortsatte han ganske roligt: "Jeg sparede sammen et år igen og købte en ny cykel magen til. - Og den blev også stjålet."