Klokken 23:20, indgik der en anonym anmeldelse til politiets vagtcentral i København. En mærkelig fistelstemme meddelte, at vedkommende opholdt sig i Strandgade, hvor banden 2050 holdt til. Fistelstemmen påstod, at 2050 var i gang med at slæbe en kiste med en jamrende person ind i porten til det gamle pakhus, hvor de holdt til. Det var hjerteskærende at høre, hvordan manden skreg nede i kisten. Politiet skulle komme og redde ham, inden 2050'erne slog ham ihjel.
   Vagthavende troede ikke på det men greb alligevel mikrofonen "Nine og tyve - nine og tyve! Kan I køre til Strandgade på Christianshavn - skifter!"
   "Nine og tyve her. Vi er i Overgaden."
   "Godt, nine og tyve, vi har fået en anonym anmeldelse om vold nede i porten hos 2050. Anmelderen taler om en kiste med en mand i, der jamrer. Tjek lige, uden horn, om det har noget på sig."

De to jyske betjente skreg af grin. Den var god. De havde sgu' humor i København, det sku' de ha', trods alt. En kiste med en mand i kl. 23:25 i Strandgade, hold kæft hvor var det sjovt fundet på. "Så må vi vel hellere lave hjulspind og tænde spotlighten på taget, så vi kan finde kisten," sagde betjenten bag rattet, mens han stadig morede sig. Lidt efter kastede han Opelen rundt om hjørnet til Strandgade, og ét minut senere bremsede han vognen ned med hvinene dæk foran porten til 2050.
   Kollegaen lod spotlighten feje ind i porten. Der stod tre sortklædte 2050'er ved en åben kiste. Én med en stor dobermann, én med en maskinpistol, og én der havde trukket et lig, iført en blodplettet hvid kittel, halvt ud af kisten. De tre gik tydeligvis i panik, da de blev blændet af politiets kraftige spotlight. De slap hunden løs, og der blev afgivet en salve fra maskinpistolen, der splintrede spotlighten, forruden og venstre siderude. Betjenten i førersiden fik et projektil i armen. 2050'eren, der stod med liget i armene, smed det fra sig og løb.
   Betjenten i højre side af vognen greb mikrofonen "Nine og tyve her! Send forstærkning til Strandgade. Vi bliver beskudt af 2050'erne! - skifter!"
   - "Nine og tyve. Forstået! Vi sender alle vogne og skytterne - skifter!"

I en opgang over for stod fistelstemmen med sin nye Ericsson
   Pocket telefon og jublede. Det var længe siden, at noget var lykkedes. "Vi er på vej Tania," hviskede han ud i luften.


Efter det var lykkedes Donat at aktivere Paulines nødkald, var han faldet udmattet tilbage i sin seng. Det stod klart for ham, at hun havde reddet hans liv.
   Den nye vagtmand havde åbenbart overtaget ledelsen vedrørende værelse nr. 1 'Projekt Donat'. Men han kom aldrig ud af vagtstuen bortset fra den aften, hvor han smadrede hovedet på Grau.
   Det var lykkedes Donat at få nogle oplysninger ud af de gamle vagter, umiddelbart efter, at de havde forhindret den brutale aflivning af Grau, og alle stadig var helt oppe at køre. De havde fortalt, at han hed Teno Stein og var udsendt af Artificiel Star i Lugano for at passe på fondens investering. Siden var de klappet i som østers, og havde fuldstændigt afkræftet "rygtet". Det var tydeligt, at de havde talt over sig. For Donat gav det imidlertid mening, at Artificiel vogtede over ham, nu hvor hans værdi som videnskabeligt objekt var steget til over 50 millioner kr. Han var jo tidligere flygtet fra en indlæggelse hos Dr. Grau. Sternmesser tog naturligvis ingen chancer. Teno var reelt hans fangevogter.
   Han savnede Pauline. Heldigvis havde han ikke så stort plejebehov længere. Det gik fremad dag for dag. Han trænede i fitnessrummet og var ved at komme tilbage til sin gamle form igen uden at få ondt i hovedet.
   Han havde egentlig planlagt at forlade denne verden. Tanken om at Sternmesser skulle i gang med at tune hans hjerne var uudholdelig. Men bønnen sammen med Pauline havde givet ham nyt håb. Det var svært at forklare, hvad der var sket. Det var ikke forelskelse, snarere et åndsfællesskab der helt uforudset havde udviklet sig. Nu hvor de begge havde ofret sig for hinanden, følte han, at de havde beseglet dette åndsfællesskab som noget værdifuldt.
   Han var ikke længere parat til at lægge sig ned og dø. Hans mentalitet havde ændret sig fra den ene dag til den anden. Nu var han i tvivl om, hvad der drev hans mentale habitus. Var det Pauline? Eller var det Gud? Eller måske Fanden der skulle bruge ham i live? Den der havde styringsterminalen kunne i princippet styre ham som en robot. En skræmmende tanke.
   Hvor stor en indflydelse ville han selv få over sit eget liv? Ville han i det hele taget have en fri vilje, når Sternmesser var færdig med ham på Artificiel Star i Lugano? Og når han så havde tunet ham, ville han så slippe ham løs til et liv i Albanien? Næppe.
   Der kunne selvfølgelig også være en anden medvirkende årsag til, at han midt i denne bizarre situation pludselig havde fået nyt mod på livet. Det var virkningen efter det elektrochok dr. Grau havde initieret.
   Elektrochok var jo kendt som et middel mod svære depressioner, et middel mod dæmoner og onde destruktive stemmer. Hvis det var tilfældet, var det et fingerpeg om, hvor stor en magt ejeren af terminalen kunne udøve over ham.
   Måske kunne han selv betjene terminalen? Han tænkte længe.
   Han havde faktisk en god hjerne. Det var derfor Eid Vëllezërit havde rekrutteret ham dengang i Quëndër Laprake.

Kun én af mafiabossen Eids mange sønner var kommet videre til gymnasiet i Quëndër Laprake, nemlig Anik Vëllezërit. Han gik en par klasser over Donat Shpirti, og han var hurtigt blevet venner med den populære og intelligente dreng. De var drenge fra hver sin konkurrerende mafiafamilie, der bekrigede hinanden, hvis de kom i vejen for deres forretningsområder. Der var spændinger og styrkeprøver, men normalt opstod der ikke alvorlige konflikter med mange drab, som let kunne føre til total udslettelse af begge familier. De måtte undgå, at de lukrative forretninger, de havde opbygget, ville blive overtaget af andre mafiafamilier i Tirana.

Eid havde med sine beregnende dollarøjne straks set potentialet i den unge Donat og tilbudt ham en uhørt vellønnet kontrakt, som hans konsulent i København. Derved fik han den bedste mand til jobbet samtidig med, at han kunne svække Shpirti familien.
   Hans 'handelsfirma', 2050, i København var ved at tabe momentum til balterne og lokale småbander. Så der skulle ske visse organisationsændringer deroppe nordpå.
   Donat havde fået ok! fra de ældste i Shpirti familien. Det var ikke det rette tidspunkt til at lægge sig ud med
   Eid Vëllezërit, havde de sagt.

Så nu sad han her på 'Kisten' med den lovpriste hjerne og prøvede på, om han kunne tænke sig ud af det her.
   Han kom hurtigt frem til, at han selv ville have kontrol med elektroderne i sit hoved og terminalen der styrede dem. Det havde været en skræmmende oplevelse, da Heinz Grau pludselig havde taget magt over terminalen og sat spænding på hjernen helt uden hans accept.

Styresystemet var bygget som en rejsekuffert på to hjul og med en bøjle, så man let kunne trække rundt med den. Den mindede om de kufferter stewardesserne gik med, når de skulle skifte fly i lufthavnen. Smart nok. Men alligevel besværligt. Han var nødt til at sørge for, at terminalen altid var i hans nærhed og vigtigst af alt, var under hans kontrol. Det var det første skridt på vejen til en kompliceret flugtplan, der begyndte at tage form i hans hjerne.


Pauline Dombrowski var indlagt på Riget efter den ublide medfart, Heinz Grau havde givet hende. Hun var kommet ud af intensiv afdelingen og var nu oppegående. Hun var øm og gennembanket i hele kroppen. På halsen var der stadig blåsorte mærker fra de store hænder, der ville kvæle hende. Nogen havde fundet hendes sorte paryk, men den var flået i stykker, så hun kunne absolut ikke bruge den. Hun foretrak at være skaldet, indtil hun fik en ny. Hendes avancerede brystprotege, der var designet specielt til hende, var også ødelagt. Hun havde afrenset huden og fjernet de sørgelige rester. Hendes veludstyrede beautibox med farvestifter, kunstige øjenvipper, pudder, læbestift, cremer og parfume, var stadig låst inde i hendes skab ovre på 'Kisten'.
   Hun så sig selv i spejlet. Hun var iført tyndt bomuldstøj med blåt kantbånd, H-logo og teksten: Tilhører Rigshospitalet Afd. 12.2.
   Hun var skaldet, uden barm, tynd og farveløs. Fødderne var stukket i et par halvtransparente badesko.

Da Jens Østergård ankom til Afd. 12, havde en kort samtale med oversygeplejersken i vagtstuen. Hun bekræftede, at han kunne få tilladelse til at afhøre Pauline Dombrowski i Konferencerum nr. 12.2 fra kl. 10:00.
   Jens kendte godt Pauline Dombrowski fra tidligere afhøringer af Donat. Hun var faglig kompetent, kølig og professionel, og så i øvrigt rigtig godt ud.
   Jens Østergård entrede mødelokalet kl. 9:55. Det var et stort lokale med indgange fra begge ender af lokalet. I midten stod et stort konferencebord med tilhørende 16 polstrede konferencestole samt en stor tavle.
   Han tog et hurtigt overblik og satte sig ved bordet lige inden for døren, sådan at Pauline kunne sidde direkte overfor ham med lyset fra vinduet i ansigtet. Han lod blikket løbe rundt i lokalet. Nede ved patientindgangen sad en patient fra det forrige møde, der endnu ikke havde forladt lokalet, men var blevet hængende for at nyde stilheden. Ak ja, det var sikkert en ulykkelig kemoterapi-patient.

Jens lod tankerne gå på langfart. Hvordan mon det i øvrigt gik med Mettes mor? Han havde ikke trøstet hende. Han følte skyld og fik kvalme. Og hvad skulle han sige til sin lille datter, Solvej? Han var svimmel, og havde glemt at spise morgenmad. Søvn havde han heller ikke fået meget af.
   Han kiggede på sit Certina DS. Klokken var pludselig 10:15.
   Han rejste sig og hastede ud til oversygeplejersken. "Jeg har et møde med Pauline Dombrowski. Vil du være venlig at kalde på hende?"
   Oversygeplejersken ændrede attitude og kiggede pludseligt mistænkeligt på ham. "Er du sikker på, at du er fra politiet?"
   Jens tog irriteret sit politiskilt frem. Hun målte ham med disrespekt og sagde med indigneret stemme "Hun har siddet i lokalet siden kl. 9:45."
   Jens drejede om på hælene og forsvandt ind på 12.2 igen.
   Han præsenterede sig for det androgyne menneske, der sad bagest i lokalet, og blev alligevel overrasket da hun svarede "Pauline Dombrowski." Han satte sig over for hende, nu havde han lyset fra vinduet i ansigtet.
   Han forsøgte at få øjenkontakt, men hun kiggede bare ned på sine transparente badesko. Sådan sad de en tid, inden han spurgte: "Hvorfor gav du dig ikke til kende?"
   "Du skal først forstå min situation," svarede hun og kiggede op.
   "Og hvad er din situation, Pauline?"
   Hun overvejede sine ord men valgte alligevel at betro sig til kriminalassistenten.
   "Jeg var intensiv sygeplejerske på Riget, da Donat blev bragt ind. Da Sternmesser dukkede op, blev jeg opsøgt privat af Teno Stein, som er Artificiels agent. Han vidste, at jeg bor alene og foreslog, at jeg mod et gavmildt løntillæg skulle følge Donat til Schweiz, og fortsætte med at passe ham dernede, mens de vil tune hans hjerne." Hun sukkede trist.
   "Og nu fortryder du, at du lod dig overtale?" forsøgte han med et ledende spørgsmål.
   "Ja, jeg bryder mig ikke om projektet, jeg syntes ikke vi mennesker skal lege Gud."
   "Men du frygter, de ikke vil acceptere, at du opsiger din kontrakt?" fortsatte han.
   "Jeg har prøvet, men Teno kiggede koldt på mig, mens han lod en finger køre på tværs af struben."
   "Tror du ligefrem, de vil likvidere dig, hvis du springer fra?"
   "Du må ikke notere dette, men... Ja! Teno er en kold dræber. Jeg hørte, hvordan han knuste kraniet på Heinz Grau."
   "Hvad vil du gøre nu, Pauline?"
   "Som du så, genkendte du mig ikke, da du kom ind. Jeg vil forsvinde fra jordens overflade."
   "Og hvad med Donat?" spurgte han skarpt.
   "Hvad kan jeg gøre? Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham, men Artificiel har købt ham af Danmark for 30 millioner kr. Han er et forsøgsdyr. Han bærer fremtidens videnskab og lægevidenskabens ultimative vision 'Frankenstein'. Indse det! Donat er 'walking dead'. De henter ham 31. august. Der er ingen muligheder for at flygte fra 'Kisten'. Det ved du selv, Østergård."

"Pauline, nu lytter du godt efter. Fra d.d. arbejder du ikke længere for Artificiel. Du arbejder for den danske stat. Jeg er din eneste - men hemmelige - kontaktperson. Det danske politi skal bruge dig og gangsteren, Donat Shpirti, til en aktion i Tirana. Udleveringen til Schweiz er udsat. På fredag er du for længst udskrevet. Du skal derfor fortsætte med at være sygeplejerske for Donat på 'Kisten' indtil politiet, det vil sige, jeg, har hentet ham. Derefter gør du dig usynlig og forsvinder, for så at møde op igen fredag kl. 8:00 på mit kontor på Politigården. Mere præcist i barakken i Mitchellsgade. Der aftaler vi, hvad der videre skal ske. Donat Shpirti vil også være til stede. Her er mit visitkort med adresse og telefonnummer. Som en af de få på Politigården har jeg denne Ericsson HotLine Pocket telefon. Jeg har derudover lånt en til dig, som du kan bruge indtil aktionen i Tirana er afsluttet. Du kan komme i forbindelse med mig døgnets 24 timer, hvis du har brug for hjælp. Læs manualen grundigt og ring mig op i aften efter kl. 20. Ok?"
   Han så meget slidt og træt ud, da han fortsatte:
   "Hvis du ikke dukker op på fredag, bliver auktionen afblæst, og Donat må nødvendigvis udleveres til Artificiel."
   Han trak vejret dybt, og så afventende på hende.
   Pauline tænkte længe.
   Havde han fået solgt historien godt nok? tænkte han nervøst.
   "Ok! For Donats skyld," Sagde hun lavmælt men beslutsomt."
   "Godt Pauline. Vi har en aftale."
   "Vi har aftalt, at jeg passer mit arbejde på 'Kisten', og at jeg møder op på dit kontor fredag. Intet andet."
   "Ok! Her er 10.000 kr. Sørg for hurtigst muligt at blive oversygeplejersken Pauline igen."
   Hun tog pengene og stak dem uden videre i lommen. De rejste sig begge og nikkede indforstået. Hun tog den nye mobiltelefon med sig og gik ud ad døren til stuerne.

Han hastede ned ad gangen, hvor oversygeplejersken stod.
   "Nåh... fandt detektiven patienten?" Spurgte hun ironisk.
   Han ignorerede hende og forsvandt skyndsomt.