Når jeg ser tilbage på min tidligste barndom husker jeg mig selv som en dreng på 4-5 år siddende på gulvet i den ene ende af stuen og lege med en kæde. Jeg kunne få timer til at gå med at sidde stille og lade kæden glide hen over gulvet med pegefingeren i en ring i enden af kæden, ind imellem stolebenene og ud igen, rundt om forskellige genstande jeg havde anbragt på gulvet. Eller jeg stod ved den grønne plyssofa med ryggen der var høj i den ene ende, og svang sig i en blød kurve ned til den anden ende, hvor sofaen endte i et lavt fodstykke. Hovedenden var høj og rund, og svang sig ligesom ryggen blødt ned til sædet, og det var denne runding jeg kunne bruge. Far havde givet mig en kasseret mundharpe, den var meget blank, og på den buede bagside var kanterne bøjet ind så de dannede en smal rund kant. Denne mundharpe anbragte jeg på hovedenden helt oppe på toppen, kun en lille smule til siden hvor det begyndte at skråne, og nu gjaldt det om at pladsere den sådan at tyngdeloven kunne få den til at bevæge sig så langsomt, at det næsten var umuligt at se, sommetider gik der et par minutter, inden den havde bevæget sig så langt, at den kunne få mere fart på ned over rundingen og ende på sædet - og så forfra igen. Om og om igen. Mange timer kunne jeg tilbringe på den måde, så helt opslugt af min opgave.
   Da jeg blev ældre, kunne jeg finde på andre ting i samme retning. Jeg kunne for eksempel spidse en blyant meget spids, og så skrev jeg på et stykke papir så fint under en lup, at det så ud som en streg. Så morede det mig, at spørge far eller mor, om de kunne se, hvad det var, og når de så svarede, at de kun kunne se en streg, så lod jeg dem se igennem luppen, og så stod det ganske tydeligt.
   Jeg følte mig aldrig ensom, var egentlig bedst tilpas når jeg var alene og kedede mig aldrig. Mor sagde tit at nemmere barn end jeg fandtes sikkert ikke. Min søster, der var halvandet år ældre end jeg, var en vild unge der kun bragte ufred ind i min tilværelse. Hun ville herske over alle, og alt skulle dreje sig om hende, vi sloges altid. Far forkælede hende og havde altid tid til at lege med hende, det gjorde han aldrig med mig. Jeg ligefrem hungrede efter kærlighed, men fik den aldrig.
   Jeg husker så tydeligt en dag min søster sad på fars knæ, og når han skilte benene faldt hun igennem, så trak han hende op igen og så videre. Hun jublede, og jeg stod lidt væk og så misundeligt til. Endelig så far vel at jeg også trængte til lidt morskab, og så løftede han mig op på sine knæ og lod mig falde igennem ligesom min søster. Men nu sad han sådan at mit hoved hele tiden susede lige forbi bordkanten, og jeg så at det måtte resultere i at jeg slog hovedet imod bordet. Men jeg turde ikke sige noget, det var så sjældent far legede med mig, jeg var bange for at han ville blive vred og aldrig lege med mig mere. Og pludselig knaldede jeg så hovedet imod bordkanten. Jeg græd naturligvis, og far trøstede lidt, men satte mig hurtigt hen, det interesserede ham ikke.
   Vi boede inde over en stor gård, lejligheden lå på anden sal, og fra vores stuevindue kunne vi se over gården og ud gennem porten til gaden. Far arbejdede på Helsingør Skibsværft, og kom hjem hver dag og spiste til middag mellem 12 og 1. Når han så gik igen skulle jeg altid stå i vinduet og vinke til ham, når han gik ud ad porten. En dag var jeg optaget af noget lige netop i de minutter hvor far gik ud ad porten, og pludselig huskede jeg det og for hen til vinduet, men det var for sent, far var væk. Jeg var fortvivlet, jeg syntes at jeg havde svigtet noget ved at glemme det, og hele eftermiddagen var jeg ulykkelig.
   For mor betød vi børn alt, men hun var en kølig natur som ikke kunne give kærtegn, og jeg ventede det aldrig af hende. Men far var en varm natur, for hvem det ville være naturligt, men han brød sig kun om små piger, og det smertede.

Far og mor var begge medlemmer af Frelsens hær. Far var ungdomssergent og ledede søndagsskolen, mor var besøgssergent - det tog meget af deres tid, foruden at det prægede hele deres opdragelse af os børn. Alle fornøjelser som ikke var indenfor Frelsens Hærs rammer var os strengt forbudt. Da vi kom i skole mærkede vi rigtigt den religiøse tvang, fordi vi så hvordan andre børn levede. Det at komme ud blandt andre fik lidt efter lidt den verden som far og mor stod for til at vakle, og det var far selv der gav det første stød.
   Hele vores klasse blev en formiddag i skoletiden taget med i biografen for at se Knud Rasmussens optagelser fra vistnok den femte Thuleekspedition. Jeg gik trygt sammen med de andre og så filmen, men da vi kom ud stod far udenfor, og de øjne han sendte mig slog hårdere end noget jeg tidligere havde været ude for. Far havde øjne der tydeligere end ord udtrykte hans mening. Den dag sagde de:
   "Skal jeg virkelig se min søn komme ud fra dette syndens tempel?"
   I mange dage nagede dette mig, min tillid til far og mor havde fået et brud der ikke kunne heles, og jeg glemte det aldrig. I dag 35 år efter står disse øjne lyslevende for mig.
   Det blev et vendepunkt i mit liv. Jeg begyndte at prøve fars og mors meninger, mange gange selvfølgelig på en naiv måde, men jeg troede ikke mere. Vi havde lært at bede til Gud, noget mor selv gjorde med os hver dag, men nu ville jeg stille Gud på en prøve. Jeg lagde mig på mine knæ og bad til Gud, om han ville give mig et stykke firkantet skrivekridt. Kunne han det, ville jeg tro på ham, og jeg gav ham en frist på en uge. Jeg var meget spændt, og efter som dagene gik steg spændingen. Den sidste dag ventede jeg hvert minut på om der ville ske noget, fristen gjaldt jo lige til jeg var kommet i seng om aftenen. Da vi så var kommet i seng bad mor aftenbøn med os, og jeg tænkte at det kunne ske endnu, men jeg faldt i søvn. - Det første jeg tænkte på næste morgen var kridtet. Jeg ledte overalt i sengen, det kunne jo være at det var kommet, men det var der ikke. Nu havde jeg fået vished for at Gud ikke var til, nu skulle jeg gøre netop alt det som far og mor havde lært mig, at jeg ikke måtte for Gud.
   Jeg måtte for eksempel ikke bande, men nu fandt jeg alle de grimme ord frem. Mine skolekammerater så helt bestyrtede på mig over at jeg turde bruge sådanne ord, men Gud var jo ikke til, og så kunne jeg godt bruge dem.
   Far fortalte tit historier fra sin egen barndom, og de gik altid ud på hvilken artig dreng han havde været. Når hans skolekammerater lavede drengestreger holdt han sig altid udenfor, og stillede sig således at lærerne kunne se at han ikke havde været med, og når de andre blev straffede stod han som den uskyldige. Jeg syntes at far var et rigtigt pjok, og jeg lovede mig selv at sådan ville jeg aldrig blive.
   Da jeg var otte år kom mor i forbindelse med pinsemissionen. Prædikanten Sigurd Bjørner og hans hustru, den tidligere skuespillerinde Anna Larsen Bjørner havde dengang en stor villa, 'Libanon', i udkanten af byen hvor de holdt møder som far og mor deltog i. Det var nærmest mor der troede på det nye, for far var det ene lige så godt som det andet. Han kunne gå lige over og fortsætte sit arbejde der, og han blev hurtigt leder af søndagsskolen også her.

En dag kom der et stort menageri til byen. Der var en lille sortlokket zigeunerpige på min egen alder som spillede violin. Jeg var forelsket i hende og legede med hende hver dag. Hun talte kun tysk, men det havde jeg lært lidt af i skolen, så vi kunne pludre lidt sammen. Jeg bad så mindeligt far og mor om penge til at komme ind og se dyrene. Far kastede som altid ansvaret fra sig, og sagde at det måtte jeg spørge mor om. Hvis hun ville give tilladelse måtte hun selv om det, han ville ikke give det. Mor spurgte om der ikke var andet end dyr, og det forsikrede jeg hende. Så fik jeg lov, men det måtte hun bøde for. I fjorten dage talte far ikke til hende. Han kom hjem og spiste, sagde hverken goddag eller farvel, om aftenen gik han til møde, eller sad tavs og så frem for sig. Den slags tog hårdt på mors nerver, hun blev nødt til for husfredens skyld at forbyde os alt.
   Mor var tit syg, men det kunne aldrig falde far ind at blive hjemme fra møde af den grund. Da far var i Frelsens Hær skulle han en aften til friluftsmøde på torvet. Mor spurgte om han ikke godt ville blive hjemme, jeg husker ikke grunden, men far rasede, smed uniformskasketten og sin taske med Bibelen og sangbøgerne på gulvet, trampede på dem og råbte, at hvis han ikke måtte gå til møde ville han trampe på det hele. Mor bad ham så hellere gå, og så tog han kasketten og tasken og gik over på torvet og sang og spillede.

Pinsebevægelsen havde efterhånden delt sig i to grene. Den ene, Evangelieforsamlingen, vedblev med at være selvstændig, den anden gren blev tilsluttet Den Apostolske Kirke i England og Amerika, og der blev valgt en apostel og en profet. Det var denne gren far og mor tilhørte.
   Når min søster og jeg spurgte far, hvorfor vi ikke fik frihed som andre børn, svarede han altid, at den dag vi blev frelst og tilsluttede os Den Apostolske Kirke ville vi få mere frihed. Det fristede jo.
   Da jeg elleve år gammel kom der en familie fra Frederikshavn til byen. De havde to drenge på 12 og 9 år. En aften sent kom manden jublende glad op til os, og fortalte at den ældste af drengene samme aften ved et bønnemøde var blevet frelst og døbt i den hellige ånd og havde talt i tunger. De jublede allesammen, råbte halleluja og priste Gud.
   Min søster og jeg lå inde i vore senge og hørte det hele, og vi blev enige om at så ville vi også være med. Næste aften var der et stort bønnemøde hos os, og de bad alle om at min søster og jeg måtte blive frelst og døbt i den hellige ånd, og vi bad med. Det hele steg efterhånden til en ekstase. Hele min søsters krop arbejdede som i krampe, hun kørte med stolen, som hun lå på knæ ved, fra den ene ende af stuen til den anden. Hun talte i tunger, og jeg talte i tunger - jeg blev ved med at sige de samme lyde, og til sidst sagde mor at der måtte være noget bestemt Gud ville sige gennem mig, og om der ikke var nogen der havde tydning. Det lod min søster sig ikke sige to gange, straks begyndte hun at råbe op som hun havde hørt andre i samme situation gøre. Jubelen ville ingen ende tage, de råbte allesammen op og takkede Gud. Ikke alene var vi blevet frelst, vi var begge blevet åndsdøbt, og min søster havde fået tydningens gave. Det var det helt store.
   Ikke længe efter blev vi døbt og optaget i menigheden. Nu måtte vi da få mere frihed. Tværtimod, vi var de eneste børn i menigheden, familien fra Frederikshavn var rejst hjem, og vi måtte deltage næsten hver aften. Hvis vi en aften ønskede at være fri sagde far at der måtte være noget i vejen med vort forhold til Gud.
   Jeg havde et stykke tid gået og lært at spille violin, og jeg måtte nu til alle møder spille eneste violin i strengekoret. Far ville pace os frem, at vi var med hævede ham over alle de andre i menigheden som ikke havde deres børn med.
   Al denne virak stimulerede vores interesse et års tid, men da sommeren kom skulle der holdes friluftsmøder på havnen, og det ville vi ikke være med til. I de samme dage blev der holdt en række møder på hotel Øresund hvor fru Bjørner var med, og hun sagde at det ikke kunne gå an at lade min søster stå og spille på platformen, for hun benyttede det kun til at lave øjne til mændene nede i salen. Så måtte hun holde op, og jeg benyttede anledningen til også at holde op.
   Vi afleverede vores medlemskort, og jeg har aldrig været til et møde der siden. Jeg ville også have holdt op i søndagsskolen, men det forlangte far at jeg skulle fortsætte med. Han var leder af søndagsskolen, og indtil jeg var fjorten kunne han forlange at jeg deltog. Nuvel, han havde magten, og jeg adlød, men han havde vist gjort bedre i at lade mig være fri. - Så snart jeg var fyldt fjorten holdt jeg op. Det skuffede far meget, han havde ikke ventet, at jeg skulle holde op lige på datoen, sagde han. Men han havde lovet det, og nu var jeg fjorten, så måtte jeg være fri. Det måtte han bøje sig for.

Tolv år gammel var jeg på min første udenlandsrejse. Tyskerne arrangerede nogle rejser for danske skolebørn, som tak for hvad der var blevet gjort for tyske børn under krigen. - Vi rejste med toget sydpå over Gedser-Warnemünde og videre til Berlin. Her blev vi indlogeret på en stor kostskole, og i to dage blev vi kørt rundt i store biler og så Berlins seværdigheder. Så gik rejsen videre til Breslau hvor vi blev indlogerede hos private. Vi spiste middag på rådhuset, og der blev arrangeret mange udflugter for os. Så rejste vi videre til bjergene, Riesengebirge. Om dagen vandrede vi i bjergene, og om aftenen tog vi ind på de store bjerghoteller hvor vi dansede og selv leverede musikken. En af pigerne spillede klaver, og jeg spillede mundharpe, så det gik lystigt. Vi skulle have besteget det højeste bjerg, Schneekoppe, men der blev en forrygende snestorm deroppe, så vi måtte opgive. Skønt var der alligevel, en hel dag gik vi mellem forrevne klipper der dannede de mærkeligste formationer, andre steder gik vi langs dybe afgrunde med hele den frodige dal udstrakt under os. Hele turen var en stor oplevelse.