På arbejdet var alt som det plejede: trivielt, kedeligt - og Jakobsen var begyndt at skælde ud igen. Men Anita var næsten ligeglad nu. Hendes daglige højdepunkter var kommunikationen med Johnny, det vejede alt andet op. Hun havde skrevet til ham om bestyrelsens fald, og han var tydeligt glad.
   Men ved måltiderne derhjemme var det stille, og det var uvant. Det gjaldt også i dag. Kartoflerne på tallerkenen havde mistet deres varme. Anita sad med gaflen løftet halvvejs til munden og så på maden, som om det kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun selv følte.
   Ved bordenden sad Preben, hendes far, en mand af skarpe ord, men nu sad han der og var tavs. Stirrede ned i sin tallerken som om han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med den.
   Det var tredje aften i træk, han havde siddet sådan. Ikke et udbrud. Ikke et foredrag om "de kreative idioter" eller om, hvordan det hele ville gå ad helvede til, når de forkerte fik magten. Lyden af bestik, der klirrede mod tallerknerne, var tydelig.
   Det var som om noget var knækket, og hun havde knækket det. Det var underligt, der var alligevel blevet ramt på et ømt punkt. Hun havde ventet konstante stikpiller fra hans side, men de udeblev.
   Men hun havde set i dag, da hun kom hjem, at bestyrelsen havde sendt en besked ud om, at de nu havde fastlagt deres opgaver i bestyrelsen, Jens var næstformand, Lena var sekretær og Marius var regnskabsfører.
   De meldte også, at der nu kom en ingeniør og så på fjernvarmeanlægget. Alle, der havde manglet varme i løbet af sidste vinter, blev bedt om at skrive og fortælle i hvilke lokaler den var gal så hurtigt som muligt. Anita tænkte, at det var der flere i huset der blev glade for.
   Hun glædede sig selv over, at den nye bestyrelse meldte noget mere ud.
   Hun tænkte lidt videre, hendes forældre ville jo nok også få en besked om den vandskade, der var sket på grund af vaskemaskinen. Det kunne vist ikke undgås, at der kom en erstatningssag. Heldigvis havde huset en bestyrelse, der var til at snakke med. De kunne forhåbentlig få en afdragsordning.
   Som det efterhånden var blevet hendes sædvane, sendte hun en mail til Johnny om det. Hun fortalte om den utrolige stilhed, som havde lagt sig over deres far. Han skrev tilbage, at det var godt de nu havde en bestyrelse, der gjorde noget ved tingene og at hun åbenbart havde ramt et ømt punkt i Preben.
   "Det er vildt stærkt, Anita. Du har virkelig ramt noget i ham - og ja, måske også noget, der har ligget og ulmet længe. Jeg kommer snart. Men lad ham ikke vide det endnu."
   Hun forstod godt hvorfor, han var måske rolig fordi Johnny var langt væk, men hvis han pludselig rykkede tæt på, så kunne han måske eksplodere igen.
   Et spørgsmål, som de også begge to tænkte over, var om Preben havde hørt om Bents fængselsdom. De kunne ikke sige det med sikkerhed, men Johnny mente, at det kunne være medvirkende til, at han blev hårdt ramt, der var i forvejen noget der nagede ham. Anita kunne godt se, at det var muligt.
   Selv om hun burde være glad for den fred, som det gav nu, så var det alligevel om noget nagede hende, at hun havde faret for hårdt frem. På den anden side kunne hun heller ikke klare bare at lade sig kue mere.
   Hun ville heller ikke have klaret, hvis den tidligere bestyrelse havde vundet og hun så skulle have været vidne til hendes fars skadefryd.
   Men de sidste dage havde været præget af ro. Hun kunne næsten mærke, at de væltede bestyrelsesmedlemmer skulle have tid at synke nederlaget. Så alle de mange i huset, som var fuldstændig ligeglade, de var der jo også.
   Et tungt bump lød i opgangen. Som om nogen havde tabt en taske eller smækket en dør. Førhen ville hendes far have flået døren op og skreget ned ad trappen.
   Men nu hørte hun ham bande højlydt ude i stuen, og hendes mor søgte tydeligvis at berolige ham.
   Anita gik lige ud for at se hvad der skete, og hun kunne se, at hendes far sad med et papir i hånden, som han krøllede sammen i raseri.
   "Nu er jeg bare nødt til at finde mig i alt, fordi de idioter kan lide de andre i opgangen mere end mig," hvæsede han. Han smed papiret på bordet og gik ud i køkkenet, hvor han endnu engang bandede og hvæsede. Inger gik ud for at snakke med ham.
   Nu havde Anita chancen for at se papiret, så hun trippede hen til bordet og kiggede. Det var et brev fra den nye bestyrelse, der skrev, at folk klagede over ham, råb på trappegangen, nogle gange endda om natten, ubehøvlet opførsel, chikane af legende børn i gården og start af unødige skænderier. De indskærpede, at han stoppede den opførsel og respekterede de andre beboere.
   "Nu skal folk her i huset åbenbart til at kunne opføre sig som de vil!" hørte hun ham råbe, og nu lød han som det var typisk for ham.
   "Så, så, rolig," sagde Inger, "du behøver jo heller ikke skælde folk ud for den mindste lille lyd, vi bor jo tæt op ad hinanden, det gør man jo i byer."
   "Så snart jeg kan gå på efterløn, så skal det være slut! Se bare hvad også det har gjort ved vores datter!"
   Anita stivnede. Hun vidste godt, at det betød hendes selvstændighed. Som om det var en sygdom, hun havde pådraget sig.
   "Jeg kan da ikke se, at det er sket nogen skade på hende."
   "Du fatter ikke en skid! Hun har begået forræderi!"
   "Tag det nu roligt og prøv da at komme lidt overens med folk her."
   "Det kan en bondekarl som mig ikke, de ser jo ned på mig, se bare det brev de har sendt mig."
   "Når de får klager, så skal de jo tage dem alvorligt og gøre noget ved dem, tag nu og slap lidt af."
   Denne gang kom der kun et grynt som svar. Anita trak sig til sit værelse igen. Trods hendes fars pludseligt stille adfærd, så havde han ikke ændret sig. Mon han nogensinde kunne det? Kunne han mon nogensinde indse, at det dårlige selskab, som han troede han værnede sin datter imod, var han selv gået ind i?
   Der var mange ting, som hun undrede sig over. Selv om hun godt kendte hans holdninger, så var det ufatteligt, at han havde kunnet slå hånden af sin søn. Hun fattede det ikke.
   Men det havde jo nok været bedre for Johnny at vokse op i den familie han voksede op i, for i denne her familie kunne han i hvert fald ikke have været blevet til den han var.
   Men inde på hendes værelse var det som det plejede, den væltede formand var tydeligvis ikke blevet tavs. Som sædvanlig kunne hun høre hans højlydte snak gennem væggen. Han var i hvert fald ikke blevet tavs af nederlaget. Der var også nogle andre der snakkede, det virkede som at det var de forhenværende bestyrelsesmedlemmer. Efter de par dage der var gået, havde hun vænnet sig til at sætte forhenværende før deres betegnelser.
   Det var tydeligt, at Morten var overbevist om, at hvis bare alle husstande var mødt op, så var det gået anderledes. De snakkede om, at de bare skulle opsøge nogen af dem og få dem overbevist. De ville være lettere at få overbevist, når de ikke havde taget stilling.
   De to andre sagde, at de nok skulle komme med klager, når der var mulighed for det. Den nye bestyrelse skulle ikke få nogen ro. Morten svarede, at det skulle han også nok få Preben Jensen med på, han var en type, der råbte højt.
   Anita ønskede, at de ikke bare var ude af bestyrelsen, men også ude af huset. Hun havde lyst til at slå dem alle tre i hovedet. Hun rejste sig lige op og kiggede ud af vinduet, hvor hun så de to små piger løbe rundt. Heldigvis var der også søde folk i huset.
   Hendes tanker gik nu til Johnny. For hende ville det kommende møde med ham blive en stor begivenhed. Den var også forbundet med en vis nervøsitet. Hvordan mon det var at snakke med ham ansigt til ansigt?