Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De har sikkert ret. Og dog! Jeg er nok tilbøjelig til at mene, at det er dem der taler for lidt om sig selv.
Jesus sagde: "Du skal elske din næste som dig selv." - Mange vil helst lave det om til: "Du skal elske din næste i stedet for dig selv." - Rent sludder. Selvfølgelig må man elske sig selv. Giver man måske ikke sig selv mad hver dag, tøj på kroppen, tag over hovedet, en seng at sove i, osv.. Holder vi op med at elske os selv, går det gruelig galt. - Og gør vi bare en lille del af dette for andre, vil det være storslået.
Man kan ikke forstå andre uden at forstå sig selv, og man kan ikke forstå sig selv uden at tale om sig selv - eller skrive eller udtrykke sig selv på anden måde - men at tale kommer nu alligevel først.
Selvfølgelig bliver man let noget selvoptaget. Det er da også udmærket, hvis man bare er lige så interesseret i andre.
Jeg har kendt mange kedelige mennesker. Det vil sige, man skal ikke have kendt dem længere end fem minutter for at opdage, at de overhovedet ikke er kedelige - Nåja, nogen vil måske tage en halv time.
Jeg kom til at nævne dette ved bordet her i centret, og en bemærkede, at det nok ikke var alle der var lige interessante. - Jeg protesterede, ja, jeg sagde, at det var netop der problemet lå. "Jeg er sikker på ...," sagde jeg, og pegede på hver enkelt af de fire-fem der var samlet ved bordet, "- at hver enkelt af jer indeholder tusind historier, som nok ville være værd at fortælle. - Og tænk, det gav de mig ret i.
Det er da også muligt, at jeg overvurderer mine livshistorier. Nåja, og hvad så? Det vil jeg hellere end at undervurdere dem.
Der er også en hårfin forskel på at fortælle sine livshistorier og at tale om sig selv. Mine historier handler om det jeg har oplevet og mennesker jeg har mødt, men det er jo alt sammen filtreret gennem mit sind, mit liv, min hukommelse. - Selve begivenhederne og de fleste af menneskene er for længst væk, som billeder på vej ud i rummet mod en meget fjern planet, hvor en anden så vil modtage det, og det bliver så hans liv. - Undskyld jeg digter. Man kan aldrig helt stole på folk der taler om sig selv. Lidt digt vil altid snige sig ind.
I otte år boede jeg i en bygd i Norge, Seljord, og det var slemt at jeg måtte flytte derfra. Men det har jeg fortalt om andetsteds. - Efter yderligere otte år besøgte jeg bygden igen. Det var som at dykke ned i min egen fortid. - Jeg satte mig på en bænk i nærheden af Brugsen og så mennesker gå forbi. Selvom jeg ind imellem så kendte ansigter, var det dog som om Seljord havde fået en helt ny befolkning. Otte år er både en kort og en lang tid. De voksne har ikke forandret sig så meget, men de som havde været børn og unge i min tid var blevet voksne, og udgjorde nu befolkningen. Men fjeldene stod der stadig og havde ikke forandret sig.
Jeg lider vist ikke ellers af nostalgi. Mit Seljord eksisterer stadig og eksisterer dog ikke. Det er på vej væk mod den fjerne planet. - Der er siden min sidste visit dengang gået hen ved fyrre år. Herregud! Alt er væk, undtagen fjeldene, de står der stadig. Jeg kunne sikkert godt tage derop og stadig genkende noget, men det ville dog ikke være mit Seljord. Jeg ønsker ikke "de gode, gamle dage" tilbage.
Er dette nostalgi? Åhja, i glimt, men ellers er det bare blevet minder og erfaringer. Det er blevet en del af mig, det er alt det jeg gerne taler om. Og det er jo ikke bare mig selv, tusinder af menneske har passeret mit liv, nogle ganske kort, andre i årevis. De er alle i mit sind, og hver af dem har deres vigtige rolle at spille og deres historie at fortælle.

.