"Korset har stor magt," sagde mormor, da hun gav Debbie kæden med det lille guldkors. Mens Debbie holdt det mellem sine hænder tilføjede mormor: "Hvis du kan få en dæmon til at holde det og bede til Gud, vil det gode vinde over det onde.".
   Det er længe siden. Mormor er forlængst død og Debbie er voksen. Korset hænger næsten altid mod hendes hud,og hun plejer at gå i kirke om søndagen, men hun beder sjældent til Gud, for det lader ikke til, at han hører efter. Nu har Han vendt alle mod hende, så hun har søgt tilflugt i en lille hytte i skoven.
   Og her - her har hun født et barn; en lillebitte pige, der nu ligger i en foret bærkurv. Debbie ser fra det sovende barn og rundt i hytten. Der er varmt i den lille stue, for kævlerne knitrer på ildstedet. Røgen stiger op mod skorstenen og frostsolen titter ind af en sprække mellem skodderne. Der er malet blå kornblomster på den største af lerkrukkerne på den mellemste hylde. De tørrede kornblomster har ikke meget farve. Det har roserne og urterne heller ikke. De hænger bare med hovederne nedad og skygger for de små krukker på den øverste hylde. Blikket vender tilbage til Lillepigen; sådan kalder de hende, for hun er endnu ikke døbt Og der er ikke ngang bedt for hende. I hvert fald ikke til Herren. Selv kan hun ikke gøre det, for hun er jo uren efter fødslen. En gysen løber gennem Debbie, da hun med et tænker tilbage på fødslen..
   Mat opfattede Debbie, at hun på ny var blevet mor. Der var ikke flere veer og ikke længere grund til at presse.Så ramte stilheden hende. Som en kile af fortættet frygt, borede den sig ind i hende.
   Et skrig gjorde sig parat, men inden det nåede struben, følte hun en hånd mod sin pande. Svedigt klæbede den sig fast. Hun mærkede fingerspidserne dirre mod hende, for straks efter at blive rolige.
   Sære ord krøb ind i hendes øregange. Ikke særlig højt, men indtrængende.
   "Swe Sapko - Nej - Belkin. Krazuitt zchi... "
   Debbie stirrede ind iTokes blå øjne. Et lilla skær i pupillerne snoede sig som blinkende tråde i en bundløs spiral. Hvad var det her for noget? Hun så væk og fangede synet af en lille, klar perle, der listede ned af hans næse. Der lød nogle underlige lyde. Var det barnet?
   "Godt. Ja, det er fint. Nej ikke stoppe. Træk vejret. Kom. Bliv ved," lød en stemme.
   Ved Gud - hun dør! Nej!, skreg det i Debbie.
   Heldigvis døde Lillepigen jo ikke. Men hvis nu...Debbie tænker ikke tanken til ende og alligevel jager det i hende, at udøbte børn, der dør, havner i Limbo - intetheden.

Så, nu kommer Toke. Han puster lidt, stiller træskoene og står straks efter i stuen med en stor kurv kævler. Der er snefnug i hans sorte hår og et smeltet fnug løber ned ad hans næse.
   Cessie knuger korset.
   Toke lister nærmere. Uroen funkler i de blå øjne. Han ser ned i kurven. Ser igen på Debbie. Og smiler. Så får han vist øje på korset. Får en rynke i panden. Tjatter til en krølle, der er fugtig af smeltet sne. Og piller ved bumsen på hagen. Synker noget og væder sin underlæbe med tungen.
   " Hun skal nok blive stor og sund," forsikrer han. Stemmen er rolig og blid, Han bekymrer sig om Lillepigen. Og om hende. Og så farer ordene ud af hendes mund:
   "Vil du bede for Lillepigen?"
   "Det har jeg gjort."
   "Hvornår?"
   "Dengang, hun blev født."
   "Jeg syntes nok, jeg hørte det, men til HVEM?"
   "Til en som vil hjælpe dig med at passe på hende."
   Debbies hjerte ter sig som et dyr, der vil ud af sit bur. Det er kun Gud, der råder over om Lillepigen kommer i Paradis, hvis hun dør. men Satan kan måske godt give hende et langt, godt liv?
   Korset sveder i Debbies hånd, mens hun støder ordene ud:
   "Det er Satan, du har bedt til. Ikke?"
   Toke ryster på hovedet, blinker med øjnene og siger:.
   "Nej, han er død for længe siden. Ligesom Gud."
   Er han da helt forrykt?
   Tårer bryder frem i Debbies øjenkroge. Hun blinker for at stoppe dem, men det lykkes ikke. Hendes læber dirrer. Så slipper gråden løs, og hun hulker vildt.
   Hvis det gør dig glad, kan vi lege, at Gud findes," siger Toke.
   Hvad bilder han sig ind?
   Debbie snøfter og tværer nogle tårer ud. Så lufter hun sin tvivl:
   "Du tør ikke tage et kors mellem dine hænder."
   "Jeg vil ikke. Helst ikke. Ham jeg ... Det er ikke Satan, for han hedder altså noget andet"
   Sikke han vrøvler. Debbie famler korset frem og rækker ham det.
   "Her! Hold om mit kors, Toke! Og bed for Lillepigen."
   "Nej. "
   "Vil du ikke nok?"
   ""Men hvis nu Belkin bliver sur, så vil han måske ikke passe på Lillepigen."
   Han ser på hende. Bedende. Som om det er en vældig god indvending, han lige er kommer med.
   Det er det ikke, men Debbie får et indfald:
   "Vi kan jo lege, at ham der Belkin slet ikke findes," foreslår hun.
   Toke rejser sig. Hurtigt. Knytter næverne. Træder et par skridt tilbage og glor på væggen.
   Nå så han tror, Gud er død, men at den der Belkin.figur findes. Han kan vist ikke lide legen mere, men lige før lovede han - næsten i hvert fald - at han ville bede til Gud og hvad man lover skal man holde.
   Debbie går hen foran Toke og da han vender sig mod hende, svinger hun korset foran hans næse.
   Han snupper det. Folder hænderne om det:
   "Kære Gud. Hvis du alligevel stadig findes, så lad Lillepigen leve længe, for hun er så sød. Og lad være med at være sur over, at jeg også har bedt en anden om at passe lidt på hende. Sådan set er det jo hendes mor, der skal passe på hende. Og hun har jo ikke bedt ham den anden om noget vel, så hvis du er sur over det, så lad det gå ud over mig. Amen."
   Han rækker hende korset. Og går hurtigt hen mod ildstedet, Griber en kævle og kyler den ind i ilden, så det syder. Så skriger han:
   "Av for katten!"
   "Hvad nu?" udbryder Debbie.
   "Jeg blev ramt af en glød," svarer Toke.
   "Lad mig se dine hænder," beder Debbie..
   Der er en brandvable på vej midt på hans ene håndflade.