En almindelig grå majmorgen traf Rikard Vinter en dejlig pige i S-toget. Denne hændelse skulle få ham til at føle at han havde været bevidstløs i årevis.
   Han var 45, gift, og havde en søn på seksten år, og han var nu på vej til sit arbejde.
   Han havde sat sig lige over for pigen. Ikke med nogen særlig bagtanke, det var bare rart at have noget kønt at se på. Hun så blød og velformet ud, og påklædningen virkede skødesløs, men ikke specielt dyr. Ansigtstrækkene var store og regelmæssige, øjnene blå, og det kraftige, lyse hår lå nedover ørene og var samlet i en løs knude i nakken. - Hun smilede til ham.
   Han blev lidt genert. Det var ikke meningen at hun skulle have mærket at han betragtede hende.
   "Er det ikke Rikard?" spurgte hun.
   Han så overrasket på hende; hendes øjne mødte hans.
   "Joh..." svarede han.
   "Er du ikke sikker."
   "Jo, jeg er sikker på at jeg hedder Rikard. Men jeg ved ærlig talt ikke hvem du er."
   "Jeg er Nina. Kan du virkelig ikke huske mig?"
   Han betragtede hende længe.
   "Nej," sagde han så, "og hvis jeg havde set dig før, kan jeg ikke forestille mig at jeg kunne glemme dig."
   Hun lo.
   "Jeg har nok også forandret mig mere end du," sagde hun. "Det er jo længe siden - 8-10 år vil jeg tro."
   Nu huskede han. De havde mødt hinanden hos fælles bekendte. Hun havde været et langt, opløbent pigebarn. Det var hun ikke mere. Hun havde været livlig og charmerende, og han havde været en smule forelsket i hende. I al uskyldighed. Alligevel havde han hurtigt glemt hende.
   Hun spurgte til Anne og Brian og til hans liv i det hele taget. Hun var oprigtigt interesseret, og uden at tænke videre over det fortalte han vidt og bredt om sig selv. Om sit arbejde for et stort firma som havde haft i ti år, og som han var glad for. Om Anne som stadig var en smuk kvinde, og som vist endda elskede ham endnu. I hvert fald havde de det godt sammen. Også hun havde sit gode arbejde. Om Brian som var en god, stilfærdig dreng som klarede sig godt i skolen. Om deres lille, forholdsvis moderne parcelhus i en københavnsk forstad. - Han havde det som han ønskede at have det. Så han var tilfreds. Det fortalte han om.
   De stod begge af på Nørreport station. Derfra skulle de hver sin vej, så de blev stående lidt og snakke på et gadehjørne.
   "Jeg vil gerne træffe dig igen," sagde hun.
   "Jamen, kom hjem og besøg os," sagde han.
   "Ja," sagde hun og så tankefuld på ham. "Det vil jeg. - Men ved du hvad? Gå med mig nu. Tag og gå med. Jeg skal lige klare et par ting, og så kan vi gå en tur og tale sammen."
   Han blev forvirret og lo, men forstod ikke rigtig hvad hun mente. Han betragtede hende. Hun var åben og varm, og det var ganske ligetil: hun mente hvad hun sagde.
   Det kan jeg sgu ikke," svarede han. "Jeg skal være på arbejde klokken ni."
   "Kan du ikke pjække et par timer?" spurgte hun.
   "Nej, den går ikke."
   "Hvorfor ikke?" Hendes stemme var intens og overtalende. "De kunne vel nok undvære dig et par timer. Du kunne jo ringe."
   Han tøvede, men en lille angst sneg sig ind over ham, han vidste ikke for hvad. "Det er ikke det," sagde han, "men jeg har så meget at lave."
   "O.k!" sagde hun, "så ses vi en anden dag." Hun omfavnede ham let og gav ham et hurtigt kys på kinden. "Du er nu sød," sagde hun. Så gik hun.
   "Jeg vil godt en anden dag," råbte han efter hende, og hun vendte sig hurtigt, smilede og vinkede. Og så var hun væk.
   Han kom i tanker om, at han hverken kendte hendes adresse eller telefonnummer - ikke engang hendes efternavn. Ja, han vidste slet intet om hende. Hun havde fået ham til at tale om sig selv, men han havde intet fået at vide om hende.
   På kontoret var der virkelig meget at lave. Men i løbet af dagen greb han flere gange sig selv i at standse op og stå og stirre ud i luften. Og den lille angst kom listende. Så rystede han på hovedet og gik i gang igen.
   Da han kom hjem om aftenen havde han, som en selvfølge, tænkt sig at fortælle Anne om mødet med Nina. Men da hun kom og gav ham et knus, som hun plejede, og Brian kom og viste ham noget han havde skrevet til skolen, så fik han ikke sagt det.
   Flere gange i løbet af aftenen prøvede han at sige det, men hver gang dukkede den lille angst op, og han tav.
   Der var ikke noget særligt i fjernsynet. Anne satte sig til at sy, og Brian gik over til en kammerat. Selv satte han sig til med en bog, som han dog ikke fik læst meget i.
   Angsten var der ikke. Men nu da han var blevet opmærksom på den, var det som om den aldrig var langt væk.
   "Den står og passer på, at jeg opfører mig ordentligt," tænkte han.
   Men havde han da tænkt sig at opføre sig andet end ordentligt? Hvad skulle han lave? - Skulle det være galt at tale med en køn pige i toget? Latterligt! - Han kunne for resten være hendes far.
   Han så på Anne, som sad dybt koncentreret om sit sytøj. Hun var rolig og afslappet. Hvad mon hun tænkte på? Han anede det ikke.
   Var han utilfreds med sit liv? - Nåja, visse ting han havde villet, var aldrig blevet til noget. Men andre ting, som han ikke engang havde drømt om, havde han opnået. - Hvis han kunne leve sit liv om, ville han så gøre det anderledes? - Næh, han ville sikkert gøre det samme, foretage de samme valg, leve det samme liv. Måske med nogle mindre justeringer.
   Alligevel var han nu sikker på, at det var en utilfredshed der sad i ham.
   Når ens drømme og ens liv svarer så nogenlunde til hinanden, hvordan kan man da være utilfreds? Når ens ønsker og forhåbninger stort set er gået i opfyldelse, hvad skulle der da være galt? Og når ens bestræbelser svarer meget godt til de resultater man har opnået, hvorfor skulle man da være mismodig?
   Han blev pludselig opmærksom på at Anne flere gange havde sagt hans navn. Hun så bekymret på ham.
   "Er der noget galt?" spurgte hun.
   "Nejnej!" sagde han. "Jeg sad bare i mine egne tanker. Jeg er træt."
   "Så gå dog i seng."
   "Ja, det vil jeg også." Han rejste sig. "Så godnat, min ven."
   "Godnat du."
   Han mødte Brian i entréen.
   "Du kommer tidligt hjem," sagde han.
   "Ja," svarede drengen. "Jeg har en del at lave i morgen, så jeg vil gerne tidligt i seng."
   "Nåja, det vil jeg også. Godnat, min dreng."
   "Godnat."
   Da han var kommet i seng lå han og tænkte han på Brian. Pludselig irriterede det ham at drengen var så perfekt.
   "Nåja," tænkte han så. "Det er jo mig selv der har opdraget ham. Og han er jo som jeg gerne vil have ham."


* * *
   Tre uger senere mødte han hende igen i toget. - I mellemtiden var han helt faldet til ro. Han havde intet konkret at hænge sin uro og sit mismod op på, ergo forsvandt det. Men idet han fik øje på hende overvældede angsten ham, og han ville være vendt om og steget af, hvis ikke dørene i det samme var smækket i. Hans hjerte hamrede vildt. Men han gik alligevel hen og satte sig overfor hende. - Hun blev glad for at se ham.
   Efter at de havde vekslet nogle ord sagde han:
   "Jeg skylder dig en undskyldning. Sidst talte jeg bare om mig selv. Og jeg fik slet ikke noget at vide om dig. Nu må du fortælle."
   Hun trak undvigende på skulderen.
   "Der er såmænd ikke så meget at fortælle. - Jeg er 26. Ugift. - Jeg har haft en del forskellige jobs, og ind imellem har jeg syet og vævet. Og det er nok det jeg kommer til at gøre noget ved i fremtiden."
   Da de kom til Nørreport station stod de på hjørnet som sidst.
   "Nå! - du skal vel på arbejde," sagde hun.
   Han tøvede. Hans hjerte bankede vildt.
   "Jeg vil godt med dig i dag," sagde han.
   "Fint," sagde hun.
   Han så at hun blev virkelig glad.
   De fandt en telefon, og han fik ringet en undskyldning til kontoret. Da han forlod telefonboksen mærkede han at angsten helt havde forladt ham.
   Vejret var dejligt. Hun fik hurtigt ordnet sine ærinder. Så gik de bare. Gennem byen og så på folk, og i Kongens have og så på blomster, og hun tog ham med til en maleriudstilling. Det havde han ikke været i årevis. - De drak kaffe på en café.
   Lidt ud på eftermiddagen endte de hjemme i hendes lejlighed på Østerbro. Det var en lys og venlig treværelses. Det ene værelse var optaget af hendes væv og sysager.
   I løbet af dagen havde han flere gange tænkt på om angsten ikke ville melde sig og stoppe ham. Det gjorde den ikke. Den holdt sig væk og lod ham gøre lige hvad han ville. Alt han gjorde forekom ham at være rigtigt og naturligt. Også da han kyssede hende og havde hånden inde på hendes nøgne krop. Hun begyndte at klæde ham af, men blev pludselig meget nøgtern og sagde:
   "Vi må hellere gå ind i sengen. Kom!"
   Da de lå i sengen vidste han, at alt hvad de gjorde var godt og som det skulle være. Og det var som om en del af ham stod ved siden af og fulgte alt hvad der foregik, hørte alle de små lyde de gav fra sig, forvirrede ord, klynk, sukken og små skrig. Og han følte at hans krop var meget virkelig når den mødtes med hendes, og alle de mærkelige bevægelser de gjorde kom af sig selv og var helt naturlige. Hans mund mod hendes, hans hænder over hendes dejlige ansigt, over hendes bryster og krop, hans mund i et langt kys i hendes skød. Og det var virkelig sandt at hun bed ham over alt, brystvorterne, maveskindet og lårene, og hans pik var inde i hendes mund. Og da de lå så tæt mod hinanden som det var muligt, og han var langt oppe i hende var alt meget virkeligt og meget rigtigt, og kun godt.
   Bagefter var de glubende sultne, og de kom i tanker om at de knapt havde spist noget hele dagen. Da de sad ved bordet i køkkenet sagde hun:
   "Du er en vidunderlig mand."
   Så gav hun sig til at le, ganske stille, uden at kunne holde op.
   Han begyndte også at le.
   "Hvad ler du af?" spurgte han.
   "Jeg ved det ikke. - Jeg har det bare så godt. - Nej, så ler jeg også fordi jeg sidder her og siger at du er vidunderlig. Og det er første gang vi er sammen." Hun blev helt alvorlig og tænksom, mens hun sad der og smurte det næste stykke mad. "Men jeg mener det," sagde hun.
   Han sagde ikke meget, men han syntes heller ikke at det var nødvendigt. Han følte såmænd selv at han var vidunderlig. Hun var det selvfølgelig, men hun fik virkelig også ham til at blive vidunderlig.
   Da han kom ud fra hende opdagede han, at solen stadig skinnede og at byen var som nyvasket. Og han så at husene var hvide og et ind imellem var meget gult. Han så butikkerne med varerne udenfor på fortovet, og to mænd slæbte øl fra en bil ind til en købmand. Og der på hjørnet var der en legeplads og der var børn. Og han lagde mærke til folk på gaden, en gammel kone som kiggede sig ængsteligt om før hun gik over. Alt dette og mange flere detaljer så han klarere end han havde set noget i årevis. Og han så at himmelen var blå og han mærkede de skiftende dufte i luften, og han følte at det var varmt.
   Og da han kom hjem så han hvor lille hans forhave egentlig var og at den trængte hårdt til at blive gjort i stand. Og huset trængte til at males. Og han så også at det var hans hjem og at han var glad for det. Og han følte ingen modsætning mellem disse ting og det han havde oplevet i løbet af dagen.
   De næste dage trængte glæden sig på. Han var nær ved at fortælle Anne om Nina. Men angsten dukkede op igen og holdt ham tilbage. Den var lillebitte, næsten ikke til at mærke, bare lige stor nok til at holde ham på plads. Så længe han var hjemme.
   Så snart han var hjemmefra forsvandt den helt. Han var sammen med Nina næsten hver dag. Han fandt på alt muligt, hans fantasi skød stadig friske skud. Han opfandt møder og kurser, ja, han fortalte begejstret Anne oplevelser fra disse kurser. - Glæden gjorde også at han elskede Anne mere bevidst end han havde gjort længe, og den gav ham overskud til også at gå i seng med hende.
   På kontoret fandt han påskud til at gå ud i byen, han tog fritimer, fridage, han meldte sig syg. Hans opfindsomhed var uden ende, når det gjaldt at finde udveje til at være sammen med Nina.
   Anne mærkede ikke noget, hun havde sit eget arbejde og sine interesser. Men det gjorde Brian.
   En aften han kom sent hjem - Anne var til et møde, så der var frit slag - mødte han drengen på trappen.
   Brian sagde:
   "Sig mig, hvad er det egentlig du laver?"
   Han mærkede angsten.
   "Hvad mener du?" spurgte han.
   "Du er jo aldrig hjemme. Og du er blevet så mærkelig."
   "Jeg ved ikke hvad du mener. Jeg har da bare travlt."
   "Har du en anden dame?"
   "Selvfølgelig ikke. Hvordan kan du tænke det?" I øjeblikket mente han virkelig hvad han sagde. Han kunne slet ikke se Nina som 'en anden dame'.
   Drengen så tvivlende på ham.
   "Nåja, jeg ved jo ikke noget. Men du skulle nu passe lidt på. - En mand i din alder."
   Rikard hjerte bankede vildt. Men drengen sagde ikke mere. Han gik stille op på sit værelse. Og han blandede sig ikke mere.
   Således gik det til midten af juli.


* * *
   En eftermiddag kom han, som så mange gange før, op til Nina. Hun var som sædvanlig og omfavnede og kyssede ham. Men så sagde hun:
   "Sæt dig der i sofaen. Jeg må tale med dig." Hun selv satte sig på en almindelig stol.
   Han blev bange. Rigtig bange, det var ikke den sædvanlige angst. Han vidste godt hvad der ville komme, hun behøvede for så vidt slet ikke at sige noget.
   "Hvad er der?" spurgte han hæst.
   "Vi må holde op," sagde hun.
   "Hvorfor det?" Han stirrede på hende. Hun så mere vidunderlig ud end nogensinde.
   "Åh nej!" udbrød hun ulykkeligt og satte sig hurtigt over i sofaen til ham. Hun lagde armene om ham, kyssede ham og trak hans hoved ned til sit bryst. "Du må ikke være så ked af det. Vi har da haft det godt sammen, har vi ikke?"
   "Jo - men hvorfor kan vi så ikke fortsætte?"
   "Jeg har truffet en anden," sagde hun lige ud.
   "Nå!" sagde han bare. Han var lammet.
   "Åh herregud! Du må ikke se sådan ud. Det kunne jo ikke vare evigt. Det har jo heller aldrig været meningen, vel?"
   Det kunne han ikke svare på. Jo, det havde vist været meningen for ham. Eller han havde ikke tænkt på det.
   Hun lå på knæ i sofaen og strøg ham over håret.
   "Så - er du rolig nu?"
   "Ja - jeg er helt rolig."
   "Godt! Gå så hellere nu. Og kom og besøg mig en anden dag. Vil du det?"
   "Ja," svarede han.
   De havde rejst sig. Hun kyssede ham blidt.
   "Hav det nu godt. Og lad os snart ses igen."
   "Ja," sagde han. "Farvel."
   Han gik flere timer om i gaderne, før han omsider tog toget hjem.
   Anne modtog ham kærligt som sædvanlig. Han orkede ikke engang at sige goddag.
   "Du ser træt ud, min ven. Har det været en hård dag?"
   "Ja - det har været en hård dag."
   "Sæt dig ind i stuen," sagde hun, "så er maden snart færdig."
   Han gik ind i stuen. Der stod han midt på gulvet og så sig om. Han kunne næsten ikke kende tingene og møblerne. Hvor så alt lurvet ud. - Han så sig selv i det store spejl over skænken.
   Hun kom ind, stoppede op og betragtede ham.
   "Er der noget i vejen?" spurgte hun.
   "Ja," svarede han lavmælt.
   "Hvad er der?" Hendes stemme var ængstelig, som om hun allerede vidste hvad det var.
   "Jeg har haft en anden kvinde." Han sagde det ganske roligt.
   Der var stille i stuen meget længe.
   "Har haft?" sagde hun stille.
   "Ja," sagde han.
   "Vi må jo tale om det," sagde hun.
   Han stod og stirrede ind i spejlet. Så kom angsten i et kast over ham. Men han værgede sig, han råbte højt, ja han brølede, og greb det der var nærmest, hvilket tilfældigvis var en lysestage, og slyngede den ind i spejlet. Det splintredes med et brag, og glassplinterne føg omkring i stuen, ned over skænken og ud over gulvet. Anne skreg.
   Han vendte sig mod hende. Hun stod som lammet, med hænderne knuget mod den åbne mund. Og i døren stod Brian, med rædselen malet i ansigtet.
   Sådan stod de alle tre et stykke tid, som en scene fra en stumfilm.
   Så gik drengen resolut hen og lagde armen om moderen og sagde:
   "Kom, vi går. Du skal ikke tage dig af det dumme svin."


* * *
   Kære Anne.
   Det er en måned siden at alt det skete. Jeg har fået sat nyt glas i spejlet, og er kommet ned på jorden igen. Ja, mine ben er mere solidt plantet på jorden end de har været i årevis.
   Det var naturligvis forfærdeligt, at det skulle gå ud over dig, og det er måske lidt skrapt at bede dig komme hjem. Og mon Brian vil hjem til "det dumme svin"?
   Det er meget forlangt at alt skal være i orden, bare fordi jeg er kommet til en afklaring. Det forlanger jeg heller ikke. Men jeg vil gerne prøve at forklare hvad der foregik.
   Det der skete den dag var at jeg så mig i spejlet. Og jeg så mig selv som jeg er - eller som jeg var - eller som jeg tog mig ud.
   Jeg så en mand i midten af fyrrerne, ansigtstrækkene lidt trætte og udflydende, en lille ansats til mave. Sådan var jeg.
   Og det er nok at se sig selv som man er. Eller at blive accepteret som den man er.
   For det er forfærdeligt for en mand at miste troen på at han er vidunderlig.
   Jeg fortryder ikke affæren med Nina. Det ville være at fornægte det bedste i mig selv, og det ville være at afvise det som gør mig levende.
   Jeg traf hende på gaden for et par dage siden. Hun hilste på mig som om intet var hændt. Det var der måske heller ikke for hendes vedkommende. Jeg fortalte hende om de sidste ugers begivenheder, og hun blev ganske forfærdet.
   "Kom med mig hjem nu," sagde hun.
   Hendes fyr var der hjemme, og han så lidt skævt til mig. Men hun sagde straks:
   "Du skal bare ikke blive jaloux. Rikard er en god ven. Min bedste ven. Og han er et vidunderligt menneske."
   - Så faldt han til føje, og vi havde det meget rart sammen.
   Men da hun sagde det, gik det op for mig, at det var sandt. Og jeg vidste hvad det var hun havde gjort ved mig. Hun havde løftet mig ud af min tilværelse, og nu satte hun mig ned i den igen, men på en bedre måde. Således at jeg vidste at fra nu af kunne jeg gøre lige hvad jeg ville, og at alt var muligt.
   Og jeg vidste også, at dette var hun slet ikke klar over, og at intet var afhængigt af hende, men af mig selv. Det var i virkeligheden ikke hende der havde gjort noget, lige så lidt som det var dig der gjorde, at jeg havde det dårligt. - Og var intet sket ville det have været forfærdeligt. - Det var mit mirakel. Helt mit eget. - Jeg havde holdt mig selv indespærret i så lang tid. Og nu havde jeg gjort mig fri.
   Jeg er glad for mit liv, og jeg vil leve det. På den ene eller den anden måde. Men helst vil jeg have dig med.
   Skal vi starte forfra? - Nåja, vi bliver vel ikke tyve igen, men det er også helt ligegyldigt. - Skal vi starte forfra, fra her hvor vi er nu?
   Jeg elsker dig. Og jeg elsker også Brian. Selvom han er mere småborgerlig end nogen af os. Det må nok jeg tage den største del af skylden for. Jeg mener: Han har jo haft sådan en perfekt far at leve op til. Han har nok sine kriser langt forude. Han er jo også en lille mand.
   Min elskede - kom hjem. Kom hjem og kys mig. Jeg er virkelig. Og jeg elsker dig.
   Rikard.