Dette er en gammel historie, som jeg nu vil fortælle på min måde.
   Det er om denne bonde, som optræder anonymt i så mange historier, men her vil jeg, at han skal have et navn, så jeg kalder ham Martin. Han havde sin lille gård et sted nær havet, så som bierhverv drev han lidt fiskeri.
   Hans kone hed Maren, men da hun var lidt fin på den, kaldte hun sig Marie. Hun havde for ikke så forfærdelig længe siden været en yndig pige, nu var hun en solid kone med intellektuelle interesser. Og da det ikke rigtigt var noget for Martin, så havde hun sluttet venskab med degnen, som var en boglærd mand, så de havde lange drøftelser om teologiske emner. Og sommetider kunne man høre salmesang fra værelset, hvor de opholdt sig: "Op al den ting som Gud har gjort."
   På sådanne dage kunne Martin godt føle sig lidt udenfor. Han var ikke så rigt udstyret som degnen - intellektuelt, mener jeg, så han plejede da at gå ned til havet og kaste sit net ud.
   Det var netop hvad han gjorde denne dag, da han gjorde sit livs fangst. Da han halede sit net ind, mærkede han, at det var meget tungt, og da han fik det på land så han, at der var en meget stor fisk i det. En virkelig stor én, og som skinnede og blinkede i mange farver. Sådan en fisk havde han aldrig set før. Og hvad mere var, den kunne tale.
   Nu levede han på en tid, hvor det hændte her og der, at dyr kunne tale, det har vi mange eventyrforfatteres vidnesbyrd om, men Martin havde aldrig været ude for det før.
   Den sagde: "Åh nej, det var et slemt uheld, at jeg kom i dit net. Det må du meget undskylde. Vil du ikke nok slippe mig ud igen?"
   Naturligvis blev Martin noget forskrækket, men da han havde sundet sig, svarede han: "Ikke tale om. Jeg havde tænkt mig, at der i dig ville være mad til flere dage, og jeg er en fattig mand og ikke vant til at smide god mad ud."
   Så fattig var han nu heller ikke, men det var det argument, han lige kunne finde på.
   "Nu gør du mig virkelig bange," sagde fisken. "Har du virkelig tænkt dig at æde mig?"
   "Ja, det var da tanken," svarede han. "Jeg har spist mange fisk i min tid, og de har ikke gjort vrøvl."
   "Det lyder meget slemt," sagde den. "Men nu er jeg altså ikke nogen helt almindelig fisk. Det må du kunne se. - Og hvis du slipper mig ud, kan jeg gøre noget for dig. Jeg vil give dig tre ønsker, så du kan få lige hvad du vil."
   "Ha!" udbrød han. "Den har man hørt om i eventyr. Tror du virkelig jeg hopper på den?"
   Men det var nu sin sag, at spise nogen man havde talt med, så han sagde:
   "Okay, jeg slipper dig ud, men husk nu de tre ønsker."
   "Jaja," sagde fisken. "De virker, så snart jeg er i vandet."
   Så tog han den, det var lige det, at han kunne bære den, og fik den sat ud.
   "Sådan noget fup," tænkte han, mens han pakkede sine garn sammen. Men hvis det nu virkelig var, hvad skulle han da ønske?
   Han smilede for sig selv, for han vidste, hvad han ønskede sig lige nu. Han ville have en stor én. Og med det mente han ikke endnu en stor fisk eller et større intellekt. Nej, han ønskede sig en stor ... øh, altså en stor én. Det ville overraske Marie.
   "Jeg ønsker mig en stor én," sagde han ud i luften, og han gentog det med store bogstaver: "En STOR ÉN".
   Og i det samme han sagde det, så havde han den. Større end ham selv eller resten af ham. Hans bukser blev sprængt, og den rejste sig som et tårn over ham. Han væltede omkuld. Han var forfærdet. Han lå der og forsøgte at få styr på dette monstrum. Heldigvis var der ikke andre på stranden. Hvordan skulle han komme hjem, og turde han vise sig blandt folk? Og Marie, hvad ville hun sige? Han måtte have fat i en trillebør.
   Men han havde jo to ønsker endnu, kom han i tanker om, og nu ønskede han højt, at den ville forsvinde. Det gjorde den. Den var pist væk og han kunne rejse sig på sine ben igen.
   Men da han nu skulle ordne med sine sønderrevne bukser så han, at der hvor der tidligere dog havde været noget, der var der nu ingenting. Mellem benene var han glat som et æg.
   Den dumme fisk, den måtte vel nok kunne forstå, at ...
   Der var intet andet at gøre, end at bruge det tredje ønske, for at blive, som han altid havde været, og det blev han så.
   Han var nu både tilfreds og slukøret, da han begav sig hjemad. Nå pyt! Hvordan kunne han også tro, at der kunne komme noget godt fra en dum fisk. Han skulle have spist den, som han først havde tænkt.
   Dagene gik og som tidligere delte han sin tid mellem arbejdet på gården og lidt fiskeri, og han spiste de fisk han fangede med god appetit, uden at de nogensinde protesterede.
   Historien ender dog alligevel lykkeligt, idet Maries åndelige debatter med degnen og salmesangen førte til, at hun fødte Martin en dejlig søn, som han kaldte Morten, og som blev hans øjesten.