Hun var tavs som en østers. Trådte bare hårdt på speederen så de mange heste i den store Mercedes fik lov at galoppere. Lene spekulerede på, om det gik godt, eller om de i næste øjeblik fløj ud over afgrunden. Centrifugalkraften blev testet i de mange hårnålesving på den snoede alpevej.
   Lene havde en advarsel på læben, men lod Elle være. Lad hende bare rase ud tænkte hun.
   Elle havde det ikke godt. Havde hun solgt sin uskyld? Havde hun svigtet Kristus? Havde hun forfejlet sin mission som nonne?
   Hun havde ladet sig rive med af Lenes gudløse pragmatisme. Nu måtte hun gentænke sit liv og sine grænser til en verden uden for klostret.
   Hvordan kunne man forsvare at bruge tusindvis og atter tusindvis af schweizerfranc på ekstrem luksus:
   Hotelophold, haute couture, kasino, champagne og dyr mad?
   Hvordan kunne man forsvare at leve et grådigt liv i egoisme og tilfredsstillelse af grænseløse fiktive selviske behov?
   Hvordan kunne man forsvare, at et enkelte individ grådigt skulle æde værdien at det, der kunne ha' reddet hundredvis af andre?
   Hun havde syndet og ville bede gud om tilgivelse.
   Hun måtte væk, bare væk og trådte hårdt på speederen ... den foregøglede lykke og de beregnende komplimenter, hun havde været en del af, ønskede hun at distancere. Den luksus som Lene befandt sig så godt i, fandt hun frastødende...

Herude i det vidtstrakte bjerglandskab befandt hun sig godt. Solen skinnede, himlen var blå og luften var klar. Det var som om, man kunne række hånden frem og røre ved de snedækkede bjergtoppe, der stod skarpt i den klare luft. Mercedesen kørte som en drøm gennem det smukke alpeland. Men italienske alpeveje er lumske. 'Caduta massi' i form af et stort klippestykke faldt pludselig ned på vejen foran dem. På få sekunder mistede Elle kontrollen over bilen. Den rutsjede sidelæns med hylende dæk ud til højre mod afgrunden. Højre baghjul røg ud over den asfalterede kant og hang frit i luften. Bilens balancepunkt rykkede mod højre da den kørte videre ind i kurven, som en motorcykel med vejkontakt på kun to hjul, mens den tippede mere og mere mod afgrunden, jo længere den kom ind i kurven. Snart ville balancen og vejkontakten ikke kunne opretholdes, og det hele ville være slut, når bilen fik overbalance og væltede i afgrunden. Det hele skete så hurtigt, et produkt af den alt for høje hastighed.

På bagsædet sad tvillingesøstrene Magdalene og Marta, henholdsvis dødmaskeret og død, med sorte øjenhuler. De sad godt strammet op af sikkerhedsselen, og så ud til at indfinde sig med situationen. De befandt sig i grænselandet mellem liv og død og var klar til at bytte roller. Snart ville de være på den anden side, i dødsriget.

Da hjulene slap asfalten, vidste Lene, at det var slut.
   Men nej! Det var ikke slut endnu. Det gav et ryk i bilen, da hjulene igen fik fuldt vejgreb. Asfalten fra den gamle vej lå en fod længere nede end den nye asfalt og lige netop her, blev vejbreden øget. Den førte ud til en platform med udsigtsrepos og et vejkrucifiks der mirakuløst blev deres redning.
   Elle fik bragt bilen til standsning, hvorefter hun slog korsets tegn og vendte sig mod Lene. Et undskyld lå på læben. Men Lene brød tavsheden først: Mon gud holdt hånden over os, Elle?" Elle havde aldrig hørt ordet gud på Lenes læber før. Hun blev glad, for hun følte, at de aldrig havde været tættere på hinanden. Hun fik øjenkontakt og smilede; "Ja, gud gav os livet i dag ..."
   De gik ud til krucifikset og kiggede ned i afgrunden. 'Vor Herre' blev martret med et lidelsesfuldt udtryk, det var ikke tilfældigt at krucifikset var opsat netop her. Nede i afgrunden, langt nede på en klippehylde, lå resterne af en smadret rød Alfa Romero, det røg stadig fra vraget. "Det kunne have været os," sagde Lene og gøs. Magdalene kom ud på klippen med nogle markblomster, som hun lagde ved krucifikset. Magdalene og Elle knælede og bad til gud. Lene knælede også men tænkte mest på dem i Alfaen.
   De blev enige om at Marta indtil videre skulle blive siddende spændt fast på bagsædet sammen med Magdalene. Man kunne umiddelbart ikke se hende udefra gennem de tonede ruder.
   Ingen af dem nænnede at bukke hende sammen og lægge hende tilbage i Flamingokassen igen. De måtte have hende begravet i St. Lukas klostrets jord. Godt hun var en knastør mumie, der ikke bidrog med aromatiske oplevelser til sine omgivelser. Men på lidt afstand og i halvmørke var det såmænd ikke til at se forskel på de to tvillingesøstre. To søde gamlinger med pergamenthud og sortsværtede øjenhuler i bondekjoler. Elle elskede dem begge højt, krammede og kyssede dem med selvopofrende bizar kærlighed. Lenes forhold til dem ville en psykolog karakterisere som mere normalt, men med problematisk dramaturgisk afhængighed.
   Nu måtte de fokusere på opgaven, var de enige om. De måtte til St. Gallen og fælde biskoppen Stefanus Paulus, der havde krænket pigerne Torn og Nagle. 'Øksen lå ved træets fod'.
   Heldigvis havde hele teamet hos AS grebet ind på Lenes initiativ, og nu var Lene og Elle som novice og nonne på vej til den katolske højborg i St. Gallen for at infiltrere biskoppens hemmelige institutioner. De var udsendt af abbedissen Maria, Sternmesser og AS's sikkerhedschef Jens Østergård som spioner. En mærkelig tanke for Elle men helt naturlig for Lene.
   Fra den dag hvor Lene havde dræbte sin mors samlever, matematikeren, Lotto-svindleren og ludomanen Robert Andersen, havde hun mistet sin uskyld. Det havde udviklet sig dramatisk, og pludselig var hun mistænkt og Danmarks mest eftersøgte seriemorder. Den eneste betjent der havde taget hende i forsvar var Jens Østergård, der nu arbejdede for AS. Der var lang vej tilbage til Danmark. Lige nu lagde hun røg ud og skød med maskinpistol optrådte både som novice og spion. Det eneste der betød noget for hende var at være sammen med Elle.
   Bjørn var rejst til Cuba sammen med russeren Andrei. Hun havde næsten glemt ham. De skulle have elsket, men selvtægtsbetjenten Ole Gormsen fra 3L satte ild til huset de opholdt sig i. De var heldigvis nået ud, og var flygtet til Schweitz med John fra 3L i hælene. Ham havde Lene ifølge den danske presse også myrdet. Inden da havde Lene - igen ifølge pressen - bestilt et mord på Ole Gormsen, der fik slået hjernen ind. Han var pga. inkompetence, sjusk og kommunikationssvigt blevet fejlopereret, og nu befandt han sig i Mette Østergårds kælder, hvorfra han drog ud om natten og gennemtævede småforbrydere, narkohandlere, pæderaster, valutasvindlere, stalkere, blottere, folk med voldssigtelser mod politi og fængselsbetjente, bandemedlemmer og andre fra Oles kartotek, der trængte til en røvfuld. Det var ikke alle Oles ofre, der kom på benene igen.
   Men alt dette i Danmark kunne Lene fortrænge, når hun var sammen med Elle. Hun beundrede Elle for hendes mange færdigheder. Elle talte tysk, italiensk, fransk, engelsk, græsk, lidt russisk og lidt dansk. Derudover latin. Hun kunne alle bibelhistorierne, prædikenerne, salmer og en lang række katolske dogmer. Hun kendte også navnene og anvendelsen af alle medicinske planter, urter og blomster. Martas undervisning i hendes barndom måtte have været meget intensiv. Og senere på St. Lukas klostret måtte hun have modtaget intensiv undervisning af Maria, de gamle nonner og præsterne, der var tilknyttet kirken.
   Elle var en fantastisk pædagog. Når hun underviste Lene, kunne hun huske alt det, hun lærte. Elle gjorde det interessant og vedkommende. Det var som om, at Elle havde nøglerne til Lenes hjerne...
   Elle spottede en sort Fiat i bakspejlet, der var noget lusk med den. Den havde ligget bag dem lige fra Chiavenna, hvor de drejede mod øst ad hovedvej 37 mod den Schweiziske grænse. Den fulgte det klassiske forfølgelsesmønster. Når Elle satte farten op, gjorde den det samme og lige ledes når hun kørte langsomt, gjorde den det samme. Det var ubehageligt. Det var altid ubehageligt at have nogen, der klæbede på én, uanset om det var på grund af dumhed eller på beregning. Elle valgte at køre ind til siden og lod 'skyggen' slippe forbi.
   "Fire voksne mænd, de ligner Mafia Shqiptare " sagde Lene, mens hun prøvede at bevare roen.
   Hun var klar over, at hun aldrig ville slippe helt af med dem...
   De fortsatte, da Fiat'en var forsvundet og kørte op langs Mera floden mod grænsebyen Dogane. Det var tydeligt, at ruten var en historisk forbindelse mellem Italien og Schweiz med alle de gamle stenhuse. Mange af dem var over tusind år gamle, som generation efter generation havde vedligeholdt og udbygget.
   I Villa di Chiavenna, hvor floden Mera var stemt op og blev til en bred sø, åbnede dalen sig op bred og lys. Der var udsigt til de Rhaetiske Alper, der lå tungt og majestætisk. Et betagende syn, et guddommeligt syn ville Elle sige, og videre op af Mera til grænseovergangen i Doga. Her vrimlede det med emsige schweiziske toldbetjente, som passede på, at det 'uskyldige' og 'rene' Schweiz, ikke blev invaderet af smuglere og kriminelle.
   Betjentene, med de karakteristiske grå cylinderkasketter, kredsede om den iøjefaldende og eksklusive Mercedes.
   Toldbetjenten, en midaldrende, rødmosset mand der mere lignede en schweizisk bjergbonde end en tolder, vinkede dem uden videre igennem, da han så, det var kirkens folk. Elle stoppede alligevel op og holdt sit røde schweiziske pas op, mens hun sendte ham et smil, der kunne smelte en gletscher
   "Er der kommet en sort Fiat med fire albanere her igennem for nylig?" Spurgte hun henkastet.
   Det var ikke en oplysning, den garvede toldbetjent nogensinde ville svare på. Han fik en fure i panden og undrede sig over spørgsmålet. Han havde forsøgt at forhindre dem i at komme ind. De stank langt væk af kriminalitet, men tolderne havde ikke fundet noget på dem, selv om alt i Fiat 'en var blevet endevendt med spejle, endoskoper og hunde. Pas og papirer havde også været i orden, så han havde til sin store ærgrelse været nødt til at lukke dem ind. Dog havde han udsendt deres data til politimyndigheden i Graubünden og advaret om deres ankomst. Han så med trætte øjne på den unge nonne og udbrød spontant "Ja, gid fanden hade det" og fortrød sit udbrud i det samme, mens han vinkede dem frem igen.