"Du var så perfekt, og jeg opførte mig frygteligt".

"Ja, du gjorde mig ked af det og meget vred", hun rejser sig og begynder at gå op mod Vesterbrogade.

Jeg følger efter, let som en lille fugl, har jeg lyst til at sidde i hendes hånd og spise af de frø hun vil give mig, men jeg er usikker, mener hun virkelig det gode, eller er det hele her bare et forsinket opgør?
   Det er underligt, jeg elsker at hun smiler, men. Ja præcis der ligger noget imellem.
   "Kom", hun griber min hånd: "Jeg skal vise dig et sted". Hun ler mens hun løber og slipper mig hurtigt igen. Jeg tror, hun ved, jeg følger med helt af mig selv. Vi når Valdemarsgade. Et stykke nede standser vi foran en stor patriciervilla. Jubilæumsasyl står der over indgangen.
   Jeg er desorienteret
   "Kom", siger hun en gang til og leder os gennem porten.

"Her i børnehaven arbejder jeg. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre".

Hun hopper ned i en af gyngerne, og sætter den i svingninger: "Hvad med dig"?

Mig hvad med mig, jeg står i en baggård, og vil ikke gynge, jeg ved heller ikke hvor meget jeg har lyst til at fortælle: "Jeg har lavet lidt af hvert".

"Hvad skete der efter hospitalet".

"Ikke noget særligt", mumler jeg. Det var dengang jeg kæmpede. Dengang alt føltes som istapper.

"Skal vi ikke gå tilbage", jeg vender om.

Jeg hører hendes skridt, hun griber mig i armen og giver den et klem: "vi må snakke mere en anden dag".

"Ja", lover jeg. Men vi må være forsigtige. Det her er en begyndelse, jeg vil se lidt mere på Hanna. Bærer vingerne, gror ordene?
   "Vi kunne ses og spise sammen næste uge", foreslår jeg: "Hos mig".

"Gerne", Hanna retter på håret, vi står foran min hoveddør.

Jeg ville ønske jeg kunne finde ud af kramme.

"Hej vi ses", Hanna løfter hånden til hilsen og sender et luftkys.

Jeg bliver stående og betragter hende til hun forsvinder om hjørnet.

Oppe i lejligheden mærker jeg hvor træt jeg er, hvor meget de sidste dage har tæret. Der er mange uafklarede spørgsmål, gårdens fremtid, arven, hvad gemmer sig i den låste kasse? Og ikke mindst hvorfor tog far sit liv, men jeg orker ikke at tænke på det lige nu.
   Jeg lægger tøjet på en stol i stuen, går ind i soveværelset og kaster mig på sengen, jeg krammer dynen hårdt og mærker tyngden, sove, bare sove det er der brug for.

Det er nat, her er natten stadig fuld af lyd og lys, men jeg ved det er nat. Jeg har pakket den hemmelige æske ud af rygsækken. Den står på spisebordet. Jeg vil ikke sige jeg har dårlig samvittighed, men som den står der og venter på at blive åbnet, mærker jeg et eller andet sted indeni en lille modstand. Med tanke på hvor lidt jeg egentlig har fået af far virker det fjollet, det er jo bare en æske.
   Jeg har en lille finersav. Jeg går ud i køkkenet og finder den i værktøjsskabet. Så saver jeg med seje bevægelser, til jeg har lavet et fint hul. Jeg stikker hånden ind og hiver en stak papir ud. En lille bunke fotos, en notesbog, en guldring, et gammelt lommeur, og et par manchetknapper.

Jeg løfter lommeuret, det er tungt i sølv med en lille kæde til. Jeg trækker det op. Det går med en rolig tikken, fars ur eller snarere farfars? Jeg griber ringen der står en dato, bryllupsdagen og mors navn. Jeg bider mig i læben, han har gemt ringen det kommer en lille smule bag på mig.

Jeg betragter de to stakke, så vælger jeg endelig stakken med fotos. Far som ung, far og mor i bryllupstøj. Flankeret at farmor og farfar.
   Mormor er der ikke. Hun blev vist uvenner med farfar. Da far og mor blev skilt begyndte vi at se mormor igen. Der er flere gamle billeder både af Louise og mig. Så skifter stakken pludselig karakter til nyere billeder.
   Som jeg langsomt vender det ene efter det andet, stiger kvalmen. Halv og helpornografiske billeder af børn i seksuelle situationer med mænd. Var far pædofil? Han har aldrig rørt mig? Men hvad med Louise? Hvorfor blev far og mor skilt? Det her er bestemt ikke noget jeg havde regnet med. Min første indskydelse er at brænde hele lortet.
   Jeg rejser mig og begynder at gå rundt i stuen i store cirkler, igen og igen ser jeg de obskøne billeder for mig. Jeg har altid tænkt at min far var ubehjælpsom i livet, at han drak for meget, at han måske endda slog mor, at det var derfor de bliv skilt.
   Men det her overgår alt.
   Jeg sætter mig ved siden af æsken og hamrer min hånd ned i den. Hvordan kunne han. Hvordan kan den slags foregå. Der er vist gode grunde til at jeg i mange år har lagt afstand til far. Hvad skal jeg gøre med det her. Fortælle det til Louise? Det tror jeg ikke, men jeg kan heller ikke bare brænde de her billeder. Jeg må på en eller anden måde få dem lagt tilbage. I skuffen i skrivebordet.
   Hvordan ved jeg ikke lige nu. Det betyder under alle omstændigheder at jeg bliver nødt til at tage tilbage til huset, overnatte, snakke noget mere med Louise. Ikke lige den plan jeg ellers har set for mig. Det passer mig dårligt. Kvalmen forfølger mig rundt i stuen. Jeg skulle for helvede ikke have taget den kasse med. Måske var det derfor far tog sit liv. Ikke på grund af druk, ikke på grund af gæld nej på grund af små piger???