Sternmesser var svedig, træt og nedslået, da han forlod operationsstuen og hans team af specialister kl. 4:00 om morgenen.
   Han havde ondt i nakke og ryg af at stå bøjet i næsten 6 timer. Han havde bogstavelig talt lappet Stefanus sammen efter det uhyggelige knivdrabsforsøg. Det var lykkedes dem at holde Stefanus i live ved hjælp af et stort antal blodtransfusioner som uselviske mennesker havde doneret.
   Hvad skulle det gøre godt for at komme stormende ind med sort bind om panden og myrde løs, fordi Banbull havde bandlyst Stefanus? Der var ikke megen kristendom i den handling, den var snarere et udtryk for Banbulls autokratiske og kyniske magtsyge. Man skulle ikke sætte spørgsmål ved Banbulls selvsuggeserede guddommelighed.
   Sternmesser måtte have luft. Han gik ud i den friske, kølige morgenluft. Det var stadigt mørkt. Han trak vejret dybt. Det var en lise med frisk luft i lungerne og ilt til hjernen.
   Hvad var det for en verden? Skulle Banbull hærge og sprænge folk i luften i guds navn? Hvor længe skulle det vare ved? Banbull havde åbenbart uanede ressourcer. Hvor lang tid ville der mon gå, inden han fik ram på Stefanus, den frie stemme? Han gøs...

Sternmesser gik ned ad vejen til klostret. Fiat'en, som terroristerne havde brugt, stod klemt op ad stengærdet. Den stank stadig af røg og sod.
   De to terrorister, der blev skudt dér af sikkerhedsvagten, var allerede kremeret. Det samme gjaldt ham, der dolkede Stefanus. Om en time kom der en vogn og hentede den udbrændte Fiat samt terroristernes aske. Det skulle alt sammen væk inden pressen og politiet, og ikke mindst Banbull, fik nys om, hvad der var sket.
   Det så ud til, at strømmen af gale drabsmænd, som Banbull havde ophidset, ikke ville aftage så længe Stefanus var bandlyst, og en stor dusør for hans død var udlovet.
   De måtte skyndsomt overflytte Stefanus til et nyt, hemmeligt sted, ellers kunne de risikere, at der dukkede flere hellige mænd op.
   AS var slet ikke forberedt på at komme under angreb.
   De måtte snarest ansætte flere bevæbnede døgnvagter og hundepatruljer. Det var sørgeligt, at det var kommet så vidt, men AS blev også nødt til at ansætte professionelle soldater med tunge våben og investere i avanceret overvågningsudstyr.
   Privathospitalet skulle være et sted, hvor alle kunne være i fred og sikkerhed. Det irriterede ham, at de ikke havde kunnet forhindre attentatet. Det måtte aldrig ske igen.
   Verden forandrede sig hurtigt.
   Siden Sternmesser-familien var flygtet ud af Nazi Tyskland i 1944 og havde etableret sig i Schweiz, var der sket meget. Hans far, Hermann, havde været medlem af nazipartiet. Det havde været en stor fejl. Han havde vægtet sin karriere som ambitiøs kirurg højst, så dengang måtte han nødvendigvis være medlem af partiet. Hermann deltog i Albert Speers videnskabsprogrammer i starten af krigen. Resten af krigen havde været et blodbad, og jobbet som kirurg havde slidt ham ned.
   Fagligt nød han imidlertid den største tillid. Og da de tyske videnskabsarkiver skulle gemmes væk i slutningen af krigen, var han kommet i spil af uransalige veje.
   Det var lykkedes dem at redde det meste af de lægevidenskabelige arkiver i Berlin ud af Tyskland og gemme dem i St. Lukas klostret i Lugano.
   Arkivet var krypteret og kunne kun åbnes med koden Enigma F. Koden skulle frigives politisk af familien Grau, som var i besiddelse af kodemaskinen i Danmark.
   Sternmesser havde kun én gang anmodet Grau om dekryptering. Det var i forbindelse med Donats nye hybride plastichjerne. Uden de mange fysiske data ville en operation af den type være umulig. Men Grau var blevet rasende, da han fandt ud af, at Donat efterfølgende skulle testes på Wall Street. Det var gået så vidt, at Heinz Grau havde forsøgt at dræbe Donat. AS vagtmanden, Teno, havde derfor måttet gribe ind og han havde dræbt Dr. Grau. Det var en rigtig møg sag. Midt i det hele var kodemaskinen Enigma F forsvundet.
   Sternmesser havde det svært med det gamle naziarkiv. Skulle man sænke al denne ondskab på havets bund? Eller skulle man bruge de data fremadrettet til menneskets bedste?
   Menneskenes opfindelser så ud til at være til mere skade end gavn. En dag vil vore egne opfindelser måske udslette os alle?
   Martyrens død gik ham på. Det var en smuk ung mand. De havde ikke haft noget valg, de havde været nødt til at skyde ham. Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvordan var han havnet i den situation? Hvem havde bildt ham ind, at han var guds skarpretter? Hvem havde manipuleret ham? Hvad var det for et miljø, der havde formet ham?
   Drabet var bestilt af Banbull og ikke af gud. Det var Sternmesser ikke i tvivl om.
   Han var aldrig kommet helt på plads i sine tanker om gud. For ham var gud noget helt andet end det præsterne i de mange religioner forkyndte og båndlagde deres undersåtter med.
   Sternmesser følte sig magtesløs. Hvad nyttede det at 'redde soldaterne' hvis syge hjerner alligevel sprang dem i luften?

Jens Østergård stirrede vredt på sin Zell automatpistol, han havde skudt martyren med ét enkelt skud. Han havde skudt et menneske. Han havde muligvis reddet Stefanus, men han havde det dårligt med at dræbe. Selv om han havde været kriminalbetjent i København i syv år, havde han ikke affyret et eneste dræbende skud. Nu havde han i sit nye job hos AS allerede et liv på samvittigheden. Han havde bestemt ikke lyst til at fortælle Solvej, hvad han havde gjort. Han følte sig ensom og deprimeret.
   Han havde forelsket sig hovedkulds i Elle, og det var irrationelt. Han havde bogstaveligt talt banket på klostrets port en mørk nat og bedt om at tale med Elle. Novicerne var komme ud og havde lyst ham i hovedet med en lommelygte og havde grinet af ham. Endelig var Elle kommet ud. Hun havde set meget bekymret ud. De havde aftalt at mødes i parken næste dag.
   Dagen efter havde de mødtes og sat sig på en bænk. Novicerne var heldigvis ude af syne.
   Han elskede synet af hende, hjertet hoppede af glæde. Elle så ham i øjnene med de skønne øjne han ønskede at se ind i for evigt. Han fortalte, at han altid blev glad, når han så hende. Han tænkte på, om de sammen skulle ro ud på søen og komme lidt væk? Sammen kunne de se det smukke landskab fra en ny vinkel. Søndag eftermiddag kunne være et godt tidspunkt... Elle smilede og forklarede, at hun havde lovet novicerne en tur til 'Edelweiss' på søndag. Han var derefter bragt lidt ud af fatning, da han ikke rigtigt kunne læse Elles signaler. Smilet var lidt stift, da han forlod hende.
   Nu lå han på sofaen og kiggede op i loftet og var deprimeret: Hanrej, vraget, smidt ud af villaen, skilt, fyret af politichefen, udenlandsdansker, enlig far, forfejlet sikkerhedschef, drabsmand, lortejob, forsmået elsker, gammel latterlig idiot, en dårlig far, en mand uden fremtid.
   Han måtte være faldet i søvn, drømte at vorherre tog hans hånd og trak ham op af graven. Men det var Solvej der tog hans hånd og sendte ham et stort og sigende smil. "Far! Elle står derude, hun vil gerne tale med dig..."

Lene Lindstok lod ikke til at bekymre sig om lig i lasten, hun bekymrede sig mere om de livsfarlige hårnålesving i de schweiziske alper. Derfor havde hun fået overtalt Elle til at køre Jens Østergårds Audi til Chur med Stefanus og hende på bagsædet.
   Hun havde fået udleveret en 9 mm Zell pistol af Jens. "Pas godt på Elle!" havde han sagt. Meget mystisk, det var jo Stefanus, de skulle passe på.
   Elle så rigtig smart ud. Hun havde smidt kjolen og var iklædt en dragt, som mindede om en stewardesse uniform. Hun var flot, og det var helt underligt at se hende i "almindeligt tøj".
   Som sædvanlig kørte Elle som død og kridte. Der var kun et par timer til Chur med den hastighed. De havde aftalt udlevering til politiet. Lene var forberedt på, at det muligvis ikke var politiet, der stod der. Men de satsede på, at de havde fået de rigtige kontakter.

Stefanus lignede en stor hvid kokon viklet ind i hvide forbindinger, et stykke installationskunst. Det kunne være et af hans egne provokerende værker, der passende kunne hedde 'ytringsfrihed' for kun munden var synlig i den hvide kokon.
   Elle tog nedstigningen til Chur som en ren djævel, hvis man kunne sige sådan om en forklædt nonne.
   Stefanus og Lene blev kastet snart til højre og snart til venstre, når Elle drev bilen ind i hårnålesvingene med hvinende dæk. Eventuelle forfølgere ville få en umulig opgave.

Stefanus gav sig i smerte, men tale det kunne og ville han så længe han var i live:
   "Lene, tak til dig og Sternmesser for det, I har gjort" sagde munden i kokonen.
   "Det skal du ikke takke for, det er i vores egen interesse. Du er demokratiets yderste frontlinje, og som sådan det første angrebspunkt. Det er os der skal takke dig."
   "Tak Lene, det rører mig, for det er mit sande motiv ..."
   "Tror du din stemme kan høres fremover med dig i statens varetægt? "
   "Nej, de lægger låg på. De er bange for Banbull."
   "Vi er meget bekymrede for dig Stefanus. Vi skal tro på at staten kan beskytte dig og ytringsfriheden."
   Svaret kom prompte.
   "Det evner de desværre ikke... Jeg bliver sandsynligvis ytringsfrihedens glemte martyr."