For en del år siden var jeg til et arrangement i det lokale kulturcenter i en mindre by i Vestjylland. Tilfældige anonyme mennesker fortalte deres livshistorier i stort og småt, og det var jo ganske underholdende lokalhistorie fra " Egnen". En tidligere skolelærer fortalte hvordan han, forklædt som kvinde, var mødt op i en speciel forening kun for kvinder, og hvor han i øvrigt ikke blev afsløret selv om han faktisk blandede sig i debatten. En tidligere fisker fra Hvide Sande fortalte hvordan de, ombord på kutteren, havde fået en tung genstand i garnet. Da historien udspillede sig midt i tresserne kunne den tunge genstand jo så udmærket være en sprængklar mine fra krigens tid. Men de gæve kutterfiskere gik ikke i panik. De gav garnet fuld trosse agterud, og sejlede så uhyre langsomt og forsigtigt mod Hvide Sande Havn. En dykker blev sendt ned for at se på sagerne, og han kunne omgående afblæse al alarm. Der var ikke tale om en mine, men derimod om en havskildpadde på i omegnen af de hundrede kilo. Den usædvanlige fangst blev transformeret om til en udmærket skildpaddesuppe. For første og eneste gang i mandens lange liv som fisker var der skildpaddesuppe til alle mand.
Så dukkede der op på scenen, nok lidt uden for nummer, en velklædt kultiveret udseende , midaldrende mand, der tydeligt nok ikke var fra egnen, men hvis livshistorie udspillede sig i den stik modsatte ende af landet ,både fysisk og psykisk. Nemlig i en boligforening på ydre Nørrebro i København. I den andelsboligforening han beboede huserede en pyroman der aldrig blev afsløret. Han nåede at påsætte i omegnen af fjorten brande indenfor en periode på et par år. I den gamle brandfarlige ejendom på Rørsangervej kunne sådanne tendenser havde udviklet sig til en mordbrand af dimensioner. Kun fordi Bellahøj Brandstation lå som næst-nærmeste nabo undgik man en katastrofe.
Spekulationerne om pyromanens identitet og motiver var så talrige som nattens stjerner. Adskillige mente at have observeret en stor tykmavet knokkel af en mand: Udstyret med store ubarberede kæbepartier og små onde tætsiddende øjne. Flere gange set luske rundt ved nattetide i betænkelig nærhed af ejendommen. Andre havde observeret en høj tynd halvskaldet fyr, med øjne der sad påfaldende langt fra hverandre; og hvilke øjne nærmest var selvlysende af vanvid og ondskab. Atter andre mente at have spottet en mørkhåret langskægget type, hyllet i flagrende gevandter, og som udviste en påfaldende interesse for kælderdørene. Fælles for alle disse iagttagelser var at de mundede ud i en fælles overbevisning. Hvis pyromanen blev grebet på fersk gerning var det bare den lige vej op at dingle i nærmeste lysmast. Og med et stort bål underneden som supplement! Så kunne han lære det , kunne han. Så kunne han lære at dø som han havde levet! Politiet var naturligvis sat på sagen, men der er jo ikke mange bevismaterialer der tåler ottehundrede graders varme.
Pyromanen blev som sagt aldrig afsløret. Viceværten for ejendommen blev sigtet i sagen og sad arresteret i en måned. Men blev frikendt ved byretten året efter på grund af bevisets stilling. Som fortælleren udlagde teksten: Det var hans livs private kriminalgåde han her lagde frem i fuld offentlighed. Han var for længst flyttet fra Nørrebro og boede nu i det knap så brandfarlige Nordsjælland. Næsten tyve år var fordampet. Pyromanen havde formodentlig taget hemmeligheden med sig i graven. Men skulle nogen af de tilstedeværende, i en mørk kælder eller på et skummelt loftsrum, komme over en samling gulnede skrivehæfter, ført af en pyroman fra Ydre Nørrebro. Og hvori han med formfuldendt håndskrift gør rede for sine onde gerninger og sine mulige idealistiske motiver; så ville han meget gerne høre nærmere. Han kunne kontaktes på mobil 45271269, subsidiært på mail: Funk.@pyromani.dk .
Der var stående ovationer og befriende latter hen over kaffe og kage og rødvinsglas. Vi havde ganske afgjort fået serveret en god historie fra det virkelige liv. Jeg fik aldrig fat i mandens navn. Jeg har aldrig siden truffet ham: Næsten 15 år er forløbet; jeg havde mere eller mindre glemt historien, da jeg her forleden faldt over en artikel i Berlingeren ,Søndag : Afdød pyroman stiger op fra graven! Omhyggeligt førte, let læselige, gulnede dagbogssider kaster nyt lys over en for længst henlagt brandsag fra Ydre Nørrebro. En tidligere violinist i Radiosymfoniorkestret spillede i mere end en forstand allegro con furioso: i oversættelse fra italiensk betyder denne nodebetegnelse hurtigt og med ildhu.
Magnus Jørgensen blev født ind i den ulykkelige omstændighed , at have musikalske evner i et umusikalsk hjem. Fatter var ingeniør hos BW og lige så stålhård en herre som det stål han kommanderede andre til at bearbejde.
14/9 1997. Frederiksberg Alle 24.
Min kære Fader var et sandt uhyre! Ved en lejlighed knuste han min kære violin mod gulvbrædderne i stuen. Alt medens han lo højt og råbte at det der feleri lød dog værre end en hel Torsdagskoncert. Bestil dog noget fornuftigt knægt! Se dog for Fanden at finde dig en rimelig levevej. Jeg bliver skingrende vanvittig af alt det skrigeri. Rene havkattens sang til Månen. Hvad er det dog for et misfoster jeg har givet anledning til? Hvad har jeg dog gjort at jeg skal straffes på den måde? Så lo han igen, alt medens han hævede sin knyttede næve mod loftet og forbandede sin Gud i høje toner.
Åh! Herre min skaber! Var du min søn dog forblevet en plet på lagenet. Min kære Mor var en lille forsagt kone fra Sønderjylland, og sagde aldrig sin kære mand imod. Hun udstødte bare et dybt suk og fældede en tåre: Nemlig når jeg modtog mine velfortjente syngende lussinger for de musikalske unoder jeg havde givet anledning til. Lad sige at jeg havde to brødre og en søster, der alle døde før tiden. At min musiklærer på skolen roste mig i høje toner gjorde ikke katastrofen lettere at udholde for Far. Da jeg blev optaget på Musikkonservatoriet flyttede jeg hjemmefra i en sådan hast ,at jeg rent glemte at sige farvel til de gamle, og jeg så dem aldrig siden.
22/ 1 1998. Victoriagade 28 København.
Mit livs ulykke. Min egen tilbedelse af ilddyrkernes dans hjalp ikke! Jeg sad i andenviolingruppen i Radiosymfoniorkestret og der blev jeg siddende. Mit violinspil fejlede ikke noget. Dirigentens skarpe fordømmende blik faldt sjældent på mig. Koncertmesteren var stor og tyk og rimeligt forstående, og en smule fraværende, men vi talte godt sammen. Flere af mine kollegaer rykkede op i første parket. En og anden blev koncertmester og solist. Jeg felede det bedste jeg formåede og blev siddende hvor jeg sad. Til sidst tabte jeg tålmodigheden og udbad mig en forklaring fra chefdirigenten. Han var forstående. Mit violinspil fejlede for så vidt ikke noget. Han havde ikke noget egentlig at udsætte. Jeg var en habil violinist og en god kollega. Men sjælen Jørgensen! Sjælen! Fingrene gør det jo ikke alene! Man skal have sjælen med! Den har de naturligvis også med i gave Jørgensen, men det ville jo ikke gøre noget hvis de havde lidt mere sjæl---
Dagen var uden sted og dato.
Jeg tror den manglende opmærksomhed fra min omverden var den egentlige årsag. Denne ensomhed! Dette store tomme rum fyldt med de smukkeste toner der kan opdrives. Denne mærkelige glasrude der sænkede sig ned mellem mig og min omverden. Denne fornemmelse at være eneste beboer på en anden klode! Jeg kunne stå der ved nattetide og glo op på Månen, og føle jeg betragtede min egen eksistens deroppe. Alt medens mit jordiske liv kun var et svagt genskin. Noget måtte gøres hvis jeg skulle gøre mig håb om at vende hjem igen. Jeg måtte have opmærksomhed, om jeg skulle overleve. Koste hvad koste ville.
31/12 1999. Jensens Pensionat. Fyrstuevej 14. Skagen.
Ak dette ubehag der omgiver mig hvor jeg end kommer frem! Jeg fanger ubehag overalt. Selv legende børn i klitterne forekommer mig meningsløse. Andre menneskers selskab keder mig til vanvid. Selv smukke kvinder er jeg begyndt at foragte, og dybere kan man vel ikke synke. Hvordan i alverden jeg kom svimlende i kanen med den smukkeste af alle, her i går aftes, står for mig som et verdenshistorisk paradoks. Luften var så fortættet af blomsterduft som i en seng i Maj. Fjedrene i madrassen sang elskovssange af Ovid. Hendes fuldendte krop forekom mig nærmest selvlysende. Hun ymtede bagefter at jeg havde været hende en fin kavaler og en formidabel elsker, men at hun samtidig anså mig for at være temmelig upålidelig. Så stak jeg hende årets mest syngende lussing og bad hende skrubbe ad Helvede til.
24/6 2000. Humbles Alle 34, 2 th, Frederiksberg.
Ilden har altid fortryllet mig! Dette mærkelige naturfænomen, der jo er selve grundlaget for det menneskelige liv. Den helt afgørende begivenhed i verdenshistorien var jo da urmennesket tog ilden i sin tjeneste. Vi har alle et bål under os. Prometheus overrakte mennesket ilden, og med den advarsel at han skulle passe godt på denne farlige gave. Hvad har jeg ikke spillet af musik der havde ild som tema! " Kulsviernes Vals ved Nat", af Friede. Forspillet til " Det Brændende Kartago", af Marsala. Fyrværkerikantaten til " Danserindernes Udsvævelser i Sommernatten", af Huralit.
Nu beder jeg igen om ilddyrkernes dans. Nogle vilde slår på trommer ved nattetid, omkring et bål ude i regnen. Og så begynder pludselig en firetonet melodi at gennemtrænge mig. Paganinis Violinkoncert. En violinstreng springer i morgengryet, men jeg fortsætter ufortrødent på bare tre strenge. Som det hændte for Fritz Kreisler midt i selvsamme violinkoncert. Også han spillede videre som intet var hændt. Og hævede bagefter, under stormende jubel, den trestrengede violin i vejret.
24/11 2000. Rørsangervej 84 . Nørrebro Nordvest.
I nat har jeg påsat min sidste brand. De usle, umusikalske umennesker i ejendommen har for sidste gang hørt ildfuglen og den røde hane synge duet.
Ingen smerter er at føle! Jeg føler mig ikke syg på nogen måde! Jeg orker bare mindre og mindre for hver dag . Som om livet drypvis forlader mig gennem en utæt rørføring. I perioder er jeg frygteligt svimmel og må sætte mig ned i flere minutter, før jeg kan køre videre. Overlægen ser mere og mere bekymret ud for hver gang vi mødes. Men her mandag havde jeg mig en virkelig god snak med Herluf, der jo skaffede mig hovednøglerne til kælderrummene. Jeg optrådt med violinen på " Det Gyldne Krus" på Nørrebrogade, og samtlige de gamle sutter var ved at falde ned fra barstolene af grin. Ham Mozart måtte jeg sgu længere ud på landet med. Der skulle sgu mere strøm på ham! Og mere tøndebask! Giv den gas Tumbeldon! Vi kan knap høre dig for bare flaskeklirren. Men rent bortset fra det, så spiller du faneme skidegodt. For ikke ligefrem at sige fantastisk.
Jo! Synet var fantastisk! Det var klimaks! Mit livs gerning! Selveste skærsilden. Den ultimative opmærksomhed. Flammerne slog op fra tagen i den mørke og tågede nat. Et hedt åndepust var tæt på at vælte mig over ende på fortovet. I tågerne hævede sig en lysbue som fra en solopgang, og som efter signede kunne ses helt til Sverige.
Et skrig hævede sig som fra tusind trompeter! Unge damer kom styrtende ud fra opgangsdørene iført det bare ingenting. Flammerne gav genskin i deres selvlysende nøgne legemer, som under en voodooseance i junglen. Levende fakler for rundt, håret i flammer, indtil de skrigende faldt om. Brølende mænd for hid og did som sanseløse gorillaer uden mål og mening. Fra et vindue på en trediesal foretog en skægget tågeskikkelse, iført flagrende gevandter, et hovedspring og tog fliserne med et fladt smæld. Retfærdigheden var sket fyldest! Magterne havde ytret sig! Musikken til Wagners " Ragnarok" var allesteds nærværende, og jeg følte mig som verdens største dirigent. Sådan måtte det være gået for sig da Prometheus i sin tid gav urmennesket den gave det ikke kunne håndtere. End ikke brandbilernes blå blink over Bellahøj kunne ændre noget ved den kendsgerning.