Vingerne fik jeg for fem og tyve år siden, og jeg er stadig glad for dem, selvom jeg ikke bruger dem så meget som før i tiden.
   De er ret store. Fra vingespids til vingespids måler de, når de er udbredt, ca. syv meter. Alligevel fylder de ikke noget særligt når de er sammenfoldede. Så ligger de fladt ind til kroppen og når jeg så har en kappe over skuldrene ses de slet ikke. Denne kappe er nærmest en gammeldags slængkappe og er et noget usædvanligt klædningsstykke her i bygden. Men i Seljord er folk vant til at se mig med den, og de accepterer mig som lidt af en original. Sikkert som mere original end jeg virkelig er.
   Vingerne bliver drevet af en lille elektromotor som er helt lydløs. Der er to genopladelige batterier. Det hele er faktisk ikke særlig tungt, stativet hvormed de er fastgjort til kroppen er smidigt og bøjeligt og følger ganske kroppens bevægelser. Selve de hvide vinger er lavet af et fint kunststof og ser ud som svanevinger eller som på engle på glansbilleder og gamle malerier.
   Knutzon som lavede dem var selv tilfreds. Han har aldrig lavet mere end det ene par. Mærkeligt nok, men han har haft andre interesser. Måske kunne han slet ikke gøre det igen. Hvad ved jeg? Man kunne aldrig vide hvad der var spøg og hvad der var alvor hos ham.
   De er blevet studeret af eksperter og teknikere og kopieret ned til mindste detalje. Men kopierne har alle haft det til fælles at de ikke virkede. Man kunne ikke flyve med dem. Nogen forklaring kan jeg ikke give, og jeg har såmænd heller aldrig grublet noget særligt over det.
   Knutzon var som en rar onkel for mig. Jeg tænker med glæde på den tid da han lavede vingerne. Jeg måtte være til stede det meste af tiden, fordi de så nøje skulle tilpasses min krop. Det foregik i hans store hus i Åsheimgrend. Det ligger der stadig, selvom han ikke bor der mere. Det lå skjult bag træerne, men der var frit udsyn over bygden og op mod Skorvefjeld. Nu er skoven groet til omkring det, men der tilbragte jeg næsten al min fritid et helt år igennem. Alt skulle foregå i dybeste hemmelighed. Intet måtte slippe ud før han var sikker på at vingerne blev som de skulle være.
   Han var som en far for mig. Han havde sat sig i hovedet at jeg skulle have dem, og jeg måtte love aldrig at skille mig af med dem, sælge dem eller bare låne dem ud til andre. Det løfte har jeg holdt og det har jeg tænkt mig at blive ved med. - Bortset fra det var jeg fri og kunne gøre med dem som jeg ville.
   Da de var færdige øvede vi en tid længere oppe i dalen. Altid i det tidligste morgengry, hvor der var mindst fare for at nogen skulle opdage noget. - Da de så fungerede og jeg beherskede dem trak Knutzon sig tilbage og overlod til mig at eksperimentere videre.
   Så stod jeg en tidlig morgen på toppen af Bringsås med udsigt over bygden og Seljordsvandet, fjeldene til alle sider. Vingerne bredte sig ud, mine fødder slap klippen og lydløst gled jeg ud i den klare, kølige luft. Jeg kredsede over bygden, ud over vandet, ind over skoven og tilbage til klippen. Jeg var lykkelig.
   Fra åsen kunne jeg se huset hvor min veninde Martha boede. Jeg satte af igen. Alt var stille, der var kun vingernes sagte susen. Jeg dykkede jeg ned over bygden og fløj ganske lavt. Der var få mennesker ude, men de så ikke op, så ingen fik øje på mig. Så fløj jeg ned mod Marthas hus. Hun var vist det menneske som jeg den gang var nærmest knyttet til, men på grund af arbejdet med vingerne havde jeg ikke set hende meget i det sidste.
   Nu fløj jeg lavt forbi huset, således at jeg kunne se lige ind i hendes soveværelse.
   Vinduet stod åbent. Hun lå i sengen og var vågen, og jeg så lige ind i hendes åbne øjne. Hun reagerede slet ikke. Hun har vel ikke troet sine egne øjne.
   Så fløj jeg igen forbi vinduet og lo lidt for mig selv.
   Hun sad nu op i sengen. Hun stirrede på mig med opspærrede øjne. Så åbnedes hendes mund på vid gab og hun begyndte at skrige. Hun skreg og skreg. Jeg har aldrig før eller siden hørt noget menneske skrige sådan. Jeg blev så bange at jeg nær var faldet ned. Mit hjerte dunkede oppe i halsen og temmelig usikkert flaksede jeg tilbage til åsen.
   Hun har aldrig tilgivet mig. - Eller måske har hun, men alt ændrede sig. Det sker at vi ses, det kan slet ikke undgås her i bygden, men venskabet er væk. Jeg indbilder mig sommetider at det stadig findes et eller andet sted, men at vi ikke er i stand til at finde det. Der er som en glasvæg imellem os.
   Nu kom nyheden om mine vinger altså ud, og den vakte opsigt. Den bredte sig ikke bare her på stedet, men ud over verden og jeg fik de utroligste tilbud. Jeg kunne vist have været millionær i dag, hvis jeg havde modtaget nogen af dem. Men jeg hører til her, jeg ville ikke rejse ud. Jeg har mit gode arbejde som lærer her på skolen, så jeg blev her. Jeg har foretaget nogle få rejser, fløjet ned over Europa og vakt opsigt over alt, men det blev jeg snart træt af.
   Mange har misundt mig vingerne. Sådan er menneskene nu engang. En gruppe forældre prøvede at få mig afsat som lærer, inspireret af en kollega som også havde været ven med Knutzon. Det lykkedes ikke. - En gang var jeg også nær blevet skudt ned. En person med gevær har stået skjult i skoven. Jeg blev ikke selv truffet, men den ene vinge blev lidt skadet. Dog ikke mere end at jeg kom sikkert ned og jeg selv kunne reparere den. - Hvem skytten var kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg har da gjort mig mine tanker.
   Jeg kan i øvrigt nævne at den pågældende kollega senere selv blev fyret af årsager vi ikke taler højt om.
   Ellers har folk her vænnet sig til min flyvning. Når jeg svæver ind over bygden kan jeg se at de ser op mod mig, måske ler de lidt, måske ryster de på hovedet. Men jeg er en af deres egne. - Jeg elsker at flyve højt til vejrs, hvor jeg kan overskue hele bygden fra Bjørge under Lifjeld, over Vallaråen, husklyngerne langs vejen ind mod centrum, de efterhånden mange butikker - bygden er vokset meget de senere år - sletterne op mod dyrskuepladsen, de spredte gårde og huse op mod Nordbygden og Brunkebjerg. Alle de mange nye bebyggelser i lierne over skolen, hotellet og butikscentret og den nye vej langs vandet. Bygden vokser og forandrer sig og er alligevel stadig den samme, fordi fjeldene omkring altid er de samme. Der er Bringsås midt i bygden hvorfra jeg fløj første gang og som jeg stadig ofte bruger som udgangspunkt. Jeg tager afstikkere indover skoven og ind over alle sidedalene og ofte ind over vidderne på Skorvefjeld. Det er alt sammen mit.
   Jeg har vænnet mig til vingerne og sørger for at holde dem i stand. Naturligvis er det dejligt at have vinger, men ikke så fantastisk som mange tror. Det er som så meget andet, efter en tid tager man det for givet. Andre har noget andet. - Det er da vidunderligt at kunne svinge sig op i den blå luft, og at kunne tilbagelægge lange strækninger frit og uhindret, lettere og hurtigere end andre. Mistede jeg vingerne ville jeg nok komme til at føle et dybt savn, men så måtte jeg indstille mig på det. - Jeg elsker mine vinger, men den kærlighed har sin pris. Jeg savner Martha og mit venskab med hende.
   Når jeg ser hvad andre mennesker har og hvad de kan, forekommer det mig at være ganske uvæsentligt at have vinger.
   At kunne flyve sådan frit med vinger er menneskets evige drøm. Men vore drømme går aldrig i opfyldelse, selv ikke når de faktisk gør det. Så er de blevet til noget andet.