Stormen hamrede løs på havens træer og buske. Grene og halve buske var allerede trængt op i krogen mellem garagen og plankeværket. Og snart ville træernes stammer blive strakt til jorden og ligger der som døde kæmper. Huset holdt endnu og ville sikkert overleve stormen, som det havde gjort så mange gange før.
Martin sad ved panoramavinduet i stuen, spiste chips og drak et glas vin. Som han sad der i den solide men elegante Børge Mogensen lænestol, med sin muskuløse krop, et bredt og maskulint ansigt med stærke blå øjne, lignede han en mand i fuld kontrol. En mand som kunne bestride jobbet som investeringsrådgiver i banken, hvor han havde arbejdet de sidste 10 år. Han var 30 og karrieren kørte på skinner. Men han tænkte ikke på obligationer og aktier og valuta. Haven var hans fokus. De små spots på det solide plankeværk oplyste haven klart, så han kunne følge naturens vildskab. Stormen gjorde haven til kampplads for naturkræfter og den lille hyggelige have. Martin var ikke bange. Han havde siddet her før, i den samme stol, og ligefrem nydt når haven forvandlede sig til utæmmet natur. Det var en gyser som på samme tid fik ham til at mærke små pirrende kuldegys og en følelse af taknemmelighed over at kunne opleve dramaet på SIKKER afstand. Somme tider havde han snakket med vennerne, Lise og Thomas, om det smukke i at se naturen folde sig ud i sin fulde længde. De havde så smilet og sagt at det da kunne være interessant at se når elementerne rasede. Men at det ligefrem kunne være smukt, det forstod de ikke. Martin var så blevet forlegen og følt sig sær. Men det varede kun kort tid, Han ville altså have lov til at føle sig levende når en storm rasede omkring hans hus. Uvejret gav tankerne nyt liv. Forskellige billeder dukkede op. En klar septemberdag nede ved floden, hvor han fiskede og fik en stor laks på krogen. Eller når han fræsede på mountainbiken i skoven. Pressede cyklen, kroppen og koncentrationen til det optimale, og bagefter fandt en lysning i skoven, hvor han sprang af cyklen for at smide sig på ryggen. Mærke sin gennemtæskede krop, som gradvis gled over i en skøn hvile. Bagefter en sandwich og en stærk øl. Sådan havde det osse været en efterårsdag, da en ung kvinde kom trækkende med en punkteret mountainbike. Martin tilbød at lappe den. Pigen blev glad og gav Martin en krammer. De havde snakket længe. Hun hed Josefine. Martin havde set på hende i smug. Et ovalt ansigt, grønne øjne, en mund med fyldige læber. Langt lyst og krøllet hår. Og en flot og stærk krop. Et rigtig godt hug, havde Martin vurderet. Før Josefine sprang på cyklen, nåede de at give hinanden mobilnummer og mailadresse.
Martin ringede først. De mødtes på en cafè'. Kemien passede. Blev venner og begyndte at komme sammen. Det varede i næsten et år. En vidunderlig tid med ture i biografen, middage, rejser og sex. Ingen af dem forventede at det skulle vare ved. De ville bare have det dejligt så længe som muligt. Da det var forbi savnede Martin hende, både psykisk og fysisk, men han bevægede sig aldrig ind i en depression, eller sådan noget. Han ville være fri, ligesom Josefine sikkert osse ville, fortsætte ind i livet. Gribe alle mulighederne, realisere dem. Og tiden var til det. Coronaen var borte, eller i hvert fald halvvejs i kisten.
Martin fortsatte ud i friheden. Knoklede med mountainbiken, drev den og sig selv til det yderste i skovens kuperede terræn. Glad og drivende af sved cyklede han hjem, stod længe under bruseren. Glædede sig til at ligge i sofaen, drikke nogle dåseøl - og være super tilfreds med sig selv. Samme aften gik han tit i byen med nogle venner. De startede gerne på en cafè'og var så resten af natten på byens hotteste natklub. Her fik Martin næsten altid fat i en eller anden pige. De tog hjem til ham. Forinden sagde Martin farvel til vennerne med et triumferende blik. Det blev et fast mønster når han var i byen, alene eller sammen med andre.
Det var dengang. Nu sad han ved panoramavinduet og kunne se at stormen havde lagt sig. Stilhed udenfor og i huset. Martins glæde, eller mani, var forsvundet. Eftertænksomhed fyldte hans hoved og gled umærkeligt over i en slags tomhed.
Lyset fra haven nåede hans øjne som et skær. Det blev mere og mere svagt. Mørket lukkede sig om
Martin. Han så Josefines øjne for sig, da de havde været sammen for sidste gang. NU HUSKEDE HAN DET. Et strejf af angst i hendes øjne før hun smilede mat og gav ham en slap krammer til afsked.
Stormen omkring huset var helt borte. Istedet var den trængt ind i Martins sind. Han kunne ikke få Josefine ud af sine tanker. Angsten i hendes øjne, hvor kort den end viste sig, satte sig tungt i hans bevidsthed. Billedet blev hele tiden mere klart og udviklede sig til at stå knivskarpt.
Næste dag og resten af ugen prøvede Martin at fortrænge billedet af Josefine, men uden held. Han arbejdede sent i banken, drak mere end han plejede. Løb lange ture med heavy metal i hovedtelefonerne, men den aggressive musik med dunkende bas kunne ikke få ham væk fra tankerne om Josefine. Netflix gloede han bare på som om det var en eller anden åndsvag reklame.
Så skete det. Efter en rædselsfuld weekend ringede han til banken og meldte sig syg. Han var mest i sengen, dryssede rundt i huset og blev mere og mere sløv. Han mistede tidsfornemmelsen. Efter en søvnløs nat, hvor regnen havde trommet mod ruden, satte han sig op i sengen. Tvang sig selv til at gå ud i køkkenet. Han lavede kaffe. Nu ville han tænke, tænke, tænke. Tankerne endte hver gang hos Josefine. Han MÅTTE se hende. Boede hun i lejligheden endnu? Måske var hun flyttet. Var hun i det hele taget i live? For første gang i sit liv følte Martin SKYLD, overfor Josefine. Var han bare skredet fra hende uden at tænke på hendes følelser? Han så hendes øjne for sig igen, et såret angstfuldt blik.
Martin tog belutningen. Gik hurtigt i bad, barberede sig og kom i tøjet. Ringede til banken og meldte sig rask. Ville komme på onsdag. Bestilte en taxa. Da han stod foran hendes dør svigtede modet ham et øjeblik. Han kunne gå igen, nej, han ville ikke være en lort.
Da Martin havde trykket på klokken 3 gange blev døren forsigtigt åbnet. Han så Josefine trætte og blege ansigt. Hun gav ham et næsten usynligt smil. Så lukkede hun Martin ind