Det var en af de dage, da Vorherre fik lyst til at gå sig en tur på jorden. Sct. Peter var meget imod det. Du ved, at det ikke altid er gået lige godt," sagde han. - "Kære Peter," svarede Herren, "jeg ved, at du mener det godt, og jeg sætter også meget pris på dit selskab. Men husk på, at var jeg ikke steget ned på jorden dengang, hvor det endte så uheldigt, så havde vi ikke lært hinanden at kende. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget."
   De kom nu en aften til en lille by, og tog ind på en kro, og efter at de havde været der nogle dage, kom det ud hvem de virkelig var, og byens folk begyndte at komme til kroen med gaver. Peter forsøgte at hindre det, men Herren sagde: "Lad dem bare, de gaver de kommer med vil de selv have størst gavn i den sidste ende. En skrædder kom med en smuk kjortel til dem hver, bageren med nybagt brød, tæppehandleren med et kunstfærdigt tæppe, vinhandleren med sin kosteligste vin, og så videre.
   Imellem dem kom også en fattig kvinde, hun var hverken ung eller smuk, men man kunne godt se, at hun engang havde været det.
   "Kære Herre," sagde hun, "jeg ved nok, at jeg ikke kan tjene dig på den måde, som jeg ellers er meget dygtig til, men vil du give mig lov til at danse for jer?"
   Peter ville fjerne hende, og andre mænd nærmede sig, for at kaste hende ud. Men Herren standsede dem. "Jeg vil se hende danse," sagde han.
   Der blev ryddet en plads til hende, og en fløjtespiller kom frem. Hun begyndte at dreje sig med klodsede, stive skridt, nogen køn dans var det ikke. Men det var en dans fra hendes ungdom, og langsomt fandt hende fødder ind i de gamle trin, og hendes hænder og arme huskede af sig selv de gamle bevægelser, og snart kunne alle se, at hun havde været en stor danserinde. Hun hvirvlede hurtigere og hurtigere og dansen blev stadig vildere. Men med et stod hun stille, mens fløjten stadig spillede vildere. Nu bevægede hende krop sig i blide, bølgende bevægelser, og hænder var som to fugle der kredsede om hende. Pludselig tabte hun et af sine kulørte slør. Og mens hendes krop bevægede sig ganske fint som om den skælvede, og hun igen drejede sig ganske langsomt, løsnede det ene slør efter det andet sig og faldt af, til hun stod foran dem i al sin benede og tørre nøgenhed, og alligevel var hun smuk, og mange havde tårer i øjnene, også Herren.
   Så var det som om hun pludselig kom til sig selv og blev klar over hvor hun var og hun sank rødmende og skælvende sammen for Herrens fødder. Han tog hende blidt i armen og rejste hende op, velsignede hende og sagde: "Din gave er den smukkeste vi har fået i dag". Kvinden snuppede sit tøj, der lå spredt om hende, og straks efter var hun forsvundet i mængden.
   Da Herren og Sct. Peter var blevet alene, spurgte Sct. Peter, hvad Herren mente om dette.
   Herren svarede: "Hun gav os sit næstbedste som alle de andre. Men vi skal vist være glade for, at hun ikke gav os sit bedste, som hun talte om til at begynde med, så havde vi vist ikke kunnet nøjes med at udgyde tårer, og jeg ved ikke hvad der så var sket med os."