Kære Allan

Siden du er rejst er der sket en hel del. Jeg er temmelig forvirret. Anne er ind imellem meget vred på mig. Hun er ellers et tålmodigt menneske, hvilket hun jo også må være, siden hun har holdt ud så længe med en "desorientalsk" person som mig.
   Jeg har fået en ny ven der hedder Jakob. Vi mødtes i en af de mange foreninger jeg er medlem af. Da jeg traf ham var han korthåret og glatbarberet. Jeg syntes at han havde sådan et nøgent ansigt. Og så sagde han mærkelige men skarpe og reelle ting som fascinerede mig. Nu er han blevet langhåret og langskægget, han er holdt op med at blive klippet og barberet. Det er nogen principper, jeg forstår dem ikke rigtigt. Det krøllede hår og skæg står i et brus om hovedet på ham.
   Han er på min egen alder - midt i fyrrerne. Anne kan ikke fordrage ham. Han er også alt det jeg ikke er, eller rettere sagt alt det hun har forsøgt at pille ud af mig gennem årene. Kort sagt: han er en fantast. - Det er Anne i hvert fald ikke, men på den anden side: hvor var jeg i dag uden hende. Uden hendes sunde fornuft havde forretningen i hvert fald ikke gået så godt som den gør.
   Han bor ovre i en af de gamle villaer ved Søerne. Der er en stor tilgroet have til, en ren jungle; det er ikke til at begribe at den ligger et kvarters gang fra Rådhuspladsen. Han synes ikke at have noget arbejde, og jeg ved ikke hvad han lever af. Anne siger, at det ved hun godt.
   Han har i hvert fald en del teknisk uddannelse, og hans tegninger hænger over hele huset. Der er både tekniske tegninger og en del rent kunstneriske.
   Men nu skal jeg komme til sagen. Den ene stue er helliget et bestemt projekt. På væggene hang der tæt med tegninger, og på skrive- og tegneborde lå der stabler af papirer. Han lod mig gå rundt og kigge, mens han lavede te på en ovn hvor han fyrer med sammenrullede aviser. - Jeg for stod selvfølgelig ikke meget af det.
   "Hvad tror du det er?" spurgte han mens han skænkede teen.
   Jeg havde ingen anelse.
   "Det er en tidsmaskine," sagde han.
   "Nå," sagde jeg. Noget mere intelligent kunne jeg ikke finde på.
   "Kom skal du se," sagde han og viste mig hen til en lille dør med et lille vindue i. Den åbnede han, og indenfor var der et lillebitte rum med et sæde og et spejl foran. Det lignede nærmest en af de der automater hvor man fotograferer sig selv.
   "Det er maskinen," sagde han.
   Jeg gloede vist lidt dumt. Så åbnede han ind til maskineriet. For mig så det ud som dele af et par gamle cykler og indmaden af tolv-fjorten vækkeure.
   "Men den virker ikke," sagde han.
   Det ville jeg gerne tro.
   "Der mangler en del," sagde han. "Ikke så meget, og det er ikke fordi det er særlig svært. Jeg har jo alt klart på tegningerne. Men det koster penge. Jeg har søgt om penge i alle fonde og den slags, men der er ingen der vil tro mig."
   "Det er også svært at tro," sagde jeg.
   "Nåja," sagde han medgørligt. "De behøver jo heller ikke bare at tro på mig, jeg har det jo her på tegningerne - og se på alle disse udregninger." Han løftede op i en bunke papirer. "Hvis jeg bare kunne få dem til at studere dette, så ville de kunne se det hele."
   "Ja mig siger det jo ikke så meget. Jeg har ingen uddannelse i den retning."
   Men så gav han sig til at forklare. Det er han god til. Selvfølgelig forstod jeg langt fra alt, men jeg fik da en anelse om hvad det drejede sig om.
   Maskinen var en slags computer. Princippet i den var at alt der er sket i tidens løb har efterladt indtryk, vibrationer, som aldrig vil forsvinde. Opfangede man disse vibrationer kunne man følge dem ned til deres oprindelse. Det er sådan set det samme der sker med grammofon og film. Når man hører en grammofonplade, er det så sangeren selv man hører, eller er det bare en slags billede af hans stemme? - Teknisk set er det let at forklare hvordan stemmens vibrationer overføres til pladen og senere vækkes til live igen. Det er en ret enkel proces. - Men hvis man nu også kunne fange og fastholde de øvrige vibrationer et menneske udsender i et givet øjeblik, og man så senere sætter de samme vibrationer i gang igen, så ville man have hele mennesket lyslevende. Og det samme med genstande - ja den hele verden. Hele vor verden opfatter vi med vore sanser kun ved hjælp af de vibrationer, de bølger den udsender. - Og en gang sat i gang ville disse vibrationer aldrig helt dø hen, sagde han. Men de ville blive stadig svagere. Og de ville aftage efter en ganske bestemt målestok. Dette gjorde så at når maskinen opfanger vibrationerne ville den straks kunne placere dem i sin rette tid. Og når disse vibrationer eller bølger så blev forstærket til normal styrke ville det være det samme som at genskabe den tid hvor vibrationerne blev udsendt. Ligesom man med en grammofon genskaber det øjeblik da sangeren sang.
   Man kunne sige at det ikke var tidsmaskinen der bevægede sig ned gennem tiden, men fortiden der kom op til en selv.
   Tidsmaskinen kunne altså fungere som en slags optager eller "mikrofon" som var i stand til at opfange alle de vibrationer der er omkring os, og overføre den til den person der sidder i den. Personen vil virke som en modtager eller membran og opleve de tider som vibrationerne kommer fra.
   Jeg ved ikke om jeg blev overbevist. Selvom teorien skulle være rigtig var det jo ikke ensbetydende med at Jakobs tidsmaskine kunne bringes til at fungere. Men i hvert fald investerede jeg foreløbig 5000 kroner i den.
   Dette fortalte jeg ikke til Anne, men da jeg senere gav ham 5000 mere kunne hun ikke undgå at få det at vide. For ganske vist går forretningen godt, men jeg kan ikke øse penge ud på den måde, uden at det kan mærkes.
   "Jeg tror jeg fortvivler," sagde hun. "Hvordan kan det dog falde dig ind at forære penge væk til den slags idioter?"
   "Jakob er ikke idiot," sagde jeg. "Han er et geni. Men du ved da godt hvor svært det er at komme igennem med alt der er nyt og genialt."
   "Ja den er god," sagde hun. Ligesom ham du støttede der ville skabe en hel turistindustri med brugte ølkapsler."
   "Nåja, den var jo ikke så god."
   "Og ham der ville lave film i Syd-Amerika over et Holbergstykke."
   "Det blev der da en film ud af."
   "Ja men hvilken film?"
   "En aldeles udmærket film."
   "Ja det var I jo mindst to om at synes. Vorherrebevares!"
   Der var ikke mere at sige. Hun forstod mig ikke. Hun havde ikke ret, men heller ikke helt uret. - Ja, du kender mig jo, Allan. Du ved hvor let jeg bliver begejstret og lader mig rive med. Det er også ad helvede til. - Men det er nu også lidt Annes egen skyld. Hun er så fornuftig, materialistisk, rationalistisk eller hvad jeg nu skal kalde det at man næsten ikke kan undgå at blive drevet i armene på den slags fantaster - som nu Jakob. Jeg savner dig, kom nu snart hjem.
   Det samme tænker Anne vist. Hun sagde: "Hvad skal du også med den fyr? Hvorfor kan du ikke holde dig til Allan. Han er da også en god ven, men ikke så farlig. Han mangler da heller ikke fantasi, men der sker ikke så meget."
   "Men Allan er jo bortrejst," sagde jeg.
   "Han kommer forhåbentlig snart hjem igen," sagde hun. Så du kan se at du er savnet.
   Nå! - men Jakob arbejdede videre med sin maskine. Det var selvfølgelig begrænset hvad jeg kunne investere, men et personligt rådighedsbeløb havde jeg da, og de penge røg så godt som alle sammen i projektet. Så længe jeg holdt mig inden for det blandede Anne sig ikke. Hun spurgte mig nogle gange meget mildt om jeg da ikke kunne se at jeg blev taget ved næsen, men jeg ville slet ikke høre på hende, og så tav hun.
   Jeg spurgte ham en dag om han kun skulle rejse i fortiden. Hvorfor ikke også i fremtiden?
   "Det kan ikke lade sig gøre," sagde han. "Fremtiden eksisterer ikke. Da begivenheder i fremtiden ikke er sket endnu kan de ikke have sat nogen vibrationer i gang som maskinen kan udnytte. Det er kun i science fiction-historier den slags sker." Han standsede pludselig op og stirrede intenst ud i luften. Så satte han sig hen til bordet og begyndte at drikke sin evindelige te. Han var tavs længe mens han gav sig til at tegne og notere. Så fortsatte han, som om der slet ikke havde været nogen pause: "Det er i hvert fald et helt andet princip. Man kan måske sige at der fra nutiden går mange linjer til det der skal ske i fremtiden, og at fremtiden således allerede er sat i gang - - - men der starter jo hele tiden noget nyt - - - men de nye ting der starter er vel igen afhængige af de gamle, så - - - måske kunne man alligevel - - -. Nej!" sagde han pludselig bestemt, rejste sig og krøllede papiret sammen. "Man må tage en ting ad gangen. Ellers kommer vi ingen vegne".
   Nå! - jeg vil springe en hel masse over og komme frem til den dag jeg kom til ham og han sagde: "Maskinen er færdig!"
   Jeg blev helt paf. Nu var jeg blevet så vant til al vor teoretiske og pseudofilosofiske snak om tid, tidsplaner, vibrationer, bølger og hvad ved jeg, at jeg vel ubevidst havde forestillet mig at det bare skulle fortsætte sådan. Jeg var nok også mere påvirket af Annes holdning end jeg selv ville være ved: at det hele bare var fup. Og det var jeg nok indstillet på at leve med. Så det kom helt bag på mig når han nu sagde at maskinen var færdig. Jeg blev nærmest bange.
   "Hvad så?" spurgte jeg.
   "Ja så skal vi jo prøve den," sagde han meget logisk.
   "Nu?" Jeg forventede at der skulle ske et eller andet der udskød det afgørende øjeblik. Men det gjorde der ikke.
   "Hvor skal vi rejse hen?" spurgte han.
   "Tjah, det ved jeg søreme ikke." Jeg havde svært ved at tage situationen helt alvorlig. "Hvad med at rejse ned til i forgårs. Da havde vi det så hyggeligt, og der var sådan nogle gode vibrationer."
   "Nåja, det ville nu være en beskeden tur. Bortset fra at jeg måske ikke ville bryde mig om at møde mig selv. - Nej nu ved jeg hvad jeg vil. Jeg vil ned til Kristi tid.
   "God idé," sagde jeg. "Du kunne nok trænge til at høre et par visdomsord: salige er de fattige i ånden, og den slags."
   "Ja, jeg vil høre bjergprædikenen. Selvom jeg ikke er god til hverken græsk eller hebraisk. Og der kan jeg vel også skjule mig i menneskemængden."
   Så satte han sig ind i maskinen, eller det lille rum. Han spændte elektroderne fast til anklerne, håndledet og hovedet.
   "Er det nu ikke farligt?" spurgte jeg ængsteligt.
   "Jo, gu' er det farligt. Det er der så meget der er. Men det her er i hvert fald spændende".
   Han lukkede døren. Den kunne låses indefra, så hvis der skete noget ville det blive svært at komme ham til hjælp.
   Gennem ruden kunne jeg se, at han trykkede og drejede på knapperne på instrumentbrættet og at han til slut trykkede på den store startknap. Derefter sad han bare og så lige frem, ind i spejlet.
   Der skete ikke noget. Han sad bare der og gloede. Det virkede fuldstændig tåbeligt. Hvis det var for at narre mig kunne han vel have fundet på noget smartere. - Tiden gik. Jeg ved ikke om der gik et kvarter eller hvor meget. Efterhånden blev jeg noget ængstelig. Var der noget helt galt?
   Men han så da normal ud, bortset fra at han sad der og stirrede.
   Så kom der pludselig liv i ham. Han åbnede døren og kom ud. "Det var lidt af en skuffelse", sagde han.
   "Ja, den virkede jo ikke."
   "Hvad mener du?"
   "Du sad jo bare der og gloede."
   "Det kan ikke passe."
   "Hvad kan ikke passe?"
   "At du kunne se mig hele tiden."
   "Hvorfor i alverden skulle jeg ikke kunne se dig? Du sad jo lige der."
   "Nåja, det er selvfølgelig også sandt. Hvor lang tid er der gået?"
   "Måske en halv time."
   "Og jeg har været væk i tre timer. Se bare på mit ur." Hans ur viste ganske rigtigt seks, mens klokken i virkeligheden kun var lidt over tre. Men jeg havde jo ikke set på hans ur før han gik ind i maskinen. "Lad os nu få noget te," sagde han, "og jeg er også godt sulten."
   Vi havde lige spist, teen som stod på bordet var stadig varm, men nu spiste han godt igen.
   "Jeg landede midt i en skov," sagde han. "Det er da også klart. Jeg har bevæget mig i tid men ikke til et andet sted. Og det skal nok passe at der var skov her på Jesu tid." Han grublede lidt, så sagde han: "Det siger sig selv at du kunne se mig hele tiden. For jeg rejser jo i virkeligheden ingen steder. Det var bare så livagtigt at jeg helt glemte det. Jeg gik jo rundt der i skoven i timevis. Jeg tænkte at jeg skulle finde noget interessant. Men det gjorde jeg slet ikke. - Det kan da godt være at skoven var forskellig fra skove nu til dags. Men hvad ved jeg om det? - Træerne var nok temmelig store." Han lo. "Det er vist meget længe siden jeg har været i skoven." Han rejste sig og blev meget energisk. "Nu vil jeg prøve igen."
   Han satte sig ind i maskinen. "Se her," sagde han og viste mig en anordning som mindede om sådan et ur man bruger i køkkenet som man stiller på et vist antal minutter og så bevæger det sig tilbage til udgangspunktet. "Det er for at sikre at jeg ikke kommer tilbage før jeg starter. Jeg kan slet ikke forestille mig hvad der ville ske hvis jeg kom tilbage fem minutter før jeg starter." Han satte sig til rette som første gang. "Denne gang vil jeg kun rejse 500 år tilbage. På den tid må der da være noget liv."
   Proceduren var som sidst, men denne gang gik der kun ti minutter. Så kom han tumlende ud, synligt udmattet. På hans ur var der gået fem timer. Han kastede sig på sofaen. "Lav noget te," sagde han.
   "Hvad er der sket?" spurgte jeg.
   "Det var ved at gå helt galt," sagde han. "Jeg kunne ikke finde maskinen."
   "Gik du da fra den?"
   "Ja selvfølgelig." Han rejste sig og satte sig hen ved bordet. Han var glubende sulten. Det var komisk. Inden for en time havde han nu snart spist et helt brød. "Denne gang var der gevinst," sagde han.
   "Fortæl!" sagde jeg.
   "jeg landede igen i en skov, og til at begynde med troede jeg at det var som første gang. Men det var det ikke. Det var et helt at jeg var landet lige der, for det var bare en lille skov. Jeg kom straks ud til en landevej hvor der gik og kørte mange mennesker. Der stod opstillet nogle boder langs vejen, en slags telte hvor der blev handlet med alt muligt. I en af dem stod en køn pige. Hun blev noget forskrækket da hun så mig. Jeg så nok lidt usædvanlig ud i tøjet. Men da jeg smilede til hende smilede hun igen. - Jeg forstod selvfølgelig at vejen førte til København, og jeg begyndte at gå ind ad den, og jeg kom så langt at jeg kunne se volden, og der var også en mur med en port. Der var en stor trængsel og jeg turde ikke gå ind i byen. Det begyndte også at mørkne, så jeg tænkte at det var bedst at gå tilbage. Men så var det at jeg ikke kunne finde den lille skov. Jeg så efter boden med pigen, men kunne ikke se den. Og det blev stadig mørkere. - Rigtig bange blev jeg nu ikke, for der skete jo ikke så meget ved, at jeg ikke kom hjem før næste dag. Alligevel brød jeg mig ikke om at skulle gå omkring hele natten, og jeg turde ikke kontakte nogen. Men så endelig så jeg pigen. Hun sad i grøftekanten og spiste, ganske nær den bod hun havde stået i. Hun kikkede nysgerrigt på mig. Den ældre kone som nu stod i boden var nok hendes mor. Pigen så frejdigt op og ned ad mig og smilede. Jeg gik hen imod hende, men kvinden sagde nogle skarpe ord, og pigen forsvandt ind bag i teltet. - Derfra fandt jeg så endelig skoven og maskinen."
   Efter dette gik jeg hjem. Jakob var træt og ville gå i seng skønt klokken kun var fire om eftermiddagen.
   "Nu er det lykkes," sagde jeg til Anne.
   "Nå!" sagde hun.
   "Jakob har fået tidsmaskinen til at virke, og han har været både i stenalderen, tror jeg nok, og i middelalderen."
   "Jamen det var da godt," sagde hun og så bekymret på mig. Og så sagde jeg ikke mere.
   Men næste dag sagde jeg til Jakob: "Du må tage noget med dig tilbage."
   "Det kan jeg ikke," sagde han. "Man kan ikke tage genstande med."
   "Hvorfor ikke?" spurgte jeg. "Du havde da dit tøj med derned, havde du ikke? Eller gik du splitternøgen rundt? Så kan jeg bedre forstå at den pige kiggede efter dig. Det er mærkeligt at du ikke blev arresteret."
   "Det er noget andet den vej," sagde han irriteret. "Du så jo selv at jeg i virkeligheden ikke forlod maskinen. Det hele er jo kun min oplevelse af den verden dengang, alle menneskene og alle tingene jeg så. Intet af det kan eksistere her uden i forbindelse med maskinen."
   "Men hvordan kan jeg da vide at det hele ikke er opspind? Hvordan kan du bevise at du virkelig har haft den oplevelse?"
   "Du kan jo bare selv tage en tur. Værsågod! Stig ind. Så skal du få alt det bevis du vil have."
   "Næh tak, ikke endnu. Det var heller ikke sådan ment. Jeg tror da godt nok på det, og senere vil jeg da også gerne prøve maskinen. Men det havde nu været godt hvis vi havde en eller anden genstand."
   "Jamen det kan altså ikke lade sig gøre."
   "Nejnej!"
   Men næste dag igen, da jeg kom over til ham, stod der en stor smukt dekoreret lerkrukke på bordet.
   "Værsågod!" sagde han. "Der har du dit bevis."
   "Jamen du sagde jo - - -"
   "Ja, og du må ikke bede mig forklare hvordan det er gået til. Men jeg ærgrede mig over det du sagde, og da jeg så senere skulle tage skoene af så jeg at der var jord under dem. Det fik mig til at tænke på noget, og jeg tog derned igen. - Jeg har også talt med pigen nu. Hun hedder Maria. Hun er meget, meget sød. - - - Nå, det var ikke det. Men jeg har jo også rørt ved så meget andet, mange genstande. Jeg kunne tage dem og løfte dem. Det var så livagtigt. Hvorfor skulle jeg så ikke kunne tage noget og sætte det ind i maskinen. - Ved siden af Marias bod stod der en stor krukke. Den huggede jeg og stillede den ind under sædet i maskinen. Og da jeg kom her tilbage var den der stadig. Og her er den."
   Jeg var begejstret. "Må jeg låne den med hjem?"
   "Ja, værsågod!" Han virkede ikke spor begejstret, og jeg kunne ikke forstå hvorfor.
   "Det er da fint, synes du ikke? Det åbner helt nye perspektiver, ikke sandt?"
   "Jo det gør det. Og jeg ved ikke om jeg kan lide det. Det stemmer ikke."
   Jeg tog krukken med hjem. Anne sad fredsommeligt og strikkede. Jeg stillede den på bordet foran hende. "Nå! Hvad siger du så?"
   Hun så forbavset på mig. "Hvad skal jeg sige? Det er en lerkrukke."
   "Fra det fjortende århundrede," sagde jeg triumferende.
   Hun lagde strikketøjet fra sig så pindene klirrede og rejste sig. "Nu må du holde op," sagde hun, stemmen dirrede af harme. "Hvad du og den svindler går og leger med blander jeg mig ikke i. Men du skal ikke føre det herind i huset. Mig holder du udenfor."
   "Jamen Anne, det er jo for at du skal se at jeg ikke er idiot og at Jakob ikke er svindler."
   "Og hvad slags bevis er så det?"
   "Det er en krukke fra det fjortende århundrede. Jakob har hentet den i sin maskine."
   "For mig ligner den en ganske almindelig krukke."
   "Ja, selvfølgelig er det en almindelig krukke. Men den er fem hundrede år gammel."
   "Hvordan kan man se det?"
   "Det kan jeg heller ikke se. Men en ekspert kan vel."
   "Så skaf en ekspert."
   Der var ikke noget at gøre. Selvfølgelig måtte jeg have fat i en ekspert.
   Jeg ringede rundt til en række museer, og til slut fandt jeg frem til en mand som var villig til at se på krukken. Anne tog med, særdeles forbeholden, men velvillig.
   Manden kastede lige et blik på krukken og sagde så: "Ja den er da ganske smuk. Men jeg håber ikke at De har købt den for en antikvitet."
   "Er den da ikke ægte?"
   "Ja det kommer meget an på - - - Krukken er da god nok, og den er oven i købet meget smuk. Men den er højst et par år gammel."
   Vi gik. Anne var så fin ikke at sige et ord. Hun tog hjem, og jeg tog direkte ud til Jakob. Han sad som sædvanlig og tyllede te i sig. Jeg knaldede krukken i bordet foran ham, og han så forbavset op på mig. "Værsågod, der har du din antikvitet," sagde jeg spydigt.
   "Hvad fanden mener du?"
   "Krukken er højst et par år gammel."
   "Og hvad så?"
   "Skulle den ikke forestille at være fem hundrede år gammel?"
   Så grinede han. "Nå på den måde. Ja du er sgu' ikke for klog. Sæt dig ned og tag en kop te gamle ven."
   Jeg blev helt stiv af raseri. Her havde han i månedsvis plukket mig for jeg ved ikke hvor mange tusind, og nu grinede han bare af mig.
   Han fortsatte: "Selvfølgelig er den ikke gammel. Det er jo ikke længe siden, at jeg selv tog den udenfor Marias bod."
   Jeg blev stum. Alt jeg ville have sagt af spydigheder brændte jeg inde med. Jeg satte mig og skænkede en kop te med rystende hænder. - Selvfølgelig, hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på det? - Samtidig ærgrede det mig lidt. Et øjeblik havde jeg troet at jeg var kommet fri af det greb af fascination han holdt mig i.
   Han lod som ingenting. Han sad og tegnede. Så sagde han: "Jeg har været der nede flere gange. Og der sker en hel del." Han rejste sig og viste en vid, grå kappe. Den har jeg fundet på at tage med. Med den over mig skiller jeg mig ikke så meget ud. - Jeg har været inde i byen flere gange. En køn, men noget trang by. Temmelig forskellig fra nu. Og ikke så beskidt som jeg havde forestillet mig, selvom der stank en del. - Maria er en dejlig pige. Men hun er ikke så dydig som jeg havde troet. Jeg har talt med hende flere gange. Det er ret vanskeligt, hun er svær at forstå. Jeg har sagt, at jeg kommer fra udlandet. På en måde er det jo også sandt. - Hun er forlovet med en fyr der har en bod længere nede ad vejen. Han hedder Erik. Han er ikke glad for, at hun taler så meget med mig. Men moderen ser gennem fingre med det. Hun tror vist at jeg er en fornem herre." - Han sagde det meget beskedent. Men som han sad der med slidte fløjlsbukser og skjorte og hår og skæg strittende til alle kanter var det svært at begribe at nogen kunne tage ham for en fin herre. "Marias far er død, og hun og moderen må klare sig selv. Men det går vist meget godt. De er fra Køge, men hele sommeren ligger de her og handler med varer fra deres hjemegn. Det er i virkeligheden ulovligt, men myndighederne ser igennem fingrene med det. I går - nej det kan ikke have været i går, jeg blander snart det hele sammen. Altså, lad os bare sige i går, da jeg sad og talte med hende kom Erik og en flok kammerater. De var meget truende overfor mig. Men både Maria og hendes mor skældte dem ud, og så forsvandt de. Senere gik hun med mig om bag teltet og kyssede mig. Og hun spurgte om hun ikke skulle gå med mig op i skoven. Men jeg sagde at det måtte vente, og vi skiltes."
   Der skete ikke mere den dag, men det gjorde der den næste. Det er kun tre uger siden, og når du har læst det, vil du forstå hvorfor både jeg og Anne ønsker dig hjem så snart som muligt.
   Jeg gik som sædvanlig over til Jakob, men der blev ikke lukket op. Så gik jeg om til havedøren. Den stod vidåben og ruden i den var knust. Jeg blev mødt af en stank af røg. Indenfor var alt på den anden ende. Nichen hvor maskinen stod, var helt sortbrændt, men ilden var dog slukket. Maskinen var helt ødelagt. I en bylt på gulvet lå Jakob. En bylt, fordi han var iført kappen. Hans ansigt var indsmurt i blod. Jeg troede først at han var død, men da jeg tog i ham gav han sig højlydt. Men jeg kunne ikke tale med ham.
   Jeg blev stående helt rådvild. Hvad skulle jeg gøre? Så ringede jeg hjem til Anne: "Du må komme herover," sagde jeg. "Den er helt gal." - "Jeg kommer," sagde hun uden at spørge yderligere.
   Hun tog et hurtigt overblik og sagde: "Du har vel ringet efter ambulance og politi."
   "Det har jeg ikke tænkt på."
   "Så gør det nu."
   "Da ikke politi."
   "Så vidt jeg kan se er det her indbrud."
   "Det er ikke indbrud. Det er noget helt andet."
   "Ring så. Og det skal være nu."
   Jeg gjorde som hun sagde.
   Jakob blev så indlagt, og jeg blev udspurgt af politiet. Men det var ikke meget jeg kunne sige. Jeg sagde noget vagt om at han holdt på med nogle videnskabelige eksperimenter. - Ved det der med "videnskabelige" så de nedladende på mig og trak på skuldrene. Om det nu skyldtes foragt for mig, Jakob eller videnskaben som sådan ved jeg ikke. De spurgte i hvert fald ikke mere.
   Jakob var frygtelig tilredt. For det første var han forbrændt, men han havde også mærker efter kraftige stød og slag i hovedet og på kroppen, tre ribben var brækket. I tre dage lå han halvt bevidstløs og talte i vildelse. Ind imellem var han vågen men uklar, og da råbte han på Maria. Hospitalspersonalet spurgte mig hvem Maria var, og jeg svarede som sandt var, at jeg ikke kendte hende.
   I al den tid var Anne meget venlig overfor mig. Hun bebrejdede mig ingenting. Men hun ville ikke besøge Jakob. Hun havde jo også kun set ham den ene dag da ulykken skete.
   Så ringede de en dag fra hospitalet. Jakob var kommet helt til sig selv, og han spurgte efter mig. Jeg tog øjeblikkelig derud.
   Han så herrens ud. De havde klippet det meste af hår og skæg af ham, og han var meget bleg. Men nu var han helt klar, øjnene var meget vågne. Jeg satte mig i stolen ved siden af sengen.
   "Du må finde Maria," sagde han straks.
   "Hvilken Maria?" spurgte jeg dumt.
   "Det ved du da godt. Maria fra middelalderen."
   "Er hun da her?"
   "Ja hun er. Hun var med mig i skoven. Erik og hans venner kom. De overfaldt os. Jeg tog hende med i maskinen. - Du må love mig at finde hende." Hans ansigt fortrak sig i smerte, og jeg måtte ringe efter sygeplejersken. Hun sagde at jeg hellere måtte gå.
   "Jeg skal nok gøre alt for at finde hende," sagde jeg.
   Det her turde jeg slet ikke sige til Anne. Hvis pigen virkelig var kommet hertil, ligesom krukken, og hun var stukket af, hvor kunne hun så være blevet af? Hun måtte da være helt ude af det, og jeg kunne ikke forestille mig hvor hun skulle kunne skjule sig.
   Da kom jeg i tanker om en avisnotits fra dagen efter ulykken. På det tidspunkt havde jeg ikke tænkt over det, men nu fandt jeg avisen frem. Det var bare en lille artikel: "Ung næsten nøgen kvinde kørt ned på Gl.Kongevej," stod der. Det var sent på aftenen, en bilist havde set en ung pige som pludselig løb ud på kørebanen. Han kunne ikke nå at stoppe, og hun var dræbt på stedet. - Der var også et billede, noget uklart. Pigen havde langt mørkt hår. Avisen bad folk som kunne identificere hende om at henvende sig til politiet.
   Nu måtte jeg alligevel tale med Anne. "Jeg ved godt at du synes jeg er en idiot," sagde jeg, "og det er jeg nok også. Men du må høre på det her."
   Så fortalte jeg hende hele historien, så meget jeg nu vidste, og hun lyttede tålmodigt. Bagefter sad hun længe og tænkte. "Arme pige!" sagde hun så.
   "Så tror du på os nu?" udbrød jeg. Jeg blev helt glad, hvor sørgeligt det hele end var.
   "Jeg ved ikke hvad det er. Og jeg tror ikke meget på den der med tidsmaskinen. - Men jeg er ikke i tvivl om, at han har haft med den pige at gøre. Hvem hun så er, og hvor hun kommer fra, det aner jeg ikke. Og det kan også være det samme nu. Men jeg synes ikke at du skal gå til politiet. Hvis der skal gøres noget må han selv gøre det, når han bliver rask. Det haster ikke."
   Jeg tog avisen med på hospitalet. "Du må regne med dårlige nyheder," sagde jeg.
   "Det kan du regne med at jeg også er," snerrede ham. "Kom så med dem."
   Jeg viste ham avisen. Han så længe på billedet. Han stønnede, og jeg skulle til at tilkalde hjælp, men han standsede mig. "Ja, det er hende," sagde han. "Men vi går sgu' ikke til politiet. Hvad skulle de kunne gøre? Og hvordan skulle jeg forklare det? Ville nogen tro mig? - Og så nu når tidsmaskinen er ødelagt."
   Så der var han og Anne på en eller anden måde altså enige.
   Allerede de næste dage sad han op i sengen når jeg kom, med blok og blyant, med notater og tegninger, og han var fuld af planer. Men jeg var fast besluttet på ikke at være med mere. Og jeg ville i hvert fald ikke finansiere hans projekter.
   Men han ville genopbygge tidsmaskinen, og han regnede helt med mig.
   "Jeg må have fat i Maria igen," sagde han.
   "Men hun er jo død," indvendte jeg.
   "Ja ganske vist. For fem hundrede år siden. Det var jo dengang hun levede. Og det har jo ikke forandret sig fordi jeg har opfundet denne maskine. Hun har sikkert giftet sig med sin Erik og har fået en masse børn. Der skal nok leve efterkommere af hende den dag i dag. Og de er vel ikke forsvundet op i luften, fordi jeg har lavet det her nummer."
   "Jamen du hentede hende jo hertil og hun blev dræbt. Det sidste er i hvert fald en kendsgerning."
   "Lille ven," sagde han overbærende, "det gør slet ingen forskel. Sangeren mister jo heller ikke stemmen, fordi den bliver optaget på en grammofonplade, vel? Og heller ikke selvom pladen bliver ødelagt."
   "Hvad vil du så gøre?"
   "Starte helt forfra. Begynde der hvor jeg begyndte."
   "Vil det sige at du vil hente hende en gang til?"
   "Muligvis."
   "Og at du kan hente lige så mange eksemplarer af hende som det skal være?"
   "Jaja," han grinede bredt.
   "Arme pige," sagde jeg - ligesom Anne.
   Jeg vil ikke være med på hans idéer, men jeg er bange for at jeg ikke i længden kan stå imod. Og nu bliver han vel udskrevet en af dagene.
   Så du kan nok forstå at jeg savner dig meget, og det gør Anne også. Hun er utrolig overbærende med mig, men ind imellem virker hun også opgivende. I går sukkede hun og sagde meget kærligt til mig: "Bare Allan dog ville komme hjem."
   Det samme siger jeg, og jeg kan slet ikke forestille mig hvad der vil ske hvis du ikke kommer.

Kærlig hilsen fra mig