Denne dag var indhyllede I en tæt tåge alt udenfor så sigtbarheden var ringe. Gerda klappede King, en golden retriever med tolv år på bagen, og sagde: "Go vuffer", og smed så pinden borte igen. Hunden satte ikke i løb hen over græsplænen, for den var trods alt 78 år i hunde år, men skyndte sig så godt som alderen tillod og fandt pinden. Stolt vendte den tilbage med trofæet, men haltede lidt på det ene bagben. Han kom hen til hende, peb sagte og slikkede hendes hånd. Sørgmodigt så Gerda på hunden og vidste dette ikke tegnede godt. King havde desuden tabt sig for nylig af uforklarlige årsager, og hans appetit var heller ikke i top. De luntede indenfor i stuehuset, hvorpå hun satte kaffe over og King lagde sig tæt ved radiatoren på gulvet inde i stuen. Eftersom det var lørdag, så havde dyrlægen lukket medmindre det var akutmodtagelsen, der var tale om. På mandag ville hun ringe til dyrlægen og få bestilt en tid til King. Hun begyndte at få maveonde over situationens alvor.
Allerede nu frygtede hun dagen derpå, hvor hun måtte aflive King, for at blive alene ude på gården var mere end hun kunne rumme. Kærligheden til hunden stor selv om hun ihærdigt havde forsøgt på ikke at elske den så hårdt som hendes tidligere hund, der måtte aflives grundet komplikationer vedrørende alderdommens lune. Trods hun havde prøvet at distancere sig lidt fra King, havde det slået fejl for hun elskede det kræ. Mens de gamle minder blussede op, hentede hun et par hundekiks til sin trofaste ven ude i køkkenet, og ventede i lænestolen i stuen på at kaffemaskinen skulle snurre færdig.
Hun overvejede at ringe til veninden Sonja for at få en sludder. Men hun fik set på klokken, der varslede middagstid. Så det endte med hun besluttede sig for at vente med samtalen til et bedre tidspunkt. En tomhed i maven fortalte hende, at hun burde spise noget middagsmad. Reelt havde hun ikke havde lyst til at indtage noget mad, men gav efter da kaffen nok ville ligge bedre i maven.
En smurt kerne bolle med lidt salami var hvad appetitten rakte til. Efter indtagelsen af bollen indså hun, at hun ikke var overmæt, men følte sig tilpas til mode. Hun ville ikke spise mere til trods for, at hun vidste at sulten ville melde sig igen om tre til fire timer. For Gerda var det vigtigt ikke at overspise, da hun værnede om vægten efter at engang at have overvægtig. Det havde været en kamp at smide de overflødige kilo, og hun havde ikke i sinde at vende tilbage til den gamle livsstil. Ved at spise moderat og gå ture med hunden havde hun tabt tredive kilo. Diabetes 2 havde været konsekvensen af for mange søde sager samt overspisen, men nu var sygdommen i det mindste velreguleret og nærmest ikkeeksisterende, hvilket hun brystede sig af. Medicinen skulle hun dog forsat tage for at holde sygdommen i skak. Bortset fra det så fejlede hun ikke noget ud over humørsvingninger i ny og næ når vejret udenfor gav anledninger til depression. King havde været en god støtte, og kunne som regel mærke når hun havde blå dage, og trøstede hende i de svære stunder. Nu var tiden kommet til at hun skulle være der for ham.
På mandag skulle hun atter på arbejde. Hun håbede blot arbejdsdagen ville blive en mild en af slagsen, og at borgerne hun besøgte i deres hjem, havde haft en tålelig weekend. For tiden var det vanskeligt at finde overskud da vinterdepression havde sat sit præg, men hun måtte være stærk overfor de ramte borgere med hver deres kors at bære, og prøve at navigere igennem de svære dage. Jobbet som mestringsvejleder, der tidligere havde gået under navnet bostøtte, krævede alle hendes ressourcer. Så når hun havde weekend, prøvede hun på at skubbe jobbet fra sig, og værne om hendes egne interesser der inkluderede strikning og bøger. Egentlig var hun i gang med at strikke en sweaters til sig selv, som skulle have været færdig denne jul, men var blevet sat på midlertidig pause grundet nyt læsestof. Hun betegnede ikke sig selv som en bogorm, skønt hun havde et hav af bøger på reolerne. Gerda nød godt af at blive underholdt og tilegne sig ny viden, som hun nogle gange kunne omsætte til praksis. Freud og Jung stod selvsagt på reolen, og havde været fundament for yderlige bøger, som hun havde tilegnet sig over årerne. Der var ganske vidst fem år endnu til pension, men hun gjorde sig i ny og næ tanker om, hvad hun så skulle bedrive tiden med til daglig når det blev ved den tid. En part af hende var bange for at blive kulret i hovedet ved tanken om for meget fritid mellem hænderne; samtidig gav det ro på at vide hun ville kunne pleje sig selv og fritidsinteresserne noget mere. Som det var i øjeblikket, slæbte hun jobbet med hjem for bedre at kunne forberede sig til næste dag samt uges arbejde forud.
Hun fandt sin arbejdstaske og fiskede sin kalender op. Den var næsten fuld af aftaler i den kommende tid så hun kom ikke til at kede sig foreløbig. Dyrlægen kunne ikke vente så hun kom nok til at rykke en aftale eller to til et senere tidspunkt. Og hvis det ikke faldt i hak, ville hun blot sygemelde sig. King skulle til dyrlæge for enhver pris og hun håbede blot på en mild diagnose. Hun ville gerne beholde ham så længe det nu var muligt.
Eftermiddagen gik i slag med læsning i den seneste udgave af psykologiens håndbog samt en enkelt tur med King. De var kun lige ude og vende lidt i haven for hun kunne godt se at King forsat haltede lidt. Hun trøstede ham med opmuntrende ord og gav ham en godbid, da de atter kom indenfor i varmen. Udenfor havde tågen i mellemtiden sluppet sit tag og lidt solskin var brudt igennem. Det bevirkede at humøret steg selv om hun stadig var bekymret over Kings velbefindende. Klokken gik hen og blev halv fire da maven begyndte at brokke sig, så hun lavede en varm kop kakao for at drive sulten midlertidig på flugt.
Lyset fra dagtimerne gik i hi ved fem tiden, og på daværende tidspunkt var hun også mættet litteraturmæssigt. Hun så lidt tv frem til klokken slog halv seks og gik derpå i køkkenet for at stege nogle pølser til noget toastbrød. Det var ikke det mest nærende måltid, og hun ville uden tvivl blive sulten igen senere. Men den tid den sorg. King fik også en pølse med på vejen sammen med hundemaden, hvilket han virkede tilfreds med. Han logrede i al fald med halen. Efter aftensmaden og den sparsomme opvask var de atter en tur rundt i haven så han kunne besørge. Resten af aften gik på hæld med at se tv og snakke med King. Da klokken var halv elleve, gik de i seng.
Klokken viste 2:43 på clockradioen da hele huset rystede og der lød et brag udenfor opfulgt af et skarpt blåligt skær, og så blev alt stille igen. King gøede og Gerda fik morgenkåbe på. Gradvist forsvandt det blålige skær til en mildere grad, for så endelig at forsvinde helt og holdent efter nogle minutter. King holdt op med at gø da hun åbnede hoveddøren for at betragte himlen, og han så sit snit til at skyndte sig udenfor med logrende hale.
"King, kom her din tosse!" sagde hun, men King lystrede ikke. Gerda tændte lampen udendørs og så ham forsvinde i nattens mulm og mørke: "King!"
Kun iført sin morgenkåbe og nattøj tog hun hastigt et par gummisko på og trådte ud i gårdspladsen med en stavlygte. Det var koldt, formentlig et par minusgrader, men hun var stålsat på at få King indenfor i varmen hos hende igen. Hun piftede og hørte King bjæffe, og bevægede sig i retning mod bjæffene. Hun forlod gårdspladsen og krydsede den asfalterede vej og nåede marken. Bjæffene blev højere og højere hvilket betød hun var nær. Hun forsatte ufortrødent sin nattevandring, og snart kunne hun se King, der var i færd med at undersøge noget på marken.
"Hvad har du fundet King? Vis det til mor," sagde hun og bemærkede at kulden bed fra sig. King gøede og samlede noget op i munden for så at gå forbi hende og tilbage til huset. Hun overvejede kort om hun skulle gå hen og se ad hvad der gemte sig på marken, eller om hun skulle gå indenfor i varmen. Valget blev det sidste, for hun ville ikke risikere at blive syg af at stå udenfor. Hun kunne altid se efter hvad der havde fået Kings opmærksomhed i dagtimerne, hvor hun ville være bedre og varmere påklædt.
King ventede på hende henne ved hoveddøren. I sin mund havde han en glimtende sten på størrelse med et par tennisbolde.
"Må mor se?" sagde hun. Men King var ikke interesseret i at dele sit fund og småknurrede da hun rakte en hånd ud efter dens mund. Det lignede ham ellers ikke at knurre ad hende, så hun måtte vel hellere respektere at King ikke ville dele. Hun åbnede hoveddøren og King forsvandt ind i stuen på sit tæppe foran radiatoren. Hun fik gummiskoene af og var glad for at komme ind i varmen igen. Der gik dog en rum tid før hun atter havde fået varmen i kroppen. Eftersom klokken kun var lidt over tre om natten vidste hun ikke, hvad hun skulle tage sig til ud over at lave en kop varm efterfulgt af mere søvn. At huset havde rystet, forstod hun sig ikke på. Jordskælv var jo udelukket i norden, men hvad havde det mon så været? Hun kunne heller ikke bortforklare det blålige skær der havde været udenfor tidligere. Måske havde det været et naturfænomen af en art ligesom Auraborelis der havde været på spil, selv om det dog var tvivlsomt.
Efter en kop varm kamillete med honning og løsslupne tanker gik hun tilbage i seng. Det varede dog en rum tid før hun faldt til ro, og King kom ikke ind i soveværelset til hende, men blev i stuen.
Da alarmen på klokradioen lød klokken ni var hun ikke i humør til at stå op, og blev enig med sig selv om at tage fem minutter til under dynen. Klokradioen viste 9:35 da King var inde og slikke hende i ansigtet. Han ville formentlig gerne ud at besørge så hun kom i tøjet. Hun åbnede havedøren inde i stuen så han kunne komme ud. Stenen King havde fundet i de sene nattetimer lå og glitrede på hans tæppe. Hun tog stenen op og undersøgte den. Det virkede som om stenen var flerfarvet, men mest af alt fremstod stenen som pink og den vejede stort set intet. Mystisk lille sten. Måske var der flere ude på marken. Hun besluttede sig for, at hun ville undersøge marken nærmere efter morgenkaffen. Med lidt held kunne hun se ad hvor hun og King var gået i nat, hvis der var nogle aftryk i jorden. Hun lagde stenen tilbage på Kings tæppe.
King blev færdig med at gå sin runde i haven og kom indenfor. Gerda satte kaffe over, og ventede utålmodigt i stuen på kaffemaskinen blev færdig med at brygge den sorte nektar. Efter små ti minutter spruttede kaffemaskinen sig endelig færdig og hun indsnuste snart aromaen fra koppen, og kom i godt humør. Efter en halv kop kaffe gik hun i køkkenet og tog noget morgenmad og indtog derefter sin diabetesmedicin. Spændt på om hun ville finde flere glitrende sten på marken drog hun og King ud på marken. Der var fodspor efter nattens bedrifter på marken og hun fandt frem til at der var tale om et mindre krater på marken, hvori der lå en asymmetrisk stor sten. Rundt om stenen lå der andre mindre sten, og de fleste glitrede ved første øjekast. Stenene havde et blåligt skær og ikke pink som den King havde derhjemme. Det måtte være tale om en meteorit. Andre muligheder kunne hun ikke se. Hun overvejede kort, om hun mon skulle kontakte nogen. King gøede kort og hev hende ud af tankegangen. Hurtigt blev hun enig med sig selv om, at hun ikke skulle have alle mulige folk løbende rundt på disse kanter, og kasserede derfor tanken. King havde en souvenir i forvejen som han ikke ville dele med hende, så hun måtte vel hellere få sin egen sten. I krateret fandt hun en mindre sten på størrelse med en hånd. Den samlede hun op og fragtede hjem i varmen på stuebordet. Måske virkede stenen lidt rustik og klodset at have liggende, men samtidig fremstod den som yderst dekorativ synes hun. Tv'et blev tændt så hun kunne følge lidt med i nyhederne. Krig, elendighed og politik fyldte dagordnen, så hun slukkede for tv'et efter vejrudsigten, blev vist og forklaret. Det viste sig at i mellemtiden havde stenen på stuebordet skiftet farve fra blå til en mere lilla en af slagsen. Pludselig fik hun et indfald om at temperaturen i stuen havde fået stenen til at farve. For sjov tog hun stenen med ud til køkkenvasken og lod det varme vand løbe hen over stenen. Ganske rigtig. Stenen blev påvirket. Den lilla farve fadede borte og blev afløst af farven pink. Nøjagtig som Kings sten. Det var et sjovt fænomen at observere.
Hun tørrede stenen af så godt hun kunne med viskestykke og satte den igen på stuebordet. Viskestykket smed hun til vask blot for at være sikker på at urenheder ikke blev mixet med eventuel opvask. Kreativiteten skyllede pludselig hen over hende. Efter en halv kop kaffe gav hun sig til at strikke på trøjen, som hun havde forsømt igennem længere tid, og snart blev det middagstid. Hun indtog en kerne bolle med pålæg og skyndte sig at spise, så hun kunne komme tilbage til strikketøjet.
Eftermiddagen skred hastigt fremad og inden hun vidste af det var dagslyset gået hen og blevet fattigt, og hun måtte hen at tænde lys. Det var tydeligvis gået hen og blevet aften. Hvad blev der af dagen? Nå, men hun havde idet mindste fået slappet af og strikket noget. Så måtte guderne vide hvornår hun igen tog sig sammen til at udrette noget mere med strikketøjet. Aftensmaden havde hun glemt at tage mad op af fryseren, og var ikke i humør til at rode efter alternativer. Så menuen kom til at bestå af kold mad med en kop varm te dertil.
Efter maden noterede hun sig mandagens aftaler i kalenderbogen, og kunne næsten mærke strikketøjet mellem hænderne. Det var som om hendes hænder var rastløse og havde brug for beskæftigelse, så hun gav sig atter i kast med strikketøjet over en film i tv. Da klokken var ti gjorde hun sig natklar og gik i seng.
Ud på natten vågnede hun, fordi hun var tissetrængende. Så hun stod op og gik på toilettet. Instinktivt ville hun lige se ad om King lå vågen i stuen, og fandt ud af at stenen på stuebordet var gået hen og blevet selvlysende i mørket. King var vågen og lå og slikkede på hans sten. "Skøre hund," sagde hun og gik atter til ro. Det varede dog en hel time inden hun var tilpas træt og faldt i søvn.
Alarmen lød denne mandag morgen klokken 6:30, og det sidste hun havde lyst til, var at stå op. Men hverdagens skærmydsler kaldte på hende, og hun kunne ikke tillade sig at sove videre. Hun kom i tøjet, fik sat kaffe over og gav sig til at lede efter nummeret til dyrlægen via den bærbare computer. Hun skrev telefonnummeret ned og indtog morgenmaden over kaffen. I mellemtiden forurettede King sit nødtørften udendørs.
Da dyrlægen åbnede, ringede hun og fik en tid til onsdag klokken elleve. Egentlig havde hun en aftale med en borger på det tidspunkt, så hun måtte ringe til borgeren på et senere tidspunkt i dag og beklage at hun ikke kunne komme på onsdag. Der måtte findes en ny tidsbestilling til borgeren medmindre vedkommende var villig til at vente fjorten dage med at få besøg. Resten af kaffen hældte hun på et termokrus.
"Mor skal på arbejde. Skal du på toilettet?" sagde hun og åbnede havedøren. King kendte rutinen og gik udenfor. Han kom snart tilbage og hun kørte afsted på arbejde.
Tiden frem til tirsdag aften var præget af det rutinemæssige, og King haltede stadig på det ene bagben. Om aften havde hun behov for af distancere sig fra Kings tilstand og gav sig til at strikke. Hun synes han blev tyndere og tyndere som dagene skred fremad. Han manglende også en gennemgående appetit og hun var begyndt at blive ængstelig på hans vegne. Kings madskål stod urørt hen om aften og han virkede slukøret. Han viste lidt velvillige, da han blev præsenteret for nogle godbidder, men ellers var der ikke meget gang i King. Da hun gik i seng, var hun glad for at hun havde ryddet kalenderen næste dag, så hun kunne fokusere på King.
Onsdagen bankede på døren ved at King skulle ud og besørge ved halv otte. Hun havde sat alarmen til klokken otte for at være sikker på at komme op i god tid. Morgenstund gik i selvsving og før hun vidste af det var klokken tyve over ti. King voldte ikke problemer da de skulle afsted til dyrlægen. Måske kunne han fornemme, at han skulle afsted til doktor dyr. Han var i al fald en god dreng og adlød Gerdas mindste befaling.
Ventetiden på at komme til var ikke slem, men det var diagnoserne til gengæld. Kings halte skyldtes gigt og hans manglende appetit og livslyst skyldtes måske kræft. Nu skulle han i første ombæring scannes, men det krævede en ny tidsbestilling i en anden by hvor de havde det nødvendige udstyr. I mellemtiden kunne King få noget medicin imod gigten. Gerda fik at vide hvis King havde kræft og den var aggressiv, og ikke blev behandlet, så var der kun kort levetid tilbage. Men var kræften mindre aggressiv og blev behandlet, så kunne King leve op til flere år efter diagnosen var blevet stillet. Hun fik at vide en onkolog havde speciale i kræft, og vidste mere om den slags. Det var nedslående og usikre nyheder. Det var ikke sikkert det var kræft, men sandsynligheden talte meget for det.
Nedslået kørte hun hjemad. Dyrlægen havde fortalt at kemoterapi for hunde med korte protokoller typisk kostede otte til titusinder kroner, mens langvarige behandlinger kunne løbe op helt op i tredive til femogtredve tusinde kroner. Den slags penge lå hun ikke inde med, så det var et også et hårdt slag. Det virkede som om hun kun havde to alternativer tilbage. Enten kunne hun lade naturen gå sin gang, eller også skulle hun forhøre sig ad i banken om et lån. Efter at have vendt situationen i hovedet på vej hjemad blev hun enig med sig selv om at King var tilpas gammel til at lade naturen gå sin gang. Hun ville dog bestille gigtmedicin for at gøre dagene lettere for ham.
Det var med tungt hjerte hun slukkede bilens motor i indkørslen og åbnede døren for til King. Sammen gik de i haven så han kunne få tisset af inden de gik indendørs. I postkassen var der kommet regninger som snart skulle betales, hvilket heller ikke hjalp på humøret. Det forekom livet kun var udgifter i den ene eller anden forstand, og hun fik svært ved at overskue det hele. Tankerne kredsede om borgerne hun besøgte, som heller ikke kunne overskue livet, og derfor behøvede et kærligt puf engang i mellem for at komme videre. Nu følte hun selv, hun sad lidt i saksen, og sagde til sig selv at hun måtte mande sig lidt op, og tage det hele i stiv arm.
Inde i stuen gav King sig til at slikke på sin lille sten. Hun syntes det så morsomt ud fordi stenen var så lille. Måske ville han gerne have mere end en sten tænkte hun ved sig selv og tog stenen fra stuebordet og lagde ned på tæppet til King. Hun skænkede det ikke nogen ekstra tanker og gik i køkkenet for at få lidt sent middagsmad.
King kom ikke ud i køkkenet for at tigge om mad som han plejede, men blev liggende inde i stuen. Han var nok træt ovenpå turen hos doktor dyr tænkte Gerda og spiste støt videre. Hun blev færdig med at spise efter godt ti minutter og gik ind i stuen med et par godbidder for at få humøret lidt op hos King. Men inde i stuen frøs hun kortvarigt. Kings hoved var begravet imellem de to glitrende sten og stenene udsendte et blåt skær. Gerda vidste ikke hvad hun skulle stille op, om hun skulle fjerne stenene eller ej.
"King?" sagde hun.
King bjæffede energisk og bestemt, som om han sagde han var okay. Da han løftede hovedet, forsvandt det blå skær og stenene virkede ikke længere til at have nogen funktion. Så lagde han atter hovedet imellem de to sten, og de lyste igen op. Hans øjne fortalte at der var masser af liv at hente og han logrede med halen. Det var yderst mystisk. Hun håbede blot på at stenene ikke var farlige. Hun fandt strikketøjet frem og holdt skarpt øje med King og stenene. Urolig så hun til mens Kings hale logrede i ny og næ. Pludselig rejste han sig fra stenene og gik i køkkenet for at spise. Hun undskyldte sig selv med at hun ville sætte vand over til en kop pulverkaffe, men reelt set holdt hun skarpt øje med King. King åd rub og stub i madskålen med glubende appetit og gik derefter i vandskålen for at stille sin tørst. Det varmede hendes hjerte at se at han havde appetit. King gik atter ind i stuen og lagde sig på sit tæppe imellem de to sten, som igen lyste op på ny. Hun ønskede at King ville fjerne sig fra stenene af egen fri vilje i stedet for hun skulle til at lege bussemand og tage glæden fra ham. Gerda tænkte at stenene måske fungerede som magneter af en art, og var i det hele taget ikke meget for at se stenene lyse op. Det var ikke til at sige hvilken langvirkende effekt det blå skær havde. Hun fjernede den ene lysende sten, som hun betegnede som sin sten. Lysskæret ophørte øjeblikkeligt. Stenen lagde hun op på stuebordet. King kiggede på hende uforstående og slikkede på sin egen sten. I øjeblikket havde stenen ikke nogen funktion, end blot at være en dekorativ og glitrende tænkte hun ved sig selv.
Eftermiddagen indtrådte og ville King ud og lette ben. Hun besluttede sig for, at hun også trængte til en mundfuld frisk luft og kom i overtøjet. Da hun åbnede hoveddøren, skyndte King sig udenfor og satte kurs mod marken. Han stoppede op ved noget græs forinden marken begyndte og lettede ben. Da han var færdig, forsatte han hen til krateret på marken, hvorfra hans elskede sten havde oprindelse fra. Gerda skyndte sig efter King, så godt som hun formåede. Lettere forpustet nåede hun frem til krateret og så at King havde en sten i munden.
"Har du ikke nok i stenen derhjemme din tosse?" sagde hun. King så på hende og logrede med halen: "Så lad gå da," smilede hun til ham.
De kom indenfor i varmen og King smed stenen fra inde i stuen på sit tæppe, og gik hen til sin madskål i køkkenet hvori der havde været vådfoder. Skålen var tom og han bjæffede.
"Jamen King, det er da ikke mad tid endnu kære ven. Spis noget tørfoder så er du en god vovse." Men King blev ved med at bjæffe.
"Så lad gå for denne gang," sagde hun og gav ham noget vådfoder, hvilket lukkede munden på ham. Hun gik ind i stuen og fandt strikketøjet frem og tændte for tv'et. Snart kom King ind i stuen og lagde sig på sit tæppe. Den nye sten, der lå et godt stykke fra den anden sten, glimtede blåt. Måske var det fordi stenen ikke var gennemvarm endnu at den ikke havde et pink skær, som den sten han havde i forvejen, samt den hun havde på stuebordet.
Efter et par timer var det tid til at tænde lys og madlavningen fulgte snart i kølevandet. Gerda tog nogle frosne frikadeller op fra fryseren, som kom på panden og kogte noget pasta dertil. Inden længe spiste hun aftensmad og hældte noget vådfoder op til King, som blev inde i stuen.
Hun fik vasket op og gav sig i kast med en bog inde i stuen, mens tv'et fyldte formidlede baggrundsstøj. Aften gik sin gang og klokken ti blev det sengetid, for hun skulle jo op halv syv.
Displayet på clockradioen viste 4:52 da hun stod op for at tisse, og tænkte da hun var færdig, at hun lige ville tjekke om King var vågen. Inde i stuen lyste et lilla skær op. Hun tændte noget lys og så King hvile sit hoved ovenpå stenene fra krateret på marken. Det var dem der lyste op. King havde indkasseret hendes sten fra stuebordet af, så nu hvilede han sit hoved på tre af de mystiske sten. Gerda gned de søvnige øjne og kom til sine sanser i en fart. King løftede sit hoved fra stenene og det lilla skær ophørte brat. Det var som om nogen havde slukket for en lyskontakt. Instinktivt fjernede Gerda to af stenene op på stuebordet. Stenene lyste ikke op da hendes hånd kom i kontakt med dem, eller da hun efterfølgende lagde sin hånd på imellem de to sten på bordet. Så tog hun den sidste sten fra King og lagde dem tæt sammen på bordet og placerede sin hånd ovenpå den midterste. Der skete absolut intet. Hun mærkede ikke nogen kildrende sensation eller så dem lyse bare svagt op. Stenene var bare dekorative kolde elementer uden yderligere funktioner. Hun begyndte at føle sig fjollet anlagt, og tænkte at hun måske bare havde bildt sig det hele ind. Måske havde hun ikke været ordentlig vågen og havde delvist drømt det hele. King slikkede sig om munden og peb kortvarigt. Han ville sikkert gerne have sine sten igen, og kunne ikke forstå hvorfor mor havde indkasseret dem. Han så bedede på hende og hun bøjede sig i støvet.
En efter en lagde hun stenene foran Kings hoved. Han logrede med halen og placerede atter sit hoved ovenpå stenene. Efter få sekunder lyste de op i et blidt lilla skær. Det var som om de først skulle opvarmes. Så var det afgjort. Hun havde ikke set syner eller havde dagdrømt fænomenet. Det glædede hende, at det ikke rablede for hende, for ellers ville hun ikke være i stand til at passe sit job. Hun gav sig til at fundere over hvilken effekt stenene mon havde på King. Indtil videre var han ikke blevet aggressiv anlagt og det var jo altid noget. Hun vidste, hun burde få noget mere søvn, men kunne ikke løsrive sig fra synet af de lysende sten. Der var noget beroligende over det blide skær de udsendte og et eller andet sagde hende, at hun trygt kunne forlade King. Hun kunne ikke sætte ord på følelsen, men stolede på det nye varme instinkt af uforklarlige årsager. Stenene kunne højest have en beroligende effekt på King, og formentlig ikke tilføje mere skade, så der skete vel ikke noget ved at lade ham forsat have dem til rådighed? Hun blev enig med sig selv om, at hun ikke bare kunne blive ved med at sidde og stirre på King og på stenene, selv om det var nok så betagende. Hun måtte prøve at få noget mere søvn.
Gerda gik tilbage ind i soveværelset og så på clockradioen, der viste 5:34. Om mindre end en time skulle hun op. Hun følte sig overhovedet ikke træt længere, og tænkte at hun vel lige så godt kunne stå officielt op, for det ville uden tvivl være tidsspilde at prøve at sove videre. Hun blev enig med sig selv om, at hun kunne tage en morfar senere på dagen, når hun engang kom hjem fra jobbet. Det ville nok blive tiltrængt, men den tid den sorg. Hun fandt noget anstændigt tøj frem fra klædeskabet, satte kaffe over og tog sig et langt varmt morgenbad. Efter badet gjorde hun sig arbejdsklar, indtog morgenmad, og pille, og satte sig til rette i stuens lænestol. Her observerede hun at stenene ikke længere afgav et lilla skær fra sig, men nærmere begyndelsen på et blåligt skær. Der var ikke koldt i stuen, så det var ikke rumtemperaturen der havde bevirket at stenene nu lyste blåligt.
Armbåndsuret viste 6:22, så hun havde god tid. Hun tog en slurk kaffe, der smagte himmelsk, og tændte for nyhederne i tv'et. Da der var gået en lille halv time uddøde skæret pludselig stenene selv om King stadig hvilede sit hoved på dem. Han rejste sig op, gik i køkkenet og guffede næsten al tørkosten i sig. Gerda syntes det var underligt at stenene uden videre var holdt op med at lyse, og besluttede sig for at tage en sten op for at undersøge den nærmere. Da hun prøvede på at tage fat i stenen, smuldrede den tørt mellem hendes fingre. Det forløb ligeledes for de andre to sten. King kom tilbage fra køkkenet logrede glad med halen og kom hen til Gerda. Hun kælede ham lidt og bemærkede at han virkede frisk til mode.
"Nu skal mor nok rydde op efter sig," sagde hun og hentede håndkost og fejebakke, og fik fjernet det meste af efterladenskaberne fra stenene, som hun smed ud i hækken ved græsplænen. Ved samme lejlighed fik King besørget. Så blev tæppet rystet udenfor og fik en tur med støvsugeren, og Kings tæppe var så god som ny. Klokken viste 7:14 da hun var færdig, og hun skulle afsted på arbejde om et kvarters tid. Hun drak den sidste halve kop kaffe og fandt ud af at King havde spist al sin tørkost. Han skulle ikke sulte imens hun var på arbejde, så hun fyldte hans skål med mad og fik overtøjet på.
"Mor skal på arbejde. Kan du være en god dreng i mellemtiden?" sagde hun til King mens hun klappede og nussede ham. Så kørte hun afsted, selv om hun egentlig mest havde lyst at være hjemme.
Da hun kom hjem lidt over halv fire lukkede hun straks King ud. Det varede noget tid før han kom tilbage fra sin lille tur, og han havde en glitrende sten med i munden. Han havde tydeligvis været på marken for at hente sig en ny souvenir. Stenen lagde han på sit tæppe inde i stuen og hvilede bagbenet på stenen. Hun kunne ikke se om stenen lyste op fordi han dækkede for stenen, men hun var egentlig også ligeglad lige nu. Hun følte sig lettere bombet oven på manglen af søvn, og tænkte at en kop pulverkaffe måske kunne kvikke lidt op. Da hun gik i køkkenet, opdagede hun at King havde tømt sin madskål med tørkost. Det var sært. Så sulten plejede han ellers ikke at være. Måske havde han fået orm eller måske var der noget andet i vejen. For en sikkerheds skyld måtte hun hellere få en ny tid hos dyrlægen. Hun besluttede sig for, at hun ville ringe den næste morgen. Resten af dagen foregik med en morfar på times tid samt mere kaffe foran tv'et. På et tidspunkt ud på aften, kom hun i tanke om at King skulle have medicin mod gigt og bestilte det over internettet. Lettere brugt gik hun i seng. Den aften kom King heller ikke ind i soveværelset til hende, men hun var for træt til at tænke over hvorfor han var var gået hen og blevet asocial når det kom til sengetid.
Den nat sov hun tungt igennem og havde ikke været ude for at tisse midt om natten. Veludhvilet fik hun sat gang i morgenrutinerne og konstaterede at King igen havde tømt sin skål med tørfoder. Vandskålen var også næsten tom. Hun fyldte vand og mad op i skålene og fik ringet til dyrlægen med henblik på en ny tidsbestilling. Der var en ledig tid fredag formiddag klokken ti som hun tog imod. Hun noterede tiden i sin kalender, fik sagt farvel til King og kørte på arbejde.
Dagene frem til fredag skete der ikke meget. King havde formået at hente en ny sten fra marken, så der nu var to sten. Bortset fra det så var han begyndt i fise i utide. Ellers foregik der ikke noget usædvanligt andet end Kings appetit var enorm.
Om fredagen havde Gerda taget fri fra arbejde og de kom hen til doktor dyr i god tid. King blev undersøgt og vejet. Han havde taget på siden sidste besøg og der var ikke noget umiddelbar indikator på at han havde kræft. Faktisk var hans gigt heller ikke eksisterende. Hun havde glemt at bide mærke i det men King haltede ikke længere. Gerda fik at vide at hun nok skulle holde lidt igen med hundemaden som var skyld i oppustet mave. Der var ikke nogen tegn på at King havde fået orm, og faktisk skulle man tro King kun var ti år gammel og ikke tolv sagde dyrlægen. King var med andre ord i god form af sin alder at være, hvilket ikke kunne forklares. Dyrlægen spurgte ad til forandringer i hverdagen og Gerda løj, og sagde at der ikke var sket noget ud over det sædvanlige ud over at han havde givet sig til at slikke på sten. Dyrlægen mente at King måske manglede et kosttilskud, men det kunne hurtigt løses. Ellers var alt i skønneste orden.
Gerda troede ellers ikke på det overnaturlige, medmindre det var noget hun kunne se med sit blotte øje. Hun kunne dog ikke forklare fænomenet med meteoritstenene overfor sig selv og havde ikke tænkt sig at sige det videre. Alt i alt syntes Gerda dog at det var mærkeligt at der ikke havde noget i nyhederne om nogen meteorit. Måske var den lavet af et specielt stof som ikke kunne opfanges på radarer eller lignende. Uanset hvad blev det hendes og Kings hemmelighed. Men for nu kunne sorgen over at måske skulle miste King lade vente på sig nogle år endnu.