Et sted i den svenske skærgård, nogle hundrede kilometer nord for Stockholm, sad en ung dansker og så ud over havet. Det var en meget tidlig sommermorgen, og den lette, kølige vind strøg over hans ansigt og bare fødder og legede med hans tøj og lyse hår. Luften var fuld af fjerne mågeskrig og dufte af hav, blomster og vilde planter, som han ikke kendte navnene på.
   Manden var forfatteren Karsten Kevin. Han sad på en flad klippe, der skrånede ned mod havet. Himmelen var lys blå, næsten hvid, og lette skyer drev hen over den. Havet var dybere blåt, ændrede hele tiden farve i dønningerne som også fik små bølger til at slå ind over stranden. Det strejfede ham, at han burde have taget sin notesbog med, men på den anden side vidste han at han ikke ville være i stand til at beskrive dette ordentligt, andre kunne gøre det bedre. Naturen fyldte ham nok med sære og usikre følelser og fornemmelser, men han var bymenneske og en fremmed og gæst i disse omgivelser. Dybere set var han også mest optaget af sit eget mismod.
   Han burde se og iagttage, men i stedet følte han at han selv blev iagttaget.
   Han var kommet hertil aftenen før med familien, for at få ro til at skrive.
   For nogle år siden havde han skrevet en kærlighedsroman, som var blevet godt modtaget af både kritikken og det store publikum. Han havde fået succes og havde også tjent en del penge. Og oven i købet havde bogen indbragt ham en ærefuld litteraturpris. - Bogens baggrund var hans egne urolige og noget rodede ungdomsår, som for en stor del var blevet levet i Københavns værtshusmiljø og hans forelskelse i en pige han havde kendt fra barndommen.
   Anne hed pigen, og hun var den stabile faktor i hans liv, og uden hende havde han næppe fået skrevet bogen. Da den udkom giftede de sig og de havde fået en lille dreng, som de kaldte Bo. - Alt var godt, men midt i al den ægteskabelige og økonomiske lykke var det som om, han ikke mere kunne skrive noget ordentligt.
   Han skrev lidt til ugebladene og fandt også på at skrive pornografi. Hans uartige historier, som han skrev under pseudonym, var slet ikke dårlige og Anne havde ikke noget imod dem. Hun havde et afslappet og muntert forhold til erotikken, og desuden gav de smør på brødet.
   Nu gik han og baksede med nogle barndomserindringer. Med mellemrum havde han arbejdet på dem, men det han fik på papiret var ikke godt. Han kom ingen vegne. - Så havde de lejet hus for sommeren på dette ensomme sted, for at han skulle få arbejdsro.
   De var ankommet sent, og da de var trætte efter rejsen gik de tidligt i seng. Men han kunne alligevel ikke sove og lå bare der og lyttede til Annes og drengens rolige åndedræt. Og da det lysnede var han stille stået op og havde trukket i et par lyse lærredsbukser og en skjorte og var gået ud. Det var koldere end han havde regnet med og han måtte gå tilbage efter en jakke.
   Nu frøs han lidt og trak jakken tættere sammen om sig, og han tænkte så småt på at gå tilbage til sengen. - Langt ude i vandet fik han da øje på noget. Det var et menneskehoved, en ung mand hvis lange lyse hår fløj i vinden. Hvor han var kommet fra havde Karsten ikke set. Han var der pludselig og lå tilsyneladende bare ganske stille og så ind mod land.
   Måske var Karsten uopmærksom et øjeblik, for pludselig kunne han ikke se manden mere. Han spejdede længe for at se om han skulle dukke op et andet sted. Men det gjorde han ikke.
   Så rejste han sig og gik tilbage til huset. Anne og Bo sov stadig roligt, og stille krøb han i seng og snart sov han.
   Næste dag gik de på opdagelse i omegnen. Der var vidtstrakte skove og meget få gårde. De fik indrettet sig praktisk i huset og han legede meget med Bo, tog ham med til stranden og lod ham pjaske i vandet. Han havde troet at drengen ville være bange for det store hav, men det var han slet ikke. Tværtimod var han næsten ikke til at få væk fra stranden igen. Anne fandt i et udhus en kæmpestor plasticbalje som hun fyldte, så drengen kunne lege med vand i nærheden af huset.
   Han prøvede at skrive lidt, men det blev ikke til noget. Det bekymrede ham dog ikke. Han måtte have tid til at vænne sig til de nye omgivelser.
   Næste nat kunne han igen ikke sove, og ved daggry stod han op og gik ned til stranden. Han gik et stykke langs vandet.
   Her og der måtte han klatre over klipper og store sten og et sted blev han helt stoppet af en klippe der gik lodret til vejrs. Den gik lige så lodret ned i vandet, og han lagde sig på maven og så ned i dybet. Vandet var ganske klart, og det var som at se ned i en anden verden.
   Til sin rædsel så han et ansigt dernede som var vendt op mod ham. De blå øjne så lige op i hans og det lange hår bølgede om hovedet. Han reagerede med hurtigt at jage armen ned i vandet lige til albuen, men fik ikke fat i noget. Og da vandet var faldet til ro, var der intet at se.
   Chokeret blev han siddende på klippen et stykke tid, som for at vente på at noget skulle ske. Men intet skete.
   Var det virkelig den unge mand fra i går? Var han druknet?
   Da han gik hjemad vidste han at han ikke ville slå alarm. Han ville ikke engang sige noget til Anne.
   Selvom han var oprevet, faldt han straks i søvn, da han var kommet i seng.
   Næste dag forekom synet ham uvirkeligt. Havde han overhovedet set noget? Havde det ikke bare været han eget spejlbillede i det klare vand? - Kunne en druknet flyde på den måde? Han så for sig det lange hår det hvirvlede om hovedet. Og det var da levende øjne, der havde set op på ham.
   Han satte sig til skrivemaskinen. Han mente nok, at han kunne skrive nu, og selvom han ikke var tilfreds med resultatet, lettede det hans sind at se de tætskrevne sider.
   De næste nætter sov han udmærket, og han gik ikke til stranden, heller ikke om dagen. Han arbejdede flittigt og papirarkene hobede sig op på hans skrivebord. Selve mængden af papir gav ham følelsen af, at han havde lov til at eksistere.
   Billedet af den unge mand der langt ude i vandet og som han havde set ham nede i dybet dukkede nu og da op i hans sind sammen med en skræmmende følelse af at han havde svigtet. Og nu fortalte han det alligevel til Anne. Hun lyttede opmærksomt til hans usikre ord. Men mens han talte kom det til at virke endnu mere uvirkeligt.
   Hun strøg han blidt over håret og sagde venligt:
   "Jeg ved ikke hvad det er, min ven. Måske er det slet ingenting. - Og hvis det er, bliver det nok opklaret. Du kan ikke gøre noget."
   Næste morgen gik han igen til stranden. Han satte sig på klippen og ventede. Det var som de andre morgener, men luften var lunere. Nu frøs han ikke. Den lette vind puslede i hans tøj og hår. Havet var blankt med lette krusninger.
   Han ventede længe. Men omsider skete det han ventede på. Den unge mand dukkede op af havet, der langt ude. Han så ind mod Karsten, som sad ganske stille.
   "Kom du bare, Rusalko," hviskede han for sig selv. Navnet faldt ham tilfældigt ind. "Jeg stikker ikke af."
   Manden kom nu nærmere kysten, han svømmede glidende næsten uden bevægelser, så vandet knapt krusede. Langsomt, ængsteligt steg han op af vandet.
   Han var det mest fuldkomne menneske Karsten havde set. Han var helt nøgen og huden var gyldenbrun. Han bevægede sig spændstigt og vagtsomt som et dyr. Hans blik var hele tiden fæstet på Karsten, intenst og undersøgende, mens han langsomt kom nærmere. For hvert skridt kastede han sky blikke om sig.
   Da han kom frem til klippen Karsten sad på, faldt han ned på alle fire og krøb langsomt frem. Der var vild angst i hans øjne, men også nysgerrighed.
   Så rakte han tøvende en hånd frem og rørte ved Karstens bukseben. Undersøgende følte han på det grove stof og forbavselsen bredte sig i hans ansigt. Han så hurtigt op på Karsten og brast i en stor lydløs latter, der viste de store hvide tænder i den brede mund. - Så rørte han forsigtigt ved Karstens nøgne fod - det var en iskold hånd - og trak den straks tilbage, som om han havde brændt sig. Han sad lange og så undrende på Karsten og Karsten så ind i det smukke ansigt og de meget blå øjne. - Så rakte Karsten langsomt hånden frem og rørte let ved Rusalkos kind. Det gav et sæt i manden, men han blev siddende. Ganske forsigtigt kærtegnede Karsten kinden, og Rusalko faldt helt til ro, lukkede øjnene, og i ansigtet kom et udtryk af dyb nydelse.
   Så var der noget der skræmte ham, en lyd eller hvad det var, og i et spring baglæns var han pludselig flere meter væk. Og nu trak han sig hurtigt tilbage til vandet. Da han var kommet et stykke ud standsede han og kastede et sky blik op mod Karsten. Karsten løftede hånden og vinkede, og Rusalko smilede et stort smil og forsvandt.
   De følgende morgener gentog dette sig, og Rusalko blev stadig mere dristig. Han var kælen som et dyr eller et lille barn og Karsten kærtegnede forsigtigt den smukke men iskolde krop. Når han talte blev Rusalko til at begynde med skræmt og Karsten blev også lidt skræmt over sin egen stemme, men senere sad Rusalko bare ganske stille og så på Karstens mund og formede selv ord med sine stumme læber.
   Karsten fortalte intet af dette til Anne, men han fik arbejdet en del på sin bog. Han skrev om en Sverigestur, han som barn havde været på med sine forældre. Det stod for ham som nogle meget lykkelige dage. Hvor i Sverige den tur var gået hen, huskede han ikke, men nu lod han den foregå på denne egn, og han tog sig i det hele taget mange litterære friheder. Fortællingen var fuld af mægtige drengedrømme om at løbe bort, gemme sig for verden, bo i huler i skoven og skyde med bue og pil. Arbejdet gik let; historien skrev næsten sig selv, og han var lykkelig.
   Da Anne havde læst det, sagde hun betaget og lidt tøvende:
   "Hvor er det godt. - Man kan blive helt bange."
   Så kom hun hen til ham, omfavnede ham heftigt og kyssede ham.
   "Kan jeg ikke hjælpe dig mere, end jeg gør?" spurgte hun.
   Han så forundret på hende og lo lidt genert.
   "Nej, det her må jeg nok selv klare."
   En morgen tog han Bo med ned til stranden. Han var tilfældigvis vågnet, da Karsten stod op.
   Rusalko blev hverken bange eller urolig på grund af drengen. Tværtimod var der kontakt mellem de to med det samme. Inden længe tumlede de sig i leg på stranden. De var dejlige at se på, den smukke nøgne mand og hans egen spinkle, men livskraftige dreng. Karsten følte sig ganske tryg. Han var lykkelig. Alt var som det skulle være.
   Også da Rusalko tog drengen på armen og bar ham med sig ud i vandet. Og da vandet lukkede sig over dem.
   Det tog et stykke tid før han kom til fornuft. Så gik der panik i ham. Hvad pokker var det der skete? Rusalko kunne vel ikke vide, at dette menneskebarn ikke kunne leve under vandet, men han selv lod det bare ske. Han sprang op og ville i vild panik styrte sig i havet.
   I det samme kom Rusalko op med drengen. Der var ikke noget i vejen. Bo var ikke engang våd. Da Rusalko afleverede ham i Karstens arme lagde han armene om dem begge. Så greb han om Karstens hoved og slikkede ham i ansigtet; han blev helt våd af den kolde tunge. Så gjorde han det samme med drengen. Han værgede for sig, men stak alligevel også sin tunge ud og de lo begge, drengen højlydt og Rusalko lydløst.
   Derefter løb Rusalko ud i vandet og forsvandt.
   Nu fortalte Karsten det hele til Anne, mens de alle tre sad i græsset uden for huset. Hun lyttede mere og mere urolig.
   Til slut sagde hun:
   "Sig mig, er du ved at blive skør?"
   Han lo og svarede:
   "Tjah! det er jeg måske. Men det er dejligt."
   "Det siger jeg dig," sagde hun skarpt, "gør hvad du vil, men hold drengen uden for det der."
   Han så forbløffet på hende. Det var faktisk første gang, han så hende rigtig vred.
   "Det skal jeg da nok," sagde han. "Men hvorfor?"
   Hun rejste sig, tog Bo og gik ind i huset. Han var forvirret og vidste ikke, hvad han skulle stille op.
   Han fulgte efter hende ind.
   "Anne," sagde han bedende. "Du må da også gerne komme med."
   Hun så på ham bleg af vrede og svarede ikke. Han følte sig hjælpeløs.
   "Jamen, jeg vil jo gerne tale med dig," sagde han.
   "Ja ja", sagde hun halvt afvisende og halvt imødekommende.
   Han prøvede at sige noget, men kunne ikke finde ord, og så gav han op.
   "Jeg tror, jeg tager en tur til byen," sagde han så.
   Hun så forskrækket på ham, men svarede:
   "Nå ja, det er måske meget godt. Så kan du købe nogle ting vi mangler."
   "Måske jeg overnatter derinde," sagde han.
   Hun så ikke på ham, da hun svarede:
   "Ja, gør du bare det."
   Han tog af sted med det samme. I den lille by fik han svart handlet det han skulle. På hotellet fik han noget at spise og ikke mindst noget at drikke. Det var det rette sted han var kommet til, for efter at værten havde givet ham en del mere end han måtte efter loven, viste han ham over til et bord i et hjørne hvor der sad et par skumle men lystige kumpaner. Hvorefter han kærligt men bestemt hældte dem alle ud.
   De to tog ham med til en fest i et forsamlingshus. Der blev ikke serveret andet end kaffe og sodavand, og alligevel var mange halvfulde, og Karsten blev da også snart trukket med udenfor, hvor der var rigelige forsyninger i buskene.
   Da de omsider skiltes vaklede han tilbage til hotellet, hvor værten med venlighed og godt håndelag hjalp ham i seng.
   Som sædvanlig vågnede han tidligt efter kun at have sovet et par timer. Han prøvede at stå op, men det svimlede for ham og han havde hovedpine. Han tog et par piller, som han straks brækkede op igen. Han gik ud, men kunne ikke finde ro i det ukendte og stille landskab. Alt kørte rundt for ham, Anne, Bo, bogen og Rusalko. Over det hele Rusalko. Måske havde Anne virkelig ret i at han var farlig. Han gik tilbage til hotellet og faldt omsider i søvn igen.
   Op på formiddagen kom værten med kaffe, og efter at have sovet yderligere et par timer fik han sig stablet på benene, og selvom han stadig var mat kunne han ud på eftermiddagen køre hjem.
   Anne og drengen tog imod ham med glæde, og snart fandt de så nogenlunde ind i deres vante livsrytme. Intet kunne mærkes på Anne. Måske havde de slet ikke været uvenner. - Og dog var dette det værste sammenstød de havde haft. Nu var alt godt. De var kærlige imod hinanden og da de om aftenen var kommet i seng elskede de. Da de kyssede hinanden godnat, følte han kun en vag uro.
   Han sov let, og da det lysnede gik han til stranden. Rusalko sad allerede på klippen, og Karsten satte sig ved siden af ham. Det var stille og havet var blankt. Rusalko var glad, lagde armen om ham og slikkede ham i ansigtet. Det var som at blive tørret i ansigtet med en fisk, og så sad han alligevel der og kunne lide det.
   Lidt efter rejste Rusalko sig og gik et par skridt ned mod vandet. Så vendte han sig og gjorde tegn til Karsten, at han skulle følge efter. Men han blev siddende. Så kom Rusalko tilbage og tog hans hånd. Nu fulgte Karsten med. Langsomt gik de ud i vandet. Rusalko vendte sig af og til og smilede opmuntrende. Karsten holdt hele tiden blikket fæstet på Rusalko. De gik langt ud, og til slut forsvandt de under overfladen.
   Der gik et langt stykke tid. Krusningerne i vandet, hvor de var forsvundet, faldt til ro, og havet var blankt som før. Det var en dejlig, stille morgen.
   Da brast overfladen og Karsten kom op med et brøl. Han hev luften ind i lungerne med lange hvin og hostede og spyttede vand. Han tumlede og snublede ind mod land og standsede ikke før han var et godt stykke oppe på stranden. - Først da vendte han sig og så ud over vandet.
   Derude stod Rusalko med armene hængende slapt ned. I hans ansigt sås forbløffelse og skræk. Længe stod de sådan og så mod hinanden.
   Så kastede Rusalko pludselig hovedet bagover. Han løftede armene i vejret og lagde dem over øjnene, kroppen spændtes i en bue. Og fra hans mund kom en vild, langtrukken disharmonisk, klagende lyd, en tuden som fra et såret dyr. - Og så forsvandt han i havet.
   "Rusalko!" skreg Karsten.
   Men vandet blev stille igen og der var intet mere at se. Karsten blev stående meget længe uden at kunne røre sig.
   Så vendte han sig resolut og gik op mod huset. Han havde taget sin beslutning. Han ville pakke med det samme, så de kunne rejse, så snart Anne og drengen vågnede.
   Bogen ville han opgive. Når de kom hjem til København, måtte han se at finde noget andet at lave.
   Heldigvis havde han Anne - hende og Bo. Hvad skulle der ellers blive af ham?
   Han vendte sig ikke en eneste gang for at se ud over havet.