Hendes mor lå i koma med en bekymret rynke i panden. Hun trak vejret meget let i sin seng på hospice. Signe selv trak også vejret let, når hun ikke holdt det. Det var svært at trække det i bund. Så ville hun komme til at føle for meget. Hun ville helst ikke mærke den smerte, der lå og ulmede lige under overfladen. Hun gjorde sig stærk og overnattede på hospice, så hun kunne være i nærheden, når hendes mor udåndede.

Nu var der gået tre dage på den måde. Tiden sneglede sig af sted, og Signe vidste ikke, hvad hun skulle få den til at gå med. Hun følte en stor tomhed. Hun prøvede at læse, men kunne ikke koncentrere sig, så hun snakkede meget i telefon. Hun havde også en del samtaler med det søde og imødekommende personale. En af dem sagde, at de fleste mennesker valgte at dø, når de pårørende ikke var til stede, for så var der ikke nogen, der holdt på dem. Så kunne de give slip på livet.

Inden moren var kommet på hospice, lå hun på Gentofte Hospital. Signe var skuespiller og var i gang med at uddanne sig til dramalærer. Hun var sygemeldt på grund af stress og tvang sig selv til at besøge sin mor på hospitalet, hvor hun inkvisitorisk blev udspurgt.

"Hvordan kan du være her, når du skulle være i skole?"

Signe svarede fuld af rædsel:

"Jeg er sygemeldt og ikke sikker på, jeg kan gennemføre uddannelsen."

Morens sorte øjne blev om muligt endnu sortere.

"Nu gennemfører du den uddannelse! Ellers bliver jeg meget vred! Og hvis jeg dør af det her, så går jeg igen og kommer efter dig!"

Det gik lige i Signes mave, og hun var ved at kaste op. Men hun beherskede sig og sagde med bævende hjerte:

"Uanset hvor vred du bliver, så er det min beslutning. Og nu synes jeg ikke, vi skal snakke mere om mig."

Moderen begyndte at græde og sagde undskyld.

"Undskyld for hvad?"

"At jeg græder. Jeg er blevet åbnet og lukket igen. Lægerne kunne intet gøre for mig. Kræften er gået i leveren."

Inden moren gået i koma, var hun og Signe kommet tættere på hinanden, og Signe var ikke mere bange for hende. Det var sommer, og de var tit oppe på tagterrassen, hvor moren lå i sin seng med store sorte øjne i sit magre ansigt. Signe var kunne godt lide at trække vejret gennem et filter, og der var altid ballade med, at moren fik røgen i hovedet, så Signe skulle flytte sig af hensyn til vindretningen. Nu fik hun igen det der blik og tænkte:

Åh, nej, nu igen.

Så sagde moren:

"Giv et hvæs."

"Hvad SIGER du?"

"Giv et hvæs."

"Du kan tro nej, sådan som du har punket mig."

Moderen smilede kækt.

"Årh, hvor er du tarvelig."

"Okay, på én betingelse. At du aldrig punker mig mere."

"Okay, på én betingelse. At du aldrig siger det til nogen."

En anden dag sagde moren til Signe, da hun var på vej ud for at holde rygepause:

"Du må gerne ryge herinde, for jeg vil gerne have, du bliver."

Signe sagde:

"Hvor er du egentlig et kærligt væsen mor. Det har du skjult godt."

Moren trak dynen op over sin mund og begyndte at græde. Med tårer i øjnene sagde hun:

"Det var jo ikke min mening."

Signe havde besøgt sin mor hver dag og siddet ved hendes seng, indtil hun sov. Moren var nemlig bange for at dø og havde derfor svært ved at falde i søvn. Hver dag havde Signe en flaske vin med, og en aften spurgte moren:

"Skal du drikke hele den flaske? Du er vel ikke ved at blive alkoholiker?"

Signe måtte spise alt det, hun ville, på hospice, og hver aften havde hun tv-dinner på morens værelse. Samtidig med, at hun så fjernsyn, holdt hun med tilbageholdt åndedræt øje med sin mor for at se, om der var nogle forandringer i hendes vejrtrækning.

Efter hun havde spist, satte hun sig hen til sengen og tog sin mors hånd i sin, mens hun sang Altid frejdig, når du går, selv om hendes mor i sin tid havde sagt:

"Ja, du har jo aldrig haft en tone i livet."

Den tredje aften havde hun inviteret en veninde derud. På et tidspunkt registrerede de en ændring i morens vejrtrækning. Det var, som hun drog nogle dybe suk. Var det lettelsens suk over at vide, Signe var i gode hænder? Signe styrtede ud efter personalet, som kom med det samme. Men de mente, morens tilstand var uforandret.

Signe spurgte personalet til råds. Hun havde ikke sovet i to nætter og var dødtræt. De sagde til hende, at hun godt kunne tage noget at sove på, for der var intet, der tydede på, at moren ville dø den nat.

Signe skyllede indslumringspillen ned med et glas vin og gik i seng. En halv time senere blev hun vækket.

"Signe, jeg tror, din mor er død."

Sygeplejersken måtte støtte Signe, som var stærkt påvirket af vinen og pillen. Hun lagde sig ind over sin døde mor, mens hun ventede på, at hendes bror skulle komme. Hun faldt i søvn, og der gik noget tid, for han skulle også lige hente nogle papirer i morens hus.

Imens blev moren koldere og koldere. Lige så kold, som hun havde været over for Signe det meste af sit liv. Endelig kom broren. Han lagde en hånd på Signes skulder, og hun tog den. Derefter satte han sig om på den anden side af sengen, og Signe faldt i søvn igen. Lille Signe, der havde brug for sin mor.

Omsider kunne Signe og broren tage afsked. De bestilte en taxa og kørte hjem til broren og hans familie, hvor Signe fik et par timers søvn i gæsteværelset.

Tidligt næste morgen gik det løs. Signe kunne slet ikke mærke søvnunderskuddet. Hun kørte på adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen på hende. De skulle ringe til en bedemand og ringe rundt til folk for at fortælle den sørgelige nyhed. De skulle også arrangere, at folk kunne komme forbi hospice og sige farvel. To familiemedlemmer var uvenner, så deres besøg skulle skilles ad.

Morens værelse var fyldt med blomster i mange farver fra de pårørende. Hun så så fin ud, men havde dog stadig en rynke i sin pande. Den signalerede både vrede og bekymring. Personalet sagde, at som man lever, sådan dør man. Moren havde været en ualmindelig vred kvinde, der tyraniserede hele sin familie. Ikke mindst Signe, som hun gennembankede med en hårbørste, da hun var to år.
   Telefonen havde ringet, og lille Signe havde taget den. Hun havde siddet og været helt optaget af at lytte uden selv at sige en lyd. Syntes det var sjovt, der var nogen, hun ikke kunne se, der snakkede ind i hendes øre.

"Hallooh, er der nogen, haalloooohh, hvem er det?"

Signe havde siddet med et stort smil, og hendes mor havde råbt og skreget, at Signe skulle give hende røret. Moderen hev og flåede i det, men Signe holdt godt fast, indtil hendes mor endelig fik det vristet fra hende. Det knaldede op i morens ansigt og knækkede en fortand:

"Din dumme tøs, det gjorde du med vilje!"

Dagen efter morens død tog hun til en 50-års fødselsdag, hvor hun drak sig fra sans og samling. Det var et mirakel, hun kom hjem, før hun dejsede om. Nu kunne hun mærke trætheden og en dyb følelse af sorg og smerte, der vældede ind over hende. Det var uigenkaldeligt forbi. Hun mærkede et dybt savn af den kærlighed, hun aldrig havde fået og aldrig ville få. Hun var totalt udmattet, men måtte alligevel tage noget at sove på, for hendes sind rasede, og sorgen kom i bølger. Nogle gange som en stormflod, og hver nat så hun morens genfærd i sit soveværelse i form af en dæmon, hvis smalle gule øjne holdt hende fast i et jerngreb.

Den dæmon havde Signe mødt flere gange i sit liv og havde opsøgt mange behandlere. En af dem var en gestaltterapeut, som bad hende tegne dæmonen. Hun lavede en lille bitte blyantstegning. Terapeuten spurgte, om hun havde mod på at tegne den i legemsstørrelse. Hun sagde ja og fik en to meter høj hård masonitplade og en ordentlig omgang farvelade. Så gik hun ellers i gang med at genskabe den dæmon, der var kommet fuldstændig bag på hende, og som fik hende til at tro, hun var ved at blive sinddssyg. Sort med klør, hugtænder, djævleører og smalle gule øjne. Terapeuten sagde, det var hendes vrede, som hun vendte indad, og som hun skulle gøre sig til gode venner med. Han opfordrede hende til at tage dæmonen i hånden og synge:

"Mo'ar, jeg vil gerne ha', at du si'r goddag til min nye ven. Han hedder Sigurd og spiser yoghurt."

Den terapeut opsøgte Signe igen, så hun kunne slippe af med sine syner og blive klar til et prøveforløb, der begyndte tre måneder efter, moren var gået bort. Hun skulle spille en rolle, der i en af scenerne fik et raserianfald. Det havde hun meget svært ved, og hun kunne stadig ikke trække vejret i bund. Under hele prøveforløbet havde hun svært ved at komme i kontakt med sig selv og bruge sin indlevelsesevne. Det vældige rum med 900 røde sæder mindede hende om et kæmpe rovdyrsgab. Hun var ved at blive ædt. Ædt op af angst. Der var en prop i hendes sind, og instruktøren hersede med hende.

"Kom så, Signe! Forestil dig, du og din mor er oppe at skændes, og at du giver hende det glatte lag."

Signe så sin vrede mor tårne sig op foran hende. Moren nåede helt op til loftet og stirrede ned på Signe med rasende øjne:

"Fyh, Signe, du må ikke være vred! Du er jo uartig! Gå ind på dit værelse og skam dig!"

En uge inden premieren begyndte Signe at græde under en af prøverne, fordi hun ikke kunne præstere det, hun skulle. Derfor provokerede instruktøren hende.

"Signe, du er jo pløkumulig."

Da følte Signe et raseri rejse sig som en søjle i hende. Hun mærkede et dybt had til instruktøren, som stammede fra hadet over morens behanding af hende. Hun tog en dyb indåndning og kunne nu spille den rasende furie, som rollen krævede af hende. Instruktøren rejste sig op og klappede af hende, og det samme gjorde publikum til premierens fremkaldelser, hvilket gjorde hende helt overvældet. Da hun kom ud i kulissen, græd hun igen. Denne gang forløsningens tårer, der strømmede ned over hendes kinder. Instruktøren sendte hende et forelsket blik. Signe drog et lettelsens suk, og hendes hjerte galopperede af sted.