Dette er historien om en dreng der hed Frank. Han gik i en parallelklasse, for praktisk begavede, på Christianshavns skole. Jeg kendte ham godt, for han boede i samme gård som mig med sin mor Elinor og Knallert Knud. Om onsdagen havde vi gymnastik sammen i to timer med flinke gymnastiklærer Kongsted. Vi gik også til spejder sammen. De Frie Fugle hed vi. Jeg var Franks betroede legekammerat og fik næsten alt at vide. Mine forældre var ikke meget for Frank men jeg så ham som en leder og en god kammerat indtil den dag han forsvandt.
   Jeg har siden undret mig over at Frank kom i A klassen medens jeg kom i B klassen, for sandheden var at Frank var både klog og smart medens jeg var dum og usikker, i det mindste i forhold til ham. Men lærerne må altså have set anderledes på det, af en eller anden uransagelig grund? Det var vist noget med Elinor og Knallert Knud der ikke kom til forældremøderne.
   Kedsomhed er uforløst energi som kan transformeres til forfærdelige ting og det gjorde det med Frank.
   Frank var god til mekanik og noget med elektricitet, han legede med ejendommens elevatorer. Nogen gange, når jeg var på vej op til ham på tredje sal, satte han elevatoren fast mellem 2. og 3. sal.
   "Nå Stampe hvad vil du nu gøre?" råbte han, medens han morede sig kosteligt.
   "Jeg vil trykke på alarmen, så kan du risikere at Larsen dukker op", råbte jeg tilbage... "Det bliver værst for dig selv!" Så gik elevatoren i gang igen og jeg blev lukket ind i Franks værelse.
   "Hvor er modeljernbanen henne?" spurgte jeg forskrækket.
   "Den må ikke være der mere, for onkel Knud, nu er den hængslet på væggen og kan vippes ned, hvis du gider at hjælpe mig."
   "Jamen, så skal vi jo sætte det hele på pladen hver gang vi skal lege med den ... ?"
   "Ja, alt det der ikke er limet fast... længe leve onkel Knud!" Frank vippede pladen ned, og tændte for anlægget."
   "Moses, sikke en masse nye signaler du har fået." Røde grønne og gule signal-lamper lyste op som et lyshav med et forunderligt skær.
   "Ja," sagde Frank "det bliver ikke flottere." Og hans øjne lyste, uden glæde.

Det viste sig at Frank i stedet for at gå hjem og lave lektier gik over Langebro ned til Amagertorv og videre ned ad Strøget til Magasin. Legetøjsafdelingen lå på 1. sal.
   Frank elskede turen, forbi de ekstremt sminkede og rosen-osende parfume damer, hen til rulletrappen og op til første sal. Når han fulgte gangen til højre, var der en stor åben disk med tilbehør til modeljernbaner og det var dér Frank gennem længere periode havde hentet lyssignaler til jernbanen. Af en eller anden uforklarlig grund var det altid gået godt, selv om Frank med sit strithår ternede skjorte korte blå fløjlsbukser sandaler og hul på knæene ikke lignede én der skulle være i et stormagasin kl. 15 om eftermiddagen.
   Det gik faktisk så godt, at nu var tiden inde til at indvie Michael hjemme fra gården i den lukrative aktivitet.
   Michael blev også kaldt Armeogben, da han af statur mindede lidt om Ulf Pilgård med sine lidt fjollede ukontrollerede bevægelser af sine lange lemmer, arme og ben.
   Frank førte an med Armeogben i hælene. Så snart de havde udset sig et emne ville Frank nikke og den udsete tyvekost skulle, i et flydende bevægelses flow, geleides ned i lommen.
   Den dag havde legetøjsafdelingen flyttet lidt om i afdelingen. I stedet for modeltog og tilbehør var det nu musikinstrumenter der havde prioritet. Derfor snuppede de to tyve en plasticfløjte hver. En lidt mindre høst end beregnet. Da de svinger rundt om gangen for at komme ned med rulletrappen, netop dér, var der et spejl med solbriller. Armeogben trak fløjten op og begynder at spille på fløjten medens han spejlede sig og tog solbriller på.
   Mareridt:
   De klare toner kan høres i hele magasin. Frank søger rask mod rulletrappen for at komme væk. Armeogben er allerede pågrebet af to ekspedienter. Frank får øje på en kæmpe mand, med store hænder, magasin uniform og vagtskilt, for enden af rulletrappen. Han drejer rundt for at løbe en anden vej. En fast hånd griber ham i armen. En smilende kvinde i uniform der ligner og taler med hæs cigaretstemme som Marlene Dietrich. Frank er Humphrey Bogart. Han lader sig trække med af Marlene, men er tavs som en spion. Han når lige at smide fløjten i papirkurven ved rulletrappen.

Magasins forhørslokale er øverst i bygningen på 5 sal. Det er der de har den store pengeboks. Frank noterer sig de fire vagter og de mange kontanter der køres til boksen i en uendelig kapitalstrøm.

Den første de slæber ind er Armeogben han tuder og snotten løber ud af næsen. Marlene henter et lommetørklæde. Han vil betale fløjten med hans mors plastickort han har i lommen, siger han. Marlene snupper det... "Det her er jo et personalekreditkort... arbejder din mor her i Magasin?", spørger hun den grædende dreng. "Ja" kommer det svagt og gråden kommer voldsomt igen.
   "Afdelingen for dameovertøj." kvækker benraden.
   "Er hun på arbejde i dag"
   Nu vælter gråd og snot ud af Armeogben igen... Marlene finder et nyt lommetørklæde...

I værelset ved siden af forhøres en grædende kvinde fra Charlottenlund der har overtrukket sit plastickort med 5.000 kr. og nu er hun ikke i stand til at skaffe pengene.

Nu kommer turen til Frank.
   Marlene holder en grøn fløjte op for næsen af ham. "Er det den du smed i papirkurven?"
   "Ja" mumler Frank.
   Marlene får Elinors adresse.
   "Vi sender en opkrævning til din mor" siger hun, med en gennemborende mine.

Hver dag løber Frank direkte hjem fra skole og stirrer på det gule linoleumsgulv, er der brev fra Magasin?
   Ved juletid kommer kataloget fra Magasin og det fra Dallevalle med de smukke damer, der har alt for lidt tøj på i december for slet ikke at tale om januar.
   Brevet kommer aldrig, men Frank er ikke siden, set som mestertyv i Magasin, lysten dertil forsvandt med et tryllefløjt.