Tid var en mærkelig faktor, der kunne bøjes - alt afhængig af hvor man befandt sig og hvilken tilstand man var i erfarede Vitus. Han havde svævet rundt på sygehuset i et uanet tidsrum og havde set lidt af hvert. Da han vendte tilbage til Katies stue, var det blevet sengetid. Han havde godt bidt mærke i at dagslyset for længst var krympet i skjul, men havde ikke skænket det nogen yderlig tanke. Tid var relativ og kun vigtig når man var levende. På et tidspunkt havde han nærmet sig hovedindgangen til sygehuset, men et kraftfelt af en art forhindrede ham i at svæve udenfor. Med andre ord; han var strandet i sygehuset.
   Gud ved om han stadig ikke kunne komme udenfor, hvis han fik belejret en krop eller om der var andre regler på spil der?

Katie og Doris lå og sov da han kom forbi stuen. Skulle han invadere Katies krop mens hun sov eller skulle han være en gentleman og vente til det blev morgenstund, hvor hun var vågen? Han tænkte, han ville have godt af et ordentlig hvil og besluttede sig for at være egoistisk. Så han så på Katie, der lå på den ene side, og invaderede kroppen. Det føltes rart at have et hylster til sjælen selv om det også var et fængsel af kød og knogler. Han mærkede lidt modstand til at starte med da han indtog kroppen, men det gik hurtigt over. Nu ville han få sig noget søvn og forhåbentlig købe sig noget mere tid i morgen.
   Næste morgen da sygeplejersken kom og sagde godmorgen, skiftede Doris sygehustøjet ud med sit eget og pakkede sin taske kort efter. Hun skulle jo hjem her i formiddag, og nu var der kun ventetid tilbage før hun blev hentet.

Katie vågnede ved Doris der rumsterede, og mærkede hurtigt at hun ikke var alene.
   "Er du der?" tænkte hun. Hun kunne ikke engang ham ved navn, for hun kendte det ikke.
   "Godmorgen. Ja, jeg er her," sagde Vitus inde i hendes hoved.
   "Har du fundet en løsning på dit problem eller er jeg strandet med dig, hvad du så end hedder?"
   "Mit navn er Vitus, og nej jeg har endnu ikke fundet en udvej. Beklager Katie. Men der er heller ikke gået et døgn endnu. Jeg prøvede at invadere en anden krop, men det lykkedes ikke."
   "Så har vi et problem for dette kan jeg ikke være med til. Det nægter jeg simpelthen."
   "Jeg forstår, og forsikrer dig om at jeg arbejder på sagen."
   "Arbejd hurtigere," tænkte hun, og sagde godmorgen til Doris.
   "Så har du snart stuen for dig selv lille ven," sagde Doris: "Vil du have bladene at læse i for jeg har løst kryds og tværsene?"
   "Nej tak, tag du dem bare med. Ellers tak." Hun ville ikke være til ulejlighed, så derfor takkede hun nej. Hun kunne vel købe sine egne blade når mor og far engang kom forbi med nogle penge.
   "Ved du hvornår mine forældre kommer forbi?" tænkte hun.
   "De plejer at dukke op ved ellevetiden. Din far har efterladt en bog som du kan læse i," sagde Vitus.
   "Okay tak," tænkte Katie.
   "Kom du i krydsforhør hos doktor Rasmussen i går? Hvad sagde han?"
   "Han spurgte mig ad om jeg stadig ikke kunne huske noget. Jeg svarede at jeg kunne huske alt også ulykken med Michael, og han fik julelys i øjnene - sagde at det var godt at jeg kunne huske det hele igen, og sagde det jo var et mirakel og et godt tegn."
   "Snakkede han noget om en udskrivning?"
   "Nej det blev ikke nævnt."
   "Det er nok også for tidlig. Du skal jo til genoptræning."
   "Jeg har et problem," tænkte Katie.
   "Hvad er det?" blev Vitus nysgerrig.
   "Jeg skal på toilettet og vil ikke have dig ombord i mellemtiden. Så kan du ikke give mig noget privatliv?"
   "Jo selvfølgelig."
   "Tak."
   "Igen årsag. I mellemtiden vil jeg kigge mig omkring," sagde Vitus og forlod Katies krop uden at bede hende om at lægge sig ned først og slappe af. Han opdagede hvor let det var blevet og det skræmte og glædede ham på samme tid. Måske kunne han også belejre andre kroppe der var vågne. Det ville nok ikke blive uden kamp, men han måtte straks prøve ad.

Katie fandt rollatoren frem og begyndte at møve sig støt frem mod døren. Vitus holdt øje med hende. Hendes ben var stadig usikre, men det var hvad man kunne forvente. Mirakler tager tid.

Ude på gangen var der to urolige piger i tiårsalderen, der løb efter hinanden. Det var ikke til at sige hvor deres mor eller far var henne. Vitus måtte afprøve sin teori og svævede efter den ene pige i hvid blomsterkjole med langt lyst hår og klare blå øjne. Han greb fast om kroppen og lod sig suge ind i den. Pigen holdt op med at løbe efter den anden.
   "Hvad er der i vejen? Hvorfor stopper du?" spurgte pigen der var blevet jagtet.
   "Jeg skal på toilettet," svarede dukkeføreren Vitus.
   "Det skal jeg også," svarede pigen.
   "Kom, lad os finde toilettet," sagde Vitus.
   "Skal vi ikke lige sige det til mor først?" spurgte pigen
   "Jo selvfølgelig. Det er nok en god idé."
   Vitus havde naturligvis ingen anelse om hvordan forældre så ud eller hvor de var, så han fulgte bare efter den anden pige, og det gik over al forventning. Han ville bare sikre sig at Katie var i sikre hænder, så han måtte tage alle kneb i brug. Intet skulle dog vise sig at være let.
   Pigen der løb i forvejen, stormede ind på stue hvor en ældre kvinde var indlagt. Måske en mormor eller lignede. Ved hendes side sad der kvinde som straks tyssede ned for larmen pigerne medbragte.
   "Mor, mor, mig og Tina skal på toilettet. Kan vi gå nu Pleaseee?" tiggede pigen.
   "Nej jeg skal ikke," sagde pigen der tilsyneladende hed Tina, som Vitus havde gjort ophold i.
   "Jamen du sagde!" sagde pigen.

Denne plan duede vist ikke. Pigen var for ustabil en kandidat. Så rastløs og fuld af forvirrende energi. Vitus forlod straks kroppen og overlod forvirringen til pigernes mor, og svævede ud på gangen. Skulle han prøve et nyt offer eller vente på at Katie kom tilbage til stuen? Hvorfor vente? Han spildte jo bare dyrebar tid, og han havde brug for en anden kandidat end Katie. En der var foruden betydning.
   Tænk for pokker, tænk.

Løsningen kom rullende til ham. En ældre gråhåret herre i kørestol og hospitalsdragt blev skubbet af en sygeplejerske. Bag på kørestolen var en iltbeholder og der kørte en slange til næsen. Måske var han løsningen. Ja måske. Vitus fulgte efter dem og ind på mandens stue.

"Så er vi tilbage Henriksen. Så skal vi bare have dig op i sengen igen," sagde sygeplejersken.
   Vitus skyndte sig hen til manden og invadere den med overraskende lethed.
   "Kan jeg ikke få lov til at sidde her lidt endnu, så er du sød," sagde Vitus med en sprukken stemme.
   "Okay. Jeg vender tilbage om en lille halv time så. Er det okay?"
   "Vidunderligt. Tak," sagde han og fremtvang et lille smil.

Sygeplejersken forlod den gamle mand og smilte på vej ud af stuen. Vitus kiggede sig omkring og mærkede en halv tomhed inde i hovedet. Her var rart at være. Der var ikke så meget trafik i hovedet og værten var yderst medgørlig. Han betragtede hænderne der var rynkede og fulde af leverpletter. Kroppen her levede muligvis på lånt tid, men Vitus agtede heller ikke at bruge kroppen alt for længe. Hvor længe kunne han blive ved med at hoppe fra krop til krop, og fandtes der nogen vedvarende løsning på hans problem? Måske skulle han bare affinde sig med sin skæbne og være en fristillet sjæl og stjæle kroppe i utide eller var det umoralsk gerne at ville have et hylster at være i?

Vitus beordrede kørestolen ud af stuen og tog notits af hvilken stue Henriksen befandt sig på til ved senere lejlighed. Der kom gang i de tynde arme og han trillede hen til Katies stue. Hun var stadig ikke kommet tilbage endnu fra toilettet, og Doris havde forladt stuen - formodentlig taget hjem.

Jo mere han befandt sig i den Henriksens krop, jo mere virkede det som om den omklamrede ham - minut for minut, som noget der higer efter mere. Da der var gået yderlig nogle minutter og Katie stadig ikke var vendt tilbage, begyndte han at blive lidt småurolig til mode. Så lang tid kunne det da ikke tage at gå på toilettet medmindre hun var født skildpadde eller skulle nummer to på das. Han valgte mulighed nummer to og ventede tålmodig i nogle flere minutter.

Endelig kom Katie med rollatoren foran sig. Hun så på ham og sagde: "Kan jeg hjælpe med noget?"
   "Det er mig. Vitus. Jeg tænkte vi kunne sludre lidt ansigt til ansigt inden dine forældre kommer på besøg."
   Katie kiggede over imod Doris seng, og så den var tom. Der var ingen hindring på det punkt for en samtale.
   "Hvad skal vi snakke om?" sagde hun og kørte rollatoren hen til sengen.
   "Om os."
   "Om os. Hvad mener du?" sagde hun forvirret.
   "Du må forstå at jeg valgte din krop som vært i stedet for min egen, da min krop var døende. Jeg var nødsaget til at finde en anden krop."
   "Så du tog bare min uden videre? Hvad tænkte du på?"
   "Jeg ville bare gerne leve nogle flere år. Det er såmænd det hele. Og da jeg så dig ligge der i sengen tænkte jeg hvorfor ikke. Det er skam ikke noget personligt. Det må du tro."
   "Så min krop var bare på det rette tidspunkt for dig - hvor belejligt."
   "Noget i den stil. Undskyld."
   "Det er faktisk alright. Jeg er sikker på, at fordi du vækkede min krop, så vækkede du også mig fra min søvn. Så i bund og grund er det vel egentlig mig der skal takke dig."
   "Sådan havde jeg nu ikke tænkt på det."
   "Hvor længe har du tænkt dig at være i den krop der for det virker som en usikker fremtid at gå i møde."
   "Det ved jeg ikke endnu. Så langt har jeg ikke tænkt, men jeg tænkte at nu kunne vi i det mindste sidde over for hinanden og snakke sammen."
   "Det er korrekt. Det andet føles akavet."
   "Jeg skal snart tilbage til min stue for sygeplejersken kommer. Men vi kunne måske snakkes ved engang i morgen medmindre der kommer noget i vejen?"
   "Hvad skulle det være?"
   "Det ved jeg heller ikke. Men jeg har lært at livet er uforudsigeligt. Har vi en aftale?"
   "Det har vi vel."
   "Pas godt på dig selv og værdsæt dine forældre," sagde Vitus og forlod stuen.

Katie ville sige i lige måde, men tænkte at Vitus forældre nok var døde for længst og måske havde han ikke nogen tilbage der var der for ham. Med det i mente sagde hun intet.
   Det varede ikke længe før sygeplejersken kom som lovet, og fik hjulpet "Henriksen" tilbage i sengen. Vitus spekulerede på, hvad han skulle give sig til ud over at se på det lille tv der var hængt op med beslag på væggen, men kunne ikke se nogen alternativer. Tiden sneglede sig afsted og han tænkte på et tidspunkt, at Katies forældre nok var glade over at få deres lille pus tilbage til normal standard, nu da hun havde genvundet sin hukommelse.

Han kedede sig, og tænkte at en lille tur ud af kroppen ville gøre godt. Det ville nok være mere spændende end at ligge her og høre nyheder og se dårlige tv-udsendelser. Han kunne jo altid vende tilbage til Henriksen ikke sandt.

Som ved de foregående gange forstillede han sig, at han var let som en fjer og gjorde sig klar til at adskille sig kroppen. Men det var som om værten var blevet varm på mentalt niveau og ikke ville give slip på ham. Vitus kæmpede for at komme fri af kroppen, men måtte sande at alle kraftanstrengelser var forgæves. Hvordan var det gået til og hvordan skulle han så forlade kroppen? Han følte han var havnet i en fælde. Han ville prøve igen senere når den oprindelige vært lagde sig til at sove. I mellemtiden måtte han affinde sig med tarveligt tv, middagsmad, sygeplejerskebesøg og mere mad da det blev aften. Værten var træt, men stædig på mental plan. Det var som om Henriksen var et levende fængsel og Vitus kræfter begyndte at smuldre jo længere henad aften de bevægede sig.

På et sent tidspunkt om aften fjernede Henriksen sin iltforsyning og lagde sig velvidende til at dø. Da de tilsluttede apparater hylede og der var dømt flatline og sygeplejersker der prøvede at få Henriksen tilbage til livet, viste der sig et lysglimt ved brystkassen, som ingen andre kunne se and Henriksen og Vitus. Henriksen lod sig suge op i lysstrålen og tog Vitus med sig i købet. Det var ikke til at sige hvor han ville havne henne. Hans sidste tanke gik på, at han håbede blot på at Katie ville tilgive ham for ikke at komme og besøge hende mere. Men nu skulle alt nok blive okay. Nu skulle han omsider hjem, hvor end det så var? Måske ville han komme tilbage en skønne dag - for hvem ved hvad morgendagen bringer?