Første maj 2019, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Beijing som så mange gange før. Denne gang for at dække den store konference om befolkningstilvækst og fødevaresituationen. Jeg blev forundret over, at der på hotellet lå en indkaldelse til indenrigsministeriet dagen efter. Jeg tog naturligvis derind, og blev endnu mere forundret over, at jeg skulle mødes med ministeren selv.
   Jeg blev vist ind i et lille lokale, som nærmest lignede og var møbleret som en almindelig dagligstue. Ministeren kom straks efter, kun ledsaget af en sekretær. Han var en lille, meget venlig mand og optrådte tilsyneladende ganske uformelt.
   Han fortalte da, at de, kineserne, var i gang med et projekt, der skulle redde verden. Det var ingen opsigtsvækkende meddelelse, da det sådan set var, hvad konferencen gik ud på. Men noget særligt måtte det vel være, ellers ville jeg næppe blive introduceret til det af ministeren selv. Projektet havde været hemmeligt i mange år, dog ikke mere hemmeligt end, at udvalgte politikere og videnskabsmænd i USA og andre lande samarbejdede. Men nu var det tid at offentliggøre det. Ministerens hensigt med mig var, at offentliggørelsen skulle være saglig og ikke sensationspræget, og jeg måtte underskrive en del papirer.
   Hvad projektet egentlig gik ud på, fortalte han mig ikke. Jeg ville selv få det at se, sagde han. - Derefter måtte jeg hurtigt hjem til hotellet og pakke det nødvendigste, så videre til lufthavnen og med fly til den fjerne Z-provins. Som passagerer i flyet var der kun mig og en embedsmand, der undervejs informerede mig om baggrunden for projektet. Det var der stadig ikke noget nyt i.
   Man kender jo Kinas etbarnspolitik, som blev indført i slutningen af 70’erne. Den var vel et groft indgreb i borgernes personlige rettigheder, men den var også et nødvendigt tiltag mod den truende overbefolkning, og lignende tiltag bliver før eller senere nødvendige over alt på kloden. Allerede nu dør mange på grund af sult og mangelsygdomme, ganske vist af mange andre årsager, som krige, misvækst, tørke og så videre, og selv i de mere velstillede dele af verden ryger fødevarepriserne i vejret.
   Noget radikalt tvinger sig frem, hvis ikke man skal lade stå til, og lade klodens samlede befolkning kvæle sig selv langsomt. Igen er det da Kina der går foran med det besynderlige projekt, som jeg de næste uger skulle blive vidne til.
   Z-provinsen er bjergrig, men der er også smukke dale og sletter, og luften her er klar og ren, klimaet mildt. Egnen er tyndt befolket, men på den lange vej fra lufthavnen passerede vi dog flere små landsbyer, markerne var opdyrkede og frodige og der var opdyrkede terrasser op ad bjergsiderne.
   Vort endemål var nogle store grå bygninger, som virkede mærkeligt malplacerede i det vilde, næsten øde landskab. De var i to etager, men jeg kunne ikke i farten afgøre, hvor mange der var. Det var som om de var kastet tilfældigt ned i udkanten af den udstrakte slette. Jeg bedømte dem til at være fabrikker, laboratorier og boligblokke. Vi kom i bil, men jeg så, at der var en landingsbane for helikopter. Der stod en med propellerne hængende ned, som om den sov.
   Til min forundring hørte jeg lyden af legende børn, men så dem ikke. Legepladsen måtte være bag husene.
   Vi standsede ved hvad der måtte være hovedbygningen, og blev venligt modtaget af centrets direktør og en del personale, alle i almindelige mørke jakkesæt. Direktøren præsenterede sig som Mr. Wang, og jeg blev også præsenteret for de øvrige, men deres navne husker jeg ikke. Jeg blev indlogeret i et par værelser, som var så smukke og moderne, at jeg kunne have befundet mig midt i Beijing, hvis det ikke havde været for, at jeg fra vinduet havde udsigt over sletten og op mod bjergene.
   Efter vi havde spist et let måltid førte Mr. Wang mig over til laboratoriebygningen. Der arbejdede hvidklædte kvinder og mænd ved deres arbejdsborde, deres mikroskoper, glaskolber og hvad der ellers var. De så op og smilede eftersom vi passerede, men hvad deres arbejde gik ud på, forstod jeg ikke. Jeg spurgte Mr. Wang, men han rystede bare på hovedet og sagde, at det ville jeg snart forstå. Vi gik gennem et stort lokale, en undervisnings- eller foredragssal, og videre ud i en korridor og op ad en trappe til første sal. Der kom vi ud i en meget bred korridor med døre til begge sider.
   Enden af korridoren var et stort vindue, og der var en vidunderlig udsigt ind over en dal, hvor bjergene rejste sig på begge sider, og i det fjerne kunne jeg se et vandfald, som blev til flod, der løb gennem hele dalen og videre ud over sletten.
   Det besynderlige var, at jeg også så ud over en hel by, en miniby, eller en model- eller legetøjsby. Jeg spurgte Mr. Wang hvad det var, og han svarede: "Vi kalder byen for Lilliput." - Da dæmrede noget for mig, men jeg ville ikke tro mine egne tanker.
   Han førte mig så tilbage til undervisningslokalet. Der placerede han mig i en god stol og tændte for et fjernsyn. Billedet blev vist på en storskærm.
   Der så jeg den samme by, jeg lige havde set fra vinduet. Først troede jeg, det var den virkelige by, som minibyen var model af, men Mr. Wang sagde, at det var den samme, og jeg kunne jo også genkende landskabet og bjergene i baggrunden. - Nu zoomede kameraet ind og begyndte at bevæge sig gennem byens gader, og det lignede en normal kinesisk provinsby. Dog syntes husene at være nyere og mere moderne. Og til min forundring så jeg nu, at der var mennesker på gaderne, mennesker der handlede i butikker, sad på caféer, eller som bare spadserede. Nogen kørte også på cykel, men der var ingen biler. Det spurgte jeg Mr. Wang om, og han trak beklagende på skulderen og sagde: "De skal såmænd nok komme".
   Han slukkede for filmen og sagde, at der ikke var mere for denne dag, men at jeg frit kunne bevæge mig omkring og tale med hvem jeg ville. I løbet af aftenen talte jeg med mange, også da vi spiste i den store spisesal, hvor en stor del af personalet indtog sine daglige måltider. Jeg fik en mængde oplysninger, den ene mærkeligere end den anden. Noget havde jeg svært ved at tro, men jeg kunne heller ikke se, hvorfor noget skulle binde mig den slags skrøner på ærmet. Og hele dette apparat kunne vel ikke være sat i gang bare for at gøre grin med mig.
   Jeg gøs. Jeg måtte se mig om i denne kreds af venlige mennesker. Havde de del i en af verdenshistoriens største forbrydelser, eller var de menneskehedens frelsere?
   De var alle intelligente og veluddannede mennesker. Størstedelen af dem havde arbejdet med dette i mange år, ja, i hele deres voksne liv. De havde gennemgået nederlag og sejre, og nu så de, at projektet havde afgørende fremgang, og at det så småt var begyndt at åbne sig ud mod verden. Og det var mit besøg jo et tegn på.
   Jeg var forvirret, vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Da jeg omsider trak mig tilbage til mit logi og tumlede i seng roterede tusind tanker i mit hoved, og jeg troede ikke jeg kunne sove, så jeg tog et glas med sovepiller frem. Så husker jeg ikke mere, men da jeg vågnede var det lyst, og glasset stod uåbnet på natbordet.


* * *

Op på formiddagen hentede Mr. Wang mig igen, og i en slags golfvogn kørte vi over sletten og ned mod der, hvor jeg fra laboratoriet havde set den lille by. Jeg var nervøs og usikker, følte at jeg havde givet mig ud i noget jeg ikke kunne stå inde for. Men Mr. Wang var ganske rolig. Vi kom til en mur, en simpel mur af cementblokke, som så meget interimistisk ud, og Mr. Wang sagde, at det netop var hvad den var. Den skulle ikke holde nogen inde, men uvedkommende ude. Snart ville den vel blive revet ned, det måtte udviklingen afgøre.
   Vi kom til en åben port. Der var posteret to vagter, men de tog vist deres opgave temmelig let. De sad i komfortable stole og spillede kort, men rejste sig dog da vi kom og hilste venligt. Inden for porten var en elipseformet plads, hvis ene side var afgrænset af muren og den anden af minibyens huse. Op ad muren var der nogle pavilloner i normal størrelse, men da vejret var fint, satte vi os på nogle bænke tæt ved porten. Mr. Wang talte i mobiltelefon, og straks efter så jeg et syn jeg aldrig vil glemme.
   Hen over pladsen kom, hvad jeg så som en legetøjsbus. Den standsede foran os, og ud steg ti bittesmå mennesker. De var ikke mere end ti centimeter høje. Jeg var forberedt, men alligevel chokerede det mig, og jeg fik myrekryb. Man har jo læst om den slags i eventyr og set det på film, men at se disse småmennesker i virkeligheden var grænseoverskridende og angstfremkaldende. - Og nu kom der flere til. Over pladsen kom nogle på cykler og mange kom gående. De myldrede frem.
   Jeg forstod, at de i bussen var Lilliputs byråd, og at dette var et normalt formiddagsmøde. Vi hilste høfligt på hinanden, og der var lidt forlegenhed, for hvordan hilser man på mennesker der ikke er større end ens langfinger?
   Normalt ville der ikke til mødet være andre til stede end byrådet, men mit besøg havde lokket så mange flere frem. Et fuglekvidder sted op fra folkemængden, og det tog tid for mine ører at opfatte det som menneskelig tale. Mr. Wang og hans assistenter havde nogle små apparater, som mobiltelefoner, som de små mennesker kunne tale ind i, så de blev lettere at høre og forstå. - Mr. Wang fortalte mig senere, at han normalt ikke brugte disse apparater. Ørerne vænnede sig til lilliputternes tale. Men nu blev apparaterne brugt til ære for mig.
   Lidt efter lidt overvandt jeg det første chok, og da var det svært ikke at opfatte disse små mennesker som puslinge eller levende dukker. Det var de jo ikke. - Man fik lyst til at tage dem op og snakke babysprog til dem. Det ville have været fatalt. De var jo almindelige voksne mennesker.
   Jeg turde ikke rejse mig fra bænken og knap nok flytte en fod af frygt for at træde på nogen. De var selvfølgelig vant til at omgås store mennesker, bortset fra at de fleste af dem selv havde været det, men jeg var interessant for dem, fordi jeg kom fra udlandet, og fordi min tilstedeværelse var et stort skridt hen mod forandring i deres egen tilværelse.
   Jeg så ud over det myldrende folkeliv, og som det er, når man ser i en myretue, først ser man blot mylderet, men så begynder man efterhånden at se de enkelte myrer. Sådan også her. De var almindelige mennesker med glade, venlige ansigter. De var alle velklædte, ikke som bønderne her på egnen, men som bymennesker, fra de voksne mænd i deres jakkesæt og kvinderne i nederdele og kjoler, til de unge og børnene i mere uformelt tøj. Nok var de nysgerrige og stimlede sammen om mig, men de var også velopdragne og tilbageholdende. Jeg lærte enkelte af dem at kende de følgende dage, og de var, som jeg er vant til det blandt kineserne, venlige, ja, ligefrem hjertelige, men også reserverede. De helt unge og børnene optrådte naturligvis friere - som børn og unge over alt - men deres opførsel var alligevel mere afdæmpet og respektfuld end hvad jeg har oplevet andre steder.
   Nogen havde hentet en kasse i en af pavillonerne, som viste sig at indeholde små møbler, borde og stole til byrådsmedlemmerne. Det virkede som et meget improviseret byrådsmøde, og blev nok noget distraheret af folkemængden - og af mig.
   Det var som om billedet vendte. Det var ikke dem der var små, men os som var kæmpestore og klodsede. Jeg lyttede til forhandlingerne, men jeg var forvirret og indtrykkene så overvældende, at jeg havde svært ved at tænke klart. Men der blev da forhandlet praktiske forhold mellem byen og centret, og desuden var der planer for mit besøg. Det meste var naturligvis aftalt på forhånd, men detaljer kom på plads og jeg blev informeret. Jeg skulle besøge byen dagen efter. Det forbløffede mig. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Desuden skulle jeg de næste dage tale med byens borgere, så mange som jeg selv ville.
   Da vi omsider forlod området og gik ud gennem porten var jeg underligt til mode. Jeg syntes at jeg ragede op mellem skyerne og der gik flere timer før jeg genvandt min normale størrelse.


* * *
   Næste dag kom vi igen til Lilliput. Jeg var faldet mere til ro, og nu glædede jeg mig. Jeg lod de etiske overvejelser ligge, og besluttede bare at åbne sindet for alle indtryk. Jeg kunne jo alligevel ikke gøre hverken fra eller til. Mr. Wang havde forklaret mig byens indretning. Den var bygget i kvarterer med brede gader og stier imellem, så mennesker af normal størrelse kunne komme til overalt. Disse blev dog sjældent benyttet, da byens borgere efterhånden klarede deres affærer selv. Under disse boulevarder var der tunneller, for at forhindre ulykker. Sådan en tunnel blev bygget færdig i centrets værksteder, og blev så gravet ned i jorden. Tilsvarende med alle andre bygningsværker. - Desuden var husene lavet sådan, at tagene let kunne løftes af, ikke for at kontrollere noget, men for lettere at kunne komme til hjælp, hvis det skulle være nødvendigt. Det var dog ikke sket i Mr. Wangs tid, men i forbindelse med mit besøg var der truffet aftale om at åbne visse huse, så jeg kunne se indretningen.
   Jeg følte mig virkelig som en kæmpe, da vi bevægede os ned gennem byen. Skønt der var rigelig plads på stierne, var jeg dog hele tiden nervøs for at træde forkert. Tænk hvis et uforsigtigt barn skulle løbe ud foran os. Eller hvad hvis jeg kom til at sparke til et hus? Det var der nu ikke så stor fare ved, da de var solide nok.
   Her og der løftede Mr. Wang da taget af et hus, så vi kunne kigge ind. Det slog mig, hvor moderne og komfortabelt alt var indrettet. Jeg kom til at tænke på, hvor overrasket jeg var blevet over, hvor moderne mit logi var i denne ødemark. Det var selvfølgelig de samme arkitekter, der havde lavet centrets bygninger, som også havde bygget denne by. - I nogle af de huse vi kiggede ned i, sad de små mennesker i deres stue, eller de arbejdede i deres køkkener, værksteder og kontorer. Det var naturligvis alt sammen skuespil, da de vidste, at vi ville kigge ind, men det gav dog et realistisk billede af, hvordan livet blev levet der. Og det var såmænd ikke så meget anderledes end i en hvilken som helst anden by. Faktisk ville det hele have været ret uinteressant, havde det ikke været for størrelsen.
   Jeg spurgte Mr. Wang om byen på alle områder klarede sig selv, men da rystede han smilende på hovedet. Der var stadig meget der skulle udvikles. For eksempel havde Lilliput næsten ingen fødevareproduktion og meget lidt industri, så de var helt og holdent afhængige af forsyninger udefra. Det samme kunne i øvrigt siges om centret, sagde han ironisk. - Det var heller ingen husdyr. Der havde været forsøg med at formindske dyr, ja, det var faktisk gjort, før det blev gjort med mennesker. Men selv om politikerne lagde stor vægt på dette projekt og postede mange penge i det, så var ressourcerne alligevel begrænsede. Så alle forsøg med husdyr var indtil videre sat i bero.
   Han fortalte smilende, at nogle af lilliputterne havde forsøgt at dressere myrer, edderkopper, lopper og den slags, men det havde indtil videre ikke været videre vellykket.
   En mand havde gennem længere tid insisteret på at holde en edderkop som kæledyr, men da den flere gange havde forsøgt at æde ham, mens han sov, måtte han omsider aflive den. Og en dame havde stolt promeneret to lopper i snor, men da de så sprang samtidig og rev hende over ende, så hun kom alvorligt til skade, måtte andre gribe ind og skille hende af med dem.


* * *
   Jeg må fortælle lidt om baggrunden for og teorien bag Lilliput-projektet, men man skal ikke forvente dybdegående videnskabelige eller politiske analyser. Det må andre, kompetente folk tage sig af.
   Da etbarnspolitiken blev indført, som et forsøg på at dæmme op for den eksplosive befolkningstilvækst i Kina, men så sandelig også i den øvrige verden, havde nogle vanvittige videnskabsmænd allerede en del år kørt nogle forsøg på at løse samme problem på en måde som samtidig var enklere og mere kompliceret. Det var enkelt i sin idé, men kompliceret at udføre. Kina var det ideelle land for begge projekter. Det var verdens folkerigeste nation, 1,3 milliarder mennesker, og da forsøgene på det som senere blev kaldt Lilliput-projektet begyndte, var det et meget lukket land. Selvom regimet kaldte det et demokrati, var det reelt et diktatur, så politikerne kunne gøre hvad de ville, og videnskabsmænd hvis arbejde passede ind i deres planer, kunne have meget frie hænder. Gennem årene har riget så udviklet noget som næppe kan kaldes demokrati, men som ligner. Projektet som jeg skriver om her kunne længe holdes hemmeligt, da det var påkrævet, og så nu, da åbenhed og offentliggørelse er blevet nødvendigt, kan dette også lade sig gøre.
   Den grundlæggende idé var enkel: Mennesket fylder for meget! Hvert enkelt menneske kræver så og så meget plads, og der skal så og så meget jord til at brødføde det. Det varierer naturligvis fra person til person og fra land til land, og jorden kan udnyttes godt eller dårligt, men det er alligevel et sikkert princip, at jordoverfladen ikke bliver større end den er, og bliver befolkningen ved med at vokse, så kan der altså før eller senere ikke være flere. Men kunne menneskers fysiske størrelse reduceres, ville jordens pladsproblemer med et slag være løst, eller ville i hvert fald være skudt langt ud i fremtiden. Det kunne lade sig gøre, mente et team at disse mere eller mindre vanvittige videnskabsmænd.
   I laboratorierne foregik der da talrige dyreforsøg. Ved hjælp af stråler kunne man reducere størrelsen af hver enkelt celle som kroppen består af, og derved ville - forsøgsdyret blive mindre uden at tage skade. Det lykkedes virkelig. Mus svandt ind, så de blev på størrelse med lopper, og var stadig mus.
   Men derfra og til at gøre forsøget med mennesker, var der et gevaldigt spring, men det blev gjort, og med hensyn til disse første forsøg er der stadig år der er dunkle. Indtil videre er der grænser for åbenheden.
   Men hvordan dette nu var, så lykkedes forsøgene. Alle forsøg blev foretaget på frivillige personer - i hvert fald i de senere år. Forsøgspersonen, eller klienten som han jo må kaldes i dag, bliver isoleret på en særlig afdeling. En gang om dagen lægger han sig ind på en hylde som bliver lukket til - omtrent som på et solcenter. Processen tog dengang, da den først blev sat rigtigt i system, omkring et år, nu tager den kun et halvt, og man regner med at kunne få den ned på få måneder, måske uger. Og efterhånden som behandlingstiden bliver bragt ned, bliver det også lettere at få nogen til at melde sig frivilligt.
   I de første år blev hver klient behandlet for sig, og det var naturligvis belastende at skulle være isoleret så længe, selvom der var kontakt med verden udenfor med telefoner og interne tv-skærme. Men nu blev et større antal klienter samlet på en afdeling med hver sit værelse og et fællesrum, og i strålerummet var der mange hylder, hvor behandlingen foregik. Dette billiggjorde naturligvis processen, men havde også andre fordele. Når man var et hold kunne man hjælpe og støtte hinanden når bivirkninger, som dog ikke kunne undgås i en så voldsom proces, satte ind.
   Når man da var færdig med behandlingen, blev man sluset ud til Lilliput, hvor andre lilliputter var ansat til at hjælpe dem til rette i den nye tilværelse og vænne sig til den nye størrelse. Der blev sørget for bolig til dem og beskæftigelse indtil de helt kunne overtage styringen af deres eget liv.
   Der var sjældent de store problemer, efter som de frivillige altid var gået ind i processen med entusiasme og forventning. - Jeg satte et spørgsmålstegn ved al denne snak om frivillighed og entusiasme. Når man kendte Kinas nyere historie, kunne man vel næppe sige, at frivillighed havde været et bærende princip. Det kunne jeg have meget ret i, svarede Mr. Wang åbenhjertigt. Men dette projekt var specielt, da det i så høj grad afhang af den enkeltes egen vilje og medarbejde. Hvordan skulle de kunne leve som gode borgere i Lilliput, hvis de var blevet tvunget, og de havde følt behandlingen som en slags straf. Jeg kunne følge ham og spurgte, om det egentlig ikke var et princip der burde gælde i alle samfundsforhold. Her blev han usikker og sagde afværgende, at vi vist var ved at bevæge os ind på politiske områder, som han ikke havde forstand på og derfor ikke så godt kunne diskutere.
   Efterhånden som der blev flere af disse lilliputter blev nogle politikere klar over, at det var alvor, og hele projektet blev flyttet til denne afsidesliggende egn, og centrets huse og byen Lilliput blev bygget. Da mange af lilliputterne i forvejen var godt uddannede, og de fleste oven i købet havde benyttet tiden på strålingsafdelingen til yderligere studier, kunne de snart selv overtage administrationen af byen i samarbejde med centrets ledelse.
   I den forbindelse fortalte en af lilliputterne senere, hvor frustrerende det havde været, da han under behandlingen ville studere en bestemt bog, og den blev større og større for hver dag, så han til sidst måtte stå op i den for at læse den.
   I dag havde Lilliput omkring to tusinde indbyggere, og der kom hele tiden flere til, foruden hvad man må kalde deres egenproduktion, idet der blev født en del børn. - Det var en af fordelene ved Lilliput, at indbyggerne der ikke var omfattet af etbarnspolitiken.
   Jeg spurgte Mr. Wang, hvad det endelige perspektiv i projektet var. Var det tanken, at alle mennesker skulle blive lilliputter. Han svarede, at det nok havde været den oprindelige tanke, men den var urealistisk og heller ikke nødvendig. Mennesker havde jo gennem historien opbygget civilisationer og kulturer, som svarede til deres størrelse. Verdens storbyer rummede enorme kulturskatte, foruden at det almindelige folkeliv var en kulturskat i sig selv. Der var fordele ved at høre til de små, men der var så sandelig også fordele ved at høre til de store. Hensigten med Lilliput var at redde verden, at bevare kulturens mangfoldighed, ikke at ødelægge noget. Der ville efterhånden komme kolonier af lilliputter i alle lande, og det ville holde befolkningstilvæksten i skak. Der vil sagtens være plads til den slags kolonier. Tænk bare på, at en lilliputby i New Yorks størrelse ville fylde så meget som en fodboldbane. Der ville blive en sund udveksling mellem de store og lilliputterne. Det må man da håbe, og det er i hvert fald tanken.


* * *
   Selvfølgelig er det ikke muligt for mig fuldt ud at sætte mig ind i, hvordan det er, at gennemgå denne metamorfose, at være en af disse små, at leve i denne miniby, men jeg blev alligevel hurtigt vant til disse mennesker, og kom til at føle mig på lige fod med dem.
   Jeg har ingen statistikker, ud over de oplysninger jeg har fået fra centrets ledelse og fra lilliputterne selv, men min umiddelbare bedømmelse af intelligensniveauet er, at det er temmelig højt. Det skyldes vel, at flertallet af dem der er gået over er veluddannede og selv har truffet beslutningen. Jeg er sikker på, at man ikke finder mange bønder eller almindelige arbejdere der. Ikke fordi bønder og arbejdere er mindrebegavede, men de har en anden form for begavelse og en anden livsstil end de intellektuelle. Dertil kommer, at dette samfund på sit nuværende stadium er så lille og overskueligt, at det er let for hver enkelt at se sin plads i det, og så den omhu hvormed alle nye bliver sluset ind i byens liv. Man kan godt kalde dette ensretning, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor svagt dette samfund vil være, hvis der skulle opstå oprørstendenser. Dog er dette den rene spekulation, foreløbig er det nok pionérånden der er dominerende blandt de små. Og de store har hårdt brug for de små.
   Jeg havde en række samtaler med folk fra Lilliput. Jeg kan kun gengive uddrag af nogle få her, men tror de er repræsentative. Flere og mere indgående samtaler vil sammen med videnskabelige og politiske analyser udkomme i bogform om kort tid.
   Jeg indrettede mig i en af pavillonerne inden for byporten. På et bord blev der anbragt møbler i ministørrelse, så jeg og de jeg skulle interviewe var nogenlunde i øjenhøjde, når jeg sad ved bordet. Jeg havde flere af disse transportable højtalere til rådighed, men brugte dem ikke meget, da ørerne hurtigt vænnede sig til de spinkle stemmer. Men jeg måtte være omhyggelig med at dæmpe min egen stemme, da den jo må have lydt som en tordenrøst i de små ører. - Det må siges, at lilliputterne var langt mere fleksible end jeg, da de jo var vant til at omgås de store.
   Navnene jeg bruger her og i bogen er ikke de interviewedes egne. Ønsker nogen af dem senere at stå frem med deres egne navne bliver det deres sag. Der er hensyn der trækker hver sin vej. Lilliput er et lille, meget skrøbeligt samfund, og de skal have lov til at leve i fred, men det er også et progressivt og hastigt voksende samfund, der ikke ville kunne undgå konfrontationer med den øvrige verden.

Mr. Chen havde jeg allerede truffet i samtale med Mr. Wang. Han er Lilliputs borgmester. Jeg spurgte ham, om der ikke var ulemper ved at være så lille.
   Det lo han ad. "Jo, mon ikke! Myg som helikoptere og mus som elefanter - for bare at nævne et par ulemper. Og forestil dig er almindeligt regnskyl, når vandet fosser som floder gennem vore gader. Da er det med at holde børnene inde. - Men alt dette lærer man at leve med og indrette sig efter. Det er jo heller ikke specielt for os, at naturen ind imellem kan vise sig overmægtig. Og det er da også kræfter der kan udnyttes. - Der er også ulemper ved at være stor. Det er såmænd baggrunden for hele dette projekt. Vi er en slags pionérer, og vi har sat vort liv ind på dette, og det er der en stor lykke i. - Ender projektet med at falde til jorden - jeg mener, med at sprede det til andre lande - så har vi stadig et godt liv her. For manges vedkommende bedre end hvis de havde været store.
   Jeg og min hustru gik ind i dette af idealisme, og sådan tror jeg det er for de fleste. Vi havde begge en god uddannelse, og kunne nok have gjort karriere inden for universitetsverdenen, og måske kunne vi være blevet politikere. - Det er vi jo på en måde blevet. Foreløbig er jeg da blevet en slags borgmester for byen her, og udviklingen går stærkt - og den er du jo en del af. Snart bliver der i de almindelige kommuner og i parlamentet brug for repræsentanter for det lille folk."
   En ambitiøs mand. Jeg traf også hans hustru, som er aktiv i indslusningen af de nye. De har to børn, jeg har set dem, og endnu en gang blev jeg slået med forundring over, at noget så småt kunne være mennesker. - Nå, den fornemmelse har jeg nu også tit haft over for en almindelig baby.

Jeg havde et forbløffende møde med en ung digter. Jeg kendte udmærket hans digte i forvejen, men det kom bag på mig, at han var en af de små, Jeg nævner ikke hans navn her, han er foreløbig ikke særlig kendt uden for Kina, selvom jeg ved, at et par af hans bøger ligger på forlag i udlandet for at blive oversat og udgivet. Han bad mig om ikke at få sit navn nævnt, da han ikke ønskede, at det skulle blive kendt på grund af den slags sensation. Jeg argumenterede for, at netop han kunne være med til at bevise, at de små fuldt ud kunne måle sig med de store. Det gav han mig ret i, men mente, at det ikke var tiden endnu.
   Jeg spurgte ham, om han nogensinde fortrød, at han var gået over. Han svarede:
   "Ja, det gør jeg faktisk - sommetider. Men noget tilsvarende kunne jeg også have det før i tiden. Jeg tror det er almindeligt, at man kan have stunder, hvor man er utilfreds med sig selv og ønsker at være en anden. Der er vist noget inden i en som ER en anden. Det var der før, og det underlige er, at det er der også nu. Det er fem år siden jeg gik over, og jeg har intet at klage over, bortset fra, at jeg ind imellem klager over mig selv. Det bliver så til digte.
   Jeg indvendte, at jeg havde læst hans digte, og syntes ikke de var særlig klagende. Han svarede:
   "Nej, men klagerne er der nu alligevel. Et digt består jo af det der ikke siges i digtet. Det er ikke nyt i kunstens historie, at menneskelig lidelse er blevet til skønne digte og sød musik."
   Han tog sig i det og rystede på hovedet. "Der ser du hvor let jeg henfalder til klager. Jeg lider overhovedet ikke. Jeg har det godt med mig selv, og er et respekteret medlem af samfundet, både af Lilliputs og Kinas. Men jeg har da del i den lidelse, som er ethvert menneskes vilkår. Og dette er, hvad jeg vil udtrykke. Jeg vil være til trøst.
   Jeg skrev min første digtsamling, før jeg gik over, og den anden efter, men jeg tror ingen kan se, hvilken der er før og hvilken der er efter - bortset fra, at jeg forhåbentlig har gennemgået en almindelig menneskelig udvikling.
   Efter jeg var gået over, blev jeg klar over, at min sjæl ikke var blevet formindsket, hvis du forstår hvad jeg mener. Det havde jeg vel troet og håbet. Eller ikke formindsket, men forandret. Jeg ville gerne være en anden, lidt i hvert fald. Det er jeg ikke. - Men mine omstændigheder har sandelig ændret sig. Bortset fra al min beskuen af min egen navle og granskningen af min sjæl, har jeg altid haft en stærk fornemmelse af, at være en del af et samfund. Den fornemmelse er blevet kraftigt forstærket af det samfund jeg nu er en del af, og det vil jo i videre forstand sige, at være en del af verdenssamfundet.
   Du puslingland som hygger dig i smug
   Mens hele verden brænder om din vugge ...
   Det er skrevet af en digter i et fjernt land, men det kunne være skrevet om os her. Men der sker en masse lige nu, og jeg og andre unge tager ivrigt del i fremskridtet. Vi er vel det svageste samfund i verden, vi har med viden og vilje gjort os svage - og derved har vi fået nøglen til hele menneskehedens fremtid. Jeg er helt bange for, at mine digte fremover vil blive bare fanfarer og jubeltoner. - Nå, nogen gange skal man jo også juble. Min sjæl skal nok være der og pirke til mig, og der vil sikkert også i fremtiden være nok at klage over."


* * *
   Jeg talte med et par drenge på 13-14 år, som jeg vil kalde Jun og Lee. Jeg spurgte dem om de kunne tænke sig at være store. Jun svarede:
   "Ja! Mine forældre har været store, og de har fortalt hvordan det var. - Jeg kunne godt tænke mig at rejse og se andre steder i verden, men det kan vi jo ikke."
   Lee svarede: "Det kan vi da komme til. Min far siger, at tingene ændrer sig meget lige nu, og snart bliver det også muligt for os at rejse."
   Jun: "Jeg så for nogle dage siden ..." Han standsede brat op. Så hviskede han noget til kammeraten, og de fnisede.
   Jeg spurgte, hvad det var, han havde set. De skævede op til mig, og Jun sagde: "Så må du love ikke at sige det til nogen." Det lovede jeg.
   "Det var en af portvagterne, der viste mig sådan et blad fra fremmede lande, og der var også piger på en strand. - Kunne du ikke se, at man forelskede sig i sådan en pige."
   Lee sagde: "Ja, og tænk om man skulle ..."
   De gik begge bagover af grin.
   Jeg sagde, at man jo ikke i sådan et blad kunne se, om pigerne hørte til de store eller de små.
   "Næh," sagde Jun efter at være kommet sig over grinet, "men det var jo et blad for de store, og portvagten er en af de store."
   Lee: "Jeg har da aldrig blandt os små set piger nøgne eller med så lidt tøj på."
   "Det kommer nok," sagde jeg.
   "Ja, det kommer nok," sagde Jun alvorligt.
   "Ja, det gør det nok," sagde Lee forhåbningsfuld.
   Jeg havde lovet ikke at røbe, hvad de sagde, og nu bryder jeg løftet. Men jeg tror dog enhver kan se, at det er gode, sunde drenge.


* * *
   To unge piger, som jeg vil kalde An og Jin. Jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig at være store. Det tænkte de længe over, og An svarede lidt genert:
   "Det kunne jeg ikke tænke mig. Jeg synes da, det må være underligt, at være så stor. Jeg kan ikke forestille mig det."
   Jin sagde: "Det er sjovt nok, at når vi ser film, så ved vi jo godt, at filmskuespillerne er store, men det tænker man ikke på, og nogen gange kunne man godt tænke sig at være som dem. Men man tænker ikke over, at det ville betyde, at man skulle være stor, og det vil jeg i hvert fald ikke være."
   An: "Jeg så for nylig en film med Bratt Pitt fra han var helt ung, og nej hvor var han sød og køn. Ham kunne jeg godt forelske mig i. Men kan du så se, hvis vi mødte hinanden i virkeligheden. Jeg ville være bittelille og han kæmpestor, så jeg kunne stå på hans hånd. Der ville nok ikke komme noget ud af den kærlighed."
   "Jeg tænker da aldrig på, at jeg er lille," sagde Jin. "Faktisk synes jeg tit, jeg er for stor."
   Hun er ganske rigtigt noget buttet. Køn, javist, men hun kunne godt trænge til at tabe et par - gram.
   De var meget optaget af det med filmen, så jeg spurgte, om de kunne tænke sig at blive skuespillere. An svarede:
   "Nej, ikke rigtigt. Jeg vil hellere være læge, og jeg er faktisk godt i gang med studierne. Men i øjeblikket er det ikke så let. Det er sjældent at noget af lilliputterne er syge, men hvis vi er det, tager de store på centret sig jo af os. Vi har ikke vores eget hospital. - Men vi er nogle stykker der har talt om det. Vi levet jo trygt og isoleret her i Lilliput, men får vi mere kontakt med omverdenen og bliver spredt rundt i andre lande, så bliver vi vel også smittet med de sygdomme der er der. Og ingen ved, hvilke følger det kan få. Så kan der nok blive brug for læger, sygeplejersker og hospitaler."
   Det undrede mig, at se denne unge pige det ene øjeblik sværme sorgløst for en skuespiller, og det næste have så alvorlige tanker.
   Jin: "Jo, jeg kunne godt tænke mig at blive skuespiller, og det tror jeg også jeg bliver. Ikke på film, men på teatret. Vi er nogle unge der har talt om, at det er en skam, at Lilliput ikke har et teater, og vi har lavet nogle amatørforestillinger."
   "De er rigtig gode," sagde An.
   Jin fortsatte: "Vi kunne sikkert få de store på centret til at hjælpe os med at skabe sådan et teater, men egentlig vil vi hellere gøre det selv."


* * *
   Så talte jeg med en ung håndværker, som jeg vælger at kalde Liang. Han sagde:
   "Jeg gik over for seks år siden, og er temmelig sikker på, at det var det rigtige at gøre. Vi er ikke så mange håndværkere - eller arbejdere for den slags skyld. Og her er slet ingen bønder, skønt vi lever her midt ude på bondelandet. Det betyder, at vi er helt og holdent afhængige af de store. Det gør sådan set heller ikke noget. Lilliput skal jo ikke udvikle sig til et folk for sig, selvom de tendenser findes, men vi må finde frem til en naturlig balance mellem de store og de små..
   Tænk bare på hvad der ville ske, hvis de store af en eller anden grund måtte opgive Lilliput-projektet. Man kan aldrig vide, hvad politikerne finder på. - Og selv om projektet i det lange løb vil kunne betale sig - også økonomisk - så er det i øjeblikket meget, meget dyrt. Kan økonomien holde? Det kommer an på, hvor visionære politikerne er, ikke bare i Kina, men i hele verden. - Jeg kan godt være bange for, at politikerne i en krisesituation vil vælge de kortsigtede løsninger.
   Derfor må vi udvikle en selvstændighed på flest mulige områder, så vi kan klare os, hvis galt skulle være.
   Der er helt klart mange ting som bedst klares af de store. De kan bygge et hus, en bro, en tunnel for os på få dage, hvor det ville tage os måneder. Men vi lever i disse huse og bruger alle disse installationer, og vi mærker hvor de fungerer og hvor de ikke gør det. Alt det mindre arbejde, det som er småt for de store kan bedst gøres af os. Og der hvor der skal arbejdes med hovedet, er vi jævnbyrdige. Det lyder lidt fjendtligt, men det er ikke min mening. Naturligvis kræver Lilliput, projektet, byen og de enkelte lilliputter i øjeblikket meget omsorg fra de store, men omsorg bliver let til dominans, og sådan skal det ikke være. Jeg tror, når vi kommer længere frem i udviklingen, vil det stå klarere, af afhængigheden går begge veje.


* * *
   Jeg opholdt mig hos lilliputterne i tre uger. En uforglemmelig tid. Jeg fik personlige venner blandt dem, som jeg vil holde kontakt med, og jeg vil helt sikkert vende tilbage så hurtigt som muligt. Men lige det Lilliput jeg oplevede disse tre uger vil jeg nok ikke finde igen. Alle samfund udvikler og forandrer sig, men her er udviklingen eksplosiv. Jo, entusiasmen og progressiviteten vil nok fortsat være der i mange år, men idyllen vil nok være væk. - Nå, jeg er nok for pessimistisk, og jeg er vist allerede nostalgisk på Lilliputs vegne. - Jeg kunne tænke mig at bevare dette lilleputsamfund som det er, men sådan skal det naturligvis ikke være, og lilliputterne selv vil ikke ønske det.
   Der vil komme tilbageslag, som der har været i fortiden. Jeg føler en angst for, hvordan den øvrige verden vil møde Lilliput. Vil alt gå som centrets dygtige personale og lilliputterne selv ønsker? Vil verden begribe, at dette lille folk har løsningen på jordens mest påtrængende problemer?
   Mr. Wang var også ængstelig, skønt han forsøgte ikke at give udtryk for det. Han begyndte uden videre at tale om de mislykkede forsøg i fortiden. Jeg havde ellers affundet mig med, at dette var lukket område, og at han naturligvis ikke kunne sige mere end hvad han havde fået tilladelse til ovenfra. Men måske havde han netop ovenfra fået mulighed for at linde lidt på hemmelighederne i erkendelse af, at når projektet først blev offentlig kendt vil presset fra verdenspressen blive så stort, at spekulationerne ville være værre end sandheden. I stedet kunne man nu påvise, at nok havde der været ofre, som ved ethvert videnskabeligt og teknologisk fremskridt, men de ofre der var bragt havde ikke været forgæves.
   Der var opstået en fortrolighed mellem mig og Mr. Wang der gjorde, at han fortalte mig ting, som jeg måtte love ikke at bringe videre foreløbig, og der var tale om eksperimentfejl så slemme, at de døde var heldigere end de der overlevede. Det kunne der skrives gyserhistorier om.
   Men jeg vil dog fortælle om en fejl, hvor det ikke gik fuldt så galt.
   Jeg blev præsenteret for et nydeligt, charmerende ægtepar med to yndige børn. I løbet af de tre uger vænnede jeg mig sådan til lilliputterne, at jeg knapt tænkte over deres størrelse. Ja, ind imellem blev jeg grebet af en fornemmelse af, at det var dem der havde den rigtige størrelse, og at vi andre var klodser der trampede rundt på jorden på jorden og ødelagde den. Men med børnene blev jeg hver gang chokeret over, hvor små de var.
   Ægteparret vil jeg kalde Fai og Xia, og deres første barn fik de året efter de var gået over. Pigen var ganske normalt ved fødselen, det vil sige, normal i forhold til forældrene størrelse, men de følgende dage voksede hun foruroligende, og tre uger efter fødselen var hun lige så stor som moren, og de fortvivlede forældre måtte tilkalde hjælp fra centret. Moren og barnet blev da overført til centrets sygeafdeling. I den følgende tid voksede barnet voldsomt, og efter to måneder var hun så stor som et almindeligt barn i den alder, men ellers sund og rask. Forældrene var naturligvis ulykkelige, men der var ikke noget at gøre. Man kunne naturligvis have givet pigen strålebehandlingen, men man havde ingen erfaring i at gøre det med børn, og også forældrene var enige i, at det var for risikabelt.
   Pigen kom i pleje hos et ægtepar der arbejdede på centret. På den måde var der ingen problemer, og parret som tog hende til sig, var glade for hende. Først når hun blev voksen kunne hun, som alle andre, selv vælge om hun ville gå over, blive formindsket og på den måde blive genforenet med sine forældre og søskende. Hun kunne også vælge at være stor. De fleste lilliputter havde jo familie blandt de store.
   Jeg har set pigen mange gange. En køn lille pige på fem år. Men i forhold til forældrene er hun jo en kæmpe.
   Jeg kom med forældrene i en kurv. Et meget almindeligt transportmiddel i sådan et tilfælde. Pigen jublede af glæde, da hun så dem. Hun tog dem forsigtigt op i hænderne, kyssede dem og sagde: "Goddag lille far og goddag lille mor."


* * *
   Jeg kom tilbage til Beijing, og fik igen foretræde for ministeren. Han havde ikke selv været i Lilliput og havde ikke truffet nogen af lilliputterne, kun set og hørt dem i billed- og lydoptagelser. Han var personligt meget optaget af sagen, men samtidig sært tilbageholdende. På konferencen om befolkningstilvækst var Lilliput-projektet ikke blevet behandlet, hvilket forundrede mig meget. Politikere og embedsmænd i andre implicerede lande var alle orienterede. Men når det gælder de store, afgørende spørgsmål synes selv progressive og fremsynede politikere at blive konservative. Men jeg tror og håber dog, at den styrke der ligger i dette projekt og i dette spinkle og skrøbelige samfund vil ende med at trænge igennem.
   Hvad ellers?