Det lynede og tordnede fra sorte skyer. Vindstødene var ekstreme. Vejret i hele Århusbugten og ind over Århus var kategoriseret som "farligt vejr".
   Helikopteren blev kastet rundt i skyerne. Piloten kæmpede for at holde den stabil. Han måtte til sidst opgive at få den frem til Århus Amtssygehus og valgte af mellemlande på en lille flyveplads på Tunø. Det så desværre ud til, at der ville gå yderligere et par timer, før vejrsituationen tillod, at de kunne komme afsted igen.
   Paramedicineren var forarget. Der var gået seks timer siden, kollegerne havde samlet den tilskadekomne mand op i Strandgade. Nu sad han her på Tunø med en døende mand fordi lægerne i København ikke havde taget ansvar. Ole Eg Gormsen var sendt fra Herodes til Pilatus for at finde en specialist, der kunne hjælpe ham i København, men den opgave magtede Sundhedsvæsnet åbenbart ikke.
   Jan Sommer ringede til 'Riget' og fik fat i en sygeplejerske på akutafdelingen. "Jeg står med en akutpatient på vej til Århus. Han er i yderst kritisk tilstand og har pådraget sig et alvorligt kraniebrud. Han er bevidstløs og har kramper. Måske er det begyndende dødskramper. Jeg har måttet gi' ham en overdosis morfin for at få ro på ham. Vi kan ikke lande i Århus de næste par timer. Skal vi flyve tilbage til 'Riget' med ham?"
   "Et øjeblik." Der gik yderligere et kvarter.
   "Hallo! De står klar til at operere i Århus. I må flyve ind med ham, så snart I kan komme til det."

Lederen af flyvepladsen, en gammel rødmosset mand, dukkede op med sin cykel og blandede sig i krisen. Han foreslog, at de hentede dr. Linde, der havde sommerhus lidt længere nede ad vejen. Jan Sommer, der var lettet over, at der var en læge på øen, accepterede straks forslaget.
   Dr. Linde var en hærget gammel mand. Han lignede en levende, blodløs mumie dog med et stærkt blik, der vidnede om intelligens. Han var kommet tilbage fra Amerika og fra krigen, der havde kostet 58.000 dræbte amerikanske soldater og 100 gange så mange vietnamesere. De sårede og lemlæstede var talløse. Lyden af helikoptere der transporterede levende og døde, var ham så velkendt. Det var overflødigt at præsentere ham som en erfaren kirurg. Selv om han var 78 og havde Parkinson, kunne han stadig, af en uforklarlig grund, lægge et rent snit med en skalpel.

Dr. Linde trak forsigtigt forbindingen af den bevidstløse Ole Gormsen. Han undersøgte kraniets form og hele brudfladen med nænsomme fingerspidser og med en ganske lille aluminiumshammer og et kinesisk bambus hørerør. Han lyste omhyggeligt i øjne og ører. Trykkede forsigtigt på øjeæblerne der var ved at blive presset ud af øjenhulerne på grund af væsketrykket i hjernen.
   Hjerte, puls, blodtryk og åndedræt blev undersøgt og analyseret.

Han noterede alle konditioner omhyggeligt op i en A5 protokol med titlen:
   'Defense Health Board Ethical Guidelines and Practices for U.S. Military Medical Professionals'.

Det fungerede på den måde, at man undersøgte den sårede eller tilskadekomne person punkt for punkt og linje for linje. Hver linje blev tildelt et antal point alt efter skadens alvor.
   Når pointene blev talt sammen i den vertikale søjle, kunne man danne sig et billede af patientens videre forløb.

Linde havde protokollen fyldt med brave mænd der alle havde deltaget i denne makabre men effektive eksamination.

Efter undersøgelsen af Ole Gormsen, trak Dr. Linde beslutsomt en steril kanylesprøjte op af lægetasken og to ampuller mærket: 5 ml Ascensionem *** Warning *** U.S. Military Medical

"Hvad sker der?" Udbrød Jan Sommer forfærdet.

Dr. Linde rakte ham protokollen, med de mange hundrede soldater Dr. Linde havde analyseret i Vietnam, opslået på en side bagerst i bogen:
   Ole Eg Gregersen, undersøgt for kraniebrud med trykket fraktur.
   Så kom alle linjerne med konditionerne og nederst sammentællingen af point > 90
   "Det er en 90'er," sagde Linde roligt og pegede "Døende med stærke lidelser. Omgående lindring til Død."

"Har du tænkt dig at slå ham ihjel? Det er ikke lovligt i Danmark!"

"Det er mit ansvar, det er mig der er læge."

"Jamen det er mig der har ansvaret for at transportere ham. Jeg vil ikke gå med til at du afliver ham."

"Tro mig, det liv Gormsen går i møde bliver et helvede på jord af lidelse og smerte, for ham selv, for hans pårørende, og for samfundet. Hvis han er så uheldig at overleve det her.
   Han har været ubehandlet for længe og er tydeligvis på vej ind i døden. Jeg tager ansvaret for det, der skal ske nu."

Jan Sommer tænkte sig om.
   "Jeg vil ikke være med til det, uden accept fra hans hustru."

Dr. Linde sukkede dybt.

Jan fortsatte: "Jeg har en seddel vi fandt i hans pung, det er måske hans samlever: Mette Østergård og nederst telefonnummeret. Ring til hende." Jan rakte telefonen til Linde.

Den gamle læge greb røret.
   Han ringede Mette Østergård op og satte hende ind i sagen. Hun var chokeret men formåede at fatte sig.

"Er der en lille chance for at han kan overleve?"

"Ja under 5% men for hver time der går, hvor han er ubehandlet, bliver chancen mindre, og hvis han overlever, bliver hans liv et helvede. Det samme gør det, for alle han kommer i nærheden af."

Mette græd. "I skal redde Ole."

Dr. Linde. "Mette tænk dig om, du redder ikke Ole, du sender ham i helvede."

"I må ikke aflive ham, ring til Professor Sternmesser i Lugano, jeg har hans telefonnummeret her."

"Mette jeg beder dig indtrængende, forstår du hvad det betyder for Ole, og for dig?"

"Ja, ring til Sternmesser!"

Linde sukkede dybt. Et kort øjeblik savnede han selv at dø, tanken om alle disse 95'ere der led så usigeligt gjorde ham trist.

Han ringede til Sternmesser og var overrasket over at få en klar forbindelse med det samme. Efter en detaljeret redegørelse lød det. "Jeg er enig med dig Linde, vi må nødvendigvis lindre hans lidelser. At hjælpe Gormsen ud af denne verden er det bedste, vi kan gøre for ham i den her situation. Vi kan ikke nå at få ham tilbage til operationsbordet før han er død."

"Ja, men jeg har et praktisk problem. Paramedicineren og hans samlever har modsat sig, at jeg gør det som bør gøres."

"Hvis det kun er et spørgsmål om at holde ham i live, kan vi gøre det Linde, men det ved både du og jeg er den værste løsning."

"Jeg må jeg ringe til Mette hans samlever en gang til?"

"I orden jeg bliver ved telefonen og er klar til at assistere dig "

Linde ringede til Mette. "Jeg er nødt til at gøre det kort. Ole er ved at dø. Sternmesser støtter min anbefaling. Må jeg give ham den anbefalede indsprøjtning?"

Mette hulkede "Det er min skyld, han er havnet i den situation, gør alt hvad I kan for at holde ham i live og få ham på operationsbordet så hurtigt som muligt."

"Mette...?"

"Ja, uanset hvad det kommer til at betyde."

Linde ringede af og fik kontakt til Sternmesser igen. Hans hænder rystede nu voldsomt, da han gjorde sig klar til at operere inde i helikopteren.

Lederen af lufthavnen cyklede afsted med ordre om at hente en batteri- eller håndboremaskine, en lille ren rundstok, et ø 4 mm stålbor, barbergrej, barberskum og mere lys.

Sternmesser instruerede ham detaljeret i hvor og hvordan, han skulle bore, samt hvordan han tilvirkede drænet.
   Da væske udsivningen kom var han klar med den lille koniske træpind som spuns. Han rystede nu så meget at Jan måtte overtage pinden. Linde instruerede ham i at lukke ganske lidt væske ud af gangen...

Da Ole slog øjnene op to dage senere sejlede det hele. Langsomt kunne han fokusere på en hvid rund kugle, der hang over hovedet på ham...
   Han lukkede øjnene og åbnede dem igen. Glaskuplen spejlede svagt hans ansigt. Inde i den lysende kuppel, var der en sort plet. Lang tid lå han og stirrede på den sorte plet... Fokus blev langsomt skarpere og skarpere.
   Det var en død flue i en lampekuppel.