Dagene gik sin rolige gang et stykke tid, men så blev en gangmand overflyttet til arbejde uden for muren. Om morgenen da jeg gik på toilettet, kaldte sygebetjenten på mig:
"Du 115, jeg står her, og kan ikke få vasket gulv hos et par patienter, der ikke selv må stå op. Kan De ikke komme og hjælpe mig?"
"Jo, det skal jeg såmænd gerne," svarede jeg og ordnede morgenarbejdet for ham.
Da jeg var færdig med det, sagde han:
"Kom ind og drik en kop te med, og lad os få en sludder."
Det var søndag, og der var roligt over det hele, så jeg satte mig ind til ham og gav i øvrigt en hånd med forskelligt, og maduddelingen til middag hjalp jeg også til med.
Mandag morgen kaldte han på mig igen, men nu blev jeg betænkelig.
"Hør," sagde jeg, "der er ikke meningen, at jeg vil være gangmand. Jeg har ikke noget imod at give Dem en håndsrækning, når det kniber, men jeg vil ikke påtage mig nogen som helst forpligtelse."
"Det ved jeg da godt," svarede han. "Men vi har så tit patienter som hjælper med, og tag De nu lige så godt de fornøjelser med, det kan medføre. Det forpligter overhovedet ikke. Lav De bare, hvad De har lyst til, og har De ikke lyst lader De bare være."
Ja ja, tænkte jeg, lad os se hvad det kan føre til.
Et par dage efter var der badning, og bagefter kom betjenten og sagde, at badeværelset skulle gøres rent.
"Det er muligt," svarede jeg, "men det har jeg altså ikke lyst til."
"Nej nej," sagde han og lo, "så må jeg jo få en anden til det."
Der blev ikke gjort noget ved det den dag, men den næste tænkte jeg, at jeg ville vise ham, at jeg godt kunne, når jeg selv ville. Jeg gjorde badeværelset rent og pudsede messinghanerne. - Senere kom betjenten op til mig og sagde:
"Det må jeg sige! aldrig har badeværelset set ud, som det gør nu. Det skal De have tak for."
Min tid som sømand havde lært mig at gøre rent, også i krogene. Og i badeværelset var der på væggen over karret et helt netværk af rør og haner, alt i messing, og ligeledes en gasvandvarmer i kobber. Alt det havde jeg pudset, så der ikke var en rille, der ikke skinnede.
Der var utrolig beskidt overalt, og jeg gav mig til at gøre rent overalt. Der var blandt andet et stort rum, et slags gennemgangslokale. Der vaskede jeg gulvet. Efter at have vasket det i mange hold vand, opdagede jeg noget hvidt nedenunder. Nu gik jeg i gang med at skrubbe, og lidt efter lidt viste det sig, at gulvet bestod af skiftevis hvide og sorte fliser. Da jeg var færdig, kom sygebetjenten og så på det.
"Hvad i alverden!" sagde han, "har De lagt nyt gulv." Han tilkaldte de andre og de undrede sig alle. Ingen i fængslet vidste, at der var et flisegulv under skidtet, de havde aldrig set det.
Det morede mig at gøre tingene gennemført. På hele etagen strålede alting. Linoleumsgulvene var blankbonede. Og dog arbejdede jeg ikke mere end et par timer hver dag, men da var det også på højtryk. Klokken halv ti lå jeg på min seng og læste.
Når patienter blev udskrevet, gjorde jeg disse celler klar til nye patienter. Jeg vaskede sengen og inventaret af i sæbevand og lagde rene lagner og betræk på. Det tog en halv time, men det blev gjort godt. Det var ikke til at sætte en finger på noget, der ikke var i orden.
Jeg var også med til maduddelingen, og det gav mange ekstra lækkerier. Nogle patienter var på specielle diæter, og kunne ikke spise ret meget, og det der således blev i overskud delte gangmanden og jeg, og når vi ville kunne vi bare lave os en kop te.
Betjentene opdagede snart, at bare de lod mig gøre alt, som jeg selv ville, blev tingene gjort godt. Sommetider var der betjente, der ikke kunne lide, at de ingen myndighed havde over mig, og forsøgte at gøre deres magt gældende. Så gik jeg bare til min celle, lukkede døren og lagde mig til at læse, så blev de betænkelige, og lod mig være i fred.
Viceinspektøren forsøgte igen, om der var nogen muligheder. Han kom over og spurgte, om jeg havde nok at lave. Om det ikke ville være en fordel for mig, at få lidt andet arbejde ved siden af, så ville tiden gå bedre.
"Ok, det går glimrende," svarede jeg, "jeg har rigeligt med bøger at læse, og har jeg lyst til at lave noget andet, så har jeg muligheder nok. Så jeg er godt tilfreds som det er."
Så gik han igen slukøret.
Mor havde skrevet flere gange, om hun måtte komme og besøge mig. Jeg havde hver gang sagt nej, men nu svarede jeg ja. Hun kom en dag lige over middag. Jeg blev hentet og ført til viceinspektørens kontor. Her sad mor. Viceinspektøren var i civil og ville selv overvære besøget. Det huede mig ikke.
Da jeg havde hilst på mor, sad jeg lidt og kunne intet sige. Så vendte jeg mig mod viceinspektøren og sagde, i en tone der under disse omstændigheder måtte blive skarp:
"Hvordan kan det være at viceinspektøren selv overværer dette besøg?"
Han rejste sig forbløffet og sagde:
"Det gør jeg da kun for at gøre Dem en tjeneste. Jeg regnede med, at De kunne tale mere uforstyrret på den måde."
"Mange tak," svarede jeg, "men jeg ønsker ikke at tale med mor i Deres nærværelse. Hvis der ikke kan komme en anden, må vi hellere afbryde dette besøg med det samme. De har en gang tidligere blandet Dem i mit forhold til min mor, og det ønsker jeg ikke skal gentage sig."
"Hvornår har jeg gjort det?" spurgte han.
"Det gjorde De dengang, jeg havde skrevet det brev til mor, som De ikke ville lade gå igennem," sagde jeg.
"Jamen der ville jeg jo også kun gøre Dem en tjeneste," sagde han.
"Den slags tjenester ønsker jeg ikke," svarede jeg. "Mit privatliv vil jeg have lov til at have for mig selv. Det ønsker jeg ikke, at De ukaldet skal blande Dem i."
Mor var sprunget op.
"Det er da en venlighed af viceinspektøren, at han selv er her under besøget," sagde hun.
"Det ved jeg godt," svarede jeg, "men jeg ønsker ingen venlighed fra den side."
"Ja, jeg vil ikke ødelægge Deres besøg," sagde han. "Nu skal jeg finde en anden." Han forlod kontoret, og mor og jeg sad alene tilbage.
Jeg fortalte hende om den kamp, jeg kæmpede, og det chokerede hende lidt. Hun fortalte, at hun havde været i audiens hos kongen og spurgt, om jeg ikke kunne blive benådet. Han havde svaret, at det var alt for tidligt, men at han gerne ville støtte en genoptagelse af sagen. Mor havde så søgt om det, men havde fået til svar, at det kunne kun jeg selv gøre. Jeg fortalte, hvordan det var gået med min egen ansøgning, og hvordan fængslet havde nægtet at støtte mig, men tværtimod havde modarbejdet mig. Det chokerede hende lidt.
Fængselspræsten var imidlertid kommet, og vi sad alle tre og talte sammen i tre timer. Det, at præsten var til stede forårsagede, at mor hurtigt førte samtalen ind på religion. Hun fortalte, at hun havde været en kristen i mange år, og at det var hendes håb, at jeg også ville blive det, og hun fik præsten helt på sin side. Han kunne jo ikke se, og jeg kunne ikke fortælle ham, hvordan forholdet virkelig var, og hvad mor forstod ved det, at være kristen.
Da mor tog af sted var det i sikker forvisning om, at have fundet en forbundsfælle i præsten til påvirkning af mig. Fra nu af adresserede hun alle breve til ham, for at han skulle censurere dem, og selvom de var skrevet til mig, var de mere beregnet på ham for, at han skulle hjælpe hende. Jeg skrev og bad hende sende brevene den reglementerede vej, men det nyttede ikke. Efterhånden blev præsten dog klar over, at der var noget galt ved hendes syn på tingene, men da var mor kommet langt ud, bort fra sund fornuft.
Der var flere, der ville besøge mig, men jeg sagde nej til alle. Mor skrev flere gange og spurgte, om min lillesøster og bror måtte komme, men også det sagde jeg nej til. Men så skrev hun, at nu kom de alligevel. De skulle til Kolding, og ville så afbryde rejsen for at besøge mig, jeg måtte ikke sige nej. - Det var synd for børnene, at de skulle blive skuffede, men jeg kunne ikke tage imod dem, det var umuligt. Jeg bad præsten tage imod dem og forklare, at det ikke kunne lade sig gøre. Senere fortalte han, at de havde grædt og været ulykkelige. De havde glædet sig til at hilse på mig. Jeg kunne ikke, og jeg var ikke mig selv hele den dag. Jeg længtes jo også efter at se dem. - Jeg skrev et ret hårdt brev til mor, at når jeg skrev, at de ikke måtte komme, så mente jeg det, og så havde hun at rette sig efter det og ikke forårsage børnene denne sorg.
En anden gang kom min svoger. Han var cyklet helt fra København bare for at hilse på mig, men også han måtte tage af sted igen. Jeg fik et rasende brev fra min storesøster, hvori hun remsede op, hvad de havde gjort for mig. Jeg skrev et roligt brev tilbage, at jeg havde været ked af at måtte gøre det, jeg satte stor pris på min svoger, men det var nødvendigt. Hun vidste jo også, at jeg havde sagt nej til alle andre, og burde have skrevet først.
Det ulykkelige var, at jeg ikke måtte skrive, hvordan forholdene virkelig var, og derfor kunne de ikke forstå det. Disse meget snævre rammer for brevskrivningen, var så sandelig af det onde, fordi de forhindrede de pårørende i at få at vide, hvordan en fange egentlig havde det, og på den måde var det mere familien, der blev straffet. Enhver form for kritik af dom og fængsel var forbudt, man måtte i det hele taget kun skrive idylliske breve, og det er galt. Ikke alle der sidder i fængsel er vanartede drenge, der skal opdrages, og fængselsadministrationen påtager sig et ansvar, de ikke er kompetente til at tage.
Der gik måned efter måned. Jeg var godt klar over, at man havde regnet med, at når jeg først var rigtig i gang med det arbejde, jeg her udførte, kunne man lidt efter lidt stramme båndene, så jeg efterhånden ville glide ind i de almindelige rutiner for så at blive fjernet fra sygehuset, men sådan gik det ikke. Hver gang de forsøgte at stramme en smule, mærkede jeg det, og trak mig tilbage til cellen, og så opgav de forsøget.
Jeg havde det ellers godt med betjentene. Da de først havde vænnet sig til, at jeg gik mine egne vegne, fandt de ud af, at det kun lettede tilværelsen for dem. De behøvede slet ikke at tage sig af noget angående arbejdet, det sørgede jeg meget bedre for. Der udviklede sig et gensidigt tillidsforhold, som var til alles fordel.
Også fangerne havde tillid til mig, jeg kom i god kontakt med dem, der var indlagt, og kunne ofte være dem behjælpelig med råd og dåd. Jeg kunne tit udjævne vanskeligheder og give et skub i den rigtige retning. Særlig ungdomsfangerne kom jeg meget i kontakt med, og det var også mest dem der havde min interesse.
Det udviklede sig til, at når de skiftende betjente, spurgte sygebetjenten, hvad der skulle gøres svarede han gerne:
"Spørg 115, han ved det. Jeg skal først se efter i bøgerne."
Nogle betjente brød sig ikke om det, men sygebetjenten sagde:
"Det er så ligetil. Jeg er her kun om formiddagen, men 115 er her hele tiden, så han er mere inde i sagerne end jeg er."
Mit gode forhold til betjentene forårsagede også, at jeg kunne følge med i, hvad der skete under krigen ude i landet. En af dem troede på tyskernes sejr, og jeg var lige så sikker på det modsatte. Vi fik os mange gode diskussioner. Jeg sagde altid, at selvom tyskerne vandt krigen med deres våbenmagt, ville de tabe den alligevel, fordi de principper de byggede det hele på, ville være dømt til undergang.
Englænderne kom over Nyborg næsten hver nat, og fra mit vindue havde jeg den fineste udsigt, og betjentene kom tit ind til mig om natten for at betragte de skuespil, der udspilledes for os, således som da de store tankanlæg blev bombet. De illegale aviser læste jeg også en del af, og sygeplejersken 'glemte' tit Berlingske Tidende inde hos mig, så kom hun lidt senere og hentede den.
Jeg var begyndt at studere filosofi og religion. Jeg ville helt til bunds og finde sandhederne i livet, og her på hospitalet havde jeg mulighed for at få de fornødne bøger. Jo mere jeg læste, jo mere greb studierne om sig. Jeg læste på dansk, tysk og engelsk, og mange gange læste jeg til langt ud på natten. - To gange om ugen kom hjælpepræsten på sygehuset og fordelte bøger til patienterne, og så hjalp jeg ham. Mit eget kendskab til bøgerne støttede ham, og disse dage havde jeg selv stort udbytte af. Jeg diskuterede religion med ham, og til hver gang noterede jeg en masse punkter ned, som jeg ønskede at drøfte med ham, og han skaffede mig de rigtige bøger.
Den gamle læge holdt op kort efter, at jeg var begyndt at hjælpe til, og den dag den nye læge skulle sættes ind i sagerne, stod jeg ude i skyllerummet med noget arbejde. De to læger stillede sig lige uden for døren, og jeg kunne ikke undgå at høre, hvad de sagde:
" - han er det flinkeste menneske på jorden, men han vil ikke bøje sig for den dom, han er idømt, og jeg ved ingen midler til at få ham til det."
Jeg talte ellers ikke med den nye læge, men et par måneder senere kom han en dag ind til mig og sagde, at han havde fået lyst til at tale med mig. Jeg så altid så glad ud og min etage var altid så strålende ren og skinnende. Han spurgte, hvad det var, der gav mig den glæde og virketrang. Jeg svarede, at det bare var en god samvittighed og tro på livet og på at sandhed og retfærdighed nok skulle sejre, når man bare selv levede efter det.
Den anden fange, som var gangmand på underste etage, var efterhånden kommet til at hade mig. Han tålte ikke, at jeg havde de friheder, og at betjentene havde tillid til mig. Han selv misbrugte ved enhver lejlighed de friheder, han fik, og derfor blev der passet mere på ham. Han søgte på enhver måde at komme mig til livs, men jeg blev ved med at være mod ham, som mod alle andre. Til sidst gik han til inspektøren og beklagede sig, og der blev give ordre til, at vi skulle holdes hver på sin etage, idet der blev benyttet en paragraf i reglementet, hvoraf det fremgik, at vi som cellefanger ikke måtte komme sammen. Det var lige hvad nr. 100 (som var hans nummer) ønskede, for så kunne han blive enerådende i køkkenet, som lå i stueetagen, og jeg ville gå glip af en del goder. - Jeg spurgte sygebetjenten, hvem det var, der havde givet den ordre. Han så lidt usikkert på mig og sagde, at det var inspektøren. Jeg spurgte, om det ikke snarere var viceinspektøren - jeg anså inspektøren for at være for klog til at træffe en sådan beslutning - men betjenten påstod, at det var inspektøren selv. Jeg troede ikke på ham, og fik bekræftet fra anden side at det var viceinspektøren, og det forstod jeg bedre.
Viceinspektøren var altid tidligere kommet på sygehuset hver morgen, men siden jeg var begyndt at hjælpe til, var han ophørt dermed. Men af og til skulle han dog herover, og jeg gav besked til betjenten om, at sende ham ind til mig første gang, han kom. Nogle dage efter kom han, og jeg gik ind i cellen, og afventede ham der. Da han kom virkede, han meget usikker, han stillede sig ved radiatoren og pillede ved den, mens vi talte. Jeg spurgte, hvordan han kunne træffe en afgørelse, som han havde gjort efter nr. 100's klage over mig. Han sagde, at han havde slet ikke taget stilling til noget af, hvad nr. 100 havde sagt, men havde henholdt sig til reglementet.
"Ja," sagde jeg, "og derved gav De netop ham medhold, og opfyldte hans ønsker. Det havde været bedre, om De havde prøvet at forstå, hvad der lå bag klagen."
Men han mente ikke, han kunne have handlet anderledes.
Vi kom nu lidt mere på talefod med hinanden. Han sagde:
"Det er godt gjort, jeg tør dårlig komme på hospitalet efter at De er kommet her."
"Hvorfor dog ikke?" spurgte jeg. "Jeg gør da ikke noget."
"Næh," sagde han, "men der er noget over Dem, der gør mig bange." Derefter gik han.