Der blev pudset vinduer, skrubbet og skuret i barakken i Mitchellsgade. Jens Østergård havde opgivet at få Fancy Facility Service ApS til at udføre det arbejde, de blev betalt for, så han havde klaret ærterne selv.
   Der duftede af sæbe og et par nye konferencestole var slæbt ind.
   Efter et koldt styrtebad, i mandskabsbarakken ved siden af, og lidt velduftende "1881", var han klar til mødet.
   Med hans blonde hår i elegante, bløde bølger, nypresset lyseblå skjorte, uniformsbukser med knivskarpe pressefolder, skinnende politiemblem og pistolhylster i den sorte læderrem, lignede han en bundhæderlig politimand.
   Jens Østergård så lettet og tilfreds ud, da han lod blikket glide rundt blandt de fremmødte. Alle var mødt op.
   "Klokken er 8.00, og da alle er mødt op, kan vi godt begynde opgaven." Sagde han autoritært.

"Det er en politiopgave, der skal stoppe de alvorlige trusler og myrderier, som vi mere eller mindre uforskyldte er blevet rodet ind i." Han håbede de var motiveret.
   "Vi er truet med vold og død af den albanske mafiafamilie Vëllezërit, der styrer 2050 i Danmark.
   Med operation FRIKE, som betyder frygt på albansk, har vi planlagt, hvordan vi vil drive familien Vëllezërit ud af Danmark og ud af Quëndër Laprake området i Tirana."
   Han holdt en pause og tog en dyb indånding. De virkede interesseret.

"Jeg har ikke nået at lave kaffe. Men der står Ramlösa, I kan bare tage..." Sagde han uformelt.
   "Vi har selv taget termokander med kaffe med." Sagde Gerda med morgenhæs tobaksstemme."
   "Ja og wienerbrød," supplerede Snotter tilfreds.
   "Hvor var det jeg kom fra? Jo, vi er alle truet. 2050 truer lægerne, de vil med vold og magt have Donat tilbage. I fredags gjorde de det helt af med Heinz Grau som hævn for, at Sternmesser har kidnappet Donat.
   De har nogle mærkelige æresbegreber. De insisterer på selv at ville myrde Donat på deres egen måde.
   De næste ofre for 2050's myrderier er formentlig Pauline, Teno Stein, Strøm-Jensen og i værste fald professor Albert Sternmesser. Derudover er jeg selv på dødslisten, samt kvinden de afpresser mig med. Hun hedder Tania og bliver holdt som gidsel i Tirana." Forstod de det? tænkte han. Det var vigtigt, at de engagerede sig.
   "Er vi også i livsfare?" Spurgte Snotter med munden fuld af wienerbrød og en kastet på hovedet, hvor der stod: FUCK.
   "Desværre ja, de går efter hele familier. Min kone og datter bor af samme grund på en hemmelig adresse." Det så ikke ud til at skræmme den urolige Amagerdreng, hvilket egentlig beroligede Jens.
   "2050 er ikke god for nogen. Selv Rolf her, har de ikke behandlet ordentligt." Rolf kiggede forelsket på ham da han nævnte hans navn. Jens stak ham en hundekiks og fortsatte. Jeg måtte tage Rolf med hjem i fredags, da vi stormede 2050. Det var sent inden vi fandt ham, der var ingen der kunne nærme sig ham. 2050'erne har trænet ham til at bide alt, der ligner en politibetjent. Men det mente han åbenbart ikke, at jeg gjorde. Så nu er han min.

Som I sikkert ved, blev en af mine kolleger skudt i armen, én af 2050'erne blev dræbt, og to blev såret af politiet. Der var razzia, og vi konfiskerede et stort kontantbeløb, våben, heroin, regnskaber og meget andet. Otte mand blev taget med til afhøring. To blev anholdt, og kun fire kom tilbage til Strandgade. Vi fandt ud af, at flere af dem er overtroiske, og de blev åbenbart skræmte af pigen med det hvide hår og rejste hjem.

"Jeg har redigeret et videoklip fra 2050'ernes overvågningskamera som jeg vil vise jer. Det viser pigen med det hvide hår, ved kisten den nat politiet angreb 2050."
   Han afspillede videoen.
   Her så man Lene sidde ved kisten med sit lange hvide hår. Dernæst hev hun et eller andet fra den døende, lukkede kisten og kiggede ind i kameraet med morderiske øjne.
   "Tak for hjælpen til indspilning af den sidste bid med de morderiske øjne," sagde han smilende til Lene.
   Han fortsatte "Det ser ud til, at 2050'erne, der er rekrutteret fra Quëndër Laprake området, gennemgående tror på myter og er overtroiske.
   "Efter begravelsen af Eid Vëllezërits tre sønner har Vëllezërit familien haft svært ved at skaffe folk til banden i København, fordi præsten, Josef Osman, forkyndte, at den Hvide Madonna havde taget dem til himlen.
   Og nu, hvor de har fået videoklippet af pigen, der kommer med død, har vi yderligere skræmt dem.
   "Min Lene ka' bare ordne dem," jublede Gerda stolt.
   "Ja nu skal vi så gøre det samme i Tirana." Han kiggede rundt. Kun Rolf så glad ud, da han smed endnu en hundekiks til ham.

Jeg har reserveret billetter til Genova i morgen tidlig. Vi flyver med SAS, og er i Tirana kl. 14:00.
   Vi får travlt, for vi skal gennemføre vores aktion søndag formiddag.
   Donat, Teno, Pauline, Lene, Gerda, Snotter, mig selv og Rolf. Vi bliver otte.

"Er der nogen spørgsmål?" Han kiggede rundt.
   "Hva' fa'en skal Teno lave?" Spurgte Snotter.
   "Teno er ansat af lægerne og skal sørge for, at der ikke sker noget med Donat på rejsen. Men han vil få nogle praktiske småopgaver."

"Nå, lad os gå i gang med instruktionerne. Vi indskriver os på Hector Pallas. Vi er alle turister, der er inviteret til Tirana af vores egocentriske og stenrige tante Gerda Rexmani på hendes 50 års fødselsdag. Hun har i øvrigt hendes kæledyr Rolf med på rejsen."
   "Gerda er en berømt og dybt religiøs ikonsamler. Hun ejer blandt andet Zar Peters berømte ikon Zybrilence, der græder påskedag."
   Gerda hvinede af begejstring.
   "Gør ikonet virkelig det?" Spurgte Snotter overrasket.
   Teno kiggede hårdt på Jens Østergård rystede på hovedet og vrissede "Hochstapler."
   Jens fortsatte uanfægtet. "Pauline har rekvireret alt, hvad vi skal bruge af kostumer og maskering. Vi har tre kostumer af den Hvidhårede Madonna, så vi kan maskere Lene, Pauline, og Donat som hvide madonnaer. Donat bandede. "Gud i Jemen!"
   Jens Østergård fortsatte. "Vi har faktisk også en Sort Madonna. Men Donat, du bliver maskeret som Gerdas datter, på hele rejsen. Beklager! Men det er det sikreste. " Donat bandede igen ...

"Så har vi den velhavende Gerdas mange kjoler, sko, hatte osv." Gerda hvinede igen, og nu stemte Pauline og Lene i. Stemningen steg "Ja, der er også festkjoler til Pauline og Lene. En festhabit til Snotter og mig. Rolf får et eksklusivt Swarovski halsbånd. Og Teno... find venligst noget passende i din garderobe." Han nikkede. Pludselig glædede Teno sig til at komme væk fra vagterne på 'Kisten'.
   "Er der swimmingpool?" spurgte Snotter. Jens nikkede med et smil.
   "Pauline og Snotter, kan I ikke lige tage Oplen og hente to bakker smørrebrød og nogle flere Ramlösa nede ved Frihedsstøtten?"
   Pauline rejste sig smilende "Jo! Kom så Snotter!"
   "Tag også kager med fra bageren ved siden af" råbte Gerda.

Pedersen, der var bogholder for politiets konfiskationsdepot, var i vildrede. Kriminalassistent Ole Eg Gormsen (Også kaldet 'Ego') havde spurgt ind til de konfiskerede kontanter fra 2050 razziaen, da de "tilfældigvis' mødtes på gangen. Han sagde, at én kollega som han ikke ville nævne navnet på, havde sagt, at Østergård havde konfiskeret over 1.000.000 kr. Det kom selvfølgelig ikke ham ved, da Østergård var den ærligste mand på jorden, men det kunne være sjovt at vide, hvor stort et beløb, der var optalt og indskrevet?
   "Ja det ville være sjovt." Gentog Pedersen undrende.
   Pedersen forklarede, at han stod midt i en regnskabsafslutning, så han var ikke gået i gang med 2050'ernes razziaindskrivninger endnu. Til sidst kom han fri af Gormsen med et "Nå, jeg må videre i teksten."

Pedersen vidste godt at den veltalende Ole Gormsen hadede Østergård. Han havde haft en hed affære med Mette Østergård for nogle år siden, men hun valgte alligevel, at gå tilbage til den jyske 'knoldesparker', Jens Østergård.
   Nu var hadet blusset op igen. Ikke mindst fordi politiledelsen så to spor i Amagerdrabene.

Østergård, der mente, at det var 2050 der stod bag Amagerdrabene, og at Lene var uskyldig.

Ledelsen mente imidlertid, at Østergård i afdeling B var kørt fast.
   De havde derfor åbnet endnu et spor under ledelse af kriminalassistent Ole Eg Gormsen i afdeling G.

Gormsen forkyndte i krogene, at både Lene og Østergård var gale, og at de begge burde spærres inde. Men udadtil hed det sig imidlertid, at der endnu ikke var bevis for 2050'ernes kriminelle aktiviteter i Danmark. Det var derimod Amagerbanderne og Lene, der stod bag Amagerdrabene, så derfor skulle de have fokus.

Politiledelsen håbede på denne måde at få sandheden frem, men Pedersen vidste, at det blot ville ende med intern ballade.
   Og nu denne modbydelige insinuation fra Ole Gormsen. Det var gennemskueligt. Der var han igen, 'Ego'.
   Pedersen var ved at brække sig over ham, men han måtte vel hellere lige tjekket det rejste spørgsmål.

Pedersen entrede razziadepotet og fandt hurtigt Jens Østergårds indskrivninger fra razziaen hos 2050.
   [Indskrivningsbilag: Kontanter: 100.200 Kr.*]
   Hmm, det så mærkeligt ud. - Det måtte han hellere lige vende med Jens Østergård.
   Han tog bilaget ud, og gik over til barakken.
   Gormsen så til sin tilfredshed, at han krydsede gaden dernede i Mitchellsgade. Hvis Jens kom i fængsel, ville han trøste Mette, man skal ikke lære en gammel hund at pisse, tænkte han sejrssikkert.

Da Pedersen nærmede sig barakken, lød det som en hel teaterforestilling i bedste commedia dell'arte stil. Der var folk, der spiste, skålede og drak. Der var latter og glade pigestemmer. Hvad fanden havde Jens gang i?
   Og det møgbeskidte vindue i døren, hvad var der sket? Nu kunne man se ind til Jens og hans livlige gæster.
   Han tog i dørhåndtaget men stoppede brat, da en kæmpe dobermann sprang op ad døren på den anden side med et imponerende tandsæt og øre så stive som antenner.
   Han røg instinktivt baglæns, sikrede sig, at døren var lukket og skyndte sig tilbage til depotet. Konklusionen måtte være at Gormsens meddeler, havde set forkert. Det var nok en ung betjent fra Århus. Der var jo også mange 0'er at tage stilling til. Østergård havde aldrig jo aldrig tidligere lavet en eneste fejl. - Han underskrev bilaget, stemplede det som revideret, og satte det i ringbindet igen.

Da der blev kaldt til Gate 112, Genova 7:15 med SAS, var Rolf allerede ombord.
   Alle glædede sig til tante Gerdas ekstravagante fødselsdag fejret i syden på et luksushotel.
   Tante gik først ombord fulgt af familiens tre smukke kvinder, en ranglet knægt og to nydelige mænd.
   Det var komplicerede familierelationer, der ville give en slægtsforsker hovedpine. Men sådan er det jo i så mange familier.
   Tiden gik hurtigt i festligt luftlag og forventning om en eksklusiv ferie. Før de vidste af det, var de fremme.

"Det er kaptajnen. Vi håber De har haft en behagelig rejse. Spænd sikkerhedsselen vi lander i Tirana om få minutter."