Da dagen oprandt, blev jeg afhentet af overbetjent Teglgaard, og vi kørte til Bredgade, hvor landsretten har til huse. Jeg blev ført ind i salen og fik anvist plads i et aflukke til højre for dommerne, og overbetjent Teglgaard tog plads bag ved mig. Der var tre dommere med dommer Lucas som retsformand. Imellem dem og mig havde min forsvarer sin plads, og på den anden side var anklagerens plads. Langs den venstre side var de tolv nævninge anbragt. På tilskuerpladserne var der mange kendte ansigter, og en del af mors familie var der.
   Da nævningene var udtaget og ingen havde noget at indvende imod dem, begyndte statsadvokaten at afhøre mig. Det foregik på den måde, at han gennemgik mit liv i spørgeform, således at jeg ikke havde andet at gøre, end at svare ja eller nej. Men han trak kun det frem som kunne bruges imod mig, og det blev taget helt ud af sin sammenhæng og brugt således at sort blev til hvidt, og hvidt til sort. Jeg blev fremstillet som et barn, der havde været ulydigt og trodsig mod mine forældre. De år jeg havde sejlet havde jeg boltret mig i alle mulige udskejelser, og da jeg blev gift havde jeg været en brutal tyran, der pryglede min kone. Jeg havde været en opsætsig arbejder, der hverken kunne eller ville holde på noget arbejde. - At jeg havde forladt mit arbejde i Helsingør og var taget til København blev også fremstillet som om det udelukkende var, fordi jeg ikke gad arbejde mere. Og efter at vi var kommet til København havde jeg været ligeglad med kone og barn, havde været hende utro, og til sidst var jeg taget ud at sejle, og havde brugt alt jeg tjente på piger og værtshus, så at kone og barn ikke havde noget at leve af. - Vognmand Reiche blev fremstillet som redningsmanden, der ofrede sig og tog alle mine pligter på sig, og som reddede Oda og Kjeld fra mit brutale tyranni. Og da jeg så, at hun var ved at få det godt blev jeg skinsyg, og så blev han slået ned.
   Jeg blev fuldstændig paf over denne fremstilling. Jeg havde hele tiden haft det indtryk, at politiet havde forståelse af forholdet, og jeg var klar over, at over for sådan en anklager var jeg magtesløs.
   Så blev der læst forskellige erklæringer op. Der var en fra fru Warburg. Det var en tilsynsførende Oda havde fra før min tid, og hun vedblev at holde forbindelsen og var gudmor til Kjeld. Hun skrev i erklæringen, at hun havde kendt os fra vi blev forlovede og, at hun havde besøgt os nogle gange. I begyndelsen var det gået godt og alt så lovende ud, men så var jeg begyndt at prygle Oda og så var det gået galt. Alt det havde hun jo fra Oda, hun skulle have holdt sig til at skrive, om det hun selv kendte til. - Så fulgte en erklæring fra skoleinspektøren på min skole, hvori der stod, at jeg var udgået fra skolens udvidede klasse med en gennemsnitskarakter på mg+, og at jeg ikke havde gjort mig ufordelagtig bemærket i min skoletid. - Derefter kom erklæringen fra professor Helweg. Deri stod først en del lægelige beskrivelser, og så stod der, at jeg hverken var åndssvag eller sindssyg, og at der intet var til hinder for, at jeg kunne tåle en almindelig fængselsstraf. At jeg havde handlet af idealistiske grunde og, at en lang straf med det formål, at forbedre mig, var overflødig.
   Da statsadvokaten havde læst den op, sagde han, at den kunne der ikke tages hensyn til, da den var skrevet under påvirkning af min mor. Her protesterede min forsvarer og spurgte, om ikke professor Helweg havde haft alle sagens akter til gennemsyn, og dertil svarede retsformanden jo.
   Nu kom turen til afhøringen af Oda, og den foregik på nøjagtig samme måde, som afhøringen af mig. Statsadvokaten lagde ligefrem ordene i munden på hende, og Oda lod sig villigt lede. Det var meget naturligt, at hun forsøgte at redde sig selv, hun var jo kommet frygteligt i gabestokken både direkte og indirekte, i aviser og i folks omtale, og for at redde sig selv, sværtede hun mig til så meget, hun kunne. - Statsadvokaten gjorde for eksempel en meget stor historie ud af det blå øje Oda havde fået, og han gik endda så vidt, at han sagde, at der vel ikke engang havde været penge til at købe mad for.
   - Næh, det tror jeg ikke der var, sagde Oda.
   Da sprang jeg op og sagde, at det kunne gå, at hun beskyldte mig for at være hård, men uretfærdig, det havde jeg aldrig været. - Så godt som alt Oda sagde var usandt, eller det blev sagt således, at det intet havde med de faktiske forhold at gøre. - For hver ting hun sagde, tænkte jeg, at det måtte jeg svare på, når hun var færdig, men da hele afhøringen var forbi og retsformanden spurgte, om jeg havde noget at sige, kørte det hele rundt i hovedet på mig, jeg kunne slet ikke skille de enkelte ting ud.

Så blev der holdt frokostpause. Jeg fik nogle stykker smørrebrød og kaffe i en celle. - Mor kom ind til mig, hun havde fået lov til at tale med mig, men kun i fem minutter. Hun fortalte at Oda i forhallen havde påstået at hun ikke havde haft noget med Reiche at gøre før vi blev separerede i april. Men da var Hansen sprunget op og havde sagt at det i hvert fald var usandhed, for de havde begge boet hos ham fra 1. marts, og havde da delt seng hele tiden. Så var hun blevet lidt mere tavs. - Mor måtte hurtigt gå, og jeg spiste min mad. Overbetjent smed en tændt cigaret ind til mig, hans nærværelse var det der betød mest for mig den dag.
   Da jeg nu sad der i ro og mag og tænkte det hele igennem rededes trådene ud for mig, og jeg vidste hvad jeg skulle have svaret på alt det Oda havde sagt. Jeg kunne punkt for punkt gendrive det hele. Og da min forsvarer kom ned og stillede mig et par spørgsmål sagde jeg ham det, og han sagde at han skulle forsøge om jeg kunne få lov til at svare efter pausen.
   Da retsmødet fortsatte spurgte han retsformanden, og denne svarede at det egentlig var for sent, eftersom Oda ikke var tilstede. Men han lod mig dog sige hvad jeg ønskede. Jeg var dog klar over at der intet hensyn ville blive taget til det. Statsadvokaten slog også dette ned og vendte alt imod mig. Over for hans taktik stod jeg magtesløs. Det han ønskede var ikke at få sandheden frem, men at slå mig ned. Jeg tænker også at han optog min stolte holdning som en udfordring, men det var ikke en kamp på lige fod og med lige våben, han havde alle fordelene.
   Så blev Zenia afhørt på samme måde. Når hun ville fortælle noget om, hvordan Reiche havde været over for mig standsede statsadvokaten hende med ordene:
   "Kan De tillade Dem at tale ondt om en død mand?" og så turde hun ikke andet end sige ja og nej efter hans ønske.
   Carla blev også afhørt, og hun kunne jo kun indrømme, at hun havde haft et forhold til mig sommeren før.
   Da mor blev afhørt, sagde hun, at jeg havde været det nemmeste af hendes børn. Dertil bemærkede anklageren, at det ville enhver mor sige i den situation. - Min søster og svoger slog han også helt ud, da de ville fortælle om Reiches færd over for mig. De kendte dog mere til det end nogen andre. - De burde vel også have oplyst alt det til politiet i undersøgelseskammeret, så var det kommet frem, nu var det for sent. - Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor politiet ikke selv havde afhørt dem, men jeg antager, at da man vidste, at jeg ikke havde haft forbindelse med dem i lang tid, så kunne de heller ikke have kendskab til det hele. Man vidste ikke, at de jo netop var kommet sammen med Oda og Reiche i hele perioden. Her var der svigtet på et meget væsentligt punkt.
   Hansen forsøgte anklageren også at bruge imod mig, men det lykkedes ikke, men han forhindrede ham i at fortælle om sit kendskab til Odas og Reiches forhold i den tid, de havde boet hos ham.
   Jeg var klar over at alt var svigtet for mig. Det var til fulde lykkedes statsadvokaten at slå alt ned, at slå sandheden ned, men han skulle ikke få mig at se med bøjet nakke, så meget var vist.

Han tog nu ordet og gav et resumé af det hele, på den samme måde, han hele tiden havde benyttet, og sagde til sidst at man almindeligvis ikke brugte den hårdeste straf, fængsel på livstid, hvor der ikke forelå rovmord, men at han stod over for en forbrydelse af så grov en art at den burde bringes i anvendelse, og han henstillede til nævningene og dommerne at idømme mig lovens strengeste straf.
   Derefter fik min forsvarer ordet og sagde, at han ønskede at føre sagen ind under den paragraf der hjemler ret til mildere straf, hvis den anklagede ikke havde været sig selv under gerningen. Han sagde, at den depression, jeg havde været under i de foregående måneder havde forårsaget, at man måtte anse mig for ikke at have været mig selv. Han fremhævede også, at jeg ikke havde forsøgt at unddrage mig følgerne af min handling på nogen måde, at jeg under hele sagen havde udvist en karakterstyrke, der var ret usædvanlig, og at det burde komme mig til gode. Han henviste til lovens mildeste straf.
   Derefter spurgte retsformanden, om jeg havde noget at sige, og jeg rejste mig og sagde, at jeg havde handlet, som jeg gjorde, for at hjælpe min kone. Her så anklageren hånligt på mig, og det fik mig til at udslynge:
   " - og jeg har aldrig bøjet mig for løgn og uret, og jeg håber aldrig den dag kommer, da jeg gør det!"
   Det gibbede i alle over den kraft og den trods, hvormed jeg råbte dette, men det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne vise anklageren, at kue mig, det kunne han i hvert fald ikke.

Dommerne og nævningene trak sig derefter tilbage for at votere, og vi gik ud så længe. Denne gang blev jeg ikke lukket inde, men gik frem og tilbage sammen med overbetjenten og røg en cigaret. Politiadvokat Hermann og politifuldmægtigen var også kommet til for at se, hvordan jeg tog det. Men jeg var rolig, det gjorde mig godt at være sammen med netop de mennesker, som havde haft min sag lige fra første dag. De kendte mig og vidste, hvordan jeg var, og jeg vidste, at de kunne lide mig.

Efter ti minutters forløb blev vi kaldt ind igen. Nævningene skulle svare på, om jeg havde været mig selv i gerningsøjeblikket, og dertil svarede de ja. Jeg blev kendt skyldig i overlagt drab, og dommen kom til at lyde på ti års fængsel, og tab af borgerlige rettigheder i ti år. - Det var, hvad jeg havde ventet, så det rørte mig ikke.
   Retsformanden rådede mig til at modtage dommen, da Højesteret sikkert ville se hårdere på sagen. Jeg spurgte min forsvarer, hvad han mente, og han rådede mig til at bede om betænkningstid, og det gjorde jeg. - Derefter rakte han mig hånden og sagde, at jeg sandelig var en mand, hvis lige han aldrig havde været ude for.
   Mange af tilskuerne råbte opmuntrende bemærkninger til mig for at tilkendegive deres sympati, og da jeg gik ned forbi tilskuerpladserne ville alle trykke mig i hånden. Mor og min søster græd, men jeg smilede til dem og sagde, at de bare skulle holde hovedet højt, der var ingen grund til at græde. Jeg vinkede op til de andre og gik ud. - Ude i gangen stod politiadvokat Hermann og politifuldmægtigen og trykkede mig i hånden, og der var sympati i deres håndtryk. Det varmede om hjertet. - Vi gik ud til en ventende taxa, og da vi kørte gennem haven, stod der fyldt med mennesker på begge sider, som vinkede til mig, mens vi kørte forbi, og jeg vinkede igen.
   Da vi kørte ned ad gaden sagde overbetjent Teglgaard:
   "Meget har jeg oplevet i min tid som politimand, men aldrig en mand af Deres slags."
   Da vi kørte over Kongens Nytorv sagde han:
   "Se Dem nu godt om. Det varer mange år før De ser det igen."
   Ja, der skulle gå mange år, men år fulde af kamp skulle det blive.