Jeg prøver at styre det, ikke tænke for meget på sex eller død for den sags skyld. Jeg prøver at være normal uden at være kedelig, men en gang imellem bliver der ribbet op i det, så kommer mit Cuba deja-vu og drømmen om Pájaro.
   Det er bedst at jeg holder mig fra store ruder, for så står hun derinde Alita med hendes klare øjne og kun ruden adskiller os, men den kan slet ikke stoppe vores længsel. En dag vil jeg se hende derinde, og jeg vil gå lige igennem ruden, så let som ingenting, og jeg vil kysse hendes mund.

Du er hos mig om natten i mine klare drømmes verden og fortvivlede gråd, du holder min hånd og lover at du ikke løber væk lige som dengang i Havanna.
   Om morgenen er du forsvundet. Jeg leder efter dig, lige som dengang, selv om jeg udmærket god ved at du er langt væk. Jeg spejder altid efter dig for jeg har set dig i spejlglasrudens magi.

Jeg stod tidligt op, orkede ikke de grådkvalte drømme. Jeg måtte rydde op i kaos. Rydde op i mine strandede projekter.
   Med traileren tungt læsset ville jeg være den første mand på genbrugspladsen. Ingen kø eller mennesker i kedeldragt der roder i mine ting. Det er dér værdier rask væk kasseres af overflodssamfundet. Mit bidrag var ubrugte køkkenfliser til glas og porcelæn.
   Man står højt oppe og smider effekterne ned i en container. Hvis man er forsigtig, kan man godt undgå at tingene bliver smadret. Det prøver jeg altid, selv om det nok er dumt, når tingene alligevel skal knuses.

Solen var kommet frem denne tidlige forårsmorgen. Pladsen lå øde hen i et magisk skær med lange skarpe skygger.
   Selv om jeg var der inden porten blev åbnet, var jeg ikke den første, en firhjulstrækker med trailer holdt foran. Vi var de eneste.
   Den skulle selvfølgelig læsse af i containeren for glas og porcelæn, så jeg var nødt til at vente.
   Var det en venlig person, ville jeg hjælpe.
   Det var en kvinde. Hun havde en hvid sommerkjole på.
   Det skarpe sollys gik lige igennem det tynde stof, hun stod der i silhuet, næsten nøgen, indrammet i et fantastisk lys. Hendes lyse hår bølgede i vinden.
   Ingen lysmand kan sætte så smukke scener som Vorherre.
   Hun ignorerede mig, så mig tilsyneladende ikke. I hendes verden var jeg ikke eksisterende.
   Der var kun hende...
   Med cremebløde hænder rakte hun ned efter en stor glasrude, en drivhusrude fra et nedlagt erhverv.
   Der var mange, 40 måske 50. En livsopsparing for en gartner der for længst var gået fallit.
   Hun vippede én op i lodret position, forsigtigt uden arbejdshandsker, hvorfra hun løftede ruden højt op i strakte arme, og bedst som hun havde fået den helt op tippede hun balancen, hvorefter hun med et lille skrig møvede den med stor kraft ned i dybet. Det sprøde glas blev til tusinde fragmenter af knivskarpe splinter ledsaget af et klirrende brag.
   En lyd oplevelse. En sanselig oplevelse.
   Den næste rude fik samme tur med et endnu kraftigere brag. Manisk var hun, og som hun arbejdede sig ned i stakken blev bragene mere og mere voldsomme. Hun svedte og stønnede.
   På et tidspunkt grinede jeg forfærdet, hun måtte være gal.
   Hun blev ved og ved pustende og stønnende, løftede glasplader op, samlede al sin kraft, og smadrede dem i en lind strøm. Jeg blev selv revet med af vanviddet må jeg indrømme ...
   Det var da ruden var helt oppe i luften og hun holdt den stille i lyset, det var i netop det sekund hvor hun samlede kræfter til i næste nu at eksplodere og smadre den brutalt, det var der jeg så et glimt af Alita Pájaro.

Kvinden var våd af sved og skreg nu mere og mere henrykt og ubehersket hver gang hun smadrer glas.
   Da hun blussende løftede den sidste rude, blødte hendes hænder.
   Det var der, jeg så Alita bag ruden, hun var derinde, det er helt sikkert, jeg så det så tydeligt.
   "Stop!"..."Giv mig ruden!" Råbte jeg desperat. "Alita er derinde." Hun stirrede vantro på mig mens hun hånligt lo og løftede armene parat til det sidste hårde stød.

Vi kæmpede om ruden, hun ville smadre den. Jeg på den ene side og kvinden med blod og uden blusel på den anden... Jeg fik skubbet hende et par skridt væk fra betonkanten, væk fra hendes livsfarlige og sylespidse amok bunke dernede i dybet. Vi mistede begge balancen...
   Glaspladen!
   Vi faldt skrigende til jorden. Jeg holdt godt fast og erobrede ruden. Den var uskadt.
   Jeg husker nuet så tydeligt:
   Alita er bag ruden hun smiler og stråler lykkeligt. "Endeligt, fandt jeg dig. Jeg søgte dig på din gade, torvet og på Malecón hver eneste nat." Siger hun og kysser mig heftigt ligesom dengang i Havanna...
   "Jeg elsker dig Alita, "siger jeg, men hun ved det allerede. "Alita, slip mig ind gennem ruden. Vi skal være sammen altid!" Råber jeg angst for at miste hende. "VI SKAL ELSKE som dengang." Siger jeg, men ordene bliver til et skrig. Hun smiler med sit hemmelighedsfulde smil og løfter hånden, hendes ufattelige smukke hånd og vore fingerspidser berører hinanden kun ruden skiller os. "Vent, vent lidt endnu, lidt tid endnu." Siger hun medens hun ser på mig med øjne klare som stjerner. Hun stoler på mig, lige som dengang.
   Jeg betragter skyldigt hendes uskyldige ansigt og længes ...

Nogen vrister ruden fra mig. Jeg ser ikke hvem, mine øjne er fyldte med tårer. Jeg holder krampagtigt fast men glasset brister.
   Jeg ligger på jorden, med blodige hænder, alene uden Alita.