Han så kun lys og skygger, og så mærkede han en kølig hånd i sin. "Jens det er mig, Mette!" Kan du høre mig?"
Kriminalassistent Jens Østergård kunne godt høre hans hustru, men han kunne ikke svare eller bevæge sig.
Han så en mindre skygge, der trådte frem. "Far kan du høre mig?" spurgte hans datter, Solvej, med sin klare barnestemme? Han blinkede med øjnene. Stemmen ville ikke i gang. Han kunne ikke svare. Tårerne løb ned ad kinderne. Solvej tørrede dem af med en serviet. Hun var tapper, hun ville tro på, at hendes far blev rask igen.
Mette Østergårds samtale med professor Peter Strøm-Jensen havde været god, men det så slemt ud for Jens efter drukneulykken. Han havde kun svage muskelreaktioner. Stemmen håbede de på at kunne få i gang igen. Men med de til rådighed stående midler ville det tage måneder. Det endelige resultat afhang af, hvor hurtigt og effektivt genoptræningen kunne gennemføres. Strøm-Jensen anbefalede derfor, at genoptræningen skulle ske på privathospitalet Artificiel Star, hvor de havde kapacitet og særlige kompetencer.
Professor Albert Sternmesser havde hørt om den brave danske politimand og tilbød at genoptræne ham uden at selskabet skulle tjene på det. Alligevel ville udgifterne løbe op i 50.000 CHF (schweizerfranc). Det var et beløb, Mette ikke kunne skaffe uden videre. Hun var parat til at sælge familiens parcelhus i Glostrup, men det kunne tage tid, inden en handel kom i orden.
Strøm-Jensen havde givet hende en kopi af brevet fra Artificiel Star, der var underskrevet af Albert Sternmesser. De tilbød, at beløbet kunne betales tilbage rentefrit i løbet af en tiårig periode. Men Mette havde det svært med at sætte sig i gæld. Det var noget, man skulle holde sig langt væk fra, havde hun lært af sin morfar, der var fjordfisker i Ringkøbing.
Hun valgte derfor at sætte parcelhuset til salg. Det blev sat til en lav pris i håb om en hurtig handel.
Men sagen tog en drejning. Lene Lindstok var dukket op på hospitalet for at besøge Jens, og hun tilbød at betale for genoptræningen. Hun sagde, det var tante Rexmanis penge, og at de ville blive udbetalt direkte til Artificiel. Tante Rexmani ønskede til gengæld 100% diskretion. Mette var noget betænkelig ved det usædvanlige arrangement med den unge Lene Lindstok, og hvem var denne mærkelige tante, der ville redde Jens? Men Jens stod først i hendes liv, så hun besluttede derfor at sige ja til den hemmelighedsfulde pige og underskrev aftalen med Artificiel.
Derefter gik det stærkt. Allerede samme aften blev Jens Østergård afhentet af to portører og en sygeplejerske. De kørte ham til Københavns Lufthavn, hvorfra han skulle flyve videre til Schweiz. Der ventede ham en intensiv genoptræning.
Mette, Solvej og Lene stod bag den store glasrude ved Hammers Restaurant og så, da Jens blev båret om bord i Swissair flyet. Mette græd, men Solvej var fast i troen. "Nu bliver far snart rask," sagde hun fast.
Bagest i restauranten sad Gerda og Snotter. Hun skyllede hvide sild ned med Rød Ålborg, og han skyllede pomfritter og remoulade ned med Coca Cola. De vidste begge, at den bedste måde at opbevare store mængder $-sedler, var i lufthavnens bagageopbevaringsskabe. Man skulle bare huske at skifte skab hver uge inden onsdag kl. 16:00.
Da sygeplejersken Pauline Dombrowski hørte om Jens Østergårds drukneulykke, havde hun straks forelagt sagen for professor Sternmesser. De var blevet enige om, at de ville forsøge at få Jens Østergård til Lugano, så han kunne blive genoptrænet hos Artificiel Star. Steinmesser havde været i kontakt med Strøm-Jensen. De havde udført et kvalificeret stykke genoplivningsarbejde på 'Riget', kunne han konstatere, og var derfor optimistisk med hensyn til genoptræningen. Jens Østergård havde været heldig. Hans hjerne var blevet nedkølet dernede i vraget, inden hjertet gik i stå. Hjernecellerne havde derved undgået en dødelig Kalium forgiftning. Det lovede godt. De ville sætte alle resourcer ind på at få Jens Østergård tilbage.
Samtidig havde Sternmesser haft en løbende dialog med Strøm-Jensen om afdøde Dr. Heinz Graus arbejde.
Efter hans død var hans kontor og depot straks blevet aflåst og forseglet, indtil hospitalsledelsen og Sundhedsministeriet havde fundet ud af, hvad der videre skulle ske. Der havde imidlertid ikke været egnede kandidater i Danmark til at videreføre hans speciale; avanceret behandling af kraniebrudsskader. Sternmesser og Strøm-Jensen var derfor, med Sundhedsministeriets billigelse, blevet enige om at arbejdet skulle fortsætte i Artificiels regi.
Samtlige dokumenter og instrumenter skulle overflyttes til Artificiel, så man fremover ville kunne udføre operationer på meget alvorlige og komplicerede kraniebrud i Lugano. Disse var der desværre mange af i skisportslandet Schweiz og nabolandene Frankrig, Østrig og Italien. Så der var ikke tvivl om, at det var nyttigt at videreføre dr. Heinz Graus arbejde.
Pauline var den første der lukkede sig ind på Dr. Graus kontor efter hans voldsomme død. Sollyset stod skråt ind ad de høje hospitalsvinduer. Hun lukkede døren bag sig. Der var ikke en lyd at høre. Luften var tør og stod stille i lokalet. Der var en svag lugt af Musk. Støvet havde lagt sig og var synligt på skrivebordets flade. Nej, der havde tydeligvis ikke været andre i lokalet.
På skrivebordet stod et billede af en kvinde med et alvorligt udtryk. Det var signeret af Christel. Det var som om hun sagde: "Jeg ved det godt, men jeg fortæller det ikke til nogen". Ved siden af stod der et billede af nogle ranglede drenge i sportstøj med logo 'Hamburg SV' i sort, rødt og gult. Én af dem så vred ud.
Pauline satte sig i kontorstolen og trak en skuffe ud. Det var mærkeligt, for 6 måneder siden havde dr. Grau siddet her, og følt sig rasende, krænket og fagligt underkendt, hvorefter han havde besluttet af myrde sin patient Donat. Nu lå Grau selv i graven, og hans forskning og specialudviklede instrumenter skulle overtages af Artificiel.
I skuffen lå en depotnøgle, en pakke Kleenex, en flaske sprit og en eau de toilette Musk oil. Ja, det var jo det han brugte, Heinz Grau. Musk. Hun huskede den karakteristiske lugt da den tunge, knoglede mand sad overskrævs på hende samtidigt med, at hans store hænder greb hende kvælende om halsen. Måske var det dumt, men hun kunne ikke lade være med at pøse en stor mængde Musk ud på en Kleenex for at genkalde det i sin hukommelse, hvor uhyggeligt det end måtte være. Hun vidste godt, fra hjerneforskningen, at lugtesansen kunne fremkalde stærke billeder i hukommelsen. Ting man ikke kunne huske, kunne drives frem af samtidige lugteindtryk fra en tidligere hændelse. Sandt at sige huskede hun ikke meget fra den dag, hun havde kæmpet så tappert for Donat og sit eget liv bortset fra lugten af Musk. Hun løftede den gennemvædede Kleenex op til ansigtet og følte sig lidt som en grænseoverskridende teenager, der skulle have sit første fix med lightergas, men det her var Musk oil i en alkoholopløsning. Hun tog en dyb indånding gennem næsen, og en til. Receptorerne i næsehulen kom på overarbejde og sendte impulser via hjernens aksioner direkte til det limbiske system som rummer følelser og videre op til hjernebarken og hukommelsen. Langsomt kom billederne i hukommelsen frem, og hun huskede nu flere detaljer af det grimme slagsmål på 'Kisten'. Pauline havde været offer for den rasende overlæges brutale kvælningsforsøg, da hun ville redde Donat. Grau var gået helt amok, og havde revet kitlen af hende, men Donat havde, på trods af sin halvbevidstløse tilstand, heldigvis fundet alarmbrikken og alarmeret vagtstuen. Hun havde været tæt på døden og måtte en tur i respirator for at overleve. Hun gøs ved tanken.
Hun vædede Kleenexen igen og tog et hiv gennem servietten. Rummet blev ligesom større. Det her var vist ikke bare Musk, men Dr. Graus måde at skjule et stærkt euforiserende stof på. Det var måske det, han havde taget den dag, han havde mistet sin fornuft og selvkontrol og var mødt op på 'Kisten', hvor han havde ødelagt sit eget liv. Hun huskede pludseligt vagtmanden Teno Steins voldelige angreb på Grau og råbet 'Sweinhund'. Det virkede helt overdrevent og nærmest som et personligt opgør. Hun tog et hiv mere gennem Kleenexen og følte sig pludselig vægtløs og klog. Hun var nu sikker på, at der var noget med Teno Stein, der lå skjult under overfladen. Nu var rummet blevet endnu større, det var som at stå på gulvet i en Renæssance domkirke. Hun kunne høre orglet og koret stemme i langt væk. Nogen ville fortælle hende noget. Hun tog endnu et hiv af Graus euforiserende stof. Christel begyndte at græde, og den vrede dreng rejste sig og gik sin vej med de måbende kammerater efterladt tilbage på billedet. Dr. Grau stod pludselig foran hende i sit grønne operationstøj. Han så alvorligt på hende og sagde lavmeldt: "Undskyld, Pauline, for den skade jeg forvoldte dig. Det var ikke meningen, du skulle være blandet ind i det her. Jeg handlede i vrede og panik og overreagerede under påvirkning af Lab-Speed. Jeg undskylder det, jeg gjorde ved dig, men vi var nødt til at forhindre, at Artificiel fik Donat udleveret, da vi blev klar over, at Sternmesser blev presset af en ukendt organisation."
Grau holdt inde og afventede Paulines reaktion.
"Jeg forstår ikke meget af det her," sagde Pauline og tog endnu et hiv gennem servietten for ikke at falde ud af trippet.
"Det er en længere historie," svarede Grau. "Men jeg vil gøre det kort, vi har ikke så meget tid.
Som du sikkert allerede ved, arbejdede Albert Sternmessers og min far i Nazityskland. Da krigen vendte, begyndte man systematisk at ødelægge eller bortskaffe alle kompromitterende lægefaglige dokumenter. Men de vigtigste kirurgiske og medicinske forsøgsrapporter blev krypteret med en ny kode 'Enigma F', og original dokumenterne blev destrueret. I de kaotiske sidste dage af krigen lykkedes det Robert Sternmesser at smugle de krypterede dokumenter til Schweiz. De kunne imidlertid ikke bruges til noget, for det var min far, Walther Grau, der havde fået ansvaret og koderne til de krypterede dokumenter. Han flygtede dengang til Danmark og boede hos sin sønderjyske familie indtil krigens endelige afslutning 5. maj 1945.
Efter krigen aftalte de to læger i enighed, at dokumenterne kun måtte åbnes til samfundsnyttige og fredelige formål. Det var det løfte Artificiel brød med projekt Donat. Vi var ikke enige i formålet. Der var som sagt en ukendt organisation, der pressede Sternmesser." Dr. Grau fortsatte: "De krypterede videnskabelige dokumenter var forsynet med en alm. indholdsfortegnelse, så Sternmesser fandt let de dokumenter, han skulle have dekrypteret og som indeholdt de optegnelser og instruktioner han skulle bruge til Donats hjerneoperation. Vi skulle være enige om formålet, derfor blev det administreret på den måde, at Sternmesser opbevarede de krypterede dokumenter, men han fik dem dekrypteret af os. Selve koden 'Enigma F' blev ikke overdraget til Sternmesser, og sådan må det nødvendigvis blive ved med at være."
Dr. Grau forsvandt som tåge, der opløses, og nu hørte hun kun hans stemme. "Du finder 'Enigma F' i depotet, det er den sorte mappe"...
Pauline vågnede med et sæt. Hun sad stadig i dr. Graus kontorstol. Foran hende stod en flaske Musk oil og der lå en Kleenex med en gullig skjold. Skuffen var stadig trukket ud. Hun greb depotnøglen og rejste sig svimmel og usikker på benene. Hun gik ind i værelset ved siden af. Det havde fungeret som dr. Graus depot, laboratorie og finmekaniske værksted. Hun åbnede stålskabet og fik nærmest et chok, da hun fandt en sort mappe bag nogle gamle bilagsmapper.
Mappen var låst. Hun troede ikke på spøgelser men var sikker på, at verden var bedst tjent med at mappen blev i Danmark.
Graus telefon fungerede heldigvis. Hun ringede til Peder Lykkebo og fik langt om længe fik fat i Snotter. Han skulle komme omgående og hente tasken. Han blev hurtigt klar over opgaven og drønede afsted på sin borede knallert.
Pauline havde omhyggeligt guidet Snotter i hospitalets komplekse vej og bygningssystem. Det var enkelt syntes han, i forhold til de indviklede skydespil han ellers befandt sig i hele natten, så efter 20 minutter dukkede han op under vinduet til Graus kontor. Pauline fik lirket sikkerhedshasperne af og åbnede et vindue. Det var befriende at få frisk luft ind i lokalet.
Hun kastede mappen ned i armene på Snotter, der med præcision greb den. Han fik trådt knallerten i gang igen og med mappen under armen forsvandt han ned ad hospitalsgaden lige så hurtigt, som han var kommet.
Pauline gik i gang med at lede efter nøglen og efter en time fandt hun den klæbet fast med Gaffatape oppe under skuffen. Hun foldede tapen om nøglen og puttede den i lommen. Musk oil og Kleenex blev lagt i skuffen igen, og vinduet blev lukket og haspet til. Hun havde fundet et stykke papir og var ved at lave en liste over alle de specialinstrumenter og apparater, der skulle laves pakkasser til. De kunne have det hele på en flyttevogn på 20 m³, havde hun beregnet. De ville køre det direkte til Artificiel Star. Hun var næsten færdig, da det bankede hårdt på døren. Hun for sammen, hun havde jo fået opgaven af Sternmesser, så der var ikke andre, der vidste, at hun var her lige nu. Nogen måtte have skygget hende. Hun havde hentet nøglen til det forseglede lokale hos hospitalets administration mod af aflevere underskrevne dokumenter fra boets advokat Mögel-Vestergaard, Strøm-Jensen og Albert Sternmesser. Hun lukkede ikke op. Det bankede igen "Hallo, Pauline luk op det er Strøm-Jensen." Han blev ved med at banke og råbe. Strøm-Jensen hvad ville han? Han var jo ude af sagen for længst. Hun åbnede døren på klem for at forklare ham, at boet efter dr. Grau tilhørte Artificiel, og hun derfor ikke kunne lukke ham ind uden Sternmessers accept. Så snart hun åbnede låsen masede han ind, selv om hun prøvede at holde døren lukket.
"Har du fundet noget interessant?" Spurgte Strøm-Jensen påtaget jovialt.
Pauline bad ham høfligt om at forlade lokalet, men han styrede lige hen til det åbne arkivskab og begyndte at rive ting ud af skabet.
"Jeg bliver nødt til at meddele Sternmesser, at du trænger ind på Artificiels ejendom. Forlad lokalet omgående!" Sagde hun oprevet.
Strøm-Jensen var bedøvende ligeglad. Da Pauline greb telefonen for at ringe til Sternmesser, klippede han ledningen over, hvorefter han svedende fortsatte med at trække apparater og ringbind ud af skabene.
Pauline forlod lokalet og drejede nøglen to gange i låsen. Nu var idioten låst inde, tænkte hun og gik ned i receptionen og ringede til Sternmesser for at forklare ham situationen.
"Hmm," sagde Sternmesser "tag det roligt Pauline! Gå ned og se hvad han tager med sig, så må jeg tale med ham senere."
Da Pauline låste sig ind igen, var stort set alle apparater og instrumenter trukket ud af skabene og ringbindene med dr. Graus sirlige optegnelser lå spredt ud over det hele. Vinduet stod åbent og Strøm-Jensen stod nede på græsplænen under vinduet. Han var kravlet ned fra 1.sal ved hjælp af den gamle vinranke, der snoede sig op ad muren langs med vinduet. En besværlig klatretur og professoren havde fået et par små-splinter i sine følsomme kirurghænder, som han stod og fjernede under højlydte eder. Han kunne umuligt have taget noget med sig ned, vurderede Pauline. Han havde da heller ikke noget I hænderne, som han stod dernede og jamrede. Dit arrogante, intimiderende og selvhøjtidelige fjols, tænkte Pauline. Der fór en djævel i hende. Hun hentede et vandfad fyldt med koldt vand. Hun lænede sig ud ad vinduet og tog sigte. Det kolde vand ramte ham i hovedet, og han gik nærmest i chok. Det var skørt, det vidste hun godt, men hun hadede at blive tromlet ned af mænd i hvide kitler.