Var det nysgerrighed? Var det medmenneskelighed? Det var nogle af de tanker, der fulgte efter mig, nærmest forfulgte mig, den dag jeg tog til Lalandia med far for at aflevere en kaffemaskine.
   "Skal jeg hjælpe dig med at sende pakken retur, far," spurgte jeg ham, og han kiggede på mig med en taknemmelighed.
   "Vil du det?" spurgte han forbavset.
   "Naturligvis," sagde jeg.
   Min far boede meget spartansk og slidt, og der var kun det yderst nødvendige. I stuen var der et hullet tæppe under stuebordet, og bordet så fedtet ud, men ikke mere end en gennemvædet klud kunne klare. Der lå en gammel Fender-guitar ved siden af sofaen, der ikke havde meget færre huller end tæppet. Det var mat orange, og der var plamager af noget, der meget vel kunne være kaffepletter, hist og pist.
   Han tog mig med ud i køkkenet, hvor jeg snart spottede den store pakke med Fantomio-maskinen, der stod og skinnede som en million dollars ved siden af den beskidte vask. I vasken lå der faktisk en klud, men den ville jeg ikke have lyst til at stryge hen over stuebordet.
   "Der," sagde han bare, og så forventede han ellers, at jeg tog den derfra. Jeg kiggede på æsken, men der stod ikke, hvor man skulle aflevere den. Jeg havde heller ikke forventet, at det skulle blive så let. Han stod og holdt nøje øje med, hvor jeg kiggede på pakken, men ikke for at hjælpe mig, snarere fordi han forventede en løsning fra min side. Jeg kunne høre hans vejrtrækning, drøj og ujævn, og jeg tænkte, at måske kunne for meget kaffe give åndenød?
   "Der står ikke noget på pakken, men jeg tjekker lige på nettet," sagde jeg
   Jeg tjekkede min telefon, og jeg søgte på Fantomio, men kunne slet ikke finde virksomheden. Jeg tænkte, at de nok ikke havde en stor virksomhed, at de måske ikke var på nettet, men det var da dumt. Hvem sælger noget så almen, så bredt, som kaffe, uden at være på nettet? Jeg kan godt se det nu, at det var skørt.
   "Hvor købte du den, far," spurgte jeg ham så.
   "Det var min nabo, der købte den til mig, men han er flyttet ud sidste weekend," sagde han så, stakåndet, og jeg kunne fornemme, at det var en af hans dårlige dage. Han så meget træt ud, og skægstubbene strittede som antenner, der ingen signaler kunne finde. Ja, tænkte jeg, naturligvis fik du din tidligere nabo til at købe det dyr.
   Når jeg tænker tilbage på papiret, kan jeg godt huske, at det snarere lignede en løbeseddel fra 2. verdenskrig, end det lignede et reklamescoop. Men ikke desto mindre så det professionelt nok ud til, at jeg betragtede det som ægte. Og der stod det underlige firmanavn på det, Fantomio.
   "Min nabo sagde, at det fulgte med pakken," mumlede han.
   "Okay," sagde jeg, og jeg læste det:


Kære Fantomio-elsker!
   Nu skal du høre! Du mangler måske en familie, eller du sidder lidt fast i din kaffehverdag? Så har vi din redning! Du kan få et gratis ophold på et magisk, sydlandsk-inspireret hotel i Lalandia, Billund, sammen med os. Vi er de dygtigste kaffesælgere i hele verden, og vores koncept bygger på Leif Tejls filosofi, som du kan høre en masse om, hvis du tilbringer weekenden sammen med os. Det er helt og aldeles gratis, alt vi vil have dig til er at lytte. At overveje et samarbejde. Vi vil ikke tage mere af din tid, men alt du skal gøre er at ringe. Sige Fantomio og dit navn. Så er du med.
   Du er da med?

Der var et telefonnummer, det var alt. Jeg kunne slet ikke forstå, at det var et papir, der var i fars interesse. Han var nok den sidste, jeg troede ville være til forfalds for sådan noget, men han stirrede ivrigt på mig, og ventede på, at jeg skulle indse, hvor genialt det stykke papir, jeg holdt i hånden, var. Der stod jo ikke engang en adresse på det, hvor vi kunne sende pakken til, kun et hotel i Billund. I Lalandia.
   Skulle man lære om kaffemaskiner, mens man gled afsted på en gummiring ned af en latterlig vandrutsjebane i Lalandia eller hvad?
   "Det er bare reklame," fik jeg sagt, og han sukkede dybt. Det var ikke den eneste gang, jeg havde hørt ham sukke. Var der noget far var ekspert i, var det at sukke, dybt, og flere gange i rap. Men denne gang sukkede han blot én gang.
   "Vi tager altså ikke til Lalandia for at aflevere maskinen, far!"
   "Vi tager toget," skyndte han sig bare at sige, før han rømmede sig. Hans stemmebånd var slet ikke i træning til at tale så meget, som han talte med mig, og det var tydeligt, at den skreg efter vand. Eller kaffe? Var det nysgerrighed? Var det medmenneskelighed? Jeg ved det ikke, måske de to størrelser smeltede sammen på en forunderlig måde den dag, for jeg endte med at sige: "Vi kan tage afsted fredag formiddag."
   Jeg pegede på papiret og sagde:
   "Vi skal jo først tilmelde os. Vil du ringe?" "Nej," sagde han, nærmest før jeg fik færdiggjort min sætning. "Nej?" gentog jeg. "Men så må jeg hellere gøre det." "Ja," sagde han. Jeg tog min telefon frem igen. Der var stadig søgningen af Fantomio fremme, og google forsøgte ihærdigt at forhøre mig, om jeg måske mente Fantom. Det kunne jeg jo ikke fortænke søgemaskineriet i, at tænke sådan, det ville jeg selv have gjort.

Samtalen med firmaets sekretær forløb nogenlunde sådan her: "Fantomio. Hvad kan jeg hjælpe med?" "Jeg vil gerne melde to til kurset i weekenden." "Det er ikke et kursus, men snarere et spil." "Vi vil i hvert fald gerne med." "Men det er jo strålende. Det vil Formanden glæde sig til." "Hvem er Formanden?" "Det skal I nok finde ud af." "Skal vi bare spørge efter Formanden, når vi kommer?" "Det giver helt sig selv. Det skal du slet ikke bekymre dig om. Gem kvitteringerne, vi dækker jeres rejse." "Seriøst?" "Ja." "Kan vi aflevere en pakke til jer og få pengene retur, når vi kommer?" "Hvis I ikke er tilfredse med varen, så finder vi ud af det." "Tilfreds og tilfreds. Det er vist bare ikke lige den maskine, som min kollega vil have." Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle omtale Kaffemanden, men jeg kunne i hvert fald ikke afmelde bestillingen til en kaffemaskine og samtidig kalde ham Kaffemanden. Det var noget rod. "Men I kan sagtens tage den med." "Fantastisk!" "I ender med at tage pakken med jer hjem igen," sagde hun, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret over hendes arrogance.
   Hvad havde fantom med kaffe at gøre? Hvad havde deres weekendkursus, eller hvad det nu var, at gøre med en fortrudt pakke, kunne man også spørge, og det slog mig, at netop dette forsøg på at bringe pakken tilbage via et weekendophold i Lalandia, var mere fantom end kaffemaskinen. Det morede jeg mig lidt over inde i mig selv, men jeg ville ikke kaste mig ud i at forklare dette for far. Han stod og trak op i sine bukser, der ikke havde set skyggen af et bælte. En enkelt dag havde jeg set ham med sele, men de gled hele tiden ned over hans nedsunkne skuldre, der fik ham til at gå rundt med en pæreform. Han var i det hele taget en noget frugtig og mut figur, tænkte jeg.

De næste par dage var ren ventetid. Jeg fortalte min ven, Lasse, som jeg havde caféen med, at jeg skulle afsted med far til Lalandia. Det var en ret mindeværdig samtale.
   "Hvad skal du?"
   "Min far har fået en kaffemaskine fra Fantomio."
   "Fra hvad?"
   "Fantomio. Jeg kender dem heller ikke, og han har vist ikke godt af at have en kaffemaskine derhjemme. Kan du ikke se det for dig, hvor mange kopper kaffe han kan nå at lave til sig selv på én dag, ud over de mange kopper han får i vores café?"
   "Skal I ud og rejse sammen?" spurgte Lasse. Jeg vidste jo godt, at uanset hvordan jeg fik startet den her samtale, ville den blive finurlig, måske ligefrem skør, men jeg forsøgte trods alt efter bedste evne at forklare mig til min ven.
   "Det er fordi han gerne vil aflevere den tilbage, men vi kan ikke finde selskabet på nettet."
   "Det er vel svindel? Skal han ikke bare smide den ud?"
   "Han skal da have pengene tilbage. Jeg tror nærmest, den har kostet en månedsløn for ham. Den ser i hvert fald dyr ud!"
   "Og så skal I aflevere den i Lalandia?" Jeg viste ham sedlen, som jeg havde taget med hjem, fordi far mente, at det nok var bedst, hvis jeg tog vare på den. "Men det er jo et reklamestunt, det der. I værste fald en fælde," sagde han, og jeg anede ikke, hvad han mente med en fælde, om han mente det konkret eller (som jeg nok var mest tilbøjelig til at tro) overført betydning. Jeg smilede til ham. Han smilede til mig. Han vidste jo godt, at når jeg havde sat mig for noget, ville jeg fuldføre. "Så længe du ikke selv kommer hjem med en Fantasia," sagde han. Jeg rettede ham: "Fantomio."

På slaget 11 mødtes far og jeg på det aftalte sted på banegården. Han var helt nybarberet og nyvasket, og han klamrede sig til kassen med kaffemaskinen. Han stod henne ved en skraldespand og stirrede på en enlig, midaldrende kvinde med tre Netto-poser og en tilsyneladende lang dag forude.
   "Jeg har ventet i femten minutter," fortalte han mig, "fordi man jo ikke ved, om uret her på banegården måske er bagud."
   Det gav ingen mening, men jeg nikkede blot og guidede os ned til perronen. Toget mod Billund. Vi fandt en plads, der var halvfyldt i vognen, hvor vi satte os. Kvinden med de tre Netto-poser satte sig skråt overfor os, og jeg forsøgte at få øjenkontakt med hende, men hendes blik flakkede. Far havde sat sig ved siden af mig, og det slog mig, at han måske havde glemt, hvordan man var på tur med folk, hvordan man som udgangspunkt satte sig overfor hinanden, når man var to afsted på en rejse.
   "Tror du måske, at vi skal sætte os overfor hinanden istedet," fik jeg lidt kejtet sagt. "Jeg er ikke glad for at sidde i køreretningen," sagde han, og jeg troede, at han sagde forkert, at han måske mente, han ikke var glad for at køre i modsat retning end køreretningen. Jeg satte mig forsigtigt over på den anden side, så jeg sad i køreretningen. Da toget kørte, syntes det at fornøje ham, at han kørte baglæns. Men så igen, hvis der fandtes en mand, der gerne ville køre baglæns i tog, skulle det da næsten være far.
   Så buldrede vi afsted. Jeg vidste, at det var mig, der skulle være icebreakeren igen, hvis vi skulle tale sammen. Far var sådan en, der kunne være stille hele vejen til Billund. Det vidste jeg. Om så han havde kørt afsted med Lee Harvey Oswald, og han havde muligheden for at høre sandheden om drabet på JFK, så ville far være helt tavs.
   Han klamrede sig til sin kasse. Der var noget anstrengt over den måde, han holdt fast i den på, som ville han bryde sammen, hvis man tog den ud af hans hænder. Jeg pegede på hattehylden.
   "Du kan eventuel sætte kassen derop."
   "Nej, jeg vil gerne holde den, mens vi kører." Jeg anede ikke, hvorfor han ønskede det, men jeg følte mig nødsaget til at finde en eller anden forklaring på det. Min teori endte på: Han har angst og kassen giver ham ro. Så flød bybilledet ud og blev til land og skov. Jeg kunne se, at hans blik flakkede. Han kiggede vel efter kaffevognen? Han var jo kaffetrængende, den stakkel, det kunne der slet ikke være nogen tvivl om. På det her tidspunkt ville han på en normal fredag sidde i caféen og drikke de seks, syv kopper kaffe.
   "Kaffe," sagde han med sin hæse stemme. Den var tør. Ind i vognen rullede en kaffevogn snart forbi os. Far greb fat i DSB-arbejderens ene skjorteærme, og det gav et lille sæt i hendes krop. Vi fik kaffen. Jeg betalte.
   "Du får tilbage for kaffen, når jeg får tilbage for kassen," sagde han, og jeg nikkede, og forsøgte at finde ud af, om det var en spydig bemærkning, eller om han mente det. Og så drak han kaffen, mens han stadig klamrede sig til kassen. Og træer blev til bro.
   "Kommer vognen igen," sagde han lidt tid efter. Det anede jeg ikke. Kom en DSB-vogn flere gange? Det vil jeg formode, for der steg jo flere på løbende, og de skulle vel også tilbydes noget? Men jeg trak på skuldrene.
   "Det tror jeg."
   "Man får vel fyldt op?"
   "Det ved jeg altså ikke. Måske skal jeg lige gå ud og høre ad?"
   "Okay," rømmede han. Der var noget absurd over, at han ville af med en kassemaskine, når han var så glad for kaffe, tænkte jeg.

"Jeg skal tisse," sagde far lidt senere på turen. Han gik i den forkerte retning i forhold til toilettet.
   "Toilettet er den der vej," sagde jeg til ham, og så gik han den vej. Han havde kassen med sig, og jeg ville ikke spørge ham, om jeg skulle holde den imens. Jeg vidste ikke, om han stolede nok på mig til det, eller om han overhovedet hang sammen, hvis han ikke have kassen med. Bare han ikke holdt om den, mens han tissede.
   Han var væk i over femten minutter, men så dukkede han op. Uden kassen. Og så sagde han, med en noget høj røst: "Jeg har tisset på den."
   "Hvordan kunne det ske," spurgte jeg, men forstod snart, at jeg sådan set ikke ville vide det. Og han var heller ikke i stand til at forklare det.
   Han rystede over hele kroppen, og jeg fik lyst til at give ham et kram. Han var en bamse, og jeg havde store arme.
   "Er den helt våd så?" spurgte jeg. Han nikkede bare. Det var vist svært for ham at ramme toilettet, tænkte jeg, men med den krop, der rystede sådan, ville alle ramme pap og væg og mere til. Det kunne jeg jo sagtens se.
   Jeg kiggede på kvinden med de tre Netto-poser, som havde fået øje på os. Hun havde vist hørt vores samtale. Og jeg kiggede rundt, og det virkede til, at flere lyttede til os. Når jeg kiggede på dem, kiggede de omgående væk. Jeg fik ingen hjælp. Og hvis jeg ingen hjælp fik, så far heller ingen hjælp.
   "Er kassen stadig ude på toilettet?" spurgte jeg. Han nikkede.
   Jeg gik ud mod toilettet. Der var optaget. Snart blev der skyllet ud, og ud kom et barn. Uden kaffemaskine. Eller kasse. Jeg gik derud, og jeg spottede omgående kassen, det var slet ikke så slemt. Jeg vil mene, at far havde overdrevet ret meget, for kassen havde blot fået små stænk af pis på sig. Det var snarere lidt plask fra toilettet, da han skyllede ud, som var kommet på kassen. Den ville blive tør på ingen tid. Jeg var ret sikker på, at den ikke ville lugte af pis. Det sagde jeg til ham, da jeg kom tilbage igen. Han blev meget lettet, faldt nærmest sammen i sædet, mens han lidt for højlydt og fuld af skyldfølelse sagde: "JEG RYSTEDE ELLERS PIKKEN FORSIGTIGT!"

Lalandia var et sydlandsinspireret sted med tropenatsloft og falske lervægge af stiv plastik, som gjorde mennesker til drømmeløse væsener, der via plastik og overflade, som kunne fjerne al dybde fra frontalhjernen. Det sagde jeg til far, og han svarede sådan her:
   "Kan man få kaffe herinde?"
   Vi fandt en Espresso House. Far fik en ekstralarge kaffe, glohed og fuld af sukker. Han brugte altid sukker i sin kaffe, så meget at det knasede efter hver en slurk.
   Bagefter gik vi hen til det lokale, som der stod på flyeren, at vi skulle gå hen til for at finde indgangen til Fantomio-spillet. Vi endte ved et lokale fuld af spilmaskiner, af den gamle, retro-slags. Der var en kuglebane, som lyste op i giftig neon, henne ved endevæggen, og en packmanmaskine med noget så forældet som et joystick med kuglehåndtag. Det var ret funky, hvilket jeg sagde til far, der stod og stirrede på packman, som var det en gammel ven, han skulle forsøge at huske navnet på. Han så direkte ind i sin fortid, syntes det. Han kunne godt have været computernørd som barn. Jeg kunne se Packmans imojifarve afspejle sig i hans glasklare øjne, og faktisk var hele hans ansigt belagt med en gul nuance.
   Nu er far blevet gul i ansigtet, kan jeg huske, at jeg tænkte, og Packman løb langs hele hans krop, ja, det imojilignende væsen løb rundt på hele hans nyvaskede krop og slugte tonsvis af prikker, mens monstrene løb efter ham i en hæsblæsende jagt på overlevelse i labyrintens snørklede gange. Måske var det sådan, det føles at være far, tænkte jeg.
   "På flyeren står der, at det er herinde hotellet er," sagde jeg undrende, mens jeg kiggede hen på ekspedienten, der stod og kedede sig. For man skulle smide mønter i maskinerne, så man kunne sagtens være herinde uden overhovedet at italesætte ekspedienten, hvis man da havde mønter. En ung, krølhåret gut med slimgrøn kasket stod herinde udelukkende for at veksle til mønter, hvis man ikke havde sådanne ved hånden. Og ellers skulle han vel blot holde øje med, at ingen begyndte at smadre maskinerne. Jeg gik hen til ham.
   "Undskyld." sagde jeg.
   "Det skal du ikke undskylde for," sagde han, og jeg kiggede bag mig for at se, om han talte til en anden end mig. Han kiggede slet ikke på mig. Han var skeløjet. Han havde vist ikke så mange andre steder, hvor han passede ind, var jeg bange for.
   "Jeg vil bare høre, om der er et hotel herinde?"
   "Der er et spilhotel," sagde han, efter han kunne se, jeg stod med flyeren i hånden. Han grinede et meget anstrengt, kort grin, som døde ud til lyden af Packman, der blev ædt op af et monster. Og lyden skræmte Far, kunne jeg se, der trykkede ekstra hårdt om kassen, hvis tispletter var helt tørret væk nu.
   "Et rigtigt hotel?"
   Han kiggede ud ad butikken, ud mod tropenathelvedet derude. "Et rigtigt spilhotel," sagde han, og tog en dyb indånding, for at indikere at han spildte sin tid på at snakke med os. Og for lige at stikke kniven helt ind i bugen på os, sagde han:
   "Synes du selv, der er noget rigtigt over det her sted?"
   Jeg rystede på hovedet. "Nej, måske ikke. Men se lige den flyer her, den siger, at der er indgang til hotel Fantomio herfra..."
   Han tog en dyb indånding mere, og kiggede med en slet skjult irritation på mig. "Jeg er med," sagde han bare, og bagefter fik han hen mod kuglemaskinen. "Det er bag den maskine der."
   Jeg kiggede på den neonfarvede kuglemaskine. En art lukket rutsjebane med loop var belyst med en aggressiv farve og havde en kugle i sig, som med fuld fart blev ført gennem røret, mens en technorytme bankede ud af nogle ret overdimensionerede højtalere ved siden af monstrummet. En masse kødædende monstres åbne munde var malet ind i bundpladen af maskinen, og et glasparti var lagt hen over det hele, sådan at glasmontren lignede en superblåhvals bug.
   "Bag den maskine?"
   "Taler jeg ikke dansk?" sagde han, og nu kunne jeg se på hans mimik, at han ikke ville sige mere om den sag. Og der var rigtigt nok en dør bag den, men det virkede snarere som en cementeret indgang, en indgang, der var blevet frarøvet sin indgang, en dør, man havde monteret for charmens skyld, så man med endnu et bedragerisk stød kunne sætte illusionen i spil derinde i Lalandia-løgnen. Men at det rent faktisk var en brugbar dør, syntes mig utænkeligt.
   Og jeg skal da også indrømme, at min skepsis var på sit højeste i den tid, det tog skaterboy-ekspedienten at flytte maskinen, som jeg snart kunne se, at han havde flyttet mange gange før. Og den skepsis aftog yderligere, efter jeg hørte en spinkel lyd fra et klaver, der angiveligt lød til at komme fra den anden side af døren, som på mærkværdigvis stod frem trods den vanvittige technolyd fra kuglemaskinen. Han vidste akkurat, hvor på "dyret" han skulle skubbe, og jeg kunne se, at gulvet var belagt med et tykt lag fedt, som gjorde det nemmere at skubbe den til side. Og min skepsis blev nok endnu en smule mindre, da jeg opdagede, at der var skrabelinjer i fedtlaget, som kunne bevidne om, at han havde gjort det flere gange for nyligt.
   En korridor trådte frem, med gråblå vægge og et stengulv, der dampede let af varme. I det hele taget var der et slør af varmebølger over atmosfæren derinde, som når man trådte ind i et omklædningsrum, hvor samtlige brusere skyllede ned over varme kroppe på samme tid. En duft af lavendel ramte omgående mine næsebor, og en mild, lunken varme omfavnede hele mit ansigt, der stadig var lidt betændt af den kolde efterårsbrise udenfor.
   "Værsgo," sagde han bare, og han smilede skævt. Det var første gang, at han smilede, men det var heller ikke et særligt trænet smil, eller et smil der medførte varme mellem to personer, en modtager og en afsender, men snarere et smil der sagde: HVAD SAGDE JEG! "Du," sagde jeg hen mod far, "jeg tror nok, vi skal herind."
   Han kom hen til mig. Packman blev atter ædt op af et monster, og det var den sidste lyd, vi hørte, før vi trådte ind i korridoren. Før skaterboy lukkede døren bag os og vi stod i en dunst af lavendel og kunne mærke stænk af varme trænge op gennem vores sko og hele vejen op gennem vores knoglemasse. Der var noget helseagtigt, meditativt, over stemningen herinde. Et klaver spillede i det fjerne, som dukkede den op fra ingenting. Måske havde den været der hele tiden, men grundet de mange sanseindtryk, som lavendel og varme, og væggenes nubrede overflade, havde medført, havde jeg ikke ladet mærke til den. Og vi gik hen mod klaveret. Det stod snart klart, at klaverlyden kom fra en dør for enden af korridoren. Der var to døre, men det var åbenlyst, at vi skulle søge hen mod den dør, hvor musikken kom fra. Hvis stilhed og klavermusik er valgmulighederne, hvem ville ikke vælge tangenternes magi?
   Far klamrede sig til sin kasse. Af en eller anden grund virkede han stadig gul i ansigtet, en sidste rest af packman havde ligesom indprentet sig i hans ansigt. Jeg kan ikke helt forklare det, men han kunne ligesom ikke slippe Packmans labyrint. Døren var grøn. Samme farve som ekspedientens kasket, noterede jeg mig. Måske kasketten havde været en merchandise for Fantomio, og de havde sikkert malet døren ind til spillet med netop den farve? Det skulle vise sig at være mere sandt, end jeg egentlig selv havde troet. Vi åbnede døren, og en gigantisk stor sal proppet med mennesker viste sig for vores åsyn. Der var helt stille ud over klavermusikken, der dyssede dem helt ned, som en klassisk koncert i dét moment, hvor blot det ene instrument, fintfølende, nænsomt, hypnotiserer en hel sal. Præcis dér ankom vi til Fantomios bal.


Vi trådte ind i rummet. Lyden af klaveret blev ikke højere af, at vi åbnede døren, og ej heller da vi trådte ind i salen. Det var, som om dens stille, kildende lyd havde skåret sig igennem den tunge trædør i et kirurgisk indgreb. Hvis han blot lod den hviske med den mindste tone i hele universet, ville den stadig ikke dø ud i mødet med det tunge træ på døren, som vi gik ind af. En nedsunken krop og en glinsende skallet isse lå hen over tangenterne og lod en stille desperation male lyden i hele lokalet, og jeg forstod på alle de ansigter, jeg i forbifarten, mens vi undskyldende blev guidet hen til vores plads, kunne få øje på, at det vi lyttede til skulle ædes med den største alvor. Noget, plastiklervæggene udenfor gjorde det svært at gøre. Jeg kiggede på far, der lod sin hage hvile på kassen, og han så meget træt ud. Emojifarven var helt væk nu. Packman havde forladt ham.
   Vi blev ledt helt hen til vores pladser, og naturligvis skulle far tabe sin kasse ned i hovedbunden på en lille, ældre dame, der sad helt hypnotiseret af musikken. Det var yderst upassende, også fordi det givetvis var et mærkbart dunk, som damen måtte mærke, og også fordi hun fik et chok og peb højlydt. Den kildende melodi, som den nedsunkne kunstner lagde for dagen, var så sensitiv og øm, at den ikke kunne tåle hverken kassens sprøde lyd, som den afgav efter slaget mod det lille hoved, men da slet ikke lyden fra damen. Den skar sig ind i lokalet, så alle (selv den mest dybsindige af dem alle) mistede grebet om musikken, om det storslåede, og nu blev de bevidst om både fars, damens samt kassens tilstedeværelse.
   Far smilede ud til alle. Et kejtet kaffe-smil, som jeg ikke havde set fra hans mund før. Det var ret usædvanligt, men det var som om han livede op og anstrengte sig på sit yderste for at give et positivt indtryk. Det var lidt vanskeligt, nu han havde slået en ældre dame halvt bevidstløs med en ubrugt kaffemaskine fra Fantomio. "Det er bare en kaffemaskine," fik han gryntet, og ja, jeg mener faktisk gryntet, for far gav sig til at grine, sådan anstrengt og i forsøg på ikke at skabe for meget opmærksomhed med den kvalte latter. Men det var ligesom for sent. Alle så på ham. Og jeg tror ikke, at så mange mennesker har set far i hele hans liv, som der var folk, der stirrede på ham i det her øjeblik.
   Jeg satte mig ned på min pladser, og det var ikke med så lidt overraskelse, at jeg opdagede, der lå en seddel med mit navn på på pudedellen, som jeg slog ned i et næsten lidelsesfuldt ryk. Jeg kunne begrave mig i den røde, stive velour, som alle sæderne var belagt med, hvis jeg kunne pille den af og beklæde mig med den. Far blev stående. Han havde taget sin kasse ind i favnen igen, og han var helt stiv i kroppen, mens hans yderst malplacerede grineflip var ved at gå helt bersærk. Jeg anede ikke, hvordan man stoppede et grineflip, slet ikke fars. Jeg trak ham ned i sædet, og tænkte, at det var det eneste, jeg kunne gøre i den her situation. Bare trække ham ned, lade showet fortsætte, og hvis den nedsunkne kunstner var dygtig nok, ville han kunne spille folk tilbage på sporet. Spille for at få folk til at glemme alt fra Kaffemand til kasseslag og hvin.
   Varsomt kunne vi se, hvordan musikerens fingre nærmede sig tangenterne igen. De var som elektriske ledninger, der skal sættes sammen for at fuldstændiggøre en bombe, og jeg kunne høre den første tone kaste sig ind i mine øregange som luftig og varm flødeskum. Jeg kiggede på far, og han hviskede ind i mit flødebetændte øre: "Kan man få kaffe herinde?"
   Efter klaveret havde klinget ud, trådte en mand op på scenen i sort jakkesæt og knaldhvid skjorte, der næsten fik ham til at ligne en præsteskikkelse. Han havde en bamse i den ene hånd, gul som Packman, men det var vist snarere Kylling. Det gjorde ham sammensat, som havde han skiftet sin Tuscany dokumentmappe ud med en pjusket Kylling-bamse ved en fejl, men der var en mening bag galskaben: "Ja, I ser nok, jeg har en bamse med her op. Det er, fordi vi mangler en målgruppe! Det ser I vel? Hvilken målgruppe, tænker I på?" Han løftede Kylling op i luften, og alle drejede deres hoveder, opad, så nakken nærmest sagde knæk hos dem alle, som fulgte deres blik Jesus på sin vej op mod Golgata! Jeg benyttede muligheden til at kigge nedad i stedet for, ned på fars hænder, der rystede, mens han klamrede sig til kassen. Den havde fået et tryk, dér hvor den havde ramt damens hovedbund, og jeg tænkte: Nu er den både tisset på og har fået en knæk. Kan den mon refunderes?
   "Se denne bamse," nærmest råbte manden på scenen. Først nu gik det op for mig, at han var utrolig høj, og at der stak en metaldims ud under hans ene bukseben. Han måtte næsten mangle et ben. Jeg havde slet ikke tænkt over, at han var gået haltende ind på scenen. Alle så på bamsen. Det kunne jeg se, for jeg så ikke på den, men jeg så ud på flokken af mennesker, der tilsyneladende havde glemt alt om fars entré. Selv den lille kvinde var væk. Helt opslugt af mandens udstrakte hænder, der holdt Kylling op i lyset, så den skinnede som en guldklump. Jeg forsøgte at få øjenkontakt med far, men også han var helt opslugt.
   "Vi mangler børnene. De skal se vores maskine i butikkerne og trække deres forældre hen til maskinerne og sige: Vi vil have sådan en med! FAR, VI VIL HAVE SÅDAN EN! Forstår I, hvad jeg siger? Vi får ikke den succes, som vi sigter efter, hvis vi ikke får børnene med!" Jeg var helt målløs. Sad vi virkelig og lyttede til en storsælger, en art kaffemaskinens guru, der gerne ville sælge kaffemaskiner til børn? Det virkede helt uhørt. "Og I tænker vel, hvordan vi får børnene med. How do we sell coffee to children, You may ask? Jeg skal fortælle det, både på dansk og engelsk. Vi sælger gennem farve og form. Vi lader denne bamse stå som inspiration til en nydesignet kaffemaskine! Det er naturligvis noget med at kende sin målgruppe. Og hvilke børn elsker ikke Kylling? Baaamse, Baaamse, som den jo siger så fint. Den bliver jo rå-mobbet af sin ven, Bamse, men den står imod. Den er sgu sej, og det ved vi. Men det ved børn også. Så derfor har jeg valgt, at vi skal lade Kylling stå som model til den nydesignede kaffemaskine. Den der bliver mobbet. You see, the Kylling is the model, cause it is the beast that is hurt, the beast that is in trouble."
   Jeg anede ikke, hvorfor han snakkede engeĺsk, og om han faktisk troede, at dyr på engelsk betød beast. Han talte om Kylling som et udyr. Folk klappede uanset, de hujede og var helt med på denne plan. Det var håbløst. Jeg kiggede igen på far, men han var stadig væk. Han havde fået fugtige øjne. Jeg ved ikke, om Kylling måske vækkede minder hos ham. Han virkede nostalgisk. Han virkede utrolig sårbar overfor denne ene-tale, som jeg fandt yderst kvalmende og pinlig.
   "Vi har lavet en beta-model til dagens anledning. Den vil jeg bede årets bedste sælger, Mathilde, om at bære ind til os. Det er i øvrigt hendes bamse-Kylling, som vi har brugt til model. Vi har simpelthen ladet os inspirere af hele hendes barndoms yndlingsbamse, og i det hele taget ladet hendes rørende fortælling om en tryg opvækst med en mor som sygeplejerske og en far som trompetist, lægge til grund for udviklingen af den maskinen, som vi vil bringe op på scenen om et øjeblik." Så kom modellen på scenen, og den lignede rigtig nok Kylling, med næb og fór og det hele. Stamperen var formet som Kyllings fødder. Og manden på scenen kommenterede netop stamperen: "Se bare den her! Når man stamper med den, er det som en sej Kylling, der står op imod Bamse!" Jeg kan godt høre, at det her lyder utroligt, og jeg vil da også vove og påstå, at det var utroligt, men ikke desto mindre var det præcis, hvad denne kaffe-guru sagde til folket, der åd det hele råt. Eller sippede til det som en mild kvaliteteskaffe. Skummemaskinen var belagt med gul plysstof, som var det bugen af Kylling, og rengøringsbørsten var designet samme vej. Gul, gul, gul. Og med rødt håndtag, som havde man taget en luns hud fra kyllings læg og sat det på. Det var kvalmende. Det var smagløst.
   Jeg kunne ikke holde mig tilbage jeg måtte rejse mig op. Jeg rakte en hånd i vejret, og jeg fangede fars blik, mens jeg stod og fik alles øjne til at stirre på mig. Han lignede en hest i mørket. Han lignede akkurat den hest, som havde været på alle billeder i artiklen fra Ud og se, som gik i et med den sorte baggrund. Og jeg følte, at det jeg gjorde var et overgreb mod ham, at jeg var ved at ødelægge hans drøm. Jeg kan ikke forklare det bedre, end at han virkede, som om han var kommet hjem: "Undskyld. Undskyld." Sådan sagde jeg. To gange. "Jeg vil bare gerne lige høre, om I seriøst tror, at børn drikker kaffe?"
   Så var der stille i nogle sekunder. Man kunne høre en nål falde mod jorden, eller man kunne høre den nedsunkne kunstner, der stadig sad ved klaveret, trække vejret. Men så begyndte alle bare at le. Det vildeste grineflip væltede ud i salen og blev forstærket af de mange mikrofoner, som var hængt ned fra loftet oppe på scenen. Latteren ville ingen ende tage. Jeg blev helt rød i hovedet, for selvom deres reaktion synes umotiveret, var der noget stærkt og altopslugende ved den, som begravede en knytnæve, nej, tusinde knytnæver, i maven på mig.
   Så sagde manden på scenen: "Det er så sødt, når et naivt menneske træder ind i vores forsamling. Jeg må formode, det er din første gang, at du deltager i dette spil?" Jeg nikkede. "Ja, én gang skal jo være den første," sagde han. "Du må jo forstå, at vi ikke har tænkt os at få børn til at drikke kaffe. Vi vil jo bare gerne sælge kaffemaskiner. Så kan børnene jo lege lidt med Kylling-delene, mens de ikke bruger maskinen. Det er legetøj. Kaffe er jo også legetøj. Det er derfor, vi kalder det her et spil."
   Jeg blev ramt af en dyb forlegenhed, for jeg havde ikke regnet med, at de kunne give mig igen på den bemærkning, jeg var kommet med. Jeg havde slet ikke tænkt på, at de ville lave en sådan maskine uden faktisk at have den tanke, at de ville have børn til at drikke kaffe. Om ikke andet så koffeinfri! Jeg satte mig ned igen. Jeg anede ikke, hvad andet jeg skulle gøre. Og i samme sekund rakte far mig sin kasse. Han hviskede mig ind i øret: "Du må gerne tage kassen med tilbage." Han behøvede ikke at sige mere. Jeg vidste godt, hvad han mente med det. Han ville blive her. Han ville blive en del af familien Fantomio, og han havde opfanget, at jeg ikke ville blive længe, at jeg snart var på vej tilbage, væk, ud af det her plastikhelvede og væk fra kuglemaskine og tropenatsloftet. En kvalme voksede i mig. Jeg nåede heldigvis at åbne kassen i den ene ende og kunne derfor kaste op ned i kassen. Det rykkede tre gange i hele min krop, og der kom en blanding af kaffe, brødklumper og slim op af mit inderste, og det malede min mund med prikkende syre. Det hele skete til den nedsunkne kunstner på scenens intermezzo, som igen lød ud over hele salen af mennesker, og jeg så, hvordan opkastet flød ned over den plastikemballage, der var svøbt omkring maskinen. Det var med en næsten brændende ironi, at jeg opdagede, at kaffemaskinen var en Kyllingkaffemaskine. Far havde bestilt Kylling som motiv.