John var en muskelløs knægt af sin alder. Han boede på landet, hvor et ekstra sæt hænder kunne gøre en forskel. Benny derimod var et bymenneske og havde tabt kampen til en lettere overvægt, men på trods af deres forskelligheder var de blevet rigtig gode venner i skolen inden for kort tid. De var begge draget af en nysgerrighed, der ikke kunne forsones med deres unge hjerner. De elskede begge at opdigte historier og fandt stilskrivning i dansktimerne for undervisningens højdepunkt. De var begge tretten år gamle og var begyndt at fortælle hinanden stort set alt hvad der rørte sig i deres liv. De var næsten blevet uadskillelige i skolen siden Benny havde ankommet til byen for nylig. I dag var dagen hvor Benny besøgte John for første gang. De var cyklet direkte fra skole hjem til John. Turen havde taget en god halv times tid, og gården var ikke svær at finde selv om det var ude på landet. Benny elskede landet og ville ønske han også boede på landet og misundte John for friheden og idyllen omkring dem. De havde sat skoletaskerne af hjemme hos John, og John havde vist rundt på gården som en god guide. Benny havde hilst på Johns mor, og da de havde fået saftevand og kage i køkkenet.

John viste vist Benny sit værelse og sagde: "Skal vi ikke cykle en lille tur i stedet for at sidde indenfor?"
   Den idé var Benny med på. "Det kan vi da godt," svarede han. "Hvor skal vi hen?"
   "Til et lille hyggeligt sted, hvor der ikke kommer nogen. Der er ikke så langt."
   Nysgerrigt fulgte Benny efter John på cyklen. Han var spændt på hvor de ville havne. Eventyrlysten fejlede ikke noget og der blev jokket hurtigt i pedalerne på landevejen med marker og enkelte gårde omkring dem, til de nåede frem til destinationen. John så sig for og kørte over T-krydset og smed sin cykel i siden af vejen. Benny fulgte trop og de gav sig til at vandre over en mark, hvor der var ujævne bakker, træer og masser af højt græs og planter i sigte. Tavse og ved godt vemod travede de et stykke tid til de nåede frem til træerne. Det hele mindede om et stykke skov, som var faret vild, og det bakkede hurtigt nedad i stierne derinde.
   "Kom, lad os gå nedad," sagde John.
   "Okay," sagde Benny og hans sanser spiste begærligt de grønne omgivelser. Det var noget andet end han var vant til, for inde i byen var alt kedeligt. Herude var man fri som fuglen og ikke i en betonjungle af kold stressende trafik.

De nåede ned for enden af den bakkede skov ud til et åbent areal hvor der var vandhuller og ujævnheder overalt. Denne dag var de begge iklædt t-shirts, shorts og gummisko. Benny havde en militærgrøn t-shirt med sloganet "Born to kill" mens Johns t-shirt var sort og anonym uden noget påtryk. Benny erfarede at den landlige idyl var en smule forræderisk, da han jokkede i en et vandhul på størrelse med en fodbold og fik en våd sko. Det fik en frø til at flygte fra stedet, men den var ikke hurtigt nok. John var hurtig og tog frøen op med begge hænder og slikkede dens ryg i langt et drag. En mime fortalte at det ikke smagte så uskyldigt som planlagt, men grim nok til at komplet at ændre ansigtsudtryk fra det uskyldige til opfattelse af det ækle.
   "Ej, lad være. Det er sgu da ulekset," sagde Benny.
   "Du mener vel ulækkert," sagde John.
   "Det var det jeg sagde, ulekset."
   "Det er ikke så slemt som man skulle tro. Her, prøv selv engang," rakte John den lille frø frem.
   Tanken om at slikke på noget som John allerede havde besudlet med sin tunge, fremstod ikke ligefrem som ideelt. Ikke at Johns hygiejne fejlede noget som sådan, men det det var tanken om at slikke på noget der allerede var blevet slikket på. Desuden fandt Benny idéen for tosset og måske farlig for man havde hørt om frøer der ikke var en god idé at komme i kontakt med. De fleste frøer producerer hudtoksiner, men giftfrøer fra Mellem- og Sydamerika er de mest farlige af dem alle. På toppen af listen finder man Den gyldne giftfrø, en gul frø, der indeholder nok gift til at dræbe 10 mennesker eller 20.000 mus. Det havde Benny forstået på et dyreprogram i tv. Men nu opholdte de sig ikke i Amerika, men uskyldige Jylland i Danmark på en varm sommerdag, hvor vinden afgav en let brise i ny og næ.
   "Nej ellers tak du," sagde Benny og gjorde grimasse til at det ikke var noget der behagede ham.
   "Skal vi slå den ihjel?" spurgte John kækt.
   "Hvorfor dog det?"
   "Fordi den er dum nok til at være her hvor vi går. Det kan måske give den en lærestreg, " fnøs John med et grin om munden.

I Bennys sind var det dem der invaderede frøens territorie og ikke omvendt, så han kunne ikke forstå John synsvinkel. Desuden var Benny pacifist ud til fingerspidserne og kunne ikke drømme om at gøre et andet liv fortræd. Han fik kvaler ved tanken bare han gjorde en flue fortræd. Men at lege med minisoldater i plastikafstøbninger, der brutalt dræbte hinanden, kunne Benny sagtens tolerere. Faktisk elskede han alt ved krig og havde bygget kampvogne, jeeps og tanks i små skalaer, som han tålmodigt havde limet sammen og malet ned til mindste detalje. Ja han gik sågar med tanken om at ville melde sig som soldat når tiden blev moden. Det virkede dog lidt modstridende når han havde kvaler med at slå en flue ihjel, men hæren skulle nok lære ham at blive til en dræbermaskine når tiden var inde. Det var han sikker på, og kunne dårlig nok vente til han blev gammel nok.

"Jeg troede ellers dette var dets territorium og ikke vores," prøvede han på at forsvare frøen.
   "Ha! Jeg går sgu hvor jeg vil. Det er et frit land vi lever i," sagde John højlydt. "Her, hold frøen et øjeblik mens jeg finder min lommekniv."
   "Hvad vil du gøre?" spurgte Benny og kviede ved tanken om ondt mens han tog imod frøen.
   "Jeg vil lære den sjover en lektie." John og fiskede sin lommekniv frem og foldede knivsbladet ud så det glimtede grelt i solen.
   Benny havde mest lyst til at protestere på det kraftigste, men vidste ikke hvad han skulle sige til frøens forsvar mens den prøvede på at hoppe borte. Om alle omstændigheder var den skærmet af Bennys hænder fra at flygte.
   "Hold dens bagben ud fra hinanden. Så skal du bare se løjer." Det var som om John fik julelys i øjnene, men der var absolut intet at fejre i Bennys optik.
   Han lukkede de hule hænder om frøen op og op sprang den.
   "Hov," sagde Benny. "Den slap fra mig."
   "Jeg har set den," udbrød John og kastede kniven mod frøen men ramte i stedet noget græs. Han tog hurtig kniven op af jorden igen. Frøen sprang igen men John var som en blodhund, der havde fået færten af sit bytte og kastede atter kniven. Denne gang ramte han den i ryggen med kniven og den udstødte et frygtelig dødsskrig som var langtrukken og pinagtigt. Skriget virkede som evigheder og Benny havde lyst til at holde sig for ørerne indtil det var ovre, men undlod da han ville blive betegnet som svag.
   "Fik dig din satan!" Hujede John og gik hen til det dødsdømte liv som han plantede sin ene fod ovenpå, så han kunne få kniven retur. Frøen holdt sin mund da John trådte på den og gjorde dens lidelser forbi. Stilheden var en velsignelse i Bennys ører og andet liv omkring dem summede stadig i fuld flora, som om intet var hændt. John tørrede knivsbladet samt bunden af sin sko af i noget græs og smilede ufortrødent.
   "Vil du også prøve? Jeg er sikker på at vi nok kan finde en anden frø hvis vi leder længe nok," sagde han lettere ophidset.
   "Nej ellers tak. Skal vi ikke hvile lidt," sagde Benny og havde svært ved at se John i øjnene, og kiggede i stedet ud over det grønne terræn, hvis atmosfære han indsnuste i både næsen såvel som mentale billeder. Han kunne mærke hvordan han gradvist var blevet mæt af indtryk denne sommerdag, og ønskede de kunne finde et stede og sidde lidt ned.

De gik tilbage til miniskoven og satte sig på et væltet træ.
   "Kommer du her tit?" spurgte Benny.
   "Engang i mellem når jeg har lyst til at stikke af fra det hele."
   Benny kunne ikke forstå hvorfor John skulle have lyst til at stikke af når han boede i så dejlige omgivelser, men for hans eget vedkommende så kunne han godt relatere til det at have lyst til at stikke af engang i mellem fra byen. De sad lidt i stilhed og sundede sig indtil John brød tavsheden.

"Vi kan tage hjem til mig og lege i halmballer på høloftet. Hvad siger du til det?" spurgte han opstemt.
   "Lyder kodylt," medgav Benny selv om energiniveauet var gået hen og blevet lavt. Tanken om at han også skulle hjem til byen drænede ham i øjeblikket. Han skubbede tanken borte og fulgte i hælene på John. Turen op ad bakken inde i miniskoven var døj, fordi bakken virkede mere skrå på vej op end den havde været nedad. De travede igen over marken de var kommet fra - lyttende til insektlivet omkring dem.
   Efter at have trasket i små ti minutter var de ved deres efterladte cykler, som de havde smidt inde i vejkanten til marken, de havde passeret på deres vej. Bennys ben var ikke vant til så meget motion så trætheden var begyndt at sætte sig. Det småsummede i benene når han stod stille, og han var klar over at det blev en lang tur hjemad til byen. Men den tid den sorg. Det var vel også begrænset hvor meget mere de kunne nå at lege mere i dag. Benny skulle trods alt være hjemme til aftensmaden klokken seks og klokken var allerede kvart over fire ifølge armbåndsuret. Om en times tid ville han blive nødt til takke af for i dag og begive sig hjemad til lejligheden i stueetagen til sin mor.

John tog fat i sin cykel fra vejkanten og satte sig op på den, mens Benny betragtede marken de lige var kommet fra.
   "Kommer du?" spurgte John der så sig tilbage over skulderen, over på Benny.
   "Ja, kommer nu," sagde han og fik cyklen halet til sig. Han kunne mærke sine baller føltes godt brugte, da han satte sig op på sadlen. Han ville uden tvivl sove godt i nat ovenpå en lang dag på landet. Mest af alt var Benny dog bare glad for at det var gået hen og blevet fredag, så han ikke skulle hjem og lave lektier til i morgen. Så havde han nok heller ikke haft tid til at lege hele eftermiddagen, hvis det havde været en hvilken som helst anden hverdag.

John lod Benny komme op på siden af ham mens de cyklede hjem til gården. Benny nød ligestillingen mellem dem. Her var han ikke bare en småbuttet taber som i skolen, men en ligeværdig sjæl hvis tilstedeværelse havde betydning. Det var alt sammen næsten for godt til at være sandt. John var den eneste ven Benny havde fået i skolen siden han var flyttet til byen, og i den foregående by havde Benny ingen venner overhovedet og blev jævnligt drillet med sin vægt. Men i denne by spirede et nyt håb inde i Benny, for han havde fundet en ven i John, som han ikke ville bytte borte for noget i verden. De ensomme dage forud var blevet erstattet med et meningsfuldt venskab, og var begyndt at forvandle Bennys introverte væsen til en mere udadvendt og glad person i hverdagen. Livet synes endelig at have tilsmilet Benny. Han kunne dog stadig ikke greje hvorfor frøen absolut skulle dø.

Cykelturen hjem til John tog et lille kvarters tid. De kunne have gjort det på kortere tid, men der var ingen grund til hastværk for de nød begge det fine vejr. Mens de cyklede på landevejen, havde de ikke mødt nogen trafik, så de fjollede rundt og benyttet hele vejen til at cykle på i skiftevis slingrende kurs. Der var stort set vindstille og Benny havde næsten glemt drabet på frøen, fordi der var så meget andet der gjorde indtryk på ham.

Cyklerne blev placeret op ad gavlen på den røde husmur.
   "Vil du have en cola?" spurgte John.
   "Jo det vil jeg da godt," svarede Benny.
   "Vent her, så henter jeg."
   "Okay," nikkede Benny og betragtede den gule svinestalden med sort tag hvis landlige lugt bevidnede om at han langt hjemme fra. En hvid kat kom stavrende over gårdspladsen og kom hen til Benny. Han kælede katten, som sikkert havde lopper, men han var ligeglad og overøste den med kærlige strøg. Så kom John ud med en kold dåsecola, som han rakte til Benny.
   "Her," smilede John: "Og skål."
   Benny tog imod dåsen og åbnede i en fart: "Tak. Skål."
   John skyndte sig at drikke en masse og bøvsede: "Buuurp!"
   Benny fremtvang en mindre og beskeden bøvs: "Burp!" og fik cola i næsen, hvilket summede og fik han til at le.
   "Kom," sagde John og begyndte at gå over småsten i gårdspladsen.

De gik hen til for enden af svinestalden hvor laden var blevet tilbygget i tidens morgen. Med et svuptag fik John åbnet skydedøren indtil halmen, der er var stakket nydeligt. Ved siden af laden var der murstensbrokker, sten og en tønde næsten fyldt med regnvand.
   John satte sin cola fra sig på en halmballe og begyndte at klatre op ad nogle baller. Benny var blevet mere tørstig end han regnede med, og tømte sin cola inden han fulgte trop op i halmen. Ikke langt fra halmballen med coladåserne var der en sort hunkat med små fem søde killinger. Den lå på langs så de små kunne få tilgang til patterne til de sultne maver.

Oppe i toppen af stakken var der en god udsigt over laden, og Benny indså at der pludselig var halvlangt ned. Sådan virkede det om end ikke set oppefra. Kortvarigt spinnede det hele rundt for ham så han tvang sig selv til at fokusere på omgivelserne i toppen af stakken, så han kunne glemme hvor langt oppe de var. Halmen stak lidt på huden på arme og ben, men det var skønt alligevel. Næsten øjeblikkelig lod John som om han var blevet skudt og væltede rundt som en fulderik, indtil han lod sig falde om. Benny var med på idéen og lod sig også skyde af usynlige fjender fra omverden. Der fjollede de rundt indtil de havde fået nok af legen, og til slut lå de på ryggen og kiggede op i loftet.
   "Hvad skal vi så lave? Der er ikke så lang tid til at jeg skal hjem," spurgte Benny, der havde opfattet legen som afsluttet.
   "Jeg har en idé," sagde John: "Kom følg med mig."
   De klatrede ned fra halmballerne og Benny frygtede at han aldrig kom ned igen, for han led af højdeskræk og benene blævrede under ham. Men han sagde til sig selv, at hvis han kunne komme op, så kunne han også komme ned igen. Han skulle jo bare klatre ned ad John havde gjort. Det lykkedes at komme ned til bunden og Benny åndede lettet op over at det var et overstået kapitel. Han ville ikke fortælle John, at han havde højdeskræk af frygt for at bringe deres venskab i fare.

John gik hen til kattemoren med Benny i hælene.
   "Vælg en," sagde John.
   "Den der med de tre hvide poter ser sød ud," sagde Benny og pegede på en sort killing med en hvid plet i hovedet og tre hvide poter fra kuldet der var ved at få mælk. John tog fat i killingen og kattemor brokkede lidt sig uforstående da killingen peb.
   "Hvad nu?" spurgte Benny og fik bange anelser ovenpå oplevelsen med frøen.
   "Tror du den kan svømme?" spurgte John og tog killingen med udenfor til den blå metaltønde med regnvand. Benny fulgte med og så til med gru hvordan John legede med kattekillingen som om den var en lille flyvemaskine.
   "Ej, lad være John," sagde Benny.
   "Lad være med hvad?" sagde han og slap killingen over vandtønden, så den måtte kæmpe for livet i vandet.
   "Ej, tag den op," protesterede Benny: "Den har jo ikke lært at svømme endnu!"
   "Du har ret. Den er svag," sagde han og så på killingen i vandet.
   "Du slår den ihjel!" Bennys øjne var opspilede af rædsel og blodet pumpede rundet i hans årer.
   "Vi har så mange andre katte. Hvad betyder en fra eller til?" sagde han.
   Benny kunne ikke bare lade stå til. Han puffede John til side og fiskede den gennemblødte kattekillingen op, og holdt den ind til sig som om den var stjålet.
   "Hvorfor gjorde du det?" spurgte John.
   "Fordi den ikke fortjener at dø. Kan du da ikke lide katte?" Spurgte Benny - stadig med adrenalin i blodet.
   "Mig? Jo da."
   "Men hvorfor gjorde du det så?"
   "Hvorfor ikke. Vi har så mange katte i forvejen og de yngler som rotter. Hvis jeg ikke gør det så min far det vel på et eller andet tidspunkt. Det er vigtigt at holde bestanden nede," sagde han.
   Benny fragtede den lille kattekilling ind til dens mor igen, som nok ikke kunne forstå hvorfor killingen var gennemblødt. Da han kom fra laden af igen, måtte han have forsikring om at killingerne var uden for farezonen.
   "Lov mig du ikke gør dem ondt," sagde Benny da han igen kom ud til John.
   "Du vil måske gerne have en killing?"
   "Ja, hvis jeg må for mor."
   "Okay. Jamen det ændrer jo det hele. Jeg skal nok sige det til min far, så han ikke drukner dem uden at jeg ved det."
   "Tak," sagde Benny og følte en smule taknemmelighed. Hvis han måtte få en kattekilling for sin mor, så ville han vælge den gennemblødte kattekilling og kalde den for Lucky.

Stemningen var blevet stiv og tilspidset imellem dem og det var en dum måde at ende dagen på mellem dem, men Benny skulle jo hjemad. Desuden havde han pludselig mistet lysten til at være på landet og længtes efter byen hvor der var mindre barskt. Han kom i tanke om frøen, som han også plagede samvittigheden. Han var ikke længere så sikker på at John var den ideelle legekammerat for ham. John levede et anderledes liv end Benny gjorde, og han var ikke længere sikker om han burde omgås John. Han ville jo også gerne drukne kattekillingen. Drabet på frøen og næsten også på kattekillingen havde i al fald sat sine spor i Bennys univers, og givet stof til eftertanke. Han havde ikke lyst til at blive et sekund længere ude på landet, ønskede blot at være hjemme og læse i tegneserier og glemme det hele. Der var stadig tid til overs til at lege i men lysten var der ikke længere.

"Nå men jeg skal også hjemad," sagde Benny. "Mor bliver sur hvis jeg er forsinket."
   "Alright fair nok," sagde John og så på ham.
   De gik hen til stuehuset i stilhed. Benny hentede sin skoletaske i opgangen ved fodtøjet og kom ud igen.
   "Jeg kører nu," sagde han og kunne se hvordan John stod og grublede ud over marken der lå på den anden side af landevejen fra deres bondegård.
   "Så ses vi på mandag i skolen ikke?" sagde John lidt småfjernt.
   "Ja, vi ses der." Benny trak cyklen over småstenene i gårdspladsen og ud til landevejen med John bag sig. Pludselig følte Benny sig ikke tryg ved at have John i ryggen, og prøvede på at skubbe tanken borte. Hvem vidste hvad John ellers kunne finde på eller var det at tænke for vidt? Han var jo en lystmorder uden skrupler og man kunne kun håbe på at det ikke blev forværret med tiden. Det store spørgsmål er var vel hvorfor var John sådan, når han alt det her idyl ude på landet?

Halvmut steg han op på sin cykel og hans bagdel og ben brokkede sig ovenpå dagens uvante strabadser. John vinkede til Benny da han kørte sin vej, mens Benny kun gjorde en enkelt salut og begav sig hjemad. Turen hjem ville blive lang og slidsom fysisk og psykisk, og han var sikker på, at han ikke besøgte John lige igen foreløbig. Men en ting var helt sikkert. Det var starten på et farligt venskab.