Det har er langt fra, hvad jeg forestillede mig i eftermiddag. Jeg tager en dyb indånding, og tænker på at Jan sikkert har det værre, så går jeg ind. Jeanette står og fumler med mikrofonen: "Jeg har sat den til, kan du ikke prøve at sige noget", hvisker hun. "Jan kommer ikke", hvisker jeg tilbage.
   "Og", svarer hun med et forbavset udtryk i øjnene. Jeg hoster: "Hallo hallo", siger jeg, og giver et spjæt, lyden er for høj. Jeanette skruer ned, så går hun. Og der står jeg mutters. Mon det er sådan at være i åbent hav, på en tømmerflåde uden rorpind. Jeg åbner munden, men lyden synes at hænge ubehjælpeligt fast. Klumpen i halsen vokser og vokser. Og så får jeg blackout, alt bliver sort, før jeg igen åbner øjnene og ser op i et skarpt lys. Hvorfor ligger jeg her, det fatter jeg ikke. Jeanettes stemme: "Er du ok". Er jeg ok? Hvorfor spørger hun om det? Jeg ser ind i hendes ansigt det er meget tæt på, ubehageligt tæt på, hun lugter af gammel tobak og let svedig, Så går det endelig op for mig hvor jeg er. Jeg sætter mig op, og ser mig rundt, jeg er omgivet af ben med sko, kroppe der står i en ring omkring mig, også de meget tæt på. Jeanette griber min arm: "Du faldt om".
   Javel, alting snurrer, arme ben ja hele kroppen. Jeg er svimmel. Nogen kommer med et glas vand og Jeannette rækker det til mig. Jeg griber det og tager en sip. Jeg er ikke tørstig har det bare underligt. "Kom", Jeanette griber glasset med den ene hånd og mig med den anden, og trækker mig op vi balancerer sammen hen til et par stole: "Jeg bliver her", hvisker hun: "Så må de andre holde mødet".
   "Men", siger jeg.
   "Ikke noget men", hun smiler over hele hovedet. Der er ikke noget at smile af. En lille tåre bevæger sig ned af min kind, hun tørrer den væk. Drejer sig rundt og siger et eller andet til de andre. Gruppen omkring os forsvinder.
   Der mumles og tales i et væk, og jeg holder Jeanette i hånden, imens jeg langsomt bliver mere og mere klar i hovedet, og flov. Kan jeg ikke engang klare at stille op til en tale? Typisk mig. Typisk. Jeg lytter til Harpesen. Den tale skulle jeg have holdt. Jeg klemmer Jeanettes hånd hårdt imens.
   "Vi er mange der er utilfredse med den måde forlagsverdenen behandler os. Vi må stille krav, krav om ordentlig behandling. Vi skriver en bog ja, vi gør alt hvad vi kan, men vi skal ikke også lave den endelige redigering, sætte bogen op og betale for udgivelsen. Kravet må være at det er forlagets opgave. Derfor mødes vi i dag. Vi skal være stedet hvor forfattere kan komme og få hjælp til arbejdet. Et sted og et forum hvor det er muligt at møde skrivemakkere, og gratis frivillig hjælp med betalæsning research og så videre, det er alt sammen noget jeg er sikker på vi kan hjælpe hinanden med. Vi skal have stiftet foreningen, og valgt bestyrelse, og derefter nogle arbejdsgrupper".
   Efter talen går den ene efter den anden på talerstolen, og fortæller om deres oplevelser med forlagene. Triste historier om månedlange ventetider med manuskripter og ingen eller kun symbolske betalinger. Fortørnede stemmer, det taler om gennemsigtighed, og om at gøre Sure poeter til stedet hvor vi deler erfaringer og bidrager til hinandens udvikling. Jan skulle have deltaget, jeg sidder og mærker hvor opildnet han ville have været. Hvor godt det passer til ham. Hans ideer blomstrer. Bedet er fyldt med de fineste roser, lige til at udstille. Selv de sarte og mere forsigtige er her. Lige nu står der en spinkel ældre dame, der med små pip fortæller hvad hun har oplevet. Ingen indtjening på E-bøgerne absolut ingen, selv om der bliver solgt en del. Jan ville være faret på talerstolen og lavet en opsummering og lovet at gøre noget ved alle historierne, sørget for at fortælle dem ud i verden. Jeg er stadig svimmel, stum og ude af stand til noget som helst, da Harpesen endnu en gang går op og taler, han spørger til mig? "Har du det bedre?" Nede fra salen begynder folk at klappe, flere rejser sig ligefrem og bliver ved at klappe. Jeg ser på Jeanette: "Kom", siger hun. Vi følges hånd i hånd.
   Jeg ser ned på de fremmødte for anden gang, stadig med hendes hånd i min,. Min krop summer af nervøsitet, : "Sig noget", hvisker Jeannette. Harpesen rækker mikrofonen frem: "Tak", min stemme ryster: "Jeg er ikke vant til det her. Men Jan og jeg synes det er en god ide".
   Sofus stiller op til formandsposten, han bliver enstemmigt valgt, Jan bliver sat på som næstformand og den unge mørkhårede kvinde der hjalp i starten, Maria hedder hun skal føre regnskab. En køn ung mand kommer hen til mig og taler om sine digte, og deres uendelige rejse gennem 15 forlag, hold da magle, det er vildt. Han siger han sammen med nogle andre er er i gang med en hjemmeside vi eventuelt kan køre ind over "Sure poeter". "Måske kan vi lave en hjemmeside sammen for Sure Poeter"? Han ser på mig. Ja nettet er jeg ret god til. Hvis han er i gang med noget kan vi vel hjælpe hinanden: "Jo det da en god ide", klumpen i halsen er næsten væk::"Jeg vil da gerne være med".
   Rundt om os står folk i grupper og taler, der er en summen en sang der fylder rummet. Vi er et stort skib i gang med at sejle ud, på vej. Jeannette kommer hen til mig og ævler om Sofus. Hun har åbenbart lavet en aftale med ham om et arrangement hvor han skal komme og læse op i kantinen, og pressen skal inviteres. Det eneste fornuftige hun siger er, at vi har et lokale, pulterrummet faktisk: "Sure poeter" kan bruge det som kontor gratis. Vel at mærke hvis vi rydder rummet og selv maler. Sofus synker i min agtelse, han plejer tydeligt sine egne interesser. Det er ellers ikke det jeg har læst i hans bøger. Selv om jeg er skuffet vælger jeg alligevel at gå hen og snakke med ham. Han fortæller lige som Jeannette om arrangementet med skinnende øjne og store fagter.
   "Sender du et referat til mig af mødet her", spørger jeg: "Så skal jeg nok sende det rundt".
   "Jo, jo det gør jeg".
   Pausen er slut. Jeg bliver valgt som suppleant sammen med et par andre og som deltager i arbejdsgruppen der skal lave hjemmeside. Folk skriver sig på listen som medlemmer, og vi aftaler et nyt møde om en måned. Samme tid samme sted samme dag. Da jeg kører forbi Jan, ser jeg der er lys, bag de tykke gardiner. Han har det sikkert ikke godt på grund af tanden, så jeg går ikke op til ham. Men tager hjem og skriver medlemslisten ren. Om et par dage når jeg har modtaget referatet, vil jeg tage hen til ham, og få ham til at læse det hele igennem.

Det er ikke nemt, nej, det er som en klistret grød, der suger mig ned. Der er ingen veje ud, kun stilstand kvælning og mudder, jeg glor på skærmen. Fladen glor hånligt tilbage. Hvis du tror du kan noget eller er noget, så tro om igen. Sådan har det været flere timer, jeg lukker dokumentet, det fører alligevel ingen steder hen. Måske skal jeg overveje den novelle, den er i det mindste færdig. Jeg søger på forlagets hjemmeside, tøvende lader jeg fingeren ramme deres registreringsknap og vedhæfter, før jeg igen med en vred bevægelse trykker send. Sådan, mens det suger i maven og summer i ørerne. Jeg rejser mig en smule svimmel, og ser ned i gaden. Den er øde som computerskærmen, spisetid. Jeg overvejer grillen, det kan måske hjælpe. og klare hovedet. Jeg synes ellers, jeg var klar, da jeg satte mig og gik i gang. Men så ringede Jan og blev fornærmet, da jeg fortalte, hvem der blev formand. "Ærligt talt du var der ikke", sagde jeg, og spurgte om han havde troet, det blev ham. Det svarede han ikke på. Det eneste han kommenterede var Sofus den jubelidiot, og så lagde han på. Jeg ringer ikke op igen, det er nok bedst, at lade ham dampe af. Ude i opgangen står naboen Liv, med hunden. Hun smiler sødt, med det krøllede hår som en glorie om sit smalle ansigt. Hunden en lille terrier farer hen og snuser til mig, jeg bøjer mig og klapper ham: "Hej Rollo". så retter jeg op, og ser på Liv: "Det er længe siden jeg har set jer".
   "Jo, vi har været på ferie i Jylland, vil du med ud og gå"?
   Det vil jeg faktisk gerne, kan jeg mærke. Vi spadserer ned gennem gaden, op til alleen mod parken: "Havde du en god tur"?.
   "Åh jeg ved ikke, vejret var elendigt. Og jeg var nødt til at besøge far og mor", hun sukker. Liv har et anstrengt forhold til sin mor. Evige skænderier og holdningsforskelle. Jeg har kun mor og vi har det fint: "Nå".
   "Hvad med dig"?
   Jeg fortæller hende om poetforeningen og Jan det sure spektakel.
   "Jeg vil gerne være med", hendes klare øjne fanger mine. Liv skriver også. Mest digte med mærkelige associationer, blæk, lyntog og røvballegardiner var nogle af ordene i det sidste. Det er dejligt hun vil være med. "Tak jeg tror det kan blive godt", vi når parken og skynder os ind, her kan Rollo muntre sig. Liv bøjer sig og løsner hans snor. Vi sætter os på en bænk og ser ham fare rundt, og snuse under buske og træer. Jeg siger lidt om hjemmesiden og den søde fyr: "Måske vil du også være med"?
   "Ja da, det lyder sjovt".
   Vi rejser os, og jeg trækker hætten over hovedet. Det drypper fra himlen, og her dufter af jord og græs. Rollo følger tæt i Livs fodspor. Jeg var aldrig kommet herhen alene. Det her er præcis hvad jeg har brug for. Det er ikke den bedste dag i mit liv, men den er blevet bedre.

Der går tre dage inden Jan endelig ringer. Han har læst referatet jeg sendte: "Jeg giver en kage", siger han. Nå nå det er helt specielt, måske er det forsoningskage? Jeg tager cyklen og kører derover. Han står i døren og tager imod. Han lyser op, det er slet ikke hvad jeg havde regnet med: "Kom, kom", han løber ind i lejligheden med mig rask efter. I stuen er gardinerne trukket fra, og på bordet står to tallerkener med flødeskumskager, intet mindre. Det er vist første gang i den tid vi har kendt hinanden, han giver kage. Jeg havde regnet med at skulle hen til en trist tandløs herre, men det virker ikke sådan. Hvad er der sket. Vi sætter os. Kagen er dejlig. Vi spiser og jeg er ved at sprænges af nysgerrighed, jeg ved dog, at det ikke nytter at presse på. Jan er heldigvis lidt hurtigere end mig til kage. Han stiller sin tomme tallerken væk og hælder mere kaffe op til os begge. "Jeg bliver udgivet", hyler han henrykt, mens han klapper i hænderne.
   "Hvad, hvor", jeg ser på ham
   "Hos Opus 1".
   Wauw Opus 1 er et af de nye mest hotte forlag, det kan vist næsten ikke blive bedre, jo det havde selvfølgelig været bedre med et af de store gamle forlag: "Det er da fantastisk".
   "Ja ikke de skrev til mig, lige efter tanden".
   "Så er det jo en lykketand", ler jeg, og tager det sidste kage.
   "Og det bliver endnu bedre", hans stemme er helt oppe i falset: "De vil have to andre af mine bøger, og de betaler godt, er det ikke fantastisk".
   Jo det er fantastisk. Faktisk er det helt uforståeligt. Efter alle de år. Alt det uforløste, Og så et stort øv, bare det var mig. Tre bøger, hele tre bøger. Jan er vinderhesten på galopbanen og jeg er efternøleren. Tre bøger jeg er helt tør i halsen. Det virker omsonst at tale om foreningen nu: "Så får du ikke meget tid"?
   "Næh, nej der bliver meget redigering. Måske er det godt jeg kun skal være næstformand. Hvis jeg skal være det"? Han ser på mig med et sigende blik: "Vi kunne bytte".
   "Bytte hvad mener du".
   "Ja mig suppleant og dig næstformand".
   Aldrig i livet, hvad tænker han på: "Det kan jeg altså ikke".
   "Hvorfor ikke".
   "Jeg har ikke tid".
   "Du har masser af tid, du har hverken mand eller børn".
   "Jan, nej", siger jeg og smækker kagegaflen ned i min tallerken.
   "Jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg det er en god ide. Det er også på tide du bliver færdig med din bog".
   Hvad har det med hinanden at gøre, jeg glor på min ven: "Det gider jeg altså ikke snakke om".
   "Nå, nå, jeg kan da bare sige, jeg ikke anerkender valget", han ler. Lige nu synes jeg, Jan er tarvelig, sætte noget i gang og så smutte. Jeg lader det ligge i maven, sammen med flødeskummen og cremen. Det er lige til at brække sig over. Imens bliver der talt planer, alt det der skal ske. Forsiden, pengene der falder på et tørt sted. Jeg lytter med et halvt øre. Jeg kommer nok til, selv at sende referatet ud. Inden jeg går spørger jeg, om han seriøst har tænkt sig at takke nej til at være næstformand. Og det har han. Jeg tygger på det hele vejen ned. Det er sku tungt. Jeg tror jeg vil ringe til Sofus og fortælle det, måske kender han nogen der vil være næstformand.