Preben var på mange måder en ualmindelig kat, men med almindelig pels og en sund skepsis, som katte jo har, og også en kælen motor bagtil, omkring haleroden, der kunne få ham til at spinde for et godt ord. Han var måske lidt større end gennemsnittet, for der var vist en udefinerbar racekat gemt et sted i hans familie, måske et trin eller to længere tilbage. Han var en bastard. En af hans tidligere ejere kaldte ham "skrammel", hvilket ikke var særlig pænt, og en dag var det, som om Preben bare vidste, han ikke var elsket, og så forlod han matriklen. Han endte henne hos Mekaniker Torsten Pedersen, og nu havde Preben været der i mange, mange år.
   Preben havde en skæv bagpote, en klumpfod, vil de fleste nok kalde det, men ikke blot det, den var helt skæv, den hang nærmest, som var den en sølle, knækket hale, oppe i luften og ligesom alle vegne. Det fik nabobørnene til at pege på ham, når mekanikerens børn havde venner med hjem. Torsten Pedersens børn sagde: "Det er Preben. Den er helt galt med hans ene bagpote, så vi kalder ham for Krøbbel-Prebbe." Det blev hans øgenavn, og det hang ligesom ved. Hvor ved jeg det her fra? Fordi jeg selv var en af de nabobørn, der kom forbi en dag, og det var under mit første besøg hjemme hos Therese, mekaniker Thorstens datter, at Preben forsvandt. Therese var, foruden rødhåret, alvorlig syg. Det var ikke noget, hun selv fortalte os, men det fortalte vores forældre til os. Sygdommen hed: Osteosarkom. Hvad for en ost, svarede jeg, da min mor fortalte om den, for jeg forstod slet ikke, hvor alvorlig sygdommen var, men syntes blot, at det lød sjovt. Den dag i dag tænker jeg stadig på, hvordan jeg kunne finde på at kalde hendes sygdom for en ost. Det var knoglekræft, og hun døde kort tid efter mit første besøg hjemme hos hende, det kan jeg ligeså godt fortælle, for det er ikke det væsentlige.

Før vi overhovedet kom ind i huset, opdagede vi naturligvis Krøbbel-Prebbe ude på gårdspladsen. Vi så på ham, ligesom alle andre børn havde gjort det før os, han sad der bare, midt på gårdspladsen, med samme afstand til bedene som til bilen, foran laden ind til værkstedet, hvor faren var i gang med at reparere et eller andet skrog af en bil, Krøbbel-Prebbe sad, sådan lidt skævt, og han kunne ikke helt få sin bagdel trykket ned i gruset, kunne jeg se, ikke med den klumpfod der. Det virkede ikke, som om Preben tog sig af det. Han sad bare og slikkede sig over alt på det malplacerede legeme, og han virkede meget velfornøjet.
   Vi skulle lege Ånden i glasset den dag. Vi gik ind i stuen, Therese var alene hjemme, og vi slukkede for alt lyset, for at skabe den nødvendige uhygge til spillet. Der i mørket kunne man ikke se de pletter, som Therese havde i panden, de forsvandt ligesom bare, og hendes stemme var så hviskende hæs og hekseagtig, som man kunne ønske sig. Det var en ren gyser. Vi fik glasset til at bevæge sig, da vi alle lagde hænderne ned på det. Vi havde selv lavet tavlen med bogstaver henne i skolen, og vi havde glemt nogle af bogstaverne i alfabetet, så derfor stavede ånden lidt som en analfabet, men det var lige meget, for budskabet var tydeligt nok. Ånden fik stavet til: HJAELP PREVEN. Det var den formulering, der satte det hele i gang, for vi kunne jo godt bytte V ud med B. Og AE med Æ! Vi vidste, at der var noget galt.
   Det lyder måske som som et påfund, men jeg sværger, at ånden stavede sig frem til et nødråb og at nødråbet handlede om Preben. Så vi gik ud på gårdspladsen for at finde katten, men han var væk. Jeg havde ikke engang nået at røre ved ham, kæle med ham, inden det her skete. Det var vildt underligt, at jeg lige havde set ham, og fået at vide, at gårdspladsen var hans slot, og så var han pludselig pist væk. "Der er sket noget med ham," sagde Mie, der var min kæreste dengang. "Ja, det må der være," sagde Therese, og jeg kan stadig huske, hvor ked af det, hun blev, over at Preben var væk. Hun virkede ikke synderligt mærket af sin egen alvorlige situation, i hvert fald ikke noget vi lod mærke til, men da Preben forsvandt, blev hun helt knust, og grådkvalt sagde hun til os: "Vi bliver nødt til at finde ham hurtigt!"
   Vi gik ind i laden og tænkte på, om han havde søgt tilflugt derinde på grund af en fremmed kat eller hund, der måske var kommet forbi og truede ham. Vi kiggede under alle farens skrammelkasseprojekter, men der var ingen Preben. "Han må simpelthen være stjålet," sagde Therese pludselig. "Skulle nogen tage Preben?" spurgte jeg, skeptisk, med tanke på klumpfoden. Så begyndte Therese at tale meget konspiratorisk. Vilde tanker. "Altså, jeg har hørt nogen har lavet en klub, hvor de tilbeder Preben. Prebbe-klubben. De må have taget ham! Eller nogle af de andre, der kommer forbi for at vise ham frem! Der kommer jo folk forbi hver uge for at se ham, og folk synes, han er en sjov starut, som de gerne vil eje!"
   Jeg troede naturligvis ikke på hende, og fandt ordet starut ret morsom, men det sagde jeg ikke til hende. Havde jeg ondt af hende? Det havde jeg jo nok, for jeg troede - og dette er skrevet med stor kærlighed til Krøbbel-Prebbe - at han var den sidste kat, nogen har lyst til at stjæle. "Men vi må jo eftersøge ham," sagde jeg, og jeg fik hurtig den tanke, at vi havde et tydeligt kendetegn, at Preben nok var en af de nemmeste katte at finde, både for hans langsommelighed, men naturligvis også på grund af hans synlige skavank. "Vi hænger posters op," sagde Therese, og livede pludseligt op. Hun måtte næsten være en meget håbefuld pige, naiv. "Vi kan jo bare hænge et billede af hans klumpfod op og ikke andet," sagde jeg, men Therese forstod ikke, at det var for sjov, at jeg sagde det, at jeg naturligvis ikke mente, vi skulle tage billede af hans klumpfod og ikke andet. Forsvarende sagde hun: "Preben er mere end den klumpfod!"

Vi tog ned på det lokale bibliotek sammen med et billede, som hun havde af Preben i et fotoalbum, og jeg husker, at vi baksede noget med at skrive teksten, der skulle stå ved siden af billedet: Kat forsvundet! Har du set Krøbbel-Prebbe, så ... Therese var kritisk. Hun syntes ikke, at det lød rigtigt. Hun ville faktisk slet ikke have, at vi omtalte Krøbbel-Prebbe med det navn. Det syntes jeg, var dumt, for det var jo netop det navn, som folk kendte ham under.
   "Men han er jo en krøbbel," sagde jeg. "Han er mere end en krøbbel! Han er ligesom ... menneskelig ..."
   Skulle en klumpfod gøre, at han var mere menneskelig? Jeg sagde ikke noget til hende, for hun talte stadig med den grådkvalte stemme, og jeg kunne mærke, at hvis jeg sagde krøbbel en gang mere, ville hun knække helt sammen. Først nu blev det tydeligt, at hun havde begrænset med tid. Det var nemt at se på hende, at hun ikke havde så meget tid, som vi andre havde. Det hele skulle ske nu og her. Der var ikke tid til at sove på det.
   "Jeg syntes, vi skal skrive: Det er med ubærlig sorg og tristesse, at Preben er stjålet fra os! De idioter, der har taget ham, bedes aflevere ham snarest. I knuser en familie, ved I godt det? Det er kriminelt!" Therese ville skrive et trusselsbrev, forstod jeg hurtigt. Jeg blev helt rystet over hendes formulering. Hun var simpelthen så vred, som jeg slet ikke havde fornemmet, at hun kunne blive. Mie blev lige så overrasket og sagde:
   "Er det ikke lidt for voldsomt at henvende sig så direkte til tyven. Vi ved jo ikke engang, om der er en tyv..."
   "Jeg synes, det er på sin plads! Og naturligvis er det en tyv! Hvordan skulle han ellers være forsvundet? Kan du forklare det? Vil I hjælpe eller hvad? Husk, hvad ånden sagde til os!"
   Hun blev forpustet. Hun måtte sætte sig på en stol, og hun sad på den stol længe, det husker jeg meget tydeligt, hvordan hun sad på den stol meget længe.

Så blev Therese indlagt. Det var naturligvis kræften. Hun blev hentet af en ambulance. Og jeg glemmer aldrig, hvor skamfuld den tanke var, men jeg tænkte, at det var heldigt, at vi aldrig fik hængt trusselsbrevet op i hele byen. Jeg besøgte hende én gang på hospitalet, og det kan godt lyde hjerteløst, at jeg ikke besøgte hende flere gange, men det gik så stærkt det hele. Den gang jeg besøgte hende, spurgte hun til Krøbbel-Prebbe, om vi havde hørt noget? Og der var ikke noget, jeg mere ønskede på det tidspunkt, end at finde Krøbbel-Prebbe for hende, inden hun ville dø.
   "Der er ikke noget nyt," sagde jeg bare. Og hendes konspirationsteori blev endnu mere voldsom: "Jeg ved, at Prebbe-klubben har smidt ham i bur og har udstillet ham et sted. De fodrer ham med minkfoder og lader ham blive ædt op af karkelakker!"
   Det lød jo helt uhørt, og måske kunne Therese godt selv se det? Måske hun blot sagde det for at holde fast i en eller anden teori? Jeg ved det ikke, for sandheden er, at Therese i al den tid, jeg havde kendt hende, var så syg, at hendes ansigtsudtryk var som skåret ud i træ. Men jeg ville hjælpe hende, så godt som jeg kunne. Det var det eneste, jeg tænkte på det her tidspunkt.
   Mie og mig tog på biblioteket igen, og vi lavede en mere imødekommende eftersøgningsseddel, som vi fik hængt op i hele byen. Vi begyndte endda at ringe dørklokker i området. Vi nåede faktisk vidt omkring. Mange af dem, vi snakkede med, virkede mere interesseret i at høre, hvordan Therese havde det, end at komme med et kvalificeret bud på Prebens skæbne. Vi kunne ikke sige så meget om Therese og hendes velbefindende. Vi vidste ikke ret meget, kun at hun var som skåret ud i træ, og det kunne jeg jo ikke sige. En af mine venner, Malthe, foreslog, at ånden måske mente "prævention" og ikke Preben. PREVEN lød tættere på PRÆVENTION end PREBEN, syntes han.
   "Ånden tænker vel ikke på Preben, for den kat er jo helt slagen, døden nær med den fod, så hvorfor skulle en ånd varsle dens forsvinden," sagde han. Jeg blev sur, havde overtaget Thereses beskyttelsesgen overfor katten, og sagde:
   "Kæft du er dum, som om man dør af en klumpfod!"
   Så gik det rigtigt stærkt. Snart ringede Thereses mor og sagde, at nu skulle vi skynde os, hvis vi skulle se Therese en sidste gang. Men jeg ville ikke tage op til hende uden at have fundet Preben til hende. Sådan havde jeg det. Så jeg blev derhjemme, lå det meste af tiden i sengen, eller ringede til Mie for at høre, om nogen havde kontaktet os omkring Preben, for det var Mies telefonnummer, vi havde brugt på løbesedlen. Det var der ingen, der havde, og det stod mere og mere klart for mig, at jeg ikke ville se hverken Therese eller Preben igen.

Fortællingen kunne godt slutte her, men det gør den ikke helt. Det viser sig, at der var en anden forklaring på Prebens forsvinden, end man først skulle tro.
   Det havde ikke noget med Prebbe-banden at gøre (som jeg stadig ikke ved, om eksisterer) eller nogen udstilling af dyr med deforme kroppe. Det var noget mere banalt, vil jeg sige, og måske ligefrem sjovt, hvis man vel at mærke kan se det sjove i det.
   En vestjydsk sygeplejerske fra nabobyen skulle have lavet sin forlygte på en Opel Astra, og hun var kørt ned forbi Thorstens Auto. Hun havde banket på forgæves. Faren var jo ikke hjemme, og vi børn havde været helt opslugt af Ånden i glasset, så vi havde ikke hørt hende. Og så havde Opel-kvinden set Preben på gårdspladsen, og hun var blevet rystet over den klumpfod! Helt rystet.
   Hun fortalte senere til Thereses forældre, at hun troede, Preben var kommet alvorligt til skade, at klumpfoden simpelthen ikke var en skavank, men en ulykke.
   "For satan, det var sgu det skæveste bentøj, a' nogensind' havde sjæt," sagde hun til Thereses far. "Den kat er jo kom' gjal afstej," havde Opel-kvinden også sagt.
   Selvom Opel-kvinden fortalte, at hun havde været i tvivl, om det var så presserende en situation med katten, havde hun alligevel endt med at tage Preben med sig. Thereses far spurgte hende, om hun ikke kunne se, at det bare var en klumpfod?
   "Det lignede sgu æt en klumpfod," havde Opel-kvinden sagt. "A ku' æt la' den ulykkesramte kreatur læ' der, forstår du?"
   Så havde hun kørt Krøbbel-Preben til dyrehospitalet, og mens Preben lå på dyrehospitalet og blev rettet ud, så godt det nu var muligt (og det var vist tvivlsomt hvor effektivt det blev). Så døde Therese. Jeg siger ikke, at der er en sammenhæng.
   Alle siger, at Therese var død uanset, men jeg ville virkelig gerne have kommet med Krøbbel-Prebbe til hende alligevel, helst uden den fod var blevet rettet ud. Nogle gange tænker jeg på, om Preben stadig vogter over gårdspladsen foran Thereses forældres hus, men jeg har aldrig besøgt det sted igen, og det kommer jeg aldrig til.