Freud skrev sin "Drømmetydning", og naturligvis betyder drømme noget, men de ER også noget. Sommetider er de levet liv, som i den vågne verden. - Som oftest glemmer jeg drømmen når jeg vågner, eller jeg husker kun absurde og usammenhængende dele af den, men andre gange bliver den stående og er meget virkelig. Kunne jeg frit bevæge mig mellem mine to verdener, kunne jeg blive i tvivl om, hvilken der var den virkelige, men det kan jeg heldigvis ikke, for jeg elsker livet, det virkelige liv.
   Her er fragmenter af tre af mine drømme:

Jeg flyver ind over en vid, åben højslette. Udsynet er frit til alle sider, luften er høj, klar og himlen blå. Jeg flyver lavt hen over små fjeldsøer, sletten er dækket af sten, lyng og lave buske, i alle grå, brune, røde og grønne nuancer. I drømme er det meget let at flyve. Det foregår med en bestemt lille bevægelse med arme og hænder, og jeg tænker endog: "Det må jeg huske, når jeg vågner". Det er ganske nemt, og følelsen af lethed og fart er vidunderlig.
   Men da jeg så flyver ind over en lille højde, bliver jeg overrasket af, at det på den anden side går tusind meter lodret ned. Dybt under mig ser jeg dalen med en elv, træer og bittesmå huse. Der går panik i mig, jeg mister kontrollen over mine bevægelser og styrter ned. - Men jeg samler al selvkontrol, for at få styr på angsten. Jeg er jo ikke virkelig i fare. Jeg kan flyve. Om man er ti eller tusind meter over jorden er jo ligegyldigt, når man kan flyve.
   Men det er svært at holde fast ved denne enkle sandhed, for afgrunden er gruelig, og jeg er allerede faldet et stykke ned. Jeg er bange for, at jeg ikke har kræfter til at holde mig flyvende, til jeg kommer ned til dalen, og det er meget tungt at hæve sig op igen.
   - - - - -
   *
   Øverst på Vor Frelsers Kirke står en kristusfigur, som holder en stor kugle højt hævet over sit hoved. Jeg ligger oven på denne kugle, som selvom den ser lille ud nede fra gaden, er så stor, at jeg har rigelig plads. Jeg er slet ikke i fare, heller ikke når figuren med kuglen svajer let i vinden. Desuden har jeg en flot udsigt over byen. Så længe jeg ligger roligt og ikke foretager mig noget, har jeg det udmærket.
   Alligevel er jeg ængstelig, for på et tidspunkt må jeg jo ned, og hvordan skal det gå til? Jeg lader mig forsigtigt glide ud over kuglens runding, for at komme ind til hånden som holder den, og ned til redningen. Men kuglen er jo glat og der er intet jeg kan holde fast i, og intet sted jeg kan få fodfæste. Hvis jeg fortsætter glider jeg ud i den løse luft, og da jeg ser kirkegården og den befærdede gade dybt under mig, kravler jeg skræmt ind på midten af kuglen igen, hvor jeg kan ligge trygt og uden håb.
   - - - - -
   *
   Jeg bor øverst oppe i en skyskraber i en luksuslejlighed, med mine to (!) sønner. De er meget forkælede og har alle mulige legesager. Den ældste har en rigtig lille flyvemaskine. Hele den ene væg i lejligheden kan vippes op, så han kan flyve ud over byen og komme tilbage og lande på stuegulvet. - Men den lille plager om også at få lov til at flyve, og jeg siger irriteret: "Lad ham nu prøve." - Den ældste protesterer: "Jamen han kan ikke." - Jeg siger: "Så! Du skal være god ved din lillebror. Og lad ham så få lov." - Den store resignerer, og den lille sætter sig op i flyet og starter.
   Jeg er optaget af nogle papirer og bøger henne ved mit skrivebord og står med ryggen til. Med et går det op for mig, at der er meget stille. Jeg hører heller ikke lyden af flyet. Jeg vender mig og ser, at den ældste står henne ved den åbne væg og ser ned. Grebet af skræk iler jeg hen til ham. Der er så langt ned til gaden, at jeg ikke kan se noget tydeligt, men jeg ser en masse mennesker strømme til. Jeg stirrer lammet derned, og drengen ved siden af mig siger med tonløs stemme: "Han faldt ned."