... Klar blå himmel, klar som glas. På cykeltur med Kristian. Han kører foran, tramper hårdt i pedalerne.
   "Tag det roligt," råber jeg til ham. "Det haster ikke så meget. Der er ikke noget vi skal nå."
   Han standser helt, står overskrævs på cyklen og ser sig om. Han ser frisk ud i sit lyse, lette tøj, helt upåvirket af varmen. Selv føler jeg mig tung og varm, skønt jeg er lige så let påklædt som han. Det er en støvet landevej, støvet sidder i næsen, som en tør, sveden lugt. På højre side er der flade marker, eller rettere sagt en udstrakt, flad græsslette. Græsset er tørt, falmet grønt. På nogen afstand leger en flok unge med en bold. Jeg hører deres råb og latter. En lærke borer sig med jublende triller op i den dirrende, blå himmel, men standser så brat sangen. – På venstre side af vejen er der langstrakt etagebyggeri, tre eller fire grå blokke med vissent græs foran som på sletten. Lige op til husene har nogen dog forsøgt at opdyrke små haver, men de er mislykkedes eller forsømte, der er kun halvdøde buske og få forpjuskede, gule blomster.
   "Men der er rigtige blomsterhaver ind bag husene," siger Kristian. Det tvivler jeg på, men jeg kan godt se, hvad han mener. Mellem husblokkene kan man se lidt ind bagved, og der skimter man ganske rigtigt blomster.
   "Lad os se nærmere på det," siger han energisk og beslutsomt. Han stiger af cyklen og lægger den fra sig i vejkanten. Jeg er lidt uvillig, men følger dog hans eksempel, stiger af cyklen og stiller den fra mig.
   Vi går op mod husene, og efter som vi kommer nærmere, åbner rummet bagved sig, og vi står i en rummelig have eller park med et mylder af blomster. Her er græsset frisk grønt, og blomsterne står i klynger, i små bede imellem hvilke smalle stier slynger sig tilsyneladende uden nogen plan, og ser jeg ud over det hele, er det et flimmer af farver, rødt og gult i det grønne græs, roser, tulipaner, og mange arter, som jeg ikke kender. En let luftning fører den søde men friske rosenduft med sig. - Der er stilhed, ingen fugle synger, og ingen andre lyde høres.
   "Vi plukker en buket og tager med hjem," siger Kristian.
   "Nej nej," protesterer jeg, "det kan vi da ikke. Det er jo privat. Disse blomster tilhører beboerne i husene."
   "Åh, det gør vel ingen forskel, om vi tager en buket." Med en håndbevægelse viser han ud over hele dette væld af blomster, og sandt er det, at det slet ikke vil gøre nogen forskel, om vi tager nogle få her og der.
   Jeg går ad en af disse smalle stier, da jeg pludselig ser en dreng, fjorten-femten år, der ligger i græsset og sover. Han ligger på et tæppe, fuldt påklædt, blå cowboybukser og hvid T-shirt. Han er meget køn, med lyst, blankt, halvlangt hår. Han ligger på siden og sover med den ene hånd under kinden, og ånder ganske lydløst, men jeg kan se, at hans bryst hæver og sænker sig.
   Kristian nærmer sig, han har allerede flere blomster i hænderne. Jeg lægger fingeren på læberne, og betegner, at han skal være stille.
   Han smiler. "Lad os vække ham," siger han.
   "Nej," siger jeg forskrækket. "Hvorfor dog det? Lad dog drengen sove."
   "Nåja," siger han.
   Lige ved drengens hoved vokser en særlig smuk, hvid blomst, og jeg beslutter mig for at plukke den. Jeg bøjer mig over drengen, men stopper, og i stedet for berører jeg hans kind ganske let med en finger. Kinden er mere kølig, end jeg havde forventet, og drengen sukker og rører sig lidt i søvne, og jeg trækker fingeren til mig.
   "Lad os gå nu," siger jeg, og føler mig med et ængstelig. Måske er det alligevel forkert at plukke blomster her, ja, måske er det forkert at være her.
   "Ja, bare et øjeblik," siger Kristian, han går lidt væk og plukker lidt flere blomster.
   Jeg iler nu mod udgangen og vejen, tager min cykel og står og venter på Kristian.
   Pludselig hører jeg bag mig en der siger mit navn, og jeg vender mig overrasket.
   Jeg har godt set og hørt, at de boldspillende drenge inde på fælleden er kommet nærmere, og nu har en skilt sig ud og kommer hen imod mig. Han holder en mindre dreng ved hånden.
   Nærmest til min forskrækkelse, men også til min glæde ser jeg, at det er Marchel. Ham har jeg ikke set i næsten et år, han forsvandt bare, og i den tid har han ikke en dag været ude af mine tanker – men jeg har ikke regnet med nogensinde at se ham igen.
   Nu står han der lige foran mig. Hans ansigt er alvorligt. Hvad tænker han? Jeg kan ikke tyde hans blik. Er det venligt, er han glad for at se mig, eller hvad?
   "Er du vred på mig?" spørger han så, og det spørgsmål forbavser mig mere end synet af ham.
   "Det ved jeg ikke," siger jeg. "Jeg er i hvert fald glad for at se dig nu."
   Jeg har en mængde spørgsmål at stille ham, men jeg siger ingenting.
   Ingen af os siger noget. I stedet trækker han drengen som er med ham lidt frem og siger: "Det er Thomas."
   Thomas ser betuttet ud, og jeg hilser på ham. Jeg kommer i tanker om, at jeg har set ham før. Marchel passer ham sommetider for en veninde, og han har haft ham med, når han har besøgt mig.
   Vi står lidt og ved ikke hvad vi skal sige, men jeg synes heller ikke det er nødvendigt at sige noget. Jeg føler en næsten fysisk glæde ved at han er lige der foran mig.
   "Jeg er sammen med Kristian," siger jeg så. "Han kommer lige straks."