Når jeg ser på kristendommens oprindelse og dens udvikling i det første århundrede ser jeg en mærkelig ulogisk linje: Johannes Døberen - Jesus Kristus - Paulus. Det de har fælles er deres rødder i den jødiske religion og kultur. Johannes kender vi kun fra kristne beskrivelser nedskrevet en menneskealder efter hans virksomhed og død. Han virker som en fjern, halvt mytologisk skikkelse. Det samme kan siges om Jesus, men der er vi alligevel nærmere på, fordi det er hans nærmeste venner, familie og tilhængere der har skrevet, og skønt meget der fortælles om ham og mange af hans udtalelser synes at være hentet andre steder fra og tillagt ham, så fremstår han alligevel som en levende person. Paulus kender vi fra hans egne skrifter, og fra det en af hans nærmeste medarbejdere, lægen Lukas, har skrevet, og selvom der er uklarheder og unøjagtigheder i beskrivelsen af hans liv, så virker han mere levende end mange senere historiske personer.
Der opstod på den tid mange profeter som Johannes, mænd der prædikede omvendelse og tilbagevenden til jødernes pagt med Gud. De fleste svandt hen sammen med deres lære, og deres disciple spredtes. Dette kunne også være sket med Johannes, men blandt hans disciple var der en med en endnu mere karismatisk personlighed end han selv, Jesus. Johannes kom senere til at leve en skyggetilværelse i kristendommen, og hans rolle er på ingen måde klar. Det siges at han "beredte Herrens vej", men det jødiske folk var jo ikke beredt og de tog da heller ikke imod Jesus. Kun en lille flok af Johannes disciple sluttede sig til ham, og kom til at udgøre kernen i denne nye religion, hvilket de ikke vidste det var. Samtiden så dem som en jødisk sekt blandt mange, og sådan så de vist også sig selv. Om Jesus selv havde et videre sigte end at reformere jødedommen er svært at sige, da det han sagde og gjorde først blev nedskrevet mange år senere efter at udviklingen fuldstændig havde ændret omstændighederne. Det klare billede af ham som menneske sløres af at han blev guddommeliggjort, enten det nu skyldes at han virkelig var Guds søn, eller hans tilhængere valgte at se ham sådan.
Jesus udvalgte tolv apostle som skulle udgøre grundstammen i den nye menighed. Det gjorde de vel også i det første århundrede, men for de flestes vedkommende kender vi kun deres navn og ellers intet. Den der kom til at præge kristendommen i dens videre udvikling med hele sin personlighed var Paulus, og det i så høj grad at det ikke ville være forkert at kalde den paulinismen. Af det nye testamentes syv og tyve skrifter har han skrevet de tretten, hvis man regner alt med der tillægges ham. Han kendte ikke Jesus personligt og havde aldrig mødt ham, skønt der for alderens skyld ikke havde været noget i vejen for at han havde kunnet. - Ikke et ondt ord om Paulus, det er ikke min mening, tværtimod ser jeg ham som en både imponerende og sympatisk skikkelse, men i en tid hvor kristendommen syntes at splitte sig op i forskellige retninger, var han den der i det væsentlige kom til at stå for den retning som blevet givet videre - og som senere igen blev splittet op mange gange.


* * *
Jeg kan godt placere kristendommens oprindelse i historien, eller i det usikre felt mellem myte og historie. Jeg kan følge dens højst konkrete spor op gennem historien, og jeg ser at de vidunderligste velgerninger og de frygteligste ugerninger er udført i dens navn. Jeg ved at den hellige Frans af Assisi og paven Alexander 6. Borgia begge med fuld ret kunne kalde sig kristne. Ja, også i dag står kristendommen for den lyseste humanisme og for det sorteste sortsyn. For frigørelse og undertrykkelse. - Står virkelig Gud og Jesus Kristus bag det hele?


* * *
En gang i middelalderen var der i Paris en rig købmand hvis bedste ven var en anden købmand som var jøde. Den første købmand var kristen og det bedrøvede ham meget at jøden ikke var villig til at lade sig omvende og døbe. Han tænkte at han ikke til sin tid ville kunne glæde sig over himlens herlighed når vennen samtidig skulle lide i helvedes flammer.
Han sagde til vennen:
"Du må kunne se at Gud er med de kristne, eftersom de er i stadig fremgang, og at han har forkastet jøderne, eftersom det stadig går tilbage for dem."
Til slut lod jøden sig overtale. Han sagde:
"Jeg ved at du er et godt menneske og en god kristen, min ven, og derfor vil jeg følge dit råd og lade mig døbe. Jeg ser nok at alt tyder på at Gud har forladt jøderne og er med jer kristne. Men først vil jeg foretage en slags pilgrimsrejse. Jeg skal til Rom i forretninger, og da vil jeg benytte mig af lejligheden til at se paven."
Da sank hjertet i livet på den kristne købmand. Han tænkte:
"Da er han fortabt. Når han ser hvad der foregår ved pavens hof vil han aldrig lade sig omvende."
Han blev derfor både forundret og glad, da jøden kom hjem igen og sagde, at nu var han parat til at lade sig døbe. Han udspurgte forsigtigt jøden om hvad han havde oplevet i Rom.
"Jeg så paven, Guds statholder på jorden, og hans hof, og hvilket syndigt liv der blev ført der. Der er ikke den form for vellevnet, udskejelse og liderlighed som ikke foregår der, og den hellige fader går i spidsen for det, mens der i den jødiske ghetto hvor jeg boede blev levet stille og arbejdsomt. Alligevel går det frem for de kristne og tilbage for jøderne. Den eneste forklaring på det må være, at Gud er med de kristne. Derfor vil jeg døbes."


* * *
Kort tid efter at jeg var kommet i kontakt med Støttegruppen var jeg til et foredrag om Jehovas Vidner. Blandt tilhørerne var en del af dem der med en vist nok forkert betegnelse kaldes russellitter. Tidligere Jehovas Vidner som stadig var negativt forbundet med organisationen. De var mere religiøse, kristne i en højere potens kan man sige, mere fanatiske i hvert fald end da de virkelig var Jehovas Vidner, og mere end kristne normalt er, og faktisk også mere oprigtige. Så vidt jeg kunne bedømme var de meget forskellige, de var udpræget individualistiske. Hver enkelts tro var helt og holdent hans egen.
I pausen kom jeg i snak med et behageligt og venligt, ældre ægtepar. Åbenhed og tolerance var tydeligvis det centrale i deres tro.
"Det er ikke vigtigt hvilket trossamfund man tilhører," sagde manden, "bare man tror på Jesus Kristus."
"Nåja," svarede jeg, "men hvad nu hvis man ikke gør det?"
Da blev han forlegen og vidste ikke hvad han skulle svare, for han var, som sagt, en meget venlig mand.


* * *
Jeg meldte mig ud af folkekirken i min ungdom, da jeg tilsluttede mig Jehovas Vidner. Nu kunne jeg sådan set godt melde mig ind igen, men jeg har ikke gjort det. Jeg har al mulig respekt for folkekirken, men tror ikke på dens lære, eller på kristendommen i det hele taget.
Jeg ved godt at det ikke er nogen betingelse. Kirken har antagelig mange medlemmer og måske også præster der tror mindre end jeg. - I hvert fald er min tvivl aktiv.
Hvis jeg var i folkekirken i dag tror jeg ikke jeg ville se nogen grund til at melde mig ud. Men det er jeg altså ikke, og jeg ser ingen grund til at melde mig ind. - Og set i videre perspektiv respekterer jeg da kristendommen uanset retning, eller sådan som den oprindelig tog form i det nye testamentes skrifter. Den har været til inspiration for mig hele livet, og som Jehovas Vidne har jeg været dybt involveret i den - så kan andre kalde det kristendom eller lade være; for mig var det. Men nu vil jeg ikke være kristen.
Jeg vil ikke tjene en gud der kræver ofre. Abrahams offer har jeg aldrig forstået. Han beviste gennem det sin tro og lydighed, ja. Men jeg ønsker at tro at Gud snarere ville have respekteret ham hvis han havde sat sin vilje op mod hans og sagt: "Næh du! Der går grænsen. Jeg ofrer ikke min søn som jeg elsker, og som du selv har givet mig!" - Ville det have været mangel på tro?
Jeg har vist en gang forstået idéen i Jesus´ offer og har kunnet forklare den for andre. I dag kan jeg det ikke. Nu forekommer dette offer mig at være bygget på en mekanisk, grusom logik - øje for øje, tand for tand, liv for liv - som ikke stemmer med billedet af den almægtige, uberegnelige Gud fra skabelsesberetningen og Jobs bog, som gør hvad der passer ham, som ikke skal aflægge regnskab over for nogen eller er underlagt visse universelle love.
"Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet".
Det kunne være meget let at godtage at Jesus Kristus er død for mig og for mine synder, eftersom det er sket for to tusinde år siden, og umuligt kan fornemmes som reel virkelighed. Og hvor mange er ikke døde efter den tid for alle mulige sager, ja, også for kristendommen. - Men hvis det skulle ske her og nu... Hvis jeg fik at vide at en var i færd med at lade sig henrette for min skyld her lige uden for byen ville jeg sætte alt ind på at stoppe det. Og skulle det lykkes for ham ville jeg føle mig beskæmmet, ulykkelig og meget vred. - Hvis nogen skal lide og dø for mine synder vil jeg foretrække at gøre det selv.
Når jeg vil give noget bort og jeg er i det smålige hjørne vil jeg forlange at få noget tilsvarende igen. Når jeg er bedst derimod giver jeg det væk for intet. Jeg vil at min Gud skal være bedre end jeg er når jeg er bedst.
Men hvis han nu ikke er det? - Hvis Guds godhed mod mig virkelig er afhængig af at et uskyldigt menneske skal dø så vil jeg helst være fri for den godhed. Og selvom jeg godtog det og jeg derfor burde være taknemmelig og elske og respektere ham, så ville jeg føle, tænke og måske sige: ærligt talt, det er ikke muligt! - Og da har jeg trods alt den fordel af at have været Jehovas Vidne at jeg slet ikke overvejer om han kunne finde på at kaste mig i et brændende helvede.