Hun vidste ikke hvad klokken var, når man er bæltefikseret, mister man fornemmelse for tid. Man mister alt.
   Vreden fortærer det, der hedder menneske. Symptomerne er træthed, og en efterfølgende nedtælling for en tikkende bombe. Eksplosion, og træthed igen...

Lene var træt, men hendes had-batteri var fuldt opladet.

Plejepersonalet snakkede adspredt, drak ubekymret kaffe og spiste kage i frokoststuen. En klike sad sammen, de diskuterede egne kageopskrift-succeser og overvejelser om at deltage i en bagekonkurrence. Ingen tænkte på Lene lige nu. De havde jo pause.
   De tænkte ej heller på døden. - Det gjorde Lene derimod, deres og hendes egen.
   Hun lå der, i det nøgne rum, og ventede på at plejerne med nr.1178 og 0951 ville afslutte bæltefikseringen. De var ikke kommet videre med hende på Østbjerggård og hun skulle overføres til Horsens.

Hun havde kun sig selv og sine tanker. Dem havde de endnu ikke sløvet med medicin. Hun kunne stadig bevæge tankerne i tid. Det var faktisk også det eneste hun kunne bevæge.
   Hun var ved at gå i klaustrofobisk panik, men fortsatte den indre nedtælling. Rolig... Slap af...

Hun fandt en søvntrance med flashback til alt det, der var sket. Billederne tonede frem:


Røgen væltede ud af 7A og der var ild i taget og 4. sal.
   Ambulancer, brand- og politibiler løb storm på Den Grå bygning efter Lenes dobbeltdrab og ildspåsættelse. Pressen var også dukket op i stort antal med Ekstrabladets pågående pressefotografer i spidsen. Derudover var der et meget stort opløb af nysgerrige i alle aldre på Backersvej. Lene kendte mange af dem. Politiet havde afspærret så brandbilerne kunne komme uhindret frem. Der var otte brandbiler, tre ambulancer, to politibiler, to motorcykelbetjente, kriminalpolitiet og retsmedicinere i et kaos af blinkende blå og orange lygter. Børn fra de nærliggende kvarterer var kommet tilløbene hidkaldt af lyden fra de mange udrykningskøretøjer. To drenge var kravlet op i en nærtstående lysmast, for at få det hele med. BT-fotografen rakte et telecamera op til en af drengene og bad ham om at tage et par billeder af hele sceneriet. Retsmedicinerne fik hurtigt opstillet ét hvidt telt over de to endnu rygende og ildelugtene ofrer på fortovet.
   Røgdykkere hentede folk ud af lejlighederne, og en gruppe var i gang med skumslukkere inde i opgangen.
   Udenfor var to stigevogne i gang med at slukke tag branden og brandene i lejlighederne på 4 sal.

Lene havde fået trukket fru Gravesen ud af sandkassen igen, det var heldigvis lykkedes at kvæle ilden i hendes tøj. Men hun var kommet slemt til skade, hun blødte fra en hudafskrabning. Hun havde alvorlige brandsår slået halebenet og baghovedet, og hun vidste ikke hvor hendes sko var henne. Nu sad hun sammen med Lene, på bænken inde i gården, og gav sig i smerte. Der var ingen tvivl om at hun skulle en tur på skadestuen.
   Pressefotografen fra Ekstrabladet var kommet ind i gården, som en rotte efter madaffald. Før de fik sagt noget som helst, havde han fotograferet fru Gravesen og Lene som de sad der på bænken forslået og chokeret.
   Den berygtede journalist Torben Lund var også dukket op. Han ville have Lene i tale, men hun var mut. Så han opgav til sidst og henvendte sig i stedet til Fru Gravesen. Hun fik dog kun sagt nogle få sætninger før ambulanceredderne dukkede op. Torben Lund noterede det hele, og fik påduttet Lene sit visitkort. Du kan tjene mange penge, havde han sagt.
   Redderne fik imellem tiden fru Gravesen op på en båre og bar hende ud af gården. Lene fulgte hende med ud. Det er synd for fru Gravesen, tænkte hun da de skubbede hende ind i ambulancen. Der var kommet mange nysgerrige på gaden, Lene forsvandt i mængden.

Næste dag var Lene og fru Gravesen i Ekstrabladet. Der var et stort billede af fru Gravesen der sidder blodig og sammensunken med fortrukket ansigt, medens Lene sidder som en engel ved siden af med sit lange hvide hår. Lene holder medfølende fru Gravesens hånd og man fornemmer tårer i hendes øjne. I baggrunden ser man røgen vælte ud af kælderskakten.
   Overskriften på artiklen var derimod meget kreativ, der stod: FRYGTLØS UNG PIGE PÅ AMAGER REDDER SIN MOR UD AF ET BRÆNDENDE HELVEDE. Og så en lang artikel om de forkullede lig, og fuldstændig misvisende og søgte forklaringer af hændelsen.
   Samtidig stod der, at hvis nogen vidste noget om hvad der var sket, skulle de ringe til Ekstrabladet på 66 66 12 12. Det var altså det, Torben Lund havde fået ud af det. Det var uforståeligt og idiotisk syntes Lene. På den anden side var Lene glad for at hverken Gerda eller Snotter var blandet ind i det her.

Elvis var rasende han læste også Ekstrabladet. Hvad fanden var det her for noget. Anik og Donat var sendt afsted på en simpel og ufarlig oprydnings opgave. De andre 2050'ere der bare skulle være backing for oprydningen var kommet hjem uden Anik. Bisserne derude på Amager havde overrasket dem med en gigantisk eksplosion i forgangen samtidig med at djævelen selv var kommet ud ad en dør, han havde omklamret Anik så han ikke kunne komme fri. Han havde bidt ham stinkende hårdt i næsen, og Donat havde taget flugten ledsaget af et dødsskrig og endnu en eksplosion.
   Donat var ikke sig selv længere. Han havde angstanfald, han havde set djævelen, og han ville ikke være 2050'er mere. Han ville ud, sagde han.
   Elvis var rasende. "Vi kan godt melde dig ud allerede i dag Donat, så skal du bare fortælle mig hvordan du vil dø. Du ved vi har et bredt katalog." Han fortsatte: "Men jeg foreslår du får rettet op på det lort du har lavet. Aniks to brødre lander i København i morgen aften. Dem skylder du vist en tjeneste, ikke sandt Donat?"
   "Jo vist Elvis, som du siger, men de behøver vel ikke at få at vide at jeg trak mig da jeg så djævelen vel?"

Lene gemte sig hos Marie i den lille lejlighed hun netop havde lejet i Burmeistergade. Lene havde kun en måned tilbage i skolen. Hun havde svært ved at koncentrere sig om det, hver dag var en plage og tidsspilde syntes hun. Lære Klausen havde opgraderet sin pause læsning fra Rapport til nogle Hardcore magasiner. Drengene blev mere og mere dumme at høre på og pigerne snakkede om fyre der var meget ældre end dem selv. Lene fandt dem klikesøgende, tarvelige og intrigante. Men Gerda havde bedt hende om at gennemføre 10 klasse. Det havde også været det krav Hami havde stillet, for at hun kunne komme i lære som købmand. Så der var ingen vej udenom.

Beboerne i opgang 7A var evakueret, medens beboerne i 7 B hurtigt fik lov at flytte ind igen, ja bortset fra fru Gravesen hun lå endnu på hospitalet.

Et stort opklarings- og oprydningsarbejde forestod i Den Grå.

På den skæbnesvangre dag hvor eksplosionen i 7A fandt sted, var der en anden uønsket hændelse.
   Ingeborg Mandelkvist var netop selv samme formiddag kommet tilbage til sin lejlighed 7A 4th. Hun var Galops nabo. Hun var væk i lange perioder og overnattede i personalelejligheden på hospitalet
   Hun var chefpsykolog på Centos det nye koncept udviklende psykiatriske hospital i Holbæk for alternativ psykiatrisk behandling. Det vil sige hun var forhenværende chefpsykolog for hun var med kort varsel blevet afskediget efter et meget højrøstet og voldsomt skænderi med den nyudnævnte Professor Ram Rahim Kahaj Gurmeet Singh. Han havde helbredt med kærlighed som han sagde, men Mandelkvist så et andet motiv. Og hun havde truet med at anmelde ham.
   Han havde fundet nogle gamle klagesager på Mandelkvist fra Patientklagenævnet som han havde støvet af og gearet lidt. Eller for at være ærlig, scalet op og fuldstændigt omskrevet.
   Hun havde jo arbejdet så loyalt med de psykiatriske patienter, det var jo netop derfor hun var håndplukket til Centos. Men Professoren så hende som en farlig konkurrent til hans autoritet. Han havde undergravet hende systematisk og lavet karaktermord på hende over en længere periode. Nu var hun selv blevet psykiatrisk patient kunne hun mærke.
   Hun havde taget en voldsom overdosis, af patienternes medicin åbnet altandøren, og trådt ud på dørtrinet hvor solens stråler kyssede hende. For første gang i lang tid kiggede hun ind i solen, uendeligheden, kærligheden, medens hun bad og hørte sig selv gentage ordet RETFÆRDIGHED.
   Med ordet på læben, kom braget. Den alt ødelæggende eksplosion der sendte elevatorkabinen gennem taget, sendte også Ingeborg ud i rummet. Hun landede på hovedet i det lille tætte buskanlæg bag ved cykelstativerne og borede sig ned i den våde bløde jord hvor hun nærmest forsvandt. Hun blev fundet næste dag tidligt om morgenen, da røgen næsten var forsvundet, af en sort Labrador.

Det var Lene Lindstoks femte drab.