Elle trykkede på speederen, og den store bil satte i gang med et brøl.
Da vagterne så Østergårds Mercedes komme drønene ned mod porten, åbnede de straks den tunge rulleport så Elle kunne entre hovedvejen uden at stoppe. Det var som om, hun ikke hurtigt nok kunne komme væk fra klostret med de mange pligter og ud i friheden.
Det undrede Lene, for hun havde aldrig tænkt på, at Elle følte sig fanget på klosteret.
Det gik op for hende, at hun faktisk ikke vidste ret meget om Elle. Hun havde fokuseret på det fysiske, det som var så iøjnefaldende og fascinerende. Elle var den smukkeste kvinde Lene nogen sinde havde set, med hendes feminine rene ansigtstræk, lyse hud, og lange sorte hår. Ægte skønhed var svært at beskrive, det var ikke bare billedskønhed, det var også en indre glød, livfulde øjne og magi. Man var ikke i tvivl, når man så ægte skønhed. Det var svært, for ikke at sige umuligt, at beskrive Elles fascinerende skønhed, tænkte Lene. Et fotografi eller en film som den Paparazzi fotografen havde taget af hende ved brønden, ville aldrig kunne gengive virkeligheden. Man skulle være sammen med hende for helt at forstå magien, tænkte Lene, et privilegium hun nød.
Og al denne skønhed var gemt væk under en sort nonnekjole med hovedbeklædning, der dækkede håret. Lene sukkede. De var ude i friheden, men var ikke frigjorte.
Lene sad selv i 'arbejdstøjet', som Jens Østergård så vittigt havde kaldt det. Det var den grove, grå novicekjole, Elle havde tilbudt hende, da de ankom til klostret, derunder en hvid skjorte med en glat lukket flip. Hun så ren og ærbar ud. Det design havde ikke ændret sig i mange hundrede år.
De havde planlagt turen grundigt. Elle havde lagt ruten østover ind i Italien. Det var ikke den korteste vej, men Elle havde en særlig grund til at vælge netop den rute. Jens havde accepteret hendes valg og forsynet dem med de nødvendige kort. Maria og Elle havde omhyggeligt tegnet ruten ind, så Lene kunne følge den røde streg på kortet, der kunne guide dem over Alperne til St. Gallen.
"Den hurtigste vej fra Lugano til Italien er at køre over Melide dæmningen," sagde Elle, mens hun drønede gennem hårnålesvingene ned til Paradiso og søen med en hastighed, der satte Mercedesens automatiske stabiliseringssystem på overarbejde. Røde og gule lamper i instrumentbrættet tændte og slukkedes, mens dækkene hvinede.
Det kildede i mave, og Lene var på nippet til at bede om, at farten blev sat lidt ned, men tog sig i det. Når alt kommer til alt, var det vel ikke farligere at køre en Mercedes rundt i hårnålesvingene, end at køre ræs med klostrets traktor på de glatte bjergskråninger... Elle mestrede tilsyneladende begge dele.
Nu havde de Melide dæmningen foran sig.
"Det er vildt, at de har bygget en dæmning midt i søen", sagde Lene.
"Ja det er interessant. Her i Tessin stikker Schweiz et ben ned i Italien, det er den korteste vej til Rom. Melide dæmningen er en vigtig overgang til Italien, når man kommer fra eller skal over passene i Schweiz.
Luganosøen er 280 meter dyb, så det kunne kun lade sig gøre at bygge dæmningen, fordi der går et undersøisk skær tværs gennem søen. Så man kører faktisk på en undersøisk bjergryg, når man kører over søen."
"Så hvis der ikke var vand i søen, ville vi køre på en bjergtop", sagde Lene benovet. De lo begge af Lenes spontane udbrud, og det var dejligt befriende.
Elle fortsatte: "Når vi kommer ud på dæmningen, venter et smukt syn. På venstre hånd ligger Luganodalen i retning nord. Den ligger, i modsætning til mange andre schweiziske alpebyer, oplyst af solskin fra morgen til sent om eftermiddagen. Der bliver så varmt, at der kan gro tropiske palmer i parken langs med søen, og hele dalen er grøn og frodig. Bagest i dalen kan du se St. Lukas klostrets klokketårn. Og langt ude skinner solen på de snedækkede alpetoppe. "
"Wow, hvor er det fantastisk", sagde Lene imponeret, og de lo igen.
Da de kom ud på Melide dæmningen trådte Elle speederen i bund og på få sekunder var hastigheden oppe på 220 km i timen.
"Har du fart i blodet Elle," spurgte Lene.
"Ja det giver mig vinger, jeg føler mig fri... Men Østergård bad mig faktisk om at gå til mine grænser og aldrig over."
"Han har ikke vidst, at dine grænser var grænseløse." De lo begge igen. Det her så ud til at blive en sjov tur.
Elle slap speederen, og de kom ned i fart igen, mens hun forklarede: "Om lidt skal vi dreje til venstre mod Campione det er et lille stykke italiensk land på 4 km2 der ligger som en lille ø omgivet af schweizisk territorie. En sådan grænse findes så vidt jeg ved ikke andre steder i verden. Det er en mærkelig verden, som hverken Schweiz eller Italien tilsyneladende interesserer sig for. Det er et sted, hvor man kan leve uden myndighedernes indblanding. Derfor blev Campione stedet, hvor et af Europas ældste og største Kasinoer blev opført. Det var der Mussolini og andre berømte velhavere fra både USA og Europa slog sig løs. Milliarder af dollars blev hvidvasket til schweizer franc. Og sådan tror jeg stadig, at det er."
De rullede langsomt forbi den kolossale bygning, mens de betragtede den. Meter store bogstaver forkyndte 'Casino Campione'.
"Der er noget uhyggeligt ved den bygning," sagde Lene.
"Sådan har jeg det også, det er onde penge" sagde Elle og parkerede bilen for enden af hovedgaden ved et stort supermarked." Hun stoppede motoren. Der var dejligt køligt i gaden. Hun kiggede alvorligt på Lene. "Der foregik mange andre former for kriminalitet, som man så gennem fingre med her i Campione. Menneskehandel.
Mafiaen, hvem det så end var, havde fundet en niche. De solgte Italiens kønneste pigebørn til velhavende og barnløse, der kom for at slå sig løs i Kasinoet. Pigerne var kidnappet i Italien og på Balkan. De blev i al hemmelighed tilbudt ægtepar, der havde vundet eller 'vekslet' en større formue. Det hed sig at de kunne adoptere de stakkels forældreløse piger, mod en passende donation til børnehjemmet 'Edelweiss'.
Når de forældreløse ægtepar efterfølgende så de kønne piger, betalte de gerne en formue for et barn. Det var umuligt at afsløre som menneskehandel. Ingen gjorde noget," sagde Elle bittert, stemmen rystede, og øjnene var blanke...
"Og du var en af pigerne fra 'Edelweiss', " sagde Lene lavt og så smerten i hendes øjne, da de fik øjenkontakt.
Elle nikkede bedrøvet.
Så var det åbenbart derfor, hun havde lagt ruten den vej. Hvad var hendes videre plan, tænkte Lene? Hun ville ikke spørge hende men afventede. Elle var tydeligvis i følelsernes vold. Hun havde oplevet noget i Campione, som hun nødvendigvis måtte konfrontere og bearbejde.
Der var stille i bilen. Egentlig en behagelig kontrast til Elles grænsesøgende racerkørsel.
"Jeg går ind og køber lidt vand og frugt til os," sagde Lene.
"Ok." sagde Elle fattet og smilede.
Da Lene kom tilbage fra indkøbet, gik de løs på en bakke helt fantastiske kirsebær "Fra Modena", sagde Elle.
"Længe leve Italien," sagde Lene og pustede 5 sten ud ad munden, mens hun simulerede maskinpistol. En gimmick hun havde lært at snotter.
Elle grinede og forsøgte forgæves at kopiere nummeret.
Efter en lang pause...
"Jeg var 7 år da jeg blev solgt til en Italiensk familie i USA. Marta, min plejemor, sagde, de havde gemt mig så længe, fordi jeg var den kønneste af pigerne, og de ville have en meget høj pris for mig. Men jeg var ulykkelig og ville ikke væk fra Marta. Marta var også kommet til at elske mig højt, vi var som mor og datter. Og Marta vidste, at det var en ond og voldelig familie, der havde købt mig. Så hun sagde, jeg skulle flygte til St. Lukas Klosteret om natten, inden de afhentede mig næste morgen. Men der var langt til St. Lukas Klosteret fra Campione, når man kun er 7 år. Jeg tryglede hende om at tage med. Jeg vidste, de ville være ond ved hende. Men hun ville ikke forlade de syv små piger, der var i hendes varetægt på 'Edelweiss'. Klokken 2:00 om natten skubbede Marta mig ud på Luganosøen i vores tunge robåd. Jeg skulle ro til Paradiso, sagde hun, mens hun græd. Jeg kunne dårligt løfte årene, men en svag brise skubbede mig langsomt ud på søen. Jeg græd hele tiden, for jeg vidste, de ville tvinge hende til at fortælle, hvor jeg var. Det har plaget mig lige siden..."
"Det gør mig ondt Elle, Marta var jo din mor på samme måde som jeg er Sivs mor. Jeg forstår dig så godt."
"Det er måske mærkeligt, men jeg har brug for at se 'Edelweiss' igen, måske lever Marta stadig eller måske kan jeg finde en lille ting der har været min mors."
"Du kalder Marta din mor?"
Elle nikkede. "Marta er det nærmeste, jeg kan komme min mor."
"Jeg håber, din mor lever, men hvad med mafiaen?"
"De kom jo kun et par gange om ugen, jeg husker det tydeligt, de var altid klædt i sorte silkejakkesæt, sorte sko og solbriller med spejlglas. De skulle forestille at være filantroper i en religiøs organisation. De var ækle. Jeg tror ikke, de er aktive længere, og de tør vel ikke gøre noget ved en voksen."
"Det skal du ikke være sikker på. Der er sikkert en eller anden syg mand et eller andet sted på jorden, der gerne vil købe dig."
"Måske, men du er jo her ved bilen og ved, jeg er deroppe. Jeg er kun væk i to-tre timer."
"Du skal ikke gå derop alene, vi er sammen", sagde Lene beslutsomt.
Elle sendte hende et smil. "Jeg har taget vandrestøvler og rygsække med til os begge, jeg husker terrænet som meget stejlt."
De gik op i den nordlige ende af byen, der hvor klippevæggen rager meget stejlt op, og slutter på et lille plateau 700 meter over søen. Det var dér børnehjemmet 'Edelweiss' lå.
Den gamle sti var sprunget væk, så kun en lodret væg stod tilbage. Det var umuligt at komme derop. 'Edelweiss' var totalt isoleret fra byen, og sådan så det ud til at have været i mange år.
"Vi kan ikke komme derop uden klatreudstyr, og ingen af os er erfarne bjergbestigere," Elle slog opgivende ud med armene.
Lene havde taget en kikkert med og spejdede op.
"Hvad er det for en stålwire, man kan se?" Hun rakte kikkerten til Elle.
Hun tog kikkerten for øjnene og fokuserede. "Nå den, det er en varehejs den bliver betjent nede fra bådehuset, den er ældgammel."
"Kan det bære en person?"
"Nej det er ikke tilladt"
"Kom vi går ned til bådehuset," sagde Lene.
Elle gik tøvende med...
Inde i bådhuset lugtede der af tovværk og tjære. Det så ud som om at bådelaugets folk med schweizernes medfødte trang til at vedligeholde alting, havde bevaret varehejsen. Kablet var jævnligt kørt gennem et oliebad og aftørret. Motor og gear så også umiddelbart velholdt ud.
Lene trak i knivafbryderen, der skete ingenting. Hun var tilbage på Marengovej og 'Fessers' elevator hack.
"Spænd sikringerne," havde han sagt. Det prøvede hun og trak i knivafbryderen igen.
Anlægget satte i gang med støj fra de mekaniske komponenter. Elle blev forskrækket med et "Uhhh!" Der forsvandt i støjen.
Snart kom der en krog farende gennem lokalet og forsvandt i retning op.
"Hvad gør man?" råbte Lene.
"Man tager en sæk fra knagen dér, fylder den med varer og hægter den på krogen næste gang den kommer forbi. Man skal være hurtigt og hægte den af deroppe på plateauet, ellers kommer sækken ned igen, " råbte Elle gennem larmen.
Lenes øjne var fyldt med vildskab, da hun råbte "Det tør jeg godt!"
Elle fortrød at hun havde taget Lene med til Campione. Hvad var det dog de var i gang med? Hun ville ønske, hun sad i Klosterkirken lige nu og bad om tilgivelse for det, hun havde gjort. Men nu lod hun sig rive med af Lenes idéer.
Lene brugte to lastsække til at fiksere sin krop og fordele vægten. Det gav den udfordring, at hun skulle have begge stropper på krogen samtidigt. Hun måtte koncentrere sig.
Nu ventede hun bare på krogen...
Hun stod på trappens øverste trin, da hun så krogen komme susende ind i bådehuset. Hun kiggede ned i Elles bange øjne, og hørte hendes høje bønner til Vor Herre. Lene stolede nu mest på sig selv.
På få sekunder havde krogen nået vendestationen, og var på vej op igen. Hun holdt en stropåbning i hver hånd og sprang frem med samme hastighed som krogen, der kom susende... hun var heldig at få begge løkker på krogen samtidig. Krogen trak hende brutalt op i et ryk, og hun kunne høre syningerne sprænge nogle trådfibre i de gamle sække, men hun blev hængende i god balance. Hun kunne konstatere at hastigheden, der på afstand virkede langsom føltes hurtigt, når man hang i krogen. Det ville være svært at komme af krogen når hun nåede trinbrættet på toppen af klippen. Hun måtte udtænke en teknik.
Hun kom hurtigt op i højden og udsigten til de snedækkede Alper var fantastisk i den krystalklare luft.
I Luganodalen så hun tydeligt St. Lukas Klostrets klokketårn, og tanken faldt på Torn og Nagle, det var jo indirekte deres skyld, hun hang her i en sæk 500 meter over Campione. Hun turde ikke se direkte ned.
Nu skulle hun koncentrere sig, fordi hun var næsten oppe. Der var ikke mulighed for at løbe samtidig med, at man løftede løkkerne ud af krogen. Det bedste var nok at have en skarp saks med og klippe løkken over i samme nu, man nåede trinbrættet.
De var nødt til at lade hejsen køre, hvis de begge skulle op, for den kunne kun sættes i gang og standses med knivafbryderen nede fra bådhuset.
Da hun nåede toppen, røg hun med rundt i vendehjulet, og var hurtigt på vej ned igen. Hun nåede lige akkurat at få et glimt at plateauet deroppe og det gamle rustne vendestativ, der var boltet fast til klippefremspringet. Det så lidt farligt ud det hele, men hun håbede, at Elle kunne klare det. Inderst inde var hun ikke i tvivl. Elle kunne alt.
På vej ned, kunne hun se, hvordan den store Kasinobygning fuldstændig dominerede byen, og var centrum i enklaven. Det var mærkeligt at tænke sig, at for kun 13 år siden, havde et velhavende gangsterpar vekslet en formue i Kasinoet og købt lille Elle. De var jo i princippet stadig hendes forældre. Det var uhyggeligt.
Da hun ramte trinbrættet i bådhuset, stoppede Elle hejsen. Der var 3 meters reaktionstid, så hun var kørt lidt for langt. Men hun fik trukket løkkerne af krogen og kunne træde uskadt ned på flisegulvet.
Jens Østergård havde mærket ruten ind på kortet nøjagtigt som Elle. Han kunne faktisk godt forstå, at Elle havde valgt den rute til St. Gallen, hvis hun samtidig gerne ville vise Lene, hvor imponerende og smukt området var.
Hun havde fortalt ham, at hun ville gøre ophold i spillebyen Campione i den Italienske enklave i Tessin.
Elle havde fortalt ham, at hun var vokset op som barn i Campione, og hun ville benytte lejligheden til at besøge sin mor.
Det var helt i orden for ham. Det vigtigste var, at de to unge kvinder var udhvilede, afslappede og veloplagte, når de skulle snuse i bispens sager i St. Gallen.
Han så for sit indre blik, hvordan Elles gamle gråhårede mor kom ud af sin alpehytte i sin folkedragt og omfavnede Elle og Lene, hvorefter de alle hyggede sig med Ovomaltine og hjemmebagte småkager med hasselnødder. Tankerne gik på langfart.
Den grå Audi trillede lydløst og diskret ned ad hovedgaden. De måtte være parkeret et sted i nærheden.
Han fandt Mercedesen parkeret helt nede i bunden af gaden, på supermarkeders parkeringsplads. Han var heldig, der var en ledig parkeringsplads tæt på indkørslen.
Han slukkede motoren og sad lidt og slappede af, han ville nyde den afslappede stemning ved promenaden og teste sin nye Zeiss kikkert.
Bådene ude på søen fik ham til at tænke på Danmark. Hvad lavede Solvej lige nu? Hvad lavede Mette?
Og Ole Eg Gormsen, han var blevet fejlbehandlet og led med frygtelige smerter. Han gik rundt som en løve i bur nede i Jens mørklagte kælderværelse... Mette havde medlidenhed med Ole og skyldfølelse, fordi hun havde smit ham ud af villaen dengang med retssagerne.
Jens måtte til sidst forlade Mette. Det var noget rod og rigtig synd for Solvej...
Han satte kikkerten for øjnene. Wow, den skuffede ikke. En gammel fisker trak vod helt ovre ved Paradiso.
Han lod kikkerten hvile og spejdede roligt ud over området...
Nede ved nordklippen blev et sort flag hejset højt op i luften. Hvad i alverden var det? Han satte kikkerten for øjnene igen.
Det var en nonne, der svævede højt oppe i den klare luft og langsomt steg højere og højere op.