Diktatoren vågnede i sin store seng, og vidste først ikke, hvor han befandt sig. Denne forvirring var dog ikke ny, men snarere en fast del af hans morgenritual. Han sov et nyt sted hver nat på grund af de evindelige attentattrusler.
   De lyse grønne gardiner var trukket for de store vinduer, men man kunne godt se, at det var lyst. Han havde intet ur, og der var intet ur i værelset. Der var ikke behov for det. Thompson var hans ur.
   Så kom han i tanke om, at han befandt sig i elefanthuset. Bygningen som han selv havde tegnet, projekteret og ladet bygge, og som han var stolt af.
   Han sukkede dybt og vendte sig med ryggen mod vinduet. Han ville sove lidt endnu, dagens pligter kunne han tids nok komme i gang med.
   Men han kunne ikke sove. Så vendte han sig igen og trykkede på knappen, der skulle tilkalde tjeneren - men intet skete.
   Hvad gik der af Thompson? Han plejede at være der før han fik fjernet fingeren fra ringeklokken, med morgenbakken med kaffen og de nybagte boller.
   Irriteret satte han fingeren på knappen igen og holdt den der, men der skete stadig intet. Ingen Thompson, ingen morgenbakke.
   Så svingede han benene ud af sengen og stak fødderne i de blå silketøfler. Han gik hen til vinduet og med hurtige, vrede ryk trak han gardinerne fra. Et øjeblik blev vreden afløst af glæde over at se ud i den smukke have. Hvem skulle tro, at de befandt sig i fire hundrede meters højde, højt hævet over byen. - Men vreden var der straks igen, og han gik hen til døren og ud i entreen og åbnede døren til Thompsons lille kammer. Det var helt mørkt, for der var ingen vinduer, og han tændte lyset på kontakten. Men værelser var tomt, ingen Thompson. Der var kun den smalle seng, et lille skrivebord og en stol - og et enormt klædeskab.
   Diktatoren var forbløffet og forvirret. Hvad var dette? Han plejede at være klar i hovedet, og at være god til at improvisere, når uforudsete hændelser dukkede op - hvilket der jo gjorde hele tiden. Men lige nu befandt han sig mentalt i et tomrum.
   Han gik tilbage til soveværelset og vidste ikke bedre end at gå i seng igen. Uden Thompson kunne han ikke fungere. - Han ville sove igen, og når han så vågnede, ville Thompson være der og alt ville være i orden.
   Han havde kun overnattet i denne lejlighed få gange før, men han havde været her mange gange. Huset var nyt, kun få år gammelt. Han havde selv projekteret og tegnet det med hjælp af en hærskare af arkitekter og bygningskonstruktører. Det var landets højeste bygning og lå på byens mest centrale plads. Et helt boligkvarter måtte ryddes for at give plads for det. Elefanthuset kaldtes det på grund af de fire elefanter i hjørnerne, som tilsyneladende bar huset.
   På toppen var så anlagt denne skønne have med små træer, buske og blomster, og midt i haven lå lejligheden, som snarere var et hus eller en villa. I etagerne under var der regeringskontorer og administration. Det mærkede man ikke noget til, når man var i huset på toppen.
   Han var stolt af huset og lejligheden. Den var enkelt møbleret, ikke specielt dyre møbler. Men der var god kunst på væggene, moderne kunst, som han selv havde valgt, og der var en god bogsamling i reolen, dels bøger han kendte fra sin ungdom og dels nogle han håbede at få tid til at læse. Han havde overvejet at gøre dette til sin privatbolig i stedet for paladset, som havde været kongebolig, og som var flot og pompøst, men også gammeldags og besværligt.
   Naturligvis kunne han ikke sove, tankerne kværnede rundt i hovedet på ham. Så stod han resolut op og tog sit tøj på. Thompson havde lagt det frem aftenen før. Så tog han telefonen og trykkede et nummer, men der var ingen forbindelse. Han trykkede et andet, men det var det samme. Så gik han ind i stuen og tændte for fjernsynet. Det virkede da. Men det var bare en ligegyldig nyhedsudsendelse. Ingen sensationer eller større begivenheder.
   Han slukkede og sad længe og så ud i luften. Hvad foregik der? Ifølge fjernsynet åbenbart ingenting. - Hvad skulle han gøre? Han plejede ikke at have svært ved at bestemme sig. Men hvordan kunne han bestemme, når der ikke var noget at bestemme og ingen at bestemme over?
   Nå, men han var i hvert fald sulten. Fik man mon mad i dette fængsel? Hvis man gjorde, hvordan skulle det da gå for sig? Ville der dukke en fængselsbetjent op? Han kunne sagtens forestille sig Thompson i den rolle.
   Han havde aldrig været i køkkenet, men vidste godt hvor det var. Da han kom derud blev han forbavset over, hvor lille og tomt det var. Men det var jo heller ikke beregnet til at lave større middage her. Men der var da et komfur med fire plader, og da han åbnede et skab var der gryder, potter og pander. Og i et andet skab var der tallerkner, fade og skåle og al slags bestik. Der var simpelthen alt hvad der hørte til en mindre husholdning. Men ingen mad! Der var et stort køleskab, men det var tomt bortset fra forskellige drikkevarer. - Men så blev han opmærksom på køkkenelevatoren. Knappen ved den lyste grønt, og da han åbnede lågerne stod hans morgenbakke der med termokande, boller og ristet brød, ost og marmelade og en halv grapefrugt, som han kunne lide det. - Nå, så havde de da ikke tænkt sig at lade ham sulte. - Han tog bakken med ind i stuen og satte sig ved et lille bord. Med fjernbetjeningen tændte han for fjernsynet.
   Det var et ligegyldigt underholdningsprogram, som han lod flimre, mens han spiste. Det var en slags selskab. Men efter det blev der varslet, at der om eftermiddagen skulle komme en reportage fra en vigtig kunstudstilling. Det var han spændt på, da det havde været meningen, at han skulle stå for åbningen. Hvordan ville de klare den? - Han prøvede at skifte til forskellige udenlandske kanaler, og der var åbenbart ingen begrænsninger, men der var heller ingen nyheder af betydning.
   Noget begyndte at dæmre for ham. Generalerne var ham ikke venligtsindede, det vidste han godt, men han plejede ikke at tage sig af det. De fulgte jo hans ordrer, det havde de deres fordel af.
   Og befolkningen? Han blev hyllet overalt hvor han kom frem. Han var jo en af dem. Hans far havde været bonde, og sine stjerner havde han vundet i to krige, og han havde været førende i oprøret mod den korrupte konge. Selv da han som diktator rykkede ind i kongepaladset, betragtede han sig selv som en almindelig bondesøn, og sammen med generalerne som den første blandt ligemænd. At han så var den klogeste af dem, og den der bedst kunne samle alle tråde i sin hånd og træffe vigtige afgørelser gav sig selv, og magtbalancen var lidt efter lidt blevet forrykket, således at han uden diskussioner var enehersker.
   Men han var ikke herskesyg. Han så ikke magten som værdifuld i sig selv, men den var betingelsen for, at han kunne virkeliggøre sine visioner. Han havde ikke glemt sine rødder, inderst inde var han stadig bondesønnen. I hans tid var det sociale niveau blevet hævet. Fattigdommen var vel ikke blevet afskaffet, men den var blevet tålelig, og der var stadig fremgang. Landets naturlige ressourcer af olie og mineraler blev bedre udnyttet, og handelen over grænserne udviklede sig.
   Alligevel vidste han godt, at der var oprørske elementer i landet. Det var jo på grund af dem han opholdt sig her i huset. - Der var stadig kliker der ønskede kongen tilbage. Denne befandt sig i eksil, men trak sikkert i visse tråde. Og fra udlandet kom også ideer om virkeligt demokrati. Han var ikke upåvirkelig for disse nye ideer, faktisk fascinerede de ham. - Men ikke nu, ikke lige nu. Folket var slet ikke modent til så udstrakt folkestyre. Måske en gang i fremtiden, om to eller tre generationer.
   Men generalerne! Hvad havde de gang i? Det var bestemt ikke demokrati de pønsede på. Han havde været en af dem, men magten havde skilt ham ud. Havde de virkelig kunnet finde sammen om et kup?
   Nu sad han så her i sin smukke stue, sit dejlige hus i den vidunderlige have, der lå som en ø i lufthavet. Havde han virkelig bygger dette perfekte fængsel til sig selv?
   Dagen tilbragte han med at drive rastløst og formålsløst om i huset og haven. Han var vant til at være aktiv, at hans dag var skemalagt, og at alt han gjorde havde et formål. Hvad så nu? Han havde i sin ungdom været i fængsel flere gange, men da var det sammen med andre, og det havde et formål - og det var sandelig andre forhold.
   Hans frokost kom op med elevatoren, og der var intet i vejen med den. Om eftermiddagen åbnede han for fjernsynet for at se åbningen af kunstudstillingen. Hvordan ville de klare den uden ham?
   Til sin forbløffelse så han ingen ringere end sig selv stige op på talerstolen og sige de velvalgte ord, skrevet af hans taleskriver. - Han plejede altid at have sådan en færdigskrevet tale, som han dog sjældent holdt sig til.
   Han blev rasende. Sikke et fupnummer! Men så kunne han ikke lade være med at le.
   Det var jo Christopher! En af de dygtige dobbeltgængere, de sommetider havde brugt til at tage hans plads, dels når han var optaget andetsteds og dels på grund af disse evindelige attentattrusler.
   Hvad havde de dog tænkt sig? Var det bare ved denne lejlighed de ville bruge ham, eller skulle det være permanent? Det havde Christopher slet ikke format til. Men meningen var vel så også, at han skulle være marionet for generalerne.
   - - -
   Fire uger senere. Livets alvor gik først rigtigt op for ham, da ingen tog opvasken. Stabler af tallerkner hobede sig op på køkkenbordet uden at han vidste, hvordan det var gået for sig, bare at det så uordentligt ud - og i vasken var der fyldt op med snavset bestik, kopper og glas. I sin rådvildhed stablede han, hvad der kunne være ind i elevatoren og sendte det ned. Men det kom op igen uvasket sammen med en flaske sulfo og en stabel viskestykker. Så måtte han selv til det. Og han opdagede, at det var en fornøjelse at se bunkerne af snavset porcelæn svinde ind og det rene vokse. Og han fik lavet lidt om på ordenen i skabene, så det efter hans mening var mere praktisk.
   Og maden! De første dage var der intet problem. Hans måltider kom op i elevatoren, fin og veltillavet. - Men det varede ikke ved. Efter en tid fik han bare råvarerne, kød, grøntsager, mælk, æg og så videre. Det voldte ham problemer. Han var fra sin ungdom ikke uvant med praktisk arbejde, men madlavning og køkkenarbejde var han aldrig borte i, og en tid måtte han leve af brød, ost og tomater og hvad der ellers var af spiseligt. - Men så sendte han en seddel ned og bad om en kogebog, og det fik han - og det blev igen mønster for hans sparsomme kommunikation med husets nedre regioner. - Han studerede kogebogen og opdagede, at det var spændende, og at køkkenet var et helt lille laboratorium hvor de rå madvarer kunne forvandles til velsmagende retter. Og da han åbenbart havde sans for det, blev han efterhånden sin egen habile kok.
   Rengøring og tøjvask var et andet problem. Men rengøringen var dog ikke det store, da det ikke var vigtigt for ham at opretholde standarden fra Thompsons og rengøringsfolkenes tid. Det gjorde ham ikke noget, at der var lidt støv i krogene. Desuden opdagede han en støvsuger i et skab, og der var også en spand og klude, så en gang imellem fik det hele en omgang.
   Med tøjvasken var det værre. Han blev opmærksom på, at snavstøjet hobede sig op og ikke forsvandt af sig selv. Så prøvede han, som med opvasken, at samle det hele i en pose og sende det ned i køkkenelevatoren. Men det kom op igen sammen med en pakke vaskepulver. - Så måtte han i gang i badeværelset. Undertøj og skjorter var let nok, det kunne han klare i håndvasken. Sengetøj var værre. Der måtte han tage badekarret i brug. At tumle med de store lagener og dynebetræk var ved at tage magten fra ham, men det blev gjort, sengetøjet blev både vasket og skyllet. Hvor godt det blev vasket og hvor rent det blev, er ikke godt at sige, men vasket blev det, og da han fik det hængt til tørre i haven, var han tilfreds med sig selv.
   Og haven! Den dejlige have. Der havde været flere gartnere til at anlægge den og en fast til at holde den. Skulle den nu bare forfalde? - Her kom bondesønnen ham til hjælp. Havde han måske ikke arbejdet med jord og planter før? Det havde rigtig nok ikke været sådan en prydhave, han havde arbejdet med i sin barndom og ungdom, men så meget anderledes kunne det vel ikke være.
   Han sendte en anmodning om en havebog ned med køkkenelevatoren, og sandelig fik han den. Og så opdagede han for resten, at der var flere i lejlighedens bibliotek.

Og tiden går. Der går uger, måneder, år. - Han kunne ikke vide, om indespærringen skulle være midlertidig, langvarig eller permanent. Men da han af natur var en initiativrig mand, så skabte han sig lidt efter lidt en tilværelse som passede til de foreliggende forhold.
   Var han ensom? Måske, men det havde han vel i grunden altid været. Han havde vel haft venner, men han var klar over, at de hurtigt ville glemme ham, når han var ude af syne. Disse venner ville undre sig over, hvor fjern og utilnærmelig han var blevet. De ville undre sig over Christopher, men de ville ikke komme så nær på ham, at de ville fatte ombytningen. - Han havde mange tilhængere i landet. Naturligvis havde han det, men det gjaldt ikke ham personlig, men det billede af ham som han selv og generalerne havde skabt - og det billede havde de jo stadig i Christopher. Billedet ville vel svækkes med tiden, når han ikke selv var der til at give det nyt liv, men så ville det få tilført andre aspekter. Han måtte frygte hvilke aspekter det ville blive.
   Han havde aldrig giftet sig. Der havde ikke været tid til det, Han havde så at sige været gift med karrieren. Han havde en elskerinde, som han havde installeret i en smuk lejlighed i udkanten af byen, og der var sørget økonomisk for hende. Men det var, også før alt dette, længe siden han havde besøgt hende, og han kunne ikke forestille sig, at hun savnede ham. - Det nærmeste han var kommet til et egentligt ægteskab, var faktisk Thompson, som havde fulgt ham hele hans karriere igennem. Et ægteskab uden ... nåja! Han smilede ved tanken.
   Han blev ikke ved med at være ensom. Der var vel gået et par år af hans fangenskab, da han pludselig og fra uventet kant fik selskab. En solrig eftermiddag opholdt han sig i haven og vandede nogle planter og noget blødt men tungt ramte ham på skulderen. Han trådte forskrækket et par skridt tilbage, og var nær faldet over en blomsterkasse. Så så han, at det var en meget stor fugl, som nu lå på jorden. Den gjorde ihærdigt forsøg på at rejse sig, men kunne ikke, og han kunne se dens hvide bryst bevæge sig rytmisk. Da han bøjede sig over den, løftede den hovedet, åbnede sit spidse næb og hvæsede ad ham. Det tog han sig ikke af, men undersøgte den grundigt. Dens ene ben sad i en helt forkert vinkel og var tydeligvis brækket, og dens ene vinge var også beskadiget. Det fornuftige ville nu have været at aflive den, men det gjorde han ikke. I stedet gik han ind i badeværelset og tog en stabel frottehåndklæder, som han tog med ud i haven og lavede en slags rede under en busk, og bar så fuglen derhen. Den lå helt stille og lod ham gøre med sig som han ville, som om den havde affundet sig med sin skæbne. Den drejede hovedet og så hele tiden på ham, tillidsfuldt, syntes han, men måske det bare var mistro og angst.
   Og hvad så nu? Hvad mere kunne han gøre? Jo, han gik ind i huset og ud på badeværelset. Han vidste, at der var en medicinkasse i et af skabene. Den havde ikke været åbnet i den tid han havde været i lejligheden. Den tog han med ud i haven og åbnede den ved siden af fuglen. Den indeholdt forskellige sygeplejegrejer. Han tog en rulle plaster og en saks. Så tog han fat i fuglen. Den sprællede vildt, men han holdt den fast, så varsomt han kunne.
   "Så så! Rolig nu," sagde han. Han blev helt forskrækket over sin egen stemme. Det var helt underligt, at tale til et andet væsen, det havde han ikke gjort i hen ved tre år. Det fik noget til at klinge dybt i ham, og til hans forskrækkelse mærkede han en klump stige op i halsen, og der kom tårer i hans øjne. Han vendte sig uvilkårligt væk, så fuglen ikke skulle se hans tårer. "Det er ikke noget," sagde han, "det går over." - Det gjorde det da også. Han klippede et stykke plaster af rullen, rettede fuglens ben ud, og lagde plasteret om den. Så kunne han vist ikke gøre mere.
   Jo, han fyldte en skål med vand og satte den ved dens leje, og smuldrede noget brød. Om den kunne spise det anede han ikke. Han forklarede den, at han gjorde sig bedste, og det var som om den lyttede. - Han så efter i bogreolen, om der skulle være en fuglebog. Det var der ikke, så han skrev et kort brev om situationen og sendte det ned med elevatoren. Og nogen gik åbenbart med på spøgen og hele to bøger kom op plus flere poser med fuglefrø. - Han fandt dog hurtigt ud af, at den ikke ville have fuglefrø, men kød og fisk. Det meddelte han dem dernede, og så forsynede de ham med det.
   Hvad det var for slags fugl anede han ikke, men ved hjælp af bøgerne fandt han ud af, at det måtte være en slags hejre.
   Det første han gjorde næste morgen, før han fik tøj på, var at gå ud og se til fuglen. Til hans forskrækkelse var den ikke i håndklædereden. Var den virkelig kommet op og kommet på vingerne? Han fandt den dog ved et blomsterbed et stykke derfra, hvor den lå og så temmelig forkommen ud. Men sikke en livskraft, at den havde klaret, at kæmpe sig så langt.
   "Det nytter ikke at stikke af," sagde han til den. "Foreløbig er du fanget her, og man må indrette sig efter som forholdene nu er. Det kan jeg, så kan du vel også".
   Men den var snart på benene. Disse lange stilkeben, som så ud som tørre kviste. Det var ikke mærkeligt, at benet var brækket. Men den kom da op at stå og begyndte at humpe omkring. Det hændte, at den faldt om, så han måtte bære den tilbage i reden. Men efter en tid kunne den begynde at gå rundt og følge ham, når han arbejdede eller spadserede i haven. Det morede ham, og han begyndte at fortælle den om de forskellige planter og blomster, og den nikkede, det var som om den grangiveligt hørte efter alt han sagde. - Den forsøgte også at flakse lidt med vingerne, men det kom der ikke noget ud af.
   Han tænkte på at kalde den Thompson, men det syntes han alligevel ikke passede, så han kaldte den Fredag, selvom det var en onsdag den var kommet.
   Han havde aldrig før haft kæledyr. Selv som ung på gården havde han kun betragtet dyrene som produktionsenheder. Med Fredag var det anderledes, han talte med den som en ven. Den fulgte ham også ind i huset. Så kunne den stå bag stolen, når han så fjernsyn, som om den så med, og når han vendte sig og så på den nikkede den og rystede på hovedet, som om den kommenterede det der var i fjernsynet.
   For resten så han ikke meget fjernsyn. Der var ikke meget indhold. Underholdningsprogrammerne og spillefilm interesserede ham ikke, men han så gerne nyheder og debatprogrammer, men de var underlagt streng censur. Det havde de været allerede i hans egen tid, og om det var strengere nu kunne han ikke afgøre. Men han var stadig fascineret af når han selv, alias Christopher, ved forskellige anledninger optrådte. Han kunne også frit se udenlandske kanaler, men der var sjældent noget om hans land. Dog blev der på et tidspunkt omtalt, at en oprørsgruppe var blevet afsløret og nedkæmpet, men om den politiske kurs i landet var blevet skærpet, kunne han ikke umiddelbart afgøre.
   Han levede her i sin egen verden, adskilt fra den virkelighed der blev stadig mere uvirkelig for ham, optaget af alle de praktiske gøremål i huset og haven. Når han spadserede rundt i havens gange med Fredag i hælene, levede han i en harmoni han aldrig før havde følt. Han beklagede ikke mere sit fald, hvis det da kunne kaldes et fald, når han befandt sig her højt hævet over verdens vrimmel. Dette var jo, i en vis forstand, toppen i hans karriere. - Måske var han virkelig ved at blive en smule gal, men det bekymrede ham ikke. Når han stod ved havens rækværk og så ned på gaderne dybt nede med det myldrende liv, som han knapt kunne skelne, i hvert fald ikke de enkelte individer, og talte med Fredag som betragtede ham opmærksomt og nikkede og rystede på hovedet, så forekom det ham, at den verden, som han jo også fik glimt af i fjernsynet, var fiktion, mens han og Fredag levede her i virkeligheden.

Syv år er lang tid, når man ser frem, men ikke meget, når man ser tilbage. Diktatoren kunne næsten have glemt, at han var diktator, hvis det ikke var fordi han jævnligt blev mindet om det, når han i fjernsynet så sig selv optræde ved forskellige offentlige arrangementer og høre sig selv holde taler - skrevet af generalerne. - Havde han ikke selv i sin tid været en marionet for generalerne? Næppe, så havde han nok ikke siddet her i dag i sit luksusfængsel.
   Den sidste dag han var i huset - han anede ikke, at det var den sidste - havde han en oplevelse som både forskrækkede og glædede ham. Da han om morgenen efter at have spist morgenmad gik ud i haven, så han, at Fredag sad oppe på rækværket. Han blev svimmel ved synet, han følte samme skræk, som hvis man så et barn lege på afgrundens rand, og uvilkårlig råbte han: "Pas på Fredag!" Men Fredag drejede roligt hovedet og så på ham med sine sorte kugleøjne, og han syntes den smilede drillende. Så løftede den vingerne og lettede. Han fulgte den med øjnene til den forsvandt ind i den blå himmel.
   Han var nedtrykt, da han gik om i haven og gjorde sit rutinearbejde.
   Noget var forandret. Det var ikke bare Fredags forsvinden. Det var noget i luften. Han havde undret sig om morgenen, da der ikke kom mad op med elevatoren. Men det gjorde ikke noget, da han havde rigeligt i køleskabet og skabene. Det var før sket at maden havde været forsinket.
   Han så det ikke komme, skønt det foregik lige for øjnene af ham. Det vil sige i tv. - Når han så de hjemlige kanaler, var der ikke noget nyt, men der blev dog fortalt at rebeller var blevet arresteret, og at der var øget pres fra udlandet. Når han derimod så de udenlandske kanaler så han, at der var flere opstande rundt om i landet, ja, der var demonstrationer i hovedstaden. Nationalgarden og hæren var blevet mobiliseret, og der havde været skyderier her og der, og flygtninge begyndte at strømme over grænsen til nabolandene.
   Når han lyttede til Christopher, kunne han høre og se, at han var blevet mere selvsikker, og tonen i hans taler var blevet skarpere. Diktatoren var fascineret. Hans egen selvsikkerhed var ikke blevet mindre, men den var blevet flyttet over i en anden dimension. Generalerne så man ikke meget til, men de var der som nogle uniformer i baggrunden. Måske tog han fejl. Måske var den person der holdt disse brandtaler virkelig ham selv. Men hvem var han så, som sad her på sin øde ø? Hvem var den virkelige diktator, han som havde udviklet sig med stillingen - til det bedre eller værre - eller ham som levede her i sit paradis højt hævet over realiteterne?
   Han var dybt nedslået, men gik i gang med dagens rutiner. Der var en hel del at gøre i haven. Men det var som om Fredag havde taget en del af hans sjæl med sig, da den fløj væk. Og når så den anden del af hans sjæl havde taget bolig i Christopher, hvad var der så tilbage som virkelig var ham? Nåja, man skal dyrke sin have, og han tog fat.
   Han fik dog ikke lov til helt at lade sig opsluge af sin egen virkelighed, da en helikopter kom tæt hen over huset. Den stod stille i luften og et øjeblik var han bange for, at den skulle lande i hans rosenbed. Det gjorde den dog ikke, men den var så nær på, at han tydeligt kunne se de to mænd der sad i cockpittet, og som så ned på ham. - Men så fløj den væk.
   Så blev han mindet om omverdenen på en bagvendt måde, da der stadig ikke kom noget mad op i elevatoren. Det gjorde dog stadig ikke noget, da han havde rigeligt.
   Ud på eftermiddagen var han i færd med at omplante en rosenbusk som trivedes dårligt, da han inde fra lejligheden hørte en lyd han genkendte, skønt han ikke havde hørt den i mange år. Det var den lille klokke der klemtede idet personelevatoren ankom. Han blev stående som stivnet og så tre uniformerede mænd komme ud af havedøren. Den ene kom hen til ham, bukkede dybt og sagde: "Hr. General! Vil De være venlig at følge med os."
   "Gerne," svarede han, "men må jeg lige få lov til at soignere mig og klæde mig præsentabelt?"
   Soldaten bukkede igen, og diktatoren gik ind i sit soveværelse og fandt sin uniform frem. Den havde han ikke haft på i alle disse år. Han gik ud i badeværelset og vaskede sig og iførte sig så uniformen. Han så sig i spejlet og måtte le. Han havde barberet sig daglig, men håret var ikke blevet klippet i al denne tid, og nu stod det i et brus om hans hoved. Han børstede det og samlede det med en elastik i nakken. Så var han klar.
   Soldaterne ventede tålmodigt ved elevatoren. De sagde ingenting, heller ikke da han spurgte, om han måske skulle i audiens hos sig selv.
   De steg ind i en bil, han selv på bagsædet, med den ene soldat ved siden af sig. Det var for ham både frastødende og tiltrækkende, at have et andet menneske så nær på. Dels havde han aldrig før i tiden haft nogen tæt på, og dels havde han ikke haft kontakt med andre mennesker i syv år. Men soldaten var stiv som en pind, og vist lige så utilpas ved situationen, som han selv.
   I så mange år havde han kun set byen fra oven, og det var forunderligt nu at køre gennem gaderne. Det havde dengang været en levende by i vækst, nu virkede den støvet og i forfald. Men det kunne være erindringsforskydning.
   "Hvor er alle menneskene?" spurgte han, men soldaterne svarede ikke. Han kom til at tænke på de demonstrationer han havde hørt om i fjernsynet. Måske tiltrak de nogen og skræmte andre væk, og nu kørte de ad omveje gennem de mindst befærdede dele af byen.
   De kom til slotspladsen. Der var ganske rigtigt store menneskemasser med skilte og bannere. Der blev råbt og sunget, men de var så hurtigt igennem, at han ikke nåede at få indtryk af, hvad det gjaldt. - De kørte ikke til hovedindgangen, men til en dør i en sidegade. Her var der ingen mennesker. Den blev han ført ind ad.
   Han mente, at han kendte slottet godt, men nu blev han ført ad en korridor han ikke kendte og ud i en lukket gård.
   Det gik op for ham hvad der skulle foregå, da han blev ført hen til en bar væg. Her fik han håndjern på og blev lænket til en ring i muren. Og nu så han, at der i den anden side af gården stod ti soldater i en halvkreds med deres geværer parat.
   "Nåja," tænkte han, "for kort tid stod jeg i min dejlige have og var ved at omplante en rosenbusk. Og nu står jeg her. Det går sandelig op og ned i denne verden."
   En lille sortklædt mand kom hen til ham med et sort klæde i hænderne. Forbløffet genkendte han ham.
   "Goddag Thompson," sagde han. "Jeg har savnet dig meget."
   "Jeg har også savnet Dem, hr. General."
   "Jeg har altid sat stor pris på dine tjenester," sagde han, ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men i situationen syntes det at være det rigtige at sige. "Arbejder du nu for - præsidenten?"
   "Nej," svarede Thompson, og der var foragt i hans stemme. "Jeg har hele tiden arbejdet i elefanthuset. Han har i øvrigt trukket sig tilbage til privatlivet nu. Det er derfor De står her som hans stedfortræder."
   Han fortsatte: "Har De noget imod at jeg gør Dem denne tjeneste?" Han løftede det sorte klæde op.
   "Tak for det, Thompson, men jeg vil nu foretrække at se virkeligheden i øjnene," sagde diktatoren.
   "Meget vel, hr. General," sagde Thompson og trak sig bukkende tilbage.
   "Og hils Fredag, hvis du skulle træffe ham".
   Thompson studsede et øjeblik, så bukkede han og sagde: "Det skal jeg, hr. General," hvorefter han forlod gården.