Marlenes kommunefarvet hår var bundet op til en knold i baghovedet, og hun sad og turborøg en cigaret så der var en lang glød. Hun betragtede askebægret køkkenbordet der er udformet som et kranium på en bog. Døden skulle vel have en årsag og den smagte godt, selv om hun inderst inde ikke ønskede at dø at kræft. Der var sparsomt lys i form at lampen der hang ned over køkkenbordet og lys fra emhætten. Hun var netop blevet færdig med at male sine negle turkisfarvet. Benjamin hadede turkis, specielt på større flader, og han ville sikkert kommentere farvevalget, men det var hun ligeglad med. Det var hende der skulle gå med farven og ikke ham. Den rød-hvide ternet skjorte er ikke knappet ordentligt ved halsen, for hun følte hun var ved at blive kvalt af skjortens krave. Lugten af neglelak og cigaretrøg fyldte hendes næsebor, da hun tog endnu et hvæs.

Benjamin kom ud i køkkenet iført grå joggingbukser, hvid t-shirt og bare tæer. Han havde kulsort hår og øjne, der var endnu mørkere, og var nybarberet. Når de stod ved siden af hinanden, gik hendes hoved til hans skuldre, og venner omtalte dem som Fy og Bi i et spøjst, men kærligt henseende. Han var en meter og femoghalvfems centimeter høj.

"Kommer du ikke snart i seng?" spurgte han blidt.
   "Om et stykke tid. Neglene skal lige tørre," sagde hun tonløst.
   Han kom hen til køkkenbordet og tog flasken med neglelak op med den ene hånd: "Hvorfor har du valgt sådan en rædsom farve?"
   "Den er sommerlig."
   "Sommerlig."
   "Ja sommerlig."
   "Jamen det er kun april."
   "Solen har da ellers skinnet i dag, og vi er gået over til sommertid. Det er da en start," sagde hun.
   Han stillede neglelakken tilbage på bordet, hvis lyse plastikdug var blevet forsømt efter aftensmaden. En karklud ville have været på sin plads for der var et par brune sovsepletter efter aftensmaden.
   "Nå men så vil jeg læse lidt i sengen, mens jeg venter på dig," sagde han og betragtede hendes ansigts bløde skygger, der afslørede et ganske attraktivt ansigt på seksogtyve somre.
   "Du skal ikke vente oppe for min skyld, for det kan godt tage et stykke tid før jeg er færdig."
   Han kommenterede ikke hendes sætning, men forsvandt stille ind i soveværelset.

Hun kiggede på sine negle med smøgen i flaben, og var godt tilfreds med resultatet. Røgen fra cigaretten nåede op til hendes højre øje, og hun måtte tage cigaretten fra munden så det ikke irriterede øjet længere ellers ville det nok trække tårer. Der var ingen grund til at sidde og tude, så hun turborøg til der ikke var mere at give af, og skodde så smøgen i askebægeret, der varslede død. Det kløede på hendes højre lår så hun kløede på cowboybukserne med mobiltelefonen ved siden af askebægeret, fordi hun ikke ville bruge neglene. Det fik kløen til at forsvinde. Displayet viste 23:03. Det var sengetid, men hun havde ikke lyst til at forene sig med dynen og Benjamins selskab endnu. Hun havde ingen idé om, hvad hun skulle fortage sig og var nok bedre tjent med at gå i seng, men hun følte ikke at dagen var ordentlig afsluttet endnu. Sovsepletterne begyndte at irritere, så hun rejste sig og vred en karklud op og gav plastikdugen en tur med den lunkne klud, skyllede kluden af, og satte sig atter i den sparsommelige belysning ved bordet. Marlene tyede til mobiltelefonen, og tjekkede sin netbank. Der var 2417,55 kroner til rest på kontoen og der var fjorten dage til der var penge endnu. Husholdningsbudgettet efter huslejen trukket var stramt, og at hun røg, hjalp heller ikke på budgettet, men hun følte ikke, at hun kunne undvære smøgerne. I hvert tilfælde ikke lige nu.

Ønsketænkning var at udbetalingen for pensionen var højere, men hun havde lært, at tage sig til takke med det hun fik. Hun var i det hele taget bare taknemmelig for at der havde været hjælp og forståelse at hente for hendes situation, og at hun ikke skulle være ude på arbejdsmarkedet, som gjorde hende mere psykisk syg.

Det skete at hun planlagde at holde op med at ryge fra den ene dag til den anden, men kunne ikke overholde det. Abstinenserne fra nikotinen bestemte over hende som det var lige nu, og det krævede sit overskud at holde op med at ryge. Det var et overskud hun ikke havde lige nu. Lige nu skulle hun pleje sit sind og helst ikke lide unødig psykisk overlast. Hun måtte være forsigtig med, hvad hun fortog sig så hun ikke skulle medicineres yderlig. Diagnosen paranoid skizofren var noget lort og hun håbede på at en skønne dag at kunne blive fri for at tage pillerne. Men indtil videre affandt hun sig med situationen og tog en dag og en uge ad gangen, for psykoser lurede lumsk om hjørnerne på hverdage der virkede mest normale. Intet var sikkert og dagen i morgen skulle ikke tages for givet, så hun måtte udnytte de gode dage bedst muligt. Dagen i dag havde været en god en af slagsen, men også kun fordi hun for nylig var gået op i medicin, for dagene havde ikke hængt sammen mentalt. Måske var det fordi hun lige havde været inde i en dårlig periode, der gjorde at hun værdsatte denne ellers kedelige søndag ekstra meget. Som i dag følte hun sig normal, og savnede til dels det at have noget at stå op til i hverdagen. Weekender og hverdage smeltede sammen til en masse som hun ikke kunne skelne imellem. Hun stod op klokken otte i hverdagen for at tage sin medicin frem for klokken ni i weekenden gav til dels lidt overordnet struktur. Hun fantaserede om at tage en uddannelse og komme ud i job, men vidste inderst inde godt at tanken var utopi. Men hun havde vel lov til at drømme.

Hun tændte sig en ny cigaret, og ville ønske at hun turde installere Tik-Tok for at få tiden til at gå i ny og næ, men hun havde livlige forestillinger om at hendes data på telefonen blev brugt uhensigtsmæssigt. Så det var en no go for hendes vedkommende. Lidt paranoia var der stadig, selv om hun slugte medicin trofast hver dag, tre gange om dagen.
   Forhåbentlig kom der ikke nogen regninger til den første så hun kunne forkæle sig selv bare lidt. Måske kunne det blive til nogle nye t-shirts eller en trøje eller to selv om hun ellers havde rigeligt af dem, men lidt fornyelse skulle der jo være plads til engang i mellem. Hun klikkede på appen danske aviser og læste lidt i tabloidaviserne Ekstra Bladet samt B.T. og røg sin smøg i et relativt normalt tempo. Det virkede som om smøgen for det meste røg sig selv, og da hun skoddet den i askebægeret forlod hun aviserne og rejste sig. Der var vist ikke mere hun kunne stille op med dagen. Hun kunne jo ikke sidde i køkkenet i evigheder. Det var på tide at falde til ro under dynen blev hun enig med sig selv om.

Hun gik på toilettet og gjorde sig natklar, og kom ind i soveværelset. Benjamin var stadig vågen og læste i en krimi. Personligt gad hun ikke læse krimier. Hun synes det var en dum boggenre og fortrak gysere og thrillers a la Dean R. Koontz, Stephen King, Ray Bradbury og H.P. Lovecraft. Men hver sin smag. Måske kunne hun male lidt på lærred i morgen med akrylmaling, hvis inspiration ellers kunne tjene hende.
   "Er bogen god?" spurgte hun: "Eller er det noget skrammel?"
   "Nej den er faktisk okay indtil videre. Den er i al fald spændende nok," kiggede han på hende og betragtede hendes krop der kun havde undertøj på. Hun lagde telefonen på sit natbord,
   løftede dynen, og lagde sig ved siden af ham.
   "Har du lyst til at fjolle lidt rundt?" spurgte han.
   "Egentlig ikke. Kan det ikke vente til en anden dag?"
   "Hvis du ikke er i humør til det, så er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved det," sagde han, og så ud som om det ærgrede ham.
   "Tak," sagde hun stilfærdigt og vendte ryggen til ham og slukkede sin natlampe. "Godnat og sov godt."
   "Tak og i lige måde," sagde han og henvendte sig atter til bogen. "Jeg læser lige dette kapitel færdig, så slukker jeg."
   Hun svarede ham ikke, men lukkede sine øjne og faldt hurtigt i søvn.

Ude på de sene nattetimer vågnede hun. Hun lå på ryggen og følte sig dejlig gennemvarm. Gardinerne var ikke trukket for, for sådan kunne hun lide det. Lyset der faldt ind ad vinduet, fortalte det var stadig mørkt udenfor. Hun turde ikke tjekke hvad klokken var på sin mobiltelefon, for hun ville nok blive slemt skuffet. Benjamin snorkede lidt og hun ville ønske, at han holdt sin mund. Hun vendte ham ryggen og prøvede på at ignorere hans snorken. Prøvede at finde en rytme i snorken, som hun kunne trække vejret til, men det syntes at mislykkedes. Hun lå i et uanet tidsrum, vendte og drejede sig mens hun holdt sig for ørerne. Ganske kort overvejede hun at ruske i ham for at få ham til at holde op. Hun blev enig med sig selv om at det nok ikke var nogen god idé. Gid han dog ville holde op med at snorke tænkte hun, og på et tidspunkt faldt hun atter i søvn.

Det hændte at hun vågende igen da klokken var tolv minutter over seks, for hun tjekkede sin mobiltelefon. Benjamin snorkede ikke, men hun vidste at han ville stå op klokken halv syv så han kunne nå på arbejde. Hun orkede ikke at prøve på at sove mere, men overgav sig og stod op.
   Marlene trissede i køkkenet og satte kaffe over, inden hun tog et varmt brusebad. Ukristeligt tidspunkt at stå op på, godt jeg ikke har et job tænkte hun, mens hun skyndte sig at bade. Hun ville ikke vaske hår lige nu for det gjaldt om at skynde sig med at blive færdig inden Benjamin stod op, og skulle bruge toilettet. Hun tørrede sig og kom i morgenkåben. Neglene var pæne og senere ville hun lægge lidt makeup - dog mest for sin egen skyld.
   Kaffen var parat da hun slentrede i køkkenet. Hun fandt krus, dybe tallerkner og skeer frem og åbnede køkkenvinduet. Så hældte hun noget kaffe og havregryn op til sig selv. Herefter satte hun sig til rette ved køkkenbordet, hvor hun gav sig god tid til at spise. Lysten til at spise noget var ikke stor, men hun havde lært at det var en god morgenrutine.
   "Godmorgen," lød det fra Benjamin som kom ind i køkkenet iført cowboybukser og en striktrøje. "Du er da frygtelig tidlig oppe i dag. Og du har lavet kaffe." Han strøg hen til kaffekruset og fyldte det op fra kaffekanden, og sippede til kaffen inden han tog stilling til at hælde havregryn op.

"Godmorgen," sagde hun efter at have slugt en skefuld, og var delvist glad for at være tidlig oppe for en gang sin skyld. Hun ville nok snuppe sig en morfar senere, men det blev der ikke nævnt noget om.
   Hun blev selvsagt færdig med maden før han blev det, og tændte sig en smøg. Han hadede når hun røg, mens han spiste. Hun kom i tanke om sin morgenpille, rejste sig og gik i køkkenskabet med medicin, og skyllede pillen ned med noget kaffe inden hun atter satte sig ned.
   "Hvad er planerne så for i dag?" spurgte han og tog noget kaffe indenbords.
   "Jeg tror jeg vil male lidt i dag." Hun smilede let, og tog et hvæs.
   "Det lyder spændende. Du har måske planlagt, hvad det er du vil male?"
   "Det er i al fald afslappende. Jeg tænker, jeg vil male noget abstrakt for en gang sin skyld."
   "Så længe det er afslappende og terapeutisk så bliver det vel ikke meget bedre?"
   "Nej, det gør det vel ikke."
   De sad tavse i nogle minutter ved bordet og han kiggede til slut på sit armbåndsur. "Nå jeg må hellere se at komme i gang med at smøre madpakke."
   Han rejste sig op og skyllede begge deres tallerkner af, inden han gik på jagt i køleskabet efter pålæg til brødet.

Det var med vilje hun ikke havde smurt mad til ham, for han kunne lide at smøre sin egen madpakke. På den måde vidste han hvad han fik med, for han var ikke en fan af overraskelser. Hun kvaste cigaretskoddet i askebægeret og tog en tår kaffe, mens hun betragtede ham bagfra. Madpakken blev kedelig, ganske som han kunne lide den.

"Skal du ikke have nogle cherrytomater og agurk med? Så bliver maden ikke så kedelig at spise."
   "Tjoh, det kan jeg da godt," sagde han og tog et par cherrytomater fra køleskabet og skar et stykke agurk af, skyllede det af, og puttede det ned i madkassen. Han var næsten stolt af madpakken, og glædede sig på forhånd til at sætte tænderne i leverpostejen med tomater til.
   "Hvad kunne du tænke dig til aftensmad?" spurgte hun.
   "Noget simpelt så du har tid til at male. Overrask mig."
   "Hvad med lasagne?"
   "Det lyder da meget lækkert. Har vi hvad vi skal bruge til det?"
   "Ja, der ligger en lasagnepakke inde i skabet. Vi har mælk nok og oksekød fra fryseren."
   "Super. Så slipper jeg for at handle ind."
   "Kan du ikke tage to pakker Rød Viking lang med? Du skal nok få pengene."
   "Jo, det kan jeg da godt tage med hjem."
   "Måske noget salat og frisk toast også til aftensmaden."
   "Smøger, salat og toast. Ok. Sms mig hvis der er mere du kommer i tanke om."
   "Okay. Jeg overfører lige to hundrede til dig med det samme," sagde hun og tog fat i mobiltelefonen.
   "Okay."

Benjamin skulle ikke betale for hendes smøger. Det var mest derfor hun gav ham penge. Ellers kunne han godt have betalt for det andet. 2200 kroner tilbage til penge dag. Måske kom hun til at låne af ham, som hun gjorde så tit. Det var også de forbandede smøger. De var så dyre.
   Han tømte sit kaffekrus og skyllede det af: "Godt, så er jeg den der er smuttet. Kan du have en god dag?" Han bøjede sig ned og kyssede han hendes nikotinlæber. En smag som han ikke brød sig synderligt om, men som han havde lært at affinde sig med. Han var selv eksryger, så han kendte alt for godt til lasten. Det hændte dog også at der var dage, hvor han havde lyst til at begynde med at ryge igen, fordi fristelsen var stor nu da hun røg. Han blev ved med at overbevise sig selv om at være stærk og ikke begynde med at ryge igen. Han håbede på at hun ville blive røgfri en skønne dag, så han ikke skulle smage cigaretter når de kyssede.

"Rigtigt god arbejdslyst," sagde hun.
   "Tak. Vi ses ved halvfemtiden."
   "Jeps."
   "Hygge."
   "Hygge."

Det var overflødigt at sige 'Jeg elsker dig' for det vidste de begge, at de gjorde, og havde følt det var for klicheagtigt at bruge i hverdagen. Da han gik ud ad døren, hentede hun en blok med tegnepapir og farveblyanter fra stuen, og gik tilbage til køkkenet. Hun hældte mere kaffe op og tændte en smøg, og begyndte med nogle kruseduller på papiret, der skulle fungere som en skitse til hendes visioner. Stregerne var anstrengte og hun havde svært ved at visualisere noget som helst. Måske var det nemmere at bare svinge penslen og håbe på et brugbart resultat.

Hun røg smøgen færdig og kom i sit tøj speciel dedikeret til at male i, og slæbte staffeliet og malingen ind i stuen på nogle aviser på gulvtæppet. Hvis der var noget hun var var god til var det at være forsigtig med malingen. Hun havde spildt maling på gulvtæppet kun en gang, og havde taget ved lære af det. Benjamin havde ikke skældt hende ud, for det var straf nok i sig selv at skulle prøve at rense gulvtæppet efterfølgende. Han havde bare sagt: "Det er hvad der kan ske." Han havde altid været god imod hende og dømte hende ikke. Han anså det som straf nok at skulle kæmpe imod sine indre dæmoner, og så ingen grund til at løfte pegefingeren over noget som helst. Hun vaskede tøj og gjorde huslige pligter, når hun havde overskuddet til det. Men det skulle nok blive gjort tids nok, det havde han erfaret for længst, så han havde ikke behøvet at stikke til hende på noget tidspunkt. Hun kom jo altid ovenpå igen efter hver mentale kamp. Det var blot et spørgsmål om tid som altid.

Benjamin var hendes støtte i svære tider. Det var usagte ord, men det vidste de begge. Uden ham ville hendes univers falde til jorden og krympe sammen til intet. Han var hendes håb i lumsk hverdag, hvor hovedet kunne spille hende et pludselig pus, og vende op og ned på alt det kendte. De behøvede ikke sidde og snakke i timevis, men nærhed i hjemmet var nok. Han var Clark Kent forklædt som Supermand i dagene omkring dem. Det var sjældent han spurgte ind til hvordan hun havde det på nær, når han vidste at hun var inde i en ustabil periode. Så forklarede hun hendes symptomer overfor ham uanset hvor tåbelige de måtte være, og han fandt den sorte humor frem til at bekæmpe det alvorlige med. Og så virkede det hele pludselig meget bedre, nu da hun havde fået luftet sit hoved. Sådan en samtale kunne hun leve længe på.

At være alene hjemme var ikke så slemt for hende som det kunne være, for hun vidste at Benjamin jo kom hjem til hende igen, selv om tvangstanker om han kørte galt truede hende engang i mellem. Det var ikke at hun ikke stolede på hans køreegenskaber for det gjorde hun, men hun nærede ikke noget tiltro til andre bilisters opførelse ude i trafikken. Hun havde det dog afgjort bedst med at han var hjemme selv om det ikke var fordi, hun ønskede at lægge beslag på hans liv. I modsætning til hende havde han venner, som han sås med en gang imellem, og når han kørte afsted, følte hun sig ene og alene i verden. Hun ringede stort set kun til Benjamin, hendes mor og far når hun endelig telefonerede, og havde aldrig det store at fortælle, fordi hverdagen i hendes lejlighed ikke bød på meget forandring. Hun kom ikke ud blandt folk, på nær når de var var ude og handle eller køre en tilfældig tur om sommeren. Ellers oplevede hun ikke det store, men overvejede at melde sig til et galleri i byen hvor hun kunne møde ligesindede malere, som udstillede diverse steder. Fitnesscentre blev det ikke til for hun havde haft en psykose, der gik ud på at hun blev bortført, når hun var ude at gå alene. Så derfor blev hun hjemme i sikkerhed og forskansede sig med læse, male, tegne og skrive lidt små historier inde i lejligheden. Omverden var ikke tillidsfuld, men et skummelt sted man ikke skulle tage for givet. Af den årsag handlede hun kun ind sammen med Benjamin. Hun kunne til fornødenhed gå ned med affald, vasketøj ovre i vaskehuset, men det var stort set det. Hun vidste godt, at hun var sin egen fange, men så ingen udvej ud af mareridtet oven på psykosen.
   Et tomt lærred der målte tres gange firs centimeter fandt sin vej til staffeliet. Snart efter begyndte hun at blande grundfarver op på paletten. Hun havde en forestilling om at bruge relative lyse farver i maleriet bortset fra en blå og en rød farve, så det ikke blev så tungt når det hang på væggen.

Starten gik glimrende, alle farver spillede sammen, men så var det som om det tog en uventet drejning hen ad middagstid. Det var også tid til frokost alligevel, så en kunstpause ville nok gøre godt, så billedet lige kunne blive fordøjet for nethinden i mellemtiden. Var det mon den gule regnbuestreg som havde ødelagt maleriets idyl. Ja, det var det nok. Måske kunne Benjamin fortælle om det var det der var i vejen, når han kom hjem om små fire timer. Indtil da måtte hun væbne sig med tålmodighed.
   Hun rydde op efter sig i stuen, kom ud af malertøjet, vaskede hænder, fik nyt tøj på og spiste nogle rugbrødsmadder i køkkenet over en kop frisklavet kaffe med mælk i og slugte sin middagspille. Bagefter røg hun sig en tiltrængt smøg, og da den ikke havde mere at give af, gik hun ind i stuen og betragtede sit nye værk. Måske var den gule streg ikke så tosset alligevel. Den brød jo med det kendte i billedet. Måske skulle billedet hedde "Forstyrret" eller "Solstrålen".

Hun åbnede altandøren så der kunne komme frisk luft ind, og havde dårligt sanset at solen skinnede udenfor. Solens varme kærtegnede hendes hud da hun trådte ud på altanen, og hun tog en dyb indånding og pustede ud: "Ah!" Hun strakte sig dovent og satte sig lidt ned på altanen i yogastilling med benene over kors skønt der var stole, og fik hurtigt varmen. Efter godt ti minutter gik hun indenfor og tog sig en smøg i køkkenet, mens hun spekulerede over hvad hun nu skulle lave. Gud ja, aftensmaden. Oksekødet skulle tages ud af fryseren. Det havde hun da helt glemt. Hun overfaldt straks fryseren, mens hun huskede på det og fandt kødet, som hun lagde i en plastikskål til optøning. Derefter gik hun på toilettet og fik tisset af og kiggede sig i spejlet. Makeuppen var gået i glemmebogen så hun gjorde sig unødig smuk i en fart, mens hun blev mindet om det. Hun ville jo gerne vise Benjamin, at hun påskønnede ham, så lidt eyeliner, rouge og læbestift kom på. Mens hun stadsede sig ud, tænkte hun at resten af eftermiddagen kunne hun bruge på at skrive en historie på computeren, så det gik i glemmebogen at hun var alene hjemme. Det gjaldt om at holde hovedet beskæftiget så vidt det var muligt. At sidde ned og filosofere for meget skræmte hende lidt for hun var bange for at få dumme idéer.

Laptoppen tændtes og hun åbnede et tomt Word dokument. Hun havde ikke nogen idéer til en historie, så hun begyndte at lege med ord i håb om afkastet kunne blive til et digt eller to, og således gik der et par timer med at fifle rundt med ord.
   Da klokken var halv tre, havde hun lavet to digte og det var blevet fejret med en smøg på altanen, hvor solen stadig bagte tilpas. Om to timer ville Benjamin komme hjem og hun følte sig lettere træt. Så hun besluttede sig for at tage en morfar på sofaen inde i stuen. Det var svært at finde ro, men det lykkedes efter et stykke tid.
   Efter en time vågnede hun, og følte sig delvist opladt. Hun var i al fald ikke lige så træt længere, som før middagsluren, og det var altid noget.
   Hun gik i køkkenet, røg sig en smøg, mens hun spekulerede på om hvor mange æg der var tilbage i køleskabet, for ellers kunne hun jo overraske Benjamin med en kage. Der var seks æg tilbage. Det var mere end nok til en kage, og mel, sukker og margarine havde hun, så der var ikke nogen undskyldning for at udskyde det medmindre hun var for doven anlagt.
   Fra en mappe hun selv havde lavet med bageopskrifter, fandt hun opskriften, som hun havde bagt adskillige gange før, og gik i krig i køkkenet.

Klokken var et par minutter i fire da hun havde bikset kagedejen sammen og smidt springformen i ovnen. Om en halv time når Benjamin kom hjem, ville der være friskbagt kage. Hun gjorde kaffemaskinen klar, så hun bare kunne tænde for den om tyve minutter.
   Hun gik ind i stuen og zappede skiftevis rundt mellem kanalerne. Der var intet attraktivt i tv, men det lykkedes alligevel at få tyve minutter til at gå inden hun tændte for kaffemaskinen. En dejlig duft af kage havde bredt sig og hun glædede sig til at servere kagen for Benjamin.

Der gik yderlig ti minutter og kagen var på trapperne til at være færdig. For at være sikker på at den havde fået nok stak hun en spisepind i center. Den skulle lige have et par minutter til.
   Benjamin kunne komme ind ad døren hvornår det skulle være og hun glædede sig til selskab.
   Kagen blev færdigbagt efter fem minutter, så og hun gav sig til at mixe noget glasur sammen af flormelis og lunkent vand. Hun ville ikke smide noget kakao i for det ville blive for tung for smagsløgene. Hun overtrak kagen og stillede den til afkøling på bageristen. Hvor blev Benjamin dog af? Han plejede ellers at være punktlig nok til omkring klokken halv fem.

Hun røg en smøg og gik i stuen for at se noget mere tv. Tiden trak ud, men Benjamin dukkede ikke op. Klokken blev fem og hun begyndte at blive småurolig. Hun skænkede sig en kop kaffe fra termokanden og så noget mere fyld i tv.

Da klokken blev halv seks besluttede hun sig for at ringe til Benjamin, for at høre om alt var okay. Men han tog ikke telefonen. Det lignede ham overhovedet ikke. Der måtte være noget i vejen for han tog altid telefonen. Marlene fortalte sig selv at han var lovligt undskyldt og at der sikkert var en logisk forklaring på, hvorfor han ikke var kommet hjem til tiden eller tog telefonen. En mavefornemmelse fortalte hende dog at der var noget i vejen, og hun blev urolig nu da klokken slog seks.

Pludselig var der nogen der ringede på dørklokken. Hun rejste sig fra sofaen og kom ud til hoveddøren. Da hun åbnede døren, stod en politimand. Han fortalte at Benjamin var omkommet i en trafikulykke. Han var blevet dræbt på stedet. Det var som at få en spand kold vand i hovedet og man vågner op til noget surrealistisk. Hendes ben blev til blævreflæsk og betjenten beklagede at skulle overbringe den ilde nyhed. Hundredvis af spørgsmål meldte sig på banen. Aldrig havde lejligheden føltes så tom i hele hendes liv og endeløse dage med sorg ville tage omfavne hendes univers. Hendes fyrtårn var blevet mørklagt for evigt, og hun var ikke i stand til at samle tankerne ordentlig. Hun erfarede at døden kom mindst ventet i selv den bedste alder, og savnede allerede Benjamin. Hendes liv ville blive et udefinerbart kaos fra nu af, og hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde eller tage sig til. En dag ad gangen som Benjamin havde sagt da hun sidst havde haft det svært. En dag ad gangen. Fyrtårnet ville altid brænde indvendig i hendes hjerte.