Lene vågnede til lyden af Sivs gråd, blandet med lyden fra hjulenes monotone rytme, der rullede over skinnesamlingerne.
   Klokken var 5:40, og hun havde sovet elendigt med Siv i armene. Heldigvis havde sutteflasken været fyldt, så hun kunne tilbyde Siv en tår, når hun begyndte at græde. Nu var flasken tom, og hun fornemmede at barnet havde andre presserende behov. Boblelydene fra Sivs ble kunne kun bekræfte hendes formodning.
   Rollen som 'nanni ' havde været dejlig, men nu måtte Sonja gerne tage over.
   Hun vendte sig i køjen for at se, om Sonja var vågen. Hmm, hun var der ikke. Mærkeligt, hun måtte være gået ud på gangen, på toilettet eller i spisevognen.
   Siv var ved at køre sig selv op igen. Lene følte sig ladt i stikken. Hun var ved at gå i panik i den klaustrofobisk lille kupé og skulle tage sig sammen for ikke at græde sammen med Siv. Nu skulle hun igen redde sig ud af en møg situation, følte hun.
   Hun indså, at hun hurtigst muligt måtte befri Siv fra den generende fyldte ble. Hun lagde Siv over i Sonjas køje på en tom plasticpose inden hun vovede at løsne bleen. Siv så tilfreds ud og holdt op med at græde, nu skete der endelig noget.
   Det var let at løsne bleen, hun frigjorde knuderne i hver sin side. Hun løftede hende op i benene og trak bleen af. Den flydende mængde overraskede og kunne ikke rummes på den udlagte plasticpose, indholdet flød derfor ud på Sonjas DB- tæppe. Shit. tænkte Sonja, om lidt vågner jeg af ét mareridt.
   Det flydende indhold var tydeligvis produktet af en forurenet, løbsk mave. Det sved voldsomt i næsen, kradsede i halsen og øjnene løb i vand.
   Stanken blev trukket til vejrs af et underdimensioneret ventilationsanlæg. Det blev ikke bedre af, at termostaten var fejlindstillet og sendte varm luft ud af varmepanelet under vinduet.
   Bjørn, der sov i øverste køje og næppe restitueret fra sin vodkabrandert, vågnede med hovedpine, små øjne og et forgræmmet ansigt.
   "Hold op, hvor her stinker! ... "Jeg bliver kvalt heroppe," sagde han og greb panisk ud efter håndgrebet til skydevinduet samtidig med, at han prøvede at overskue situationen på mellemkøjerne.
   "Stop!" sagde Lene strengt. "Jeg har en syg baby, der er ved af blive skiftet, hun tåler ikke træk og støj."
   "Jeg bliver kvalt heroppe Lene," prøvede han...
   "Sonja er væk."
   "Væk? Hvad mener du med væk?"
   "Jeg har faktisk ikke set hende siden vi forlod Hamborg, og nu står jeg her alene med Siv... Kan du ikke hente en flaske varm mælk i spisevognen? Hvis de ikke har åbent, så find stewarden. Det er vigtigt, Bjørn! "
   Lene havde aldrig hørt Bjørn bande, men nu kom det "For satan Lene!" På en måde var det befriende, og gav hende mærkelig nok nye kræfter.

Bjørn krængede sin krøllede Castro-uniform på, selv kasketten med den røde stjerne fandt han. Han vred sig om på maven og gled ned på gulvet ved siden af Lene. Siv lå og småpludrede, det lod til, hun havde det bedre efter at Lene havde afmonteret den snerrende ble og var ved at vaske hende med en serviet fra beautyboxen og vand fra en flaske Ramlösa, som Lene havde fundet i Andrejs bagage.
   Lene rakte Bjørn sutteflasken med instrukser om, at den skulle skoldes og mælken skulle lunes.
   Bjørn havde kvalme og opkastfornemmelse, han hørte knap nok Lenes instrukser og håbede på, han kunne nå toilettet inden det gik galt. Han snuppede sutteflasken og trak skydedøren op for af komme ud af kupéen. I samme moment dukkede nat-stewarden op for at vække passagererne i kupéen og aflevere de fire pas, der var inddraget i Gedser. Bjørn stak sit usoignerede tømmermænds ansigt ud, samtidig med at der strømmede en varm hørm af vodka og dårlig mave ud af kupéen. Stewarden accepterede straks Bjørns tilbud om at fordele passene i kupéen og fortsatte med sin vækkerute til de andre kupéer. Bjørn stoppede passene i lommen og styrede mod toilettet.

Stewarden i spisevognen var allerede i fuld gang. Jo, jo han havde foreslået at skolde flasken, men barnets mor var utålmodig, forsikrede han Bjørn. Han vidste alt om dårlige maver og havde nogle piller, som skulle knuses og rystes i den varme mælk, så blev alt godt igen. Nu ville han til gengæld skolde flasken grundigt først. Han kiggede bekymret på Bjørn "Jeg laver lige en kop til dig også."
   "Ja tak, og en til Lene."
   Stewarden kiggede op. Nå var det Lene hun hed... en sexbombe og en cubakasket. Et umage par, tænkte han.
   "Ja jeg laver ét krus til dig og Lene, det er lettere at balancere med gennem kupégangene... Skal der mavepulver i det hele?" Spurgte han med et skævt smil og så for sig den skrappe Sonja med dårlig mave slubre varm mælk sig.
   "Ja tak hr. medicinmand," grinede Bjørn og betalte for første gang i sit liv drikkepenge, noget som han ellers betragtede som første skridt til korruption.

Nede i den lumre kupé var det lykkedes Lene at vaske Siv pænt af. Ble og underbukser lå rullet ind i det klistrede DB-tæppe i fodenden og udgjorde tilsammen en veritabel stinkbombe.
   Lene måtte skille sig af med det hurtigst mulig, det var efterhånden umuligt at trække vejret.
   Siv pludrede glad og var lykkelig for at være befriet for uhyrlighederne.
   "Undskyld Siv, nu kommer det til at støje og blæse et øjeblik," sagde hun og gav Siv et kys på kinden.
   Hun trak skydevinduet ned med et rask greb og slyngede DB-tæppet, med den fyldte ble, af al sin kraft ud ad vinduet.

Strækningen Hamborg - Frankfurt var tosporet.
   Uheldigvis var IC 69 Hamborg Ekspressen på vej med 130 km i timen i modsat retning og passerede Basel Ekspressen i en brøkdel af et sekund efter af Lene slyngede DB-tæppet ud af kupé vinduet.
   Togføreren i IC 69 fik sit livs chok da det klistrede tæppe smadrede mod vinduet og lukkede af for lyset og udsynet i den snævre kabine. Per instinkt slog han nødstoppet i bund med det resultat, at 64 hjul på hele vognstammen bremsede samtidigt, idet de blev aktiveret af de effektive trykluftbremser.
   Ved den hastighed var bremselyden af stål mod stål infernalsk, og friktionsvarmen mellem hjul og skinner steg eksponentielt. En regn af gnister sprøjtede ud i kaskader. Og det var ikke uden omkostninger, for da IC 69 var bragt til standsning, var over 30 personer kommet til skade, da de væltede om på gulvet. Store mængder porcelæn og utallige andre effekter var smadret.

Lene skubbede skydevinduet op igen. En mærkeligt skinger lyd ude fra hørtes pludseligt, blev ved et stykke tid, men forsvandt lige så hurtigt igen.
   "Sådan lille Siv, nu kan vi trække vejret igen," sagde Lene, mens hun ledte indædt i samtliges bagage for at finde noget der lignede en ble.
   Det lykkedes ikke.
   Så var det at hun fik øje på 'Sparegrisens' løsthængende skjorteryg. Uden megen betænkning fandt hun saksen i beautyboxen og klippede to rigtig gode bleer ud af ryggen på skjorten, mens Andrej stadig sov fast. Gad vide om han nogensinde opdager det? tænkte hun...
   Siv havde aldrig været så glad, som da Bjørn dukkede op med en ny sutteflaske. Bjørn derimod var chokeret over, at Lene havde klippet ryggen ud af Andrejs Castro-uniform og givet Siv den på som ble.
   Mens de alle tre slubrede den mavehelbredende lunkne mælk i sig, forklarede Lene sig.
   "Hør her Bjørn, Siv manglede jo en ble, og der var ikke andet at gøre. Jeg kommer også til at be' dig om at aflevere din skjorte til Siv. Det er alvor Bjørn."
   Bjørn blev stiv i ansigtet. Han havde glædet sig til at møde kammeraterne i Havanna i Fidel Castro outfit.
   Lene blev ved. "Hvad tror du, Fidel havde gjort? Han elsker børn højere end uniformer, er jeg sikker på."
   Bjørn anede ikke om udsagnet var sandt, men det endte med, at han modvilligt trak skjorten af og gav den til Lene.
   "Fandt du Sonja?" spurgte Lene.
   "Nej, hun er som sunket i jorden."
   "Jeg skriger, hun kan da ikke bare blive væk, se efter i alle kupéer, toiletter, spisevognen og stewardens rum en gang til. Du skal finde hende Bjørn! Og der er lige én ting til. Du bliver nødt til at stjæle et DB- tæppe et eller andet sted, ellers får vi ballade med stewarden."
   Bjørn kikkede på briksen, hvor tæppet manglede, nikkede forstående og forsvandt.

Sonja var ingen steder, og det var svært at stjæle et DB-tæppe. Nede i bageste vogn var der en tom kupé alligevel stak han hovedet ind. Han var heldig, der lå et DB-tæppe lige inden for, man kunne ikke umiddelbart se det udefra. Der var også en elegant lædermappe. Han måtte handle hurtigt inden mappens ejermand dukkede op. Alligevel kunne han ikke holde fingrene fra mappen.
   Den indeholdt et dansk pas, John Sørensen, han så barsk ud, tænkte Bjørn.
   Der var nogle kort, noget om fingeraftryk, og en Walter PPK samt en æske skarpe patroner.
   Bjørn frøs til is. Ved et tilfælde havde han fundet en betjent fra 4L, der sandsynligvis skulle likvidere Lene.
   Sætningen; "hvad ville Fidel have gjort?" hjalp ham ud af hans paralyserede tilstand og frem til handling.
   Han viklede pistolen og ammunitionen ind i tæppet, lukkede lædermappen og forsvandt.

Henne i kupéen var der kaos. Stewarden var kommet for at omdanne den til siddekupé, men Andrej gad ikke at stå op. Lene var rykket ud på gangen med Siv, der syntes at more sig over den sjove mand, der råbte høje 'sch' ord, hun aldrig havde hørt, det kildede i ørene.
   Bjørn fik væltet Andrej om på ryggen og ud på kanten af briksen. Hans ansigt var hævet til ukendelighed øjnene var opspilede. Var han død?
   Stewarden hentede sin kollega, 'medicinmanden', der åbenbart havde højeste status. Han kiggede bekymret på den store mand. Jeg kan ikke sige, om han er død, eller døende men vi må have ham af toget i Frankfurt.
   I det samme bremsede toget kraftigt, og Andrejs kæmpekrop faldt ned på gulvet med et brag.
   "Fint," sagde den første steward, "nu kan jeg ændre kupéen." Han skrævede over Andrejs krop og trak i nogle håndtag, og i løbet af et øjeblik var kupéen igen omdannet til en siddekupé.
   "Så vil jeg gerne have 4 tæpper retur tak," sagde han kommanderende. Han noterede, at gæsterne havde afleveret tæpperne og forsvandt.
   'Medicinmanden' sagde, at der var en time til Frankfurt, og det bedste de kunne gøre, var at lade Andrej ligge i ro, indtil der kom en læge tilstede.
   Bjørn var ude af sig selv og græd som pisket. Han ville ikke lade Andrej ligge og dø på gulvet. Sammen med den skæve svensker fra kupéen ved siden af fik han slæbt Andrej midt ud på gulvet og begyndte forsigtigt mund til mund og hjertemassage. Efter et kvarter kom der et svagt hiv fra Andrej. Det opmuntrede Bjørn til at fortsætte. Så kom der et lidt større hiv, og så begyndte brystkassen at bevæge sig i langsom rytme. Andrej trak vejret igen, alle klappede og hujede ude i toggangen. Lene græd, og Siv lo.

På Frankfurt station stormede politiet ind i toget. Stewarden kunne lede dem hen til kupéen, hvor der manglede et DB-tæppe.
   Lene kyssede Bjørn farvel med Siv på armen.
   Hun vinkede til Andrej, der blev skubbet frem i en kørestol på perronen, han så ingenting gennem sine bobleøjne.
   En drager trak afsted med Bjørns og Andrejs voluminøse bagage, hvor der stadig var mange flasker vodka tilbage.

Toget satte i gang mod Basel, hun lænede sig ud ad vinduet og fik et sidste glimt af Andrejs bare ryg, og Bjørn der skubbede ham mod udgangen.