Kapitel 1
   Skæbnens tosomhed
   Solen er lige akkurat gået ned, og vinden river i de store piletræer der omkranser den lille vildtvoksende have der hører til det hus de købte, for hvad der føles som en menneskealder siden. Hun skutter sig og trækker cardiganen tættere omkring sig. Det var netop på en aften som denne hele verden gik i stå for to et halvt år siden. De havde brugt hele sommeren på at renovere det lille idylliske landhus, og sad i stuen og fejrede at de endelig kunne flytte ind i det hus de havde drømt om i så mange år. De havde været så lykkelige den dag, forelskede og lykkelige, som om intet kunne røre dem. Men det var en illusion, for samme aften skete det. Det der ændrede hendes liv, hendes verden, for altid.
   I marts, næsten ud af det blå, dukkede huset op i en boligannonce. De havde da tidligere talt om at købe hus på landet, men de vidste begge at dette var en uopnåelig drøm de næste mange år. Han studerede, og hun tjente ikke mere på sit job på tankstationen, end at der lige var til den lille lejlighed i udkanten af Aarhus, som de nu havde boet i i 5 år. Alligevel skimmede de stjålent boligsiderne i lokalavisen hver uge, drømmende om en tid der måske engang ville komme. Det var i et af disse stjålne øjeblikke Ole pludselig stoppede op, tøvede, og læste så højt af avisen "Charmerende hus på landet, tilhørende idyllisk lille have, trænger til en kærlig hånd, sælges derfor billigt". Han kiggede op, deres blikke mødtes, og de vidste begge at de tænkte det samme. Inden dagen var omme havde de arrangeret et møde i banken, dagen efter mødtes de med ejendomsmægleren til fremvisning af huset, og så skrev de under på købskontrakten. De var begge faldet for huset lige på stedet, og selvom der skulle laves rigtig meget, og økonomien ville blive temmelig stram de næste par år, kunne de se sig selv blive gamle sammen, her i deres lille hus på landet. De følte begge at dette var deres livs chance, once in a lifetime.
   De næste par måneder gik al deres fritid med at forvandle det gamle, næsten faldefærdige, landhus til deres. Da de først fik set lidt nærmere på det, viste det sig ikke at være indflytningsegnet, så det var rigtig heldigt at banken havde tilbudt afdragsfrihed på lånet, så de det første halve år kunne blive i lejligheden imens de renoverede. Da sommerferien begyndte fik de endelig tid til at gå all in, og nu skred arbejdet hurtigt fremad. Skrue for skrue, penselstrøg for penselstrøg, forvandlede huset sig til deres drømmehus. Familie og venner kom og hjalp til, alle med det de var bedst til. Selv Signes gamle bedstemor sørgede for, at der altid var friske hjemmebagte boller og varm kaffe til det arbejdende folk.
   Da det blev september stod huset færdigt, og første lørdag i måneden inviterede de alle de kendte til at komme og fejre det. Det var en skøn dag, luften var frisk og klar, og vinden tog let i de store smukke piletræer der omkransede deres lille paradis. Det unge par følte sig så lykkelige, deres drøm var gået i opfyldelse.
   Da alle var taget afsted, satte de sig i deres nye stue, pustede ud, kiggede på hinanden og smilede, lettede og tilfredse. "Er nu et godt tidspunkt?" tænkte hun med sommerfugle i maven? Hun havde vidst det i et par måneder, men ville ikke fortælle ham det, før alt det med huset var overstået. Nu kunne hun ikke længere vente med at dele sin overstrømmende glæde og forventning med ham. Hun tog mod til sig, trak vejret dybt ned i maven og begyndte "Ole, der er noget jeg gerne vil fortælle dig". Ole kiggede spørgende på hende, men efterhånden som det gik op for ham at hun var gravid, ændrede hans udtryk sig til frygt og frustration. Signe forstod slet ikke hvad der skete. Hvorfor blev han ikke ligeså glad og henrykt som hende? De havde da godt nok aldrig talt om at få børn, men hun så det som en naturlig del af livet, og de havde jo ikke gjort særlig meget ud af at beskytte sig. Da Ole endelig sagde noget, kom der ikke andet end bekymring og frustration ud af ham, og inden Signe havde opfattet hvad og hvorfor, havde han taget jakke og sko på, og var gået ud for at trække noget frisk luft. Hvad var det lige der skete? Han havde bare sagt ting som "Kunne du ikke have sagt du ville have børn? Hvorfor har du ikke fortalt det noget før? Nu er det jo for sent at få en abort!" En abort? Hvordan kunne han, midt i hendes lykke, begynde at tale om abort? Signe sad ubevægelig i sofaen, stivnet og ude af stand til at tænke eller føle. Kun en sætning rungede i hendes hoved "Han vil ikke have vores barn".
   Signe bliver brat revet ud af sine tanker, da Maja græder inde på sit værelse. Endnu en ond drøm. Hun går ind til den lille skrøbelige pige, vugger hende i sine arme, nynner stille, og snart sover hun igen fredeligt. Signe sidder og kigger kærligt på sin smukke datter et øjeblik, inden hun lægger hende tilbage i den lille seng. Tænk så bekymringsfrit livet er, når man ikke engang er fyldt to år endnu. Og dog, det er som om den lille pige kan mærke at hendes liv ikke er som det skal være. Hun vågner ofte grædende op af sin søvn, og ikke sjældent er det som om hendes blik søger efter noget usynligt ude i haven. Det er måske ikke mærkeligt, for Signe gør det samme, stirrer ud i ingenting. Som om han en dag vil komme gående tilbage af den lille havesti, åbne døren og tage os i sine arme. Men det sker ikke, han gik den dag for to år siden, og han forsvandt, ingen har set ham siden. De siger at han nok er rejst ud af landet, eller har taget sit eget liv et sted hvor ingen har fundet ham endnu, på trods af de ugelange eftersøgninger med hunde, dykkere og hundredvis af frivillige.
   Hun husker tiden der fulgte som i en tåge. De var så glade og lykkelige, og med ét blev hendes verden vendt på hovedet, hun blev slået om kuld, og mørket sænkede sig over paradiset og indhyllede det i en dis af fortvivlelse og sorg. Det skulle have været starten på resten af deres liv sammen, hun havde forestillet sig deres lille lykkelige familie med et, måske to børn, solrige somre i haven, grillaftner, ild i kaminen om vinteren, snemænd, juleaftner. Alt dette smuldrede mellem hænderne på hende, den aften i september, hvor alting ellers havde set så smukt og lyst ud.
   Da det gik op for hende at hun var gravid, var hun først blevet meget overrasket, da de egentlig som regel havde passet på. Men det måtte jo være glippet en enkelt gang. De havde ikke talt om at få børn, og da hun tænkte efter, havde Ole aldrig nogensinde talt om børn overhovedet. Hun havde slet ikke tænkt tanken, at han på ingen måde ønskede børn. Og da han var gået ud af døren den aften, stod hun tilbage med så mange spørgsmål. Var det bare lige nu han ikke var parat til at få et barn? Eller havde han ikke et ønske om børn nogensinde? Men han var væk, hun ville aldrig få svar. Hun var på samme tid vred på ham, og dybt ulykkelig over at den mand hun elskede så højt var forsvundet ud af hendes liv, ja forsvundet fra jordens overflade. Hvis bare han var blevet hjemme den aften, kunne de måske have fundet ud af det, måske ville han være blevet glad ligesom hende, når først han havde vænnet sig til tanken? Men hvad kunne hun bruge de tanker til nu? Hun måtte se fremad, tænke på fremtiden, på Maja.
   I månederne efter Oles forsvinden voksede livet i maven i takt med at eftersøgningen ebbede ud. Signe trøstede sig ved at kunne mærke den lille spire der blev større og stærkere, og følte at en del af styrken fra dette lille mirakel forplantede sig til hende og gav hende noget at leve for. Hun indrettede det fineste børneværelse, og da hun fandt ud af at spiren var en pige, købte hun den smukkeste lille prinsesseseng og malede værelset sart rosa. Hendes lille pige skulle ikke mangle noget - bortset fra den far der havde valgt hende fra. Hun elskede allerede sin lille datter så umådelig højt, og ville give hende al den kærlighed hun havde i sig. Og så, en tidlig morgen i marts, kom Maja til verden. Signe havde sin mor ved sin side, alting gik som det skulle, og snart var mor og datter hjemme i det lille hus på landet, hvor de skulle bygge deres fælles tilværelse op.
   Om tre dage fylder Maja to år. Det er ikke til at fatte. Familie og venner er inviteret til boller og kakao, og Signe har planlagt at lave den fineste prinsessekage med to lys i. Dagen skal være perfekt. Der skal ikke mangle noget. Som med alt andet føler hun, at hun bør kompensere for manglen af den far Maja aldrig har mødt og aldrig kommer til at møde. Hun er endnu så lille at hun ikke forstår at hun mangler ham, men dagen Signe frygter så meget vil komme engang, dagen hvor Maja spørger hvorfor hun ingen far har, og hvad skal hun så svare?
   Signe vågner, det er i dag, for to år siden fik hun sit livs gave i form af den skønneste lille skabning. Hun lister sig ud på gangen og kigger ind på Majas værelse, hun sover endnu, ligger så fredeligt der under sin lille dyne med blomster på. Hun lister sig videre ud i køkkenet, sætter kaffe over, og går ud for at hente avisen i postkassen. Da hun igen kommer ind og åbner avisen, falder en lille hvid kuvert ud. Den er blank. Der er ikke noget frimærke på kuverten, og afsenderen har ikke gjort sig til kende på bagsiden. Hun tænker, at det måske er fra en af naboerne, på trods af at de jo ikke lige bor dør om dør herude på landet. Hun lægger kuverten fra sig på køkkenbordet for at åbne den senere, og sætter sig for at nyde kaffen og læse dagens nyheder i de sjældne stille minutter inden Maja vågner. Udenfor kigger solens første stråler gennem trækronerne og himlen er blå, på nær nogle enkelte små hvide skyer. Hun smiler. Det bliver en smuk dag, en perfekt fødselsdag for hendes lille prinsesse.
   Klokken to dukker de første gæster op. Signe har udover sine forældre og sin bror og svigerinde også inviteret to unge forældrepar fra nabolaget, som begge har barn på Majas alder. I det daglige tænker hun ikke så meget over deres til tider lidt ensomme tosomhed, men når noget så skelsættende som en toårs fødselsdag bryder den daglige trummerum, husker hun på sin egen barndom, og på, hvordan hun forventningsfuldt trippede rundt i flere dage op til sin fødselsdag, og glædede sig til der kom gæster og der skulle holdes fest. Det er ikke meget hun kan tilbyde Maja, udover varme og kærlighed, da hendes sparsomme månedsløn og forsørgertilskuddet fra kommunen kun lige rækker til regninger og mad på bordet, men disse særlige begivenheder skal hun ikke snydes for. Kan hun selv huske sin toårs fødselsdag? Nok egentlig ikke, men det er heller ikke kun en fødselsdag de skal fejre i dag, det er også en fejring af, at hun og Maja har klaret sig igennem to udfordrende år på egen hånd, og nu endelig er begyndt at have noget der ligner en helt almindelig hverdag. I dag er starten på resten af deres liv, et liv de to skal leve sammen, og få det aller bedste ud af.
   "Skal den her ikke også hen på gavebordet?" spørger Signes svigerinde Tanja ude fra køkkenet, imens hun vifter med den hvide kuvert der i morges faldt ud af avisen. Signe kigger op og nikker bekræftende, den havde hun glemt alt om. Maja suser rundt i stuen og leger med de to andre børn, som hun kender fra vuggestuen. Ind imellem stopper de op foran gavebordet, strækker hals og stirrer forventningsfuldt på de mange gaver i farvestrålende papir. Det er vist ved at være tid til at pakke op. Maja bliver placeret på en stol så hun kan nå, og går straks i gang med at hive det ene flotte stykke tøj eller legetøj ud af papiret efter det andet. Da alle gaver er pakket op, sætter børnene sig på gulvet for at inspicere alle de fine nye ting. De voksne går ud i haven for at trække frisk luft, og Signe benytter et stille øjeblik til at åbne den håndfuld kort der er kommet med posten i formiddags. Nederst i bunken ligger den anonyme hvide kuvert. Hun åbner den og forventer endnu et kort med tillykke fra et nabopar eller nogle venner, men stivner da hendes øjne opfanger ordene i kortet. Hun læser dem igen og igen, ude at stand til at røre sig, og mærker hvordan verden omkring hende forsvinder som i en tåge. Hvordan er det muligt? Og hvorfor nu? Hun kommer til sig selv, lægger kortet ned i skuffen under bordet, og samler sig sammen for at prøve at agere glad overskudsmor resten af eftermiddagen. Kortet må hun tage sig af senere, når hun er alene og Maja er lagt i seng.
   Resten af Majas store dag forløber som planlagt, gæsterne hygger sig, og Signe suger til sig af den ubekymrede lykke. Hun ved at det måske varer længe før hun igen vil opleve dette, nu hvor fortiden pludselig har indhentet hende. Hun gruer for det der venter hende i aften når hun er alene, men hun prøver at skubbe det fra sig, har ikke lyst til at tænke på det kaos der muligvis venter lige om hjørnet. Tanken om at tosomheden med Maja er i fare får en klump til at samle sig i hendes mave, og giver hende uundgåelige tårer i øjnene. Var det naivt af hende at tro det ville vare for evigt? At denne dag aldrig ville komme?
   Solen er gået ned, gæsterne er taget hjem, og Maja ligger og sover, mæt efter dagens mange indtryk, og med sin nye dukke i favnen. Signe står i døren og betragter sin lille datter, som egentlig ikke er så lille længere. Snart er hun en stor pige, med egne meninger og sin egen vilje. Snart begynder hun at udvikle sig til det menneske, som en dag vil blive en voksen og selvstændig kvinde, og skabe sin egen tilværelse. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, og dog er det enormt tilfredsstillende at være med til at forme denne unikke skabning. Signe lukker forsigtigt døren for ikke at forstyrre den lille i søvnen, og går ind i stuen for at sætte sig og fordøje dagen. På vejen falder hendes blik på den lille skuffe under bordet, og hun ved at hun er nødt til det. Kortet, den skæbnesvangre besked, forsvinder ikke, selvom hun ignorerer den. Hun trækker skuffen ud, tager kortet, som næsten føles brændende i hendes hånd, og sætter sig tungt i sofaen.
   Sådan havde hun også siddet dengang Ole gik, alene i den svagt oplyste stue, med en klump i maven og tårer i øjnene. Selvfølgelig fordi manden i hendes liv var gået, men også fordi hun var blevet mindet om noget andet, noget langt inde i hendes underbevidsthed, som engang var blevet gemt væk, fortrængt. Noget som havde forvoldt hende så umådelig stor angst og smerte, at det ikke var til at bære. Den aften var det meningen at glæden over den lille spire i maven en gang for alle skulle jage fortidens spøgelser bort, men som om det var en grusom forbandelse der hvilede over hende, tog nyheden om graviditeten i stedet Ole fra hende, og kvalte glæden.
   De var så unge dengang, hun og Jan, alt for unge. Hun var 14 og han 15. De havde været kærester i fem måneder, og blev nok anset som skolens turtelduer. Weekenderne gik som regel med film og hygge hos kammeraterne eller bare de to, og de kyssede og kælede da også nogle gange udenpå tøjet. En aften begyndte Jan at bevæge sin hånd ind under hendes tøj. Hun blev først nervøs, men det var rart, og hun lod sig rive med, men da han blev mere ivrig og ihærdigt begyndte at klæde hende af, bad hun ham stoppe. Han stoppede ikke. Han kiggede hende dybt i øjnene, smilede, og fortsatte. Signe vidste godt hvad han ville, og hun vidste godt hvad hun absolut ikke ville, men lige meget hvor mange gange hun bad ham stoppe, fortsatte han bare. Derfra ligger minderne hen i en tåge, følelsen af sofaen mod hendes nøgne hud, tyngden af Jans krop ovenpå hendes, lugten af hans billige deodorant og hvidløg fra den pizza de havde delt forinden - og så smerten. Den gennemborende, skærende smerte, der fortsatte, igen og igen, indtil han til sidst stønnede voldsomt, fjernede sig fra hende og gik ud på toilettet. Med gråden siddende som en stor klump i halsen havde Signe hurtigt taget sit tøj på, og forladt huset inden Jan var kommet tilbage fra badeværelset.
   Turen hjem havde hun brugt på at tænke det hele igennem. Havde hun selv været skyld i det? Havde hun givet ham forhåbninger? De havde jo været kærester længe, og kunne rigtig gode lide hinanden. Var det bare hende der var pivet? Smerten i underlivet fik hende dog til at beslutte, at dette aldrig måtte ske igen. Hun ville slå op med ham i skolen i morgen, og aldrig snakke til ham igen.
   I månederne efter voldtægten, for det var jo hvad det var, blev Signe mere og mere indelukket, og holdt sig mest for sig selv. Da hun var sammen med Jan var hun en del af den seje klike på skolen, men nu var hun alene. Og så var der det med hendes menstruation. Det var godt nok kun et halvt år siden den kom første gang, men var det ikke meningen den skulle komme en gang om måneden? Ligeså stille gik det op for hende, at det hun havde hørt om og læst i de bøger der stod i bagerste hjørne af skolebiblioteket, var sket for hende. Hun var blevet gravid. Hun turde ikke sige det til nogen, det ville være det samme som at fortælle dem at hun havde været i seng med Jan, og hun skammede sig så meget over det, at hun for alt i verden ville holde det hemmeligt til evig tid. I hendes unge naivitet tænkte hun slet ikke på, at en graviditet ikke kunne ignoreres væk, og efter yderligere et par måneder begyndte maven at bule lidt. Hun skjulte det med store trøjer, men som tiden gik var trøjerne ikke store nok, og til sidste måtte hun gå til bekendelse overfor sine forældre. Hendes mor blev meget forfærdet, og hendes far frygtelig vred, men hun var nu i 6. måned, og en abort var ikke længere en mulighed. Hun hadede Jan for meget til at snakke med ham om barnet, selvom hun ud af øjenkrogen kunne fornemme hans blikke, når hun kom vraltende med den efterhånden meget store mave.
   Graviditeten igennem havde Signe det svært med barnet i hendes mave, hun følte ikke det var hendes, og hun hadede det for at ødelægge hendes liv, men i den sidste måned begyndte hun at nære varme følelser for det. Hun holdt smilende en kærlig hånd på maven når ingen så det, og hun begyndte at forestille sig hvordan det ville blive at sidde med et lille barn på armen eller gå en tur med barnevognen. Hun vidste dog godt at dette kun var drømme, for hendes forældre havde allerede adoptionspapirerne klar. Signe var kun 15 år ved fødslen, og derfor ikke gammel nok til at tage vare på et barn. Og sådan blev det. De sagde hun skulle glemme, komme videre, leve sit liv som om intet var hændt. Men langt inde i hukommelsen lagredes et glimt af et ansigt, små fingre og lyden af en hjælpeløs baby der skriger efter sin mor.
   Signe åbner kortet med rystende hænder. Ordene træder frem på det hvide karton, som om de tvinger hende til at se på dem, læse dem.
   Hej Signe,
   Jeg tror nok at du er min mor.
   Jeg vil meget gerne møde dig.
   Kærlig hilsen Thea

Signe fyldes på en gang af et væld af følelser. Vrede overfor Jan og hendes forældre der tog så meget fra hende den dag, sorg over at miste det lille barn hun havde båret i sig, glæde over at skulle genforenes med barnet og angst for fremtiden og for at miste igen. Tårerne løber stille ned af hendes kinder og drypper på det hvide kort, hvor noget af teksten løber ud. Thea, sikke et smukt navn. Hun har endnu en datter, hvordan kunne hun gemme hende så langt væk i sit dybeste indre? Men hvorfor nu? Nu hvor hun endelig er begyndt at få styr på en almindelig og tålelig tilværelse for hende og Maja. Nu hvor tosomheden endelig kan stå på samme side som lykke og håb? Og hvad mon denne fremmede pige forventer af hende? Hun må være 15 år nu, samme alder som Signe, da hun fødte sit første barn i alt for ung en alder.
   Signe opdager ikke at hun falder i søvn på sofaen den aften, og i hendes søvn hjemsøges hun af den smerte Jan påførte hende dengang for mange år siden, dernæst smerten ved fødslen og ved at den smukkeste lille pige blev taget fra hende. Pludselig er hun i drømmen fremme ved den aften hvor Ole forlod hende, i drømmen hører hun sig selv skrige hans navn ud i natten, desperat og forpint. Hun vågner, badet i sved, da Maja kalder på hende fra sit værelse. Det er blevet morgen. Hun er nødt til at hanke op i sig selv, Maja må ikke se hende sådan her, ude af sig selv og med tårestribede kinder. På vej til Majas værelse smutter hun ind på badeværelset og plasker lidt vand i ansigtet, hvorefter hun tager sit bedste morsmil på, og går ind til sin datter.
   Da Maja om eftermiddagen sidder på stuegulvet, opslugt af at give en af sine nye dukker usynligt mad med en ske, tager Signe igen kortet frem. Nederst har Thea skrevet sit telefonnummer. Hun betragter Maja som hun sidder der i en solstråle fra vinduet. Hvad kunne der ske ved at tage kontakt? Og hvis det førte til mere, ville Maja så egentlig ikke nyde godt af at få en storesøster? Hun havde aldrig tænkt på at få flere børn, og der havde da heller ikke været andre mænd efter Ole, men nu var Thea jo dukket op. Signe mærker et sug i maven, da hun tager sin telefon frem og begynder at formulere en sms:
   Kære Thea,
   Tak for dit brev.
   Jeg vil gerne mødes og snakke med dig. Hvad siger du til en cola på caféen ved rådhuset i morgen kl 15?
   Hilsen Signe
   Det føles mærkeligt at skrive "Hilsen Signe" i stedet for mor. Men Thea har en anden mor, en der har været der for hende hele hendes liv indtil nu. Det giver et stik af dårlig samvittighed i Signe, selvom hun godt ved at hun ikke selv besluttede at Thea skulle tages fra hende dengang. Hvad mon Thea ved om hende og om det der skete? Og hvor meget skulle hun fortælle hende? Det giver et sæt i hende, da telefonen brummer i hånden. Thea var svaret. Hun vil gerne mødes i morgen. Signe fortryder et kort sekund, men trykker så på svar, og bekræfter deres aftale.
   Resten af dagen er Signe ikke særlig opmærksom på det der sker omkring hende. Maja er heldigvis optaget af sine fødselsdagsgaver og passer stort set sig selv. Og næste morgen tænker Signe kun på at få Maja afleveret i vuggestuen og komme igennem sin vagt på tanken, så klokken kan blive tre, og tid til at mødes med Thea. Sommerfuglene i maven formerer sig med lynets hast, og da klokken nærmer sig tre føler hun næsten at hun skal kaste op. Hun drikker lidt efterhånden lunken vand fra flasken i sin taske, og går så hen mod caféen, mens hendes øjne scanner området ude foran for at opdage Thea, hvis hun allerede skulle være kommet. Hun kigger op på rådhusuret, fem minutter i tre.
   Inde i caféen bestiller Signe en cappuccino, og sætter sig ved et bord ved vinduet, for at kunne se når Thea dukker op. Minutterne går, hun nipper til den varme kaffe, udenfor samler mørke skyer sig sammen på himlen og truer med snarligt uvejr. Klokken bliver kvart over tre, så halv fire, og ingen Thea. Signe tjekker sin telefon. Måske er Thea blevet forhindret, og har sendt en besked? Nej der er ikke kommet noget. Klokken er mange, hun er nødt til at gå snart, hun skal hente Maja i vuggestuen. Hun skriver en hurtig sms til Thea, og forlader så cafeen. Udenfor er det så småt begyndt at trække op til uvejr, og de første tunge regndråber rammer hendes ansigt på vej til bilen.
   I dagene der følger venter Signe konstant på at høre fra Thea. Hun prøver sågar at ringe til hende, men får kun fat i en automatisk telefonsvarer med robotstemme. Fortrød Thea at hun havde kontaktet hende? Hun kunne egentlig godt forstå hende, det måtte ikke være nemt som 15-årig at skulle møde sin biologiske mor for første gang. Hvor længe havde hun mon egentlig vidst at hun var adopteret? Og hvad sagde hendes adoptivforældre til at hun opsøgte Signe?
   Fire dage efter det mislykkede møde folder Signe morgenavisen ud, og en isnende kulde strømmer igennem hende. Der, midt på forsiden, er et billede af en lyshåret smilende pige. Et øjeblik tror hun det er et barndomsbillede af hende selv, men selvfølgelig er det ikke det - det er Thea.
   15-årig pige forsvundet på vej hjem fra skole. Politiet beder nu offentligheden om hjælp.
   Signe er lamslået. Hun kan ikke få sit blik fra de uskyldige og sorgløse øjne på billedet. Dette er hendes datter, hendes smukke datter som hun ikke har set siden hun var nyfødt - og hun er forsvundet. Havde hun mon været på vej til deres møde, eller var hun aldrig nået så langt? De var så tæt på at møde hinanden, men noget eller nogen havde forhindret det. Var der sket en frygtelig ulykke? Eller havde nogen taget hende? Signes tanker fløj rundt i et kaotisk sammensurium af følelser, frustrationer og bange anelser, og med ét var hun sendt tilbage til dengang Ole forsvandt - dengang hun blev alene med Maja voksende i sin mave, dengang to ikke blev til tre, men tosomheden blev forseglet da eftersøgningen blev opgivet. For fire dage siden havde de igen været så tæt på at blive tre. Noget i hende tvivlede på at de nogensinde ville finde Thea. Den havde sejret igen - skæbnens tosomhed.

Kapitel 2
   Oles skæbne
   Ole og Signe havde været kærester længe. Helt almindelige kærester, i en helt almindelig lejlighed, og med en helt almindelig hverdag med studie og job. Den ene dag tog den anden, og tiden gik. De havde det godt, og livet gik sin gang. Ole havde dog noget gemt inde bagerst i sine tanker som han endnu ikke havde haft mod til at fortælle Signe. Noget der ville få stor indflydelse på deres fremtid, og især på hendes. En plan formede sig i hans hoved, for han ville hende det bedste, han ville ikke at hun skulle lide for meget. Han ville at hendes fremtid skulle sikres, trods det faktum at de ikke ville komme til at dele den.
   Endelig skete det. De flyttede ud af den alt for lille lejlighed i den larmende by, og ind i deres helt eget hus på landet. Hele sommeren var gået med at sætte det i stand, og det var blevet præcis som de ville have det. Ja ok, nok mest som Signe ville have det. Han var jo bare en mand, uden den store forstand på indretning - i hvert fald ifølge Signe. Men han var ligeglad, bare han kunne få lov til at være sammen med hende, denne skønne kvinde som han planlagde at skulle tilbringe resten af sit liv sammen med - bare de to. Han havde endda købt en smuk ring til hende, som han planlagde at give hende når de var flyttet ind. Egentlig havde de ikke råd til en dyr ring, men han syntes hun fortjente den. Han vidste inderst inde godt at Signe ønskede sig børn en dag, men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at fortælle hende at det ikke kunne komme på tale. Indtil han fik taget sig sammen til at tage emnet op, måtte han gøre alt hvad han kunne for at kompensere for denne mangel i hendes liv, koste hvad det ville. Han elskede Signe, og ønskede ikke at se hende ulykkelig - selvom det var uundgåeligt, da han var nødt til at fortælle hende at hun en dag, indenfor de næste 20 år, ville miste ham. Hans hemmelige plan havde været at huset skulle være en fremtidssikring for den kvinde han elskede så højt, og hans livsforsikring burde være nok til at hun kunne betale lånet ud og dermed opretholde en fornuftig levestandard efter hans død.
   Aftenen for indflytningen havde de inviteret alle deres nærmeste til at fejre det, og da de endelig var alene var det meningen at han ville gå på knæ, give Signe ringen, og bede hende gifte sig med ham. Stemningen var helt rigtig, de var glade og afslappede. Men inden han nåede at tage mod til sig, brød Signe stilheden og lod bomben falde. Han havde det som om jorden forsvandt under ham, og alt omkring ham blev indhyllet i en isnende rimtåge. Signe var gravid. Hun sad der ved siden af ham, glad og varm af lykke, og det eneste han kunne tænke på var dette lille væsen i hendes mave, der ikke havde fortjent al den smerte og lidelse det ville komme til at opleve - ligesom han havde set både sin farfar og far lide. Han skulle have fortalt hende om det fra starten, han ville bare ikke gøre hende bange, skubbe hende væk ved det faktum at også han ville blive taget af denne frygtelige sygdom en dag. Da Signe og han mødte hinanden havde han stukket hende en halv sandhed om at han ikke længere havde kontakt med sin familie, men havde undladt den detalje, at det var fordi Huntingtons Chorea havde taget dem fra ham. Han havde nu rundet de 30 år, og det var bare et spørgsmål om tid, før denne frygtelige sygdom ville begynde at snige sig ind på ham. Og det ville den med garanti sagde lægerne, for han bar sygdomsgenet. Han havde besluttet sig for ikke at lade den overtage hans krop og hjerne og gøre frygtelige ting, som han havde set den gøre ved hans far indtil den dag han bukkede under og døde. Og som om det ikke var nok, havde den også taget hans mor med sig, hun var så træt og udkørt efter faderens sygdomsforløb, at hun bukkede under, fik et hjerteanfald og døde, kun et halvt år efter. Når dagen kom, hvor han kunne mærke dens magt blive større, ville han tage magten tilbage og gøre en ende på lidelserne.
   Hvorfor havde han dog også været så uforsigtig? Hans egne forældre var blevet så frygteligt kede af det, da hans farfars sygdom brød ud. Han var selv 5 år på det tidspunkt, og levede et helt normalt liv i en helt almindelig familie, lykkeligt uvidende om de grusomheder der måske ventede forude. Han havde en svag erindring om farfaderen, der blev mere og mere mærkelig at være sammen med, og til sidst var helt forandret og døde. Da han selv blev ældre, fortalte hans forældre ham grådkvalte om sygdommen, om at hans egen far også ville blive syg og dø tidligt, og at han desværre også selv ville få den når han var 30-50 år gammel. De formanede ham om aldrig selv at få børn, da sygdommen højst sandsynligt ville nedarves. Og nu var det sket. Signe var blevet gravid, lykkeligt uvidende om, at barnet i hendes mave måske en dag ville blive frygtelig syg og dø i en alt for tidlig alder. Han havde egentlig bare stolet på at hun havde taget p-piller, han havde set dem ligge ved spejlet på badeværelset, og det svandt i dem. Han burde have holdt mere øje. Han burde have snakket med hende om det. Og ja - så burde han have gjort det nødvendige for længe siden, fået aftalt en tid til sterilisation. Han havde flere gange tænkt tanken, men aldrig fået taget sig sammen. Nu var det for sent.
   Da Signe havde fortalt den for ham grusomme nyhed, var han gået ind i en slags choktilstand. Han måtte ud, have luft. Han vidste godt at han egentlig burde holde om Signe, forklare sig, trøste hende, men han kunne ikke - ikke endnu. Først måtte han ud. Han åbnede døren, det svimlede for hans øjne, jorden gyngede under hans fødder. Han følte det som var han midt i sit livs værste mareridt. Han hørte sine forældres på samme tid bekymrede og formanende stemmer i hovedet, og så både sin farfar og sin far for sig, mens de kæmpede mod deres kroppes ufrivillige bevægelser og deres sinds uregerlige og fremmede udtryksform. De var som spøgelser, dæmoner i hans elskedes kroppe. Han vaklede fremad, måtte væk, væk fra realiteterne, væk fra spøgelserne, bare væk. Det var mørkt og koldt, han snublede over en trærod, slog sine knæ men fortsatte ufortrødent, nu kravlende. Langt bag ved sig, som i en tåge, kunne han høre Signes ængstelige stemme kalde på ham, men han måtte ikke, kunne ikke, vende tilbage nu. Han måtte væk, inden dæmonerne også tog ham. Det var ikke sådan her det skulle ende, de måtte ikke få magten. Det var ikke sådan han havde planlagt det.
   Ole åbner langsomt øjnene, det er stadig mørkt og koldt. Og fugtigt. Han fryser så hele kroppen skælver og tænderne klaprer, han er sulten og tørstig. Hvad var det der skete? Han prøver at huske. Signe, barnet - åh nej, barnet - mørket, skoven, træroden, flygtede - og så et hul. Han bøjer hovedet bagover og kigger op. Langt oppe over ham kan han skimte det gryende morgenlys. Han må være faldet ned i det febrilske forsøg på at komme væk, og nu ligger han her. Han prøver forsigtigt at bevæge sine lemmer, et efter et. Bortset fra en ømhed i den ene ankel, lader han til på mirakuløs vis at være uskadt. Men han ligger i et hul, et dybt hul. Selv hvis han rejser sig op, vil han ikke kunne nå kanten og trække sig op, og kanterne er lodrette. Langsomt begynder realiteterne at gå op for ham - han skal være ualmindelig heldig, for at nogen vil komme forbi, og opdage at han ligger hernede. Han er ikke sikker på i hvilken retning han gik, og han fulgte formentlig ikke stierne. Det var så mørkt, og han famlede sig frem i panik.
   Pludselig vågner han med et sæt. Han må være faldet hen. Ud fra lyset at dømme er det midt på dagen. Han er stiv af kulde, og kroppen gør ondt. Prøver at tænke. Hvor langt væk fra huset befinder han sig? Hvem graver så dybt et hul ude i skoven? Var han mon gået i retning af deres naboer, ville det mon nytte noget at råbe? Han samler al sin energi, tager en dyb indånding og råber "Hjææææælp", men der er langt fra så meget kraft bag hans stemme som han forventede. Hans hals er tør, han er træt og kold. Han prøver at samle tankerne. Der må helt sikkert være nogen der leder efter ham. Signe må være ude af sig selv, og har samlet alle dem de kender for at søge hele området igennem. Og politiet, hvor lang tid er det nu der skal gå før man kan efterlyse en forsvundet person? De må helt sikkert lede efter ham, og så finder de ham snart, meget snart. Trætheden er så altoverskyggende. Middag bliver til aften, aften bliver til nat. Stilhed, mørke, kulde.
   Da Ole igen vågner er det lyst. Men han kan ikke længere holde styr på hvor længe han har ligget i hullet. Han glider ind og ud af søvnen, han er kold og sløv, og tænker ikke længere klart. Han mærker hvordan alting efterhånden er ligegyldigt. Det ene øjeblik hører han mennesker der kalder, det næste ser han skikkelser i skinnende klare farver og udefinerbare former der svæver over ham og kravler op og ned af hullet. Han kan ikke længere skelne hvad der er virkelighed, og han er ikke længere i stand til at svare på de kald han måske hører, måske forestiller sig. Efterhånden dør lydene ud, der bliver stille, helt stille.

Kapitel 3
   Thea
   De havde geografi i sidste time, og minutterne sneglede sig afsted. Endelig ringer det ud, og Thea skynder sig hen til cykelskuret. Hun må skynde sig for ikke at komme for sent til aftalen med Signe. Hun havde haft maven fyldt med sommerfugle hele dagen, og havde ikke haft særlig nemt ved at koncentrere sig, og nu føles det som om alle sommerfuglene er på vej op gennem halsen. Nogenlunde samme følelse havde hun haft det for nogle dage siden, hvor hun havde taget bussen ud til skoven udenfor byen, og havde vandret rundt i en halv time før hun endelig havde fundet det rigtige hus og puttet brevet i postkassen. Hun havde strakt halsen for måske at få en glimt af den kvinde som hun mente var hendes biologiske mor, men træerne omkring huset var for høje og tætte.
   Indtil for to måneder siden havde Thea ikke nogen anelse om at Carsten og Janne ikke var hendes biologiske forældre. Hun var vokset op hos dem i en helt almindelig tilværelse, dog uden søskende. Da hun var mindre havde hun ofte forestillet sig at hun havde en søster, og sågar leget at hun havde en usynlig søster der hed Mia. For to måneder skete der så det, at Thea var på besøg hos en veninde. Veninden fik den ide at de skulle kigge i hendes gamle fotoalbums, og de brugte hele eftermiddagen på at more sig over sjove billeder, helt tilbage fra den dag hun blev født. Thea kom til at tænke på, at sådan nogle billeder havde hun egentlig aldrig set af sig selv. Da hun kom hjem spurgte hun efter billeder fra sin egen fødsel, og ja...så kom sandheden frem. Carsten og Janne havde ikke sådanne billeder, for Janne havde slet ikke født Thea. Det havde derimod en ung pige, der ikke kunne beholde hende. Carsten og Janne ville ikke fortælle Thea flere detaljer, og slog det hen med, at det var meget længe siden, og at de jo betragtede Thea som deres egen datter, men Thea kunne ikke slippe det. Pludselig føltes Carsten og Janne på en eller anden måde fremmede, selvom de altid havde været gode forældre for hende, og hun følte en stærk trang til at opsøge sin biologiske mor. En aften hvor Carsten og Janne var i byen åbnede Thea den skuffe i Carstens skrivebord, hvor hun vidste han gemte alle deres vigtige papirer, og gav sig til at lede. Da hun efter nogen søgen fandt et dokument med overskriften "Fødselsattest" og længere nede så sit eget cpr-nummer, føltes det som om hjertet hoppede et slag over. Der stod det, sort på hvidt, navnet på hendes biologiske mor - Signe Bertramsen. Thea sagde navnet højt for sig selv nogle gange, smagte ligesom på det. Så faldt hendes øjne på Signes cpr-nummer. Thea fik et chok. Signe havde kun været 15 år gammel da hun havde født hende. Samme alder som hun selv havde nu. Thea kunne ikke undgå at få en knude i maven, ved tanken om hvordan Signe måtte have følt dengang. På dokumentet var også en rubrik til faderens navn, men her stod bare "Ukendt". Thea snuppede en af de gule post-its fra skrivebordet, og noterede sin mors navn og cpr-nummer, uden nogen ide om hvad hun ville stille op med det.
   Som ugerne gik var Thea blevet mere og mere sikker. Hun måtte bare finde sin mor, finde ud af hvem hun var og hvad der var sket dengang for 15 år siden. Hun tænkte på hvordan hun selv ville have det, hvis hun blev gravid, og gøs ved tanken. Hun havde da kysset med et par af drengene fra klassen, men hun vidste da godt at man skulle mere end kysse for at blive gravid. Da de havde haft seksualundervisning i skolen havde stort set alle drengene gjort grin med det, og de fleste af pigerne kigget ned i bordet med røde kinder. Hun kunne slet ikke forestille sig at have sex med en dreng allerede nu.
   En dag Thea havde været nede på biblioteket, så hun tilfældigt på vej ud skiltene ved Borgerservice, der holdt til i samme bygning. På det ene stod der "Folkeregister". En beslutning begyndte at tage form i hende, og to dage senere stod hun ved skranken i Borgerservice med den lille gule post-it. Damen bag skranken fandt hurtigt en adresse til hende, og kort efter stod hun ude på gaden igen med en ny post-it, denne gang med hendes biologiske mors adresse på. Den lille seddel brændte nærmest i hendes hånd, og det føltes som at stå med hele ens fortid og fremtid imellem fingrene. Thea foldede omhyggeligt papiret sammen og lagde det i sin pung, så det ikke blev væk. Det var første step, nu måtte hun tænke over hvad hun så skulle stille op med denne nye viden.
   To dage senere var planen lagt. Thea ville tage ud til Signe Bertramsens adresse, og putte et brev i postkassen. Hun kunne selvfølgelig sende det med posten, men hun havde lyst til at se hvor hendes mor boede. Fornemme hvilken slags kvinde hun var, måske få et glimt af hende. Planen var gået som hun havde tænkt, Signe havde kontaktet hende og en aftale om et møde var nu i hus.
   Thea spurter afsted på cyklen. Hun skal mødes med Signe inde i byen lige om lidt, og skyder genvej igennem skoven for at nå det. Hendes hjerte hamrer hårdt i brystet på hende af spænding, og det høje tempo på cyklen gør det bestemt ikke bedre. Hun kan høre blodet bruse i ørerne, og med ét sortner det for hendes øjne, og hun mærker hvordan cyklen slingrer under hende og hun falder.
   Da Thea kommer til sig selv er det blevet mørkt. Hun prøver at rejse sig, men kan ikke. Hendes højre ankel gør frygtelig ondt og vil ikke bære hende. Hun prøver at huske, cykelturen, mødet med Signe som hun ikke nåede frem til, faldet. Hun måtte ligge inde midt i skoven nu. Hun kigger sig omkring, men kan intet se, kun mørke. Det er køligt, men hun har heldigvis endnu ikke skiftet til den tynde forårsjakke. Thea åbner munden for at råbe efter hjælp, men i første forsøg kommer kun en hæs piben. Ved andet forsøg lykkes det hende bedre, men råbet giver nærmest ekko i den mørke skov, og så bliver alt igen stille. Mobiltelefonen, hvor er den? Thea rækker hånden ned i sin jakkelomme hvor den plejer at ligge, men lommen er tom. Telefonen må være røget ud af lommen under faldet. Hun roder febrilsk med hænderne på jorden omkring sig, men finder ikke andet end jord og blade. Med ét hører hun telefonens velkendte ringetone, men hvor er den? Lyden er dæmpet og kommer ligesom fra et sted under hende. Hun maver sig fremad efter lyden, indtil hendes hænder pludselig famler ud i ingenting. Der er et hul foran hende. Efter lyden at dømme er det dybt, og da Thea prøver at mærke efter med en gren kan hun ikke nå bunden. Det vil simpelthen være for farligt at klatre derned i mørke, og med en fod der gør så ondt. Hun er nødt til at vente til det bliver lyst, og så få fat på telefonen og ringe efter hjælp.
   Natten føles uendelig lang. Thea er udmattet og træt, men gør alt hvad hun kan for at holde sig vågen. Telefonen har ringet mindst 20 gange, og Thea er usikker på om der stadig er strøm på den. Det må være Carsten og Janne der er urolige, og prøver at få fat på hende. Da solen står op, og lyset trænger ned gennem trækronerne vækkes Theas håb igen, og hun begynder atter at råbe om hjælp. Hvorfor skulle hun da også absolut skyde genvej, her hvor der sjældent kommer nogen? Hun kendte kun den lille smalle skovsti fordi hun tilfædigt havde fundet den den dag hun afleverede brevet i Signes postkasse. Den så ikke ud til at være blevet brugt af andre end skovens dyr de sidste mange år. Hvad var chancen for at nogen ville finde hende herude? Ingen vidste jo at hun var på vej ind for at mødes med Signe, istedet for at cykle lige hjem efter skole.
   Dagen går. Telefonen ringer ikke længere. Thea er kommet i tanke om resterne af madpakken i skoletasken, og den halvfulde drikkedunk, så hun har fået stillet den værste sult og tørst, men hun har enormt ondt i den nu meget hævede ankel, og hun er træt, fugtig og kold. Hvad mon Carsten og Janne laver lige nu? De er sikkert helt ude af den, og er ude for at lede efter hende. Hvis bare hun var taget lige hjem, det var jo dem der var hendes forældre. Hendes dejlige og kærlige forældre.
   Natten kommer, og med natten kommer igen mørket, og Thea kan ikke længere holde sig vågen. Hun døser hen, og ind i en urolig søvn.
   Da Thea vågner igen, har hun ikke længere nogen fornemmelse af hvor længe hun har ligget i skovbunden. Hun er kold og sulten, og tungen føles som limet til hendes gane. "Jeg må op" tænker hun, men bliver i det samme mindet om sin skadede ankel, som er dobbelt så tyk som sidst hun kiggede på den. Den må helt sikkert være brækket. Hun døser hen igen, begynder at føle sig ligeglad, har opgivet.
   Thea vågner med et sæt. Hvad var det? Hørte hun noget? Jo, der er helt sikkert nogen der råber hendes navn. Med sine sidste kræfter trækker hun luft ned i lungerne og råber. Hun magter ikke længere at frembringe ord, så det er nærmere et brøl der kommer fra hende. Det flimrer for øjnene, som om brølet har tappet den sidste energi ud af hende, men i det fjerne hører hun stemmer, og en mand kommer hurtigt nærmere og råber "Hun er her henne!" Thea mærker hvordan hænder løfter hende op på en båre og bærer hende ud gennem skoven, men hun er træt, så frygtelig træt, og hun døser hen og vågner først igen da hun ligger i den rene hvide seng på hospitalet. Ved hendes ene side står Janne, ved den anden side en kvinde hun ikke kender, men som hun instinktivt ved er Signe, hendes biologiske mor. Thea ser skiftevis de to kvinder dybt i øjnene, smiler og glider igen ind i søvnen.

Kapitel 4
   To mødre
   Det var en af Signes sjældne frie hverdage. Som regel var hun på arbejde på tanken alle hverdage, og Maja var i vuggestue. Idag var en undtagelse da afspadseringsregnskabet skulle gøres op. Hun havde overvejet at lade Maja få en fridag også, men de skulle på udflugt med vuggstuen, og egentlig kunne det være ganske rart med en dag helt for sig selv.
   Da hun har afleveret Maja og sidder i lysstrålen i stuen med sin kaffe og avisen kommer hun igen til at tænke på Thea, og den smilende pige hun havde set på forsiden af avisen. Hun synker en klump. Det er ligegyldigt hvor meget hun fortier det, Thea vil altid være hendes datter af kød og blod, og nu er hun væk, måske for altid. Havde hun gjort det rigtige dengang for så mange år siden? Skulle hun have trodset sine forældre og insisteret på at beholde hende? Hvordan ville hende liv så have set ud nu? Nej! Thea må helt sikkert have haft et bedre liv end hun kunne have givet hende dengang, alt for ung til at tage sig af et barn. Signe stopper sig selv og sine tanker, hvad er det lige hun gør, hun tænker på Thea som om hun allerede er død. Hendes barn, dødt? Nej, hun kan ikke være død, sådan noget kan man vel mærke, ikke?
   Der i den ensomme stue går det langsomt men sikkert op for Signe, at Thea ikke er død, og at hun må finde hende. Ole forsvandt for altid, og efterlod sig så mange spørgsmål og så megen sorg, men ikke Thea, hun skulle for alt i verden findes. Hun finder et kort frem og starter med at sætte et kryds på den café hvor hun og Thea havde aftalt at mødes. I avisen havde der stået hvilken skole Thea var cyklet fra den dag hun forsvandt. Den fik også et kryds. Blodet dunkede i Signes årer, da hun kunne konstatere at hendes eget hus befandt sig næsten midt mellem de to krydser. Hvis hun gik ud i skoven som grænsede op til hendes have ville hun måske befinde sig på Theas rute. Hun havde ikke bemærket nogen eftersøgningshold, så ingen havde formentlig tænkt på at lede der, og hvorfor skulle de også det? Det var jo kun hende der kendte til Theas planer den dag. Hun forbandede nu sig selv langt væk, at hun ikke havde givet politiet denne information. Hun måtte handle nu, og det kunne kun gå for langsomt.
   En halv time senere var Signe og tre af hendes nærmeste naboer, samt to hunde, spredt rundt i skoven, mens de råbte og kiggede bag hver en busk og lille forhøjning. Hvis Thea befandt sig her i skoven og havde brug for hjælp, skulle hun findes. Efter en times eftersøgning hørte Signe en af mændene råbe. Han havde fundet hende. Signe mærkede blodet bruse og det var med hjertet i halsen hun nærmede sig findestedet. Angsten for hvilket syn der ville møde hende fyldte hver en celle i hendes krop. I hjertet vidste hun at Thea var i live, men forstanden prøvede at bilde hende noget andet ind.
   Thea lå kold, våd og forkommen i skovbunden. Hun trak vejret, men reagerede knap nok da de løftede hende op og bar hende ind i ambulancen. Signe kørte med, og slap ikke Theas hånd før hendes adoptivmor Janne ankom til hospitalet. Theas fod var brækket, og hun var underafkølet og dehydreret, men lægerne sagde de havde fundet hende i tide til at hun ikke ville få nogen men.
   De to kvinder sad på hver sin side at Theas sygeseng. Signe som var gået så frygtelig meget igennem, havde født Thea og havde måttet give hende fra sig, og Janne som havde taget Thea til sig som sit eget barn, elsket hende som sit eget kød og blod og nu alligevel måtte dele hende med en anden. De to så på hinanden, granskede hinandens inderste, forstod og accepterede stiltiende.

Kapitel 5
   Majas skæbne
   Da de fandt Thea fandt de også noget andet. Grunden til at Thea ikke havde kunnet tilkalde hjælp var, at hende telefon var røget ned i et dybt hul. Da man fiskede den op af hullet opdagede man at den ikke lå alene dernede. Sammen med den lå tøjrester og knogler. Ved nærmere efterforskning fandt retsmedicineren frem til, at hullet havde været den forsvundne Oles sidste hvilested, kun ca en kilometer fra hans bopæl. Hvorfor man ikke havde fundet ham under den omfattende eftersøgning der dengang havde været foretaget kunne ingen svare på, men hullets dybde havde nok haft noget at sige. Og så håbede man på at Ole havde slået hovedet, og derfor ikke havde været i stand til at råbe om hjælp. Hvor hullet kom fra var også en gåde, men man sørgede nu for at fylde det op, så der ikke kunne ske flere ulykker der i fremtiden.
   Signe var fyldt med minder og vemod. Al smerten fra Oles forsvinden vældede igen op i hende, blandet med lettelsen over at han endelig var fundet. Hun behøvede ikke længere spekulere over hvor han var blevet af, og hvorfor han aldrig var vendt tilbage. Nu kunne hun begrave Ole, sige rigtigt farvel, fortælle deres datter at hendes far var død uden at lyve. Men hun havde stadig så mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor havde han reageret som han gjorde den aften, hvorfor ønskede han ikke det barn så højt som hun gjorde? Spørgsmålene nagede i hende, hjemsøgte hende i drømmene, optog hver en stille stund når hun bare sad og kiggede ud på træerne omkring haven. Hun måtte have svar, måtte kende sandheden. Men hvordan? Hun havde tidligere talt med nogle af Oles næreste venner omkring det, og de var lige så undrende som hun. Og familie havde han ikke noget af så vidt hun vidste.
   Da Signe en dag ledte efter sin mors gamle opskrifter på loftet faldt hun over en kasse hun ikke kendte. Den var tapet til, og der stod ikke noget udenpå. Nysgerrig efter at kende indholdet bar hun den noget tunge kasse ned i stuen og skar tapen op. Den var fyldt med gamle papirer. Ved nærmere eftersyn var det Oles papirer. Signe følte det næsten som havde hun set et spøgelse. I årene efter Oles forsvinden havde hun skilt sig af med alt der mindede hende om Ole, og nu stod hun med en hel kasse fyldt til randen med hans personlige papirer. Hun satte sig ned, og begyndte at bladre igennem dem. Meget af det var ligegyldige ting som eksamensbeviser og kvitteringer, men pludselig faldt hendes øjne på noget mere interessant. Der var en hel bunke journaludskrifter med Oles navn på. Så vidt hun vidste havde han ikke fejlet noget. Hun begyndte at læse, men forstod ikke meget af det komplicerede lægesprog. Så vidt hun kunne forstå var der tale om nogle prøvesvar, og flere steder var Oles far også nævnt. Kunne dette mon være nøglen til alle hendes spørgsmål? Hun greb resolut telefonen, ringede til sin veninde Lone der var lægesekretær og bad hende komme forbi til en kop kaffe. Sammen kiggede de notaterne igennem, side efter side, og langsomt tegnede der sig et billede. Ole havde haft en sygdom der hed Huntingtons Chorea i sine gener, og værst af alt, den var arvelig. Signe mærkede angsten komme trumlende ind over sig, da det gik op for hende hvorfor Ole ikke ville have børn. Han havde simpelthen været bange for at give sin sygdom videre. Hvad nu med Maja? Bar hun genet? Var hun også syg? Og hvad gik denne sygdom egentlig ud på? Hun havde jo ikke mærket noget anderledes ved Ole? Lone vidste kun lidt om Huntingtons Chorea, så de tændte Signes computer og gav sig til at søge efter mere information. Det var de skrækkeligste histrorier der mødte dem. Signe kunne mærke hvordan panikken kom snigende. Hun måtte have Maja testet, og det skulle være nu. Ifølge det der stod på nettet var det ikke sikkert Maja havde arvet genet, så der var stadig håb. Signe ringede straks til lægehuset, hvor en noget forvirret sekretær fik hende stillet ind til lægen, som fik hende beroliget en smule og gav hende en tid samme eftermiddag. Snart sad Signe med Maja på skødet i lægens konsultation og prøvede, noget usammenhængende, at forklare lægen om sine bekymringer. Der blev taget en blodprøve fra Maja, som ikke syntes det var særlig sjovt, og så var det ellers hjem og vente. Signe havde troet de kunne få svar dagen efter som med de fleste andre blodprøver, men nej, der kunne gå op til 14 dage når det gjalt en gentest, sagde lægen. Umenneskeligt! Her skulle hun så gå 14 dage og vente på at finde ud af om hendes datter ville blive syg og dø ung.
   Dagene sneglede sig afsted. Maja var kun to år, og ikke gammel nok til at vide hvilken faretruende skæbne der måske lurede ude i fremtiden. Signe tog igen og igen sig selv i at sidde med tårer i øjnene og stirre på det sorgløse barn der legede på stuegulvet, og prøvede at aflede sig selv med diverse huslige gøremål for at få tiden til at gå. Aldrig havde to uger føltes så lange, og aldrig havde huset været så rent og pænt. Det hun havde læst om Huntingtons Chorea var så grusomt at hun slet ikke kunne holde ud at tænke på det, og hun spekulerede på hvad Ole mon havde oplevet på nært hold i sin opvækst. Nu forstod hun faktisk godt at han ikke turde sætte børn i verden, men hun ville ønske han havde fortalt hende om det.
   Så en dag var svaret der. En mail fortalte Signe at der var ny post i hendes eboks, og det var med hamrende hjerte hun klikkede ind og åbnede dokumentet. Det tog noget tid og et par gennemlæsninger at forstå det lidt kringlede brev, men til sidst var hun sikker - Maja bar ikke det sygdomsfremkaldende gen. Klumpen der de sidste par uger havde fyldt alt indeni hende opløstes, og forvandledes til lettelsens tårer. Signe hulkede og det var som ville gråden ingen ende tage. Maja som havde hørt sin mor græde rejste sig fra sin leg på gulvet, kom over til hende og gav hendes ben et kram. "Mor ked af det?" Signe løftede Maja op, omfavnede sin lille pige, kyssede hendes små runde kinder og sagde "Nej, mor er lykkelig, og elsker dig så uendelig højt. Og det gjorde din far også"