"Ting har ikke sjæl," sagde Kristian med foragt. "Ting kan da ikke have sjæl," sagde han og sparkede demonstrativt til en stol. "Det er bare noget mennesker tillægger dem."
   "Netop," svarede jeg og sang en lille sentimental sang, som min mor sang for mig for mere end et halvt århundrede siden:

Du spørger, min dreng,
   hvad jeg vil med den visne viol,
   hvis blade er tørre
   som bøgernes i min reol
   blandt friske og skønne
   violer og roser af skønneste sort.
   Du vil mig belønne,
   ifald jeg vil kaste den bort.

Se, den ting begriber
   du ikke før du bliver stor.
   Thi meget, du lille,
   du end skal erfare på jord.
   Din moder hun rakte
   med kærlige hænder mig rødmende den,
   den dag da hun sagte
   fremstammed': "Min kæreste ven."

Her hoppede jeg et par vers over, og sang det næstsidste:

Og når så engang
   jeg skal samles med hende igen,
   da komme vel fremmede
   folk til mit kammer herhen.
   De kaste til side
   violen, billetter og lokken og kram,
   thi ingen kan vide
   hvad værd det har ejet for ham.

Men jeg skal fortælle om en ting med sjæl, nemlig mit skrivebord.
   Man kan godt sige, at det skrivebord altid har eksisteret for mig, siden jeg lærte at læse og skrive, men oprindelig som en uklar forestilling. Jeg har jo set skriveborde i alle størrelser og faconer på offentlige kontorer og i private, lidt gammeldags hjem. Dem i kontorerne forbandt jeg med øvrighedspersoner og med regnskaber og officielle skrivelser. De tiltalte mig ikke. Men i private hjem var der skriveborde blandt de øvrige møbler. Det kunne være tunge, maskuline skriveborde, som sommetider duftede af cigarrøg, med grøn trækpapirsplade på, skrivesæt med pen og blækhus og en lampe med grøn glasskærm. Og der var fine, spinkle dameskriveborde med nips, fotografier i rammer og små hvide lyseduge. Jeg så aldrig noget sidde og skrive ved disse skriveborde, men jeg kunne levende forestille mig dem der i tidens løb havde siddet der. Alle de bøger jeg læste, måtte være skrevet ved den slags borde. Hver af dem måtte have - nåja, sjæl.
   Da jeg var cykelbud for en købmand, kom jeg nogle gange med varer til en kendt forfatter, Leck Fischer, som skrev historier i bladene, som jeg havde læst. En gang kom jeg helt indenfor, og så da hans skrivebord med en skrivemaskine, og fine stakke af papir. Han så altid så søvnig ud, som om han lige var stået op, men han var flink og gav mig en femogtyveøre i drikkepenge. Jeg var syg efter at se nærmere på det han havde på skrivebordet, men turde ikke spørge. Havde jeg spurgt, havde han nok vist mig, hvad jeg ville.
   En gammel dame forærede mig en hel stak røde bøger med krøllede bogstaver. I hendes fine hjem stod et skrivebord, som hverken hørte til de store, maskuline, eller de spinkle feminine. Det var midt imellem, ganske enkelt, med smukke afrundede hjørner og lidt udskæringer ved skufferne, men ellers uden unødig pynt. Det var et skrivebord til at arbejde ved, men som også kunne fungere som møbel i en pæn stue. Jeg tror ikke damen skrev ved det, dertil var det for fuldt af pyntesager. Hun syntes godt om mig, fordi jeg var stilfærdig og høflig og løb byærinder for hende, men også fordi hun blev klar over, at jeg læste bøger. Havde hun kendt mine inderste tanker, kunne hun måske have foræret mig skrivebordet, eller testamenteret det til mig. Men så langt tænkte jeg ikke, og jeg havde i hvert fald ikke ord til at fortælle hende det. Jeg så jo også skrivebordet som en del af hendes stue, i stærk modsætning til vores fattige derhjemme. Stuen med skrivebordet og alle hendes andre ting, var en del af damen, at komme ind i den stue, var at komme ind i en anden verden, som var en helt anden end min. Det var som oplevelserne med bøgerne, en åbning mod andre verdener og mod fortiden. Jeg så ned i en dunkelhed, jeg ikke forstod. Men så var hun dog bare en flink dame. Derhjemme lo de lidt af mit venskab med damen. Der var også noget mistænksomhed i det, man skulle være forsigtig når "de rige" begyndte at interessere sig for børnene.
   Og desuden, hvad skulle jeg have stillet op med et skrivebord? Det kunne umuligt have passet ind i vort hjem, og jeg havde ikke mit eget værelse, men delte soveværelse med mine tre brødre. Min mor og brødrene ville nok have fundet det lidt komisk, at jeg skulle have brug for et skrivebord. Sandsynligvis ville det snart have taget vejen til den nærmeste marskandiser, for at få lidt skillinger hjem.


* * *

Mange år senere, i slutningen af 60'erne var jeg ansat på et plejehjem som medhjælper. Det hed det, når man ikke havde nogen særlig faguddannelse. Forstanderinden, frk. Hansen, var progressiv og levede med i tidens strømninger, så hun fulgte en indskydelse om at ansætte en mand i et arbejde, som ellers var helt kvindedomineret. Og den mand var mig.
   Jeg var selv påvirket af tidens strømninger, uden dog at have noget eksakt politisk eller ideologisk livsprogram. Jeg havde faktisk en faguddannelse, men ønskede ikke at arbejde i det fag mere. Så havde jeg i en kort periode et trivielt samlebåndsarbejde, og havde følt, at jeg gik til grunde på det. Det ville jeg ikke. Jeg ville ikke nøjes med at leve i min sparsomme fritid, jeg ville leve hele tiden - også når jeg var på arbejde.
   Jeg ville helst have arbejdet med unge mennesker, men uden særlig uddannelse var der ikke så mange valgmuligheder, så i stedet var det de gamle jeg kom til at leve og arbejde med de næste mange år. Og den dejlige, idérige, utraditionelle og vist også noget fordrukne frk. Hansen var årsag til, at jeg fik så frie hænder i det arbejde. - Vi var stadig i begyndelsen af 70'erne, og institutionerne havde råd til eksperimenter.
   Min første faste arbejdspartner var Inge, og det var fortvivlende vanskeligt helt fra begyndelsen. Hun var kvik og arbejdede rapt og målrettet i godt indkørte rutiner. Jeg var langsommere og lod mig distrahere af alt der foregik omkring os, og der skete jo noget hele tiden, fordi vi var omgivet af de gamle. Det var jo dem vi arbejdede for, og de rettede sig ikke altid efter vore arbejdsplaner. - Systemet var lagt an på, at de gamle var nogenlunde ens og havde ens behov, mens virkeligheden var, at de var mere forskellige end vi yngre.
   En sygehjælper beklagede sig højlydt over, hvor umulige de gamle var. Så skulle de det ene og så det andet, det var uberegneligt og ikke til at have med at gøre. - "Ja," sagde jeg, "de er virkelig forfærdelige. Tænk hvor let arbejdet ville glide, hvis de gamle ikke var her." "Ja," svarede hun og fik stjerner i øjnene. Men stjernerne blegnede, og der kom usikkerhed i stedet. Noget var galt, men hvad?
   Jeg kunne ikke tilpasse mig Inges arbejdsrutiner, og hun hadede mig for det. Jeg var fortvivlelsen nær. Jeg gjorde dog alt hvad jeg kunne. Men til det sagde hun sarkastisk, at jeg måske skulle gøre noget mindre, og i stedet koncentrere mig om det der var mit arbejde.
   Andre så, at det gik helt skævt, og en kollega tog Inge for sig: "Manden fortvivler jo. Kan du ikke se, han gør sit bedste." - Og pludselig fra den ene dag til den anden forandrede alt sig, og vi blev, helt uden mellemspil, de bedste venner.
   Det hjalp nu også på det, at frk. Hansen overførte mig til andet arbejde. Rengøring var ikke min stærke side. Ikke at jeg havde noget imod at støvsuge, vaske gulve og rense toiletter og håndvaske. Det var nødvendigt arbejde, men jeg var mest interesseret i de gamle, som dette skulle gøres for.
   Nu fik jeg frie hænder. Jeg skulle bevæge mig rundt på plejehjemmets fire afdelinger, og se hvad der dukkede op. Meningen med de forskellige arbejdsgrupper var jo, at når enhver passede sit, blev de gamles behov dækket. Det passede bare ikke. - Personalet forsøgte jo hele tiden at være overalt på en gang, men brugte man ekstra tid på en, blev en anden forsømt. - Der kom jeg ind. Jeg kunne træde ind i enhver uventet situation. Tog jeg en runde, viste det sig altid, at noget spidsede til et sted, og der begyndte at komme sedler op på opslagstavlen, om jeg lige kunne være her eller der.

Fru Nørregaard på 85 blev en af mine særlige venner. Hun faldt og brækkede et ben, og efter et halvt år på hospitalet kom hun hjem - og faldt og brækkede det andet. Da hun nu kom hjem igen opgav alle, at hun komme til at gå igen. Men da jeg en dag kom ind til hende, sagde hun: "Jeg kan altså godt gå." Og hun viste mig, at ved at holde sig til møblerne kunne hun gå tværs over gulvet og ud på toilettet.
   Så gik jeg i gang med at træne hende hver dag. Plejehjemmet havde jo en fysioterapeut, men hun var den eneste til hundrede og tyve mennesker, og hun havde slet ikke de redskaber plejehjem i dag har. Men hun gav mig gode råd og støttede mig dag for dag.
   Fru Nørregaard var et nips, en fin, lille dame med en sej energi, som kom godt med, når vi skulle træne. Hendes møbler var smukke, gammeldags og egentlig alt for store til hendes lille kammer. Det vidnede om, at hun havde haft et anseligt hjem. Hun og hendes værelse mindede mig om den gamle dame, som gav mig de røde bøger med krøllede bogstaver, da jeg var dreng. Og der stod skrivebordet. Jeg var sikker på, at det var det samme, men selvfølgelig var det ikke det. Det var bare et almindeligt skrivebord.
   Fru Nørregaard havde en datter, som trofast kom et par gange om ugen. Hun var ikke noget nips, hun var høj og bred, og med et kæbeparti, så jeg tænkte, at skulle hun finde på, at bide sig fast i min arm, ville det nok ikke være muligt, at få hende til at slippe igen. Hun bed nu ikke, tværtimod var hun meget venlig. Hun så undrende på, hvad hendes mor og jeg foretog os, og brummede bare lidt om, om det nu også var forsvarligt. Moren bad hende så ikke ligefrem om at passe sig selv, men hun havde en fin måde til at lukke munden på hende, bare ved at løfte hovedet, sætte næsen i vejret, og se på hende.
   Vi trænede hver dag, først i stuen rundt om spisebordet, så op og ned ad gangene og på trapperne. Når datteren var der, fulgte hun undrende vore øvelser på afstand. Hun begyndte at tro på projektet, og nu fortalte hun, at hun et par måneder senere havde rund fødselsdag. Det skulle ikke fejres noget særligt, men en lille middag med et par venner ville hun da give. Måske kunne moren komme med. Problemet var, at hun boede på en femtesal uden elevator. Kunne moren komme derop? Hun kunne naturligvis blive båret op, men det ville hun ikke. Hun ville gå selv.
   Nu trænede vi målrettet, og da dagen kom fulgte jeg hende derud, og fru Nørregaard gik op ad alle trapperne til femte sal uden at standse og uden at benytte sig af den stol, som ellers var parat på hver afsats. Der var flere ting at fejre ved den anledning, og alle var glade. Jeg var med til middagen.
   Selvfølgelig var datteren glad, og en af de følgende dage sagde hun til mig, at hun havde hørt, at jeg var glad for morens skrivebord. Det havde jeg nu ikke sagt noget om, men fru Nørregaard og jeg snakkede jo, når vi gik og trænede, og da havde jeg vist fortalt om damen i min barndom med de røde bøger og hendes skrivebord. Men datteren så nu glubsk og venligt på mig og sagde, at så skulle jeg også have det. Det svarede jeg ikke noget til. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne fjerne skrivebordet fra morens værelse - og der skete da heller ikke noget.
   Nu klarede fru Nørregaard sig jo fint, hun kunne selv træne og spadserede op og ned ad gangene, som de andre beboere, og jeg kom ikke så ofte hos hende mere. Der var jo nok at lave i det store hus, og der var andre der behøvede hjælp. - Men da datteren blev klar over det, blev hun meget vred, ja, hun blev rasende. Da hun så mig råbte hun: "Nå, man har nok fået andre guder!" - Jeg svarede ingenting, men trak hovedet ned mellem skuldrene og gik videre. Hun bed mig ikke i armen, men sendte mig lynende blikke og sommetider et hvislende skældsord, når vi mødtes på gangene. Fru Nørregaard besøgte jeg naturligvis, og hun var som ellers og sagde ingenting, hverken om datteren eller skrivebordet.
   Jeg husker ikke hvor lang tid der gik, men da jeg kom tilbage fra en ferie, fik jeg at vide, at fru Nørregaard var død, og hendes stue ryddet. - Det var så det.
   Men en dag jeg kom ned i kælderen, så jeg til min forbløffelse, at skrivebordet stod der. Jeg gik til Inge og spurgte, hvordan det kunne være endt der.
   "Det er da mit," svarede hun. "Jeg venter bare på at få det kørt hjem til mig."
   "Sådan set er det jo mit skrivebord," sagde jeg.
   "Nå, er det det?" grinede hun. "Ja, nu er det altså mit." Og hun viste mig et brev fra fru Nørregaards datter, hvor der stod: "Inge skal have min mors skrivebord, fordi hun har været så sød mod mor."
   "Jeg ved ikke af, at jeg har været specielt sød ved fru Nørregaard," sagde hun, "men jeg vil da gerne have skrivebordet."
   "Så kunne du jo forære mig det," sagde jeg.
   "Næh, jeg vil ej. Men du kan jo komme hjem og besøge mig, så kan du se det der."
   "Ja tak," sagde jeg, "Men jeg havde nu tænkt mig at bruge det til det, som det er beregnet til, nemlig at skrive ved det."


* * *

Det blev som hun sagde, og min ven, Finn, og jeg kom hos hende gennem mange år, og levede med i hendes livs op- og nedture.
   Inge var lesbisk og havde en veninde, Susan, men blev ikke desto mindre gravid, og det var ikke fordi Susan havde særlige evner. På plejehjemmet løftede flere øjenbrynene og spurgte, hvordan det mon var gået til. Men det var selvfølgelig gået til på den måde som den slags nu engang gør, ikke noget mystisk i det. Faren hørte vi aldrig mere til, men Inge fik da en datter ud af det, og det var da lykken.
   Susan havde en anden veninde ved siden af, en tysk pige, og dette forhold udviklede sig i fatal retning. Veninden var gift, og de to piger lagde planer. De ville rydde manden af vejen og overtage hans købmandsbutik, for at de kunne komme sammen. Susan fik fat i en fyr på et værtshus og betalte ham en sum penge, for at ordne sagen. Han blev gemt i købmandens kælder, og da købmanden kom derned, blev han slået i hovedet med noget hårdt, så han døde.
   Det hele var imidlertid planlagt så elendigt, at det straks blev opdaget, og fyren og de to piger blev arresterede.
   I den forbindelse måtte Inge flere gange til Tyskland for at vidne i retten, skønt hun ikke vidste noget som helst. Hun holdt dog forbindelsen med Susan gennem årene og besøgte hende i fængslet. Og da Susan omsider kom ud og hjem til Danmark genoptog de venskabet, dog mere på afstand.
   Inges og vores liv blev gennem årene flettet sammen, og hendes datter kom meget hos os. Til hende blev vi en slags onkler.
   Inge havde en mani med at ommøblere sin lejlighed. Når man kom til hende, var det hver gang som at komme til nye stuer. Og en dag var skrivebordet i vejen, og hun ville smide det ud.
   "Vil du smide det ud?" spurgte jeg forfærdet. "Hvorfor giver du så ikke bare mig det?"
   "Nå, vil du have det?" sagde hun, og havde åbenbart helt glemt skrivebordets forhistorie. "Hvad vil du dog med det skrummel?"
   "Ja, hvad har du villet med det alle disse år? Jeg vil naturligvis skrive ved det. - Og har du glemt, at det oprindelig var mit."
   "Nå, var det det. Nu er det i hvert fald dit."
   Så skrivebordet kom omsider hjem til mig.


* * *

Der gik mange år. Jeg havde fået mit skrivebord, men det gjorde mig ikke til forfatter - ikke professionel forfatter i hvert fald, men jeg fik skrevet mere end mange "rigtige" forfattere. Inge døde, og jeg levede stille og roligt med min ven. Jeg gik på efterløn, og blev næsten samtidig ramt af alvorlig sygdom, kræft i en mandel, to og tredive strålebehandlinger. Det var et sandt helvede, og halvvejs igennem troede jeg ikke, jeg ville overleve. Men det gjorde jeg altså, selvom jeg tabte fem og tyve kilo og nærmest krøb langs jorden.
   Vi havde kort inden jeg blev syg købt sommerhus på Djursland. Et dejligt sted med en tilgroet have og omgivet af store træer, så det var som om, det lå midt i en skov. Da jeg blev syg, troede jeg aldrig, jeg skulle få glæde af det, men det fik jeg netop. Da blev det til det paradis, det stadig er. Da behandlingerne var overståede, og jeg skulle kæmpe mig tilbage til livet, kom vi til at være der meget.
   Jeg fik bragt skrivebordet derover. Da det nu blev flyttet kunne jeg rigtig se, hvor slidt og ramponeret det var blevet. Det var lige så nedslidt og skrammet som jeg selv.
   Det var en vidunderlig sommer det år, og jeg fik Finn til at hjælpe mig med at få det ud midt i græsset. Der stod jeg i det grønne, i solen og sleb det ned med sandpapir. Det var hårdt arbejde, og hvert øjeblik sortnede det for øjnene, og jeg måtte sætte mig. Finn kom og var bekymret. "Det er da godt nok nu," sagde han. - Men nej, det skulle være perfekt, og jeg gav mig ikke, før jeg var kommet helt ned til det rå træ. Så bejdsede jeg det og lakerede det flere gange over flere dage. Og samtidig med at skrivebordet blev fornyet, kom jeg selv til kræfter.
   Så stod det der, mørkt og blankt, og dets smukke former kom helt til sin ret,
   Så kom det ind i huset igen. Det står i mig værelse og fylder meget. Men sådan skal det være. Jeg kan sidde ved det og se ud i haven. Lige uden for står en lille forvredet eg. Skufferne er fulde af papirer, skitser, halve noveller og kladder til artikler, foruden en masse rod.
   Min gamle mor var meget hos os de sidste år hun levede. Det allersidste år sad hun der og skrev sine erindringer.
   Og jeg sidder og skriver ved det nu. Hele mit liv er faret hen over det.
   Og så har jeg en tilståelse. Der er i virkeligheden tale om tre forskellige skriveborde. Det fra min barndom, men det har jeg fortalt, fru Nørregaards skrivebord, som også gennem nogle år var Inges, og et som jeg købte hos marskandiseren lige rundt om hjørnet, og som jeg fik bragt over til sommerhuset. De tre, plus alle de andre borde jeg har siddet ved gennem årene, løber i mit sind sammen til et, det er selve idéen om et skrivebord, det er skrivebordets sjæl.