Min mor havde børnelokkere på hjernen. Da jeg var helt lille troede jeg at de ville spise mig og vågnede rædselsslagen og skreg, fordi jeg kunne se, at der stod en henne i krogen og lurede. Senere forestillede jeg mig andre forfærdelige ting som de ville gøre ved mig, men hvad det var kunne jeg ikke begribe.
   Hun udmalede i stærke farver disse grimme mænd som lokkede børn med slik og gjorde unævnelige ting ved dem. På den tid blev en lille pige myrdet, og min mor viste mig avisbillederne og sagde at det også kunne ske med mig, hvis jeg lod mig lokke. Det kunne jeg godt forstå - men det lå alligevel i luften at det ikke var det at blive slået ihjel, der var det værste.
   "Gå aldrig med fremmede," sagde hun, "og lad aldrig nogen røre ved dig." - Men der var altid nogen der rørte ved mig. Jeg var en køn dreng med gule krøller, og alle og enhver skulle absolut fingerere ved dem. Det havde hun ikke noget imod, tværtimod, hun smilede huldsaligt. Og når jeg irriteret trak mig tilbage fra kurrende damers famlende fingre, bebrejdede hun mig det og skændte på mig. Så det var en umulig advarsel.
   Jeg mødte aldrig nogen af disse monstre, selvom jeg tit spejdede efter dem på gaden. Sommetider var der nogen der virkelig så hæslige ud, men de gik som regel forbi uden at se mig, eller smilede endda venligt, når de så at jeg stirrede på dem. Engang da jeg i sporvognen så en mand som så særlig styg ud pegede jeg på ham og spurgte min mor:
   "Er det der en børnelokker?" Men hun tyssede på mig og hvæsede: "Nej, selvfølgelig er det ikke det." Og manden smilede bare.
   Derimod mødte jeg i Søndermarken en meget venlig mand, som talte til mig og behandlede mig næsten som en voksen, og det var jeg bestemt ikke vant til. Han var ikke en grim mand. Tværtimod syntes jeg at han var pæn. Han gav mig heller ikke slik, men druer og en appelsin. Og han prøvede heller ikke at lokke mig. Jeg havde altid forestillet mig at det at lokke var at tale med pibende stemme som en slags sang, som når man kalder på en kattekilling. Han spurgte mig ganske almindeligt om jeg ville med ham hjem. Det ville jeg gerne.
   Hans lejlighed var fuld af fine, store møbler, men der lugtede underligt. Det gjorde ikke noget at han tog mig på skødet, for han var rar og lugtede godt af tobak og barbersprit, og det var også behageligt at han kærtegnede og kyssede mig. At han trak mine bukser ned og pillede ved min ende og min tissemand var ganske vist underligt og foruroligende, men også spændende og dejligt. Jeg besøgte ham flere gange.
   Jeg var tryg og glad ved det bekendtskab, men fortalte alligevel ikke min mor om det. Nogle dunkle instinkter sagde mig, at dette ikke var noget man skulle blande mødre ind i.
   Derimod fortalte jeg hende det for nylig næsten et halvt århundrede senere. Hun blev så chokeret, at hun rejste sig med et sæt, skønt hun har haft svært ved at stå på benene i årevis, og sank så tilbage i stolen igen.
   "Det var jo det jeg altid advarede dig imod."
   "Ja, det ved jeg nu," sagde jeg og fortsatte for at dæmpe hende, "han var faktisk en meget flink mand."
   "Jamen hvad kunne der ikke være sket?"
   "Bare rolig," sagde jeg. "Faren er drevet over."
   "Så er det derfor du er blevet som du er," sagde hun kategorisk.
   "Hvad mener du?"
   "Du ved meget godt hvad jeg mener."
   Der blev en meget lang tavshed mellem os. Hun sad der i sin stol og så meget afvisende ud.
   Så sagde jeg: "Mor, bryder du dig ikke om Anders?" (Min ven og samlever gennem tyve år.)
   "Du ved udmærket at jeg holder meget af Anders. Han er meget sødere ved mig end du er."
   "Nå! Men hvis du virkelig mener det, og det er som du siger, og jeg er blevet som jeg er på grund af den mand dengang, så kan du jo takke ham for at Anders er kommet ind i familien. For hvis jeg ikke var som jeg er, havde du nok aldrig mødt ham."
   "Jeg ved ikke hvad du taler om," sagde hun indigneret. "Og hvor vover du at blande Anders ind i dine narrestreger. Og desuden vil jeg slet ikke tale med dig om den slags afskyelige emner." Hun vendte demonstrativt ansigt bort. Jeg vidste godt, at det betød at hun så at sige symbolsk skred ud af stuen, som hun ville have gjort i gamle dage.
   "Nåja, så lader vi det ligge," sagde jeg skikkeligt.