"Det er alt for varmt i dag!" sagde fru Sørensen til fru Petersen idet de passerede hinanden på trappen. Fru Sørensen på vej ned. Hun skulle nå adskillige byærinder og være hos tandlægen klokken et, for hun skulle til sin nevøs konfirmation på søndag og meget skulle nås, og hun stak en tjavs op under tørklædet mens hun rendte.
   Men en usynlig engel som netop fløj forbi havde opfanget bemærkningen. Han for til himmels og da han tilfældigt mødte en kollega sagde han: "Der er altså misnøje med den varme."
   Og da der i det samme kom en kerub forbi satte de ham ind i sagen.
   Han gik tankefuld derfra, og efter at have tænkt sagen grundigt igennem kom han til at han hellere måtte forelægge den for serafernes forsamling.
   Denne drøftede sagen grundigt. Selvom menneskene ikke altid kunne få det som de ville skulle en klage der var fremsat behandles med den rette alvor. Derefter blev sagen bragt ind for Den Højeste.
   "Dette med at det skulle være for varmt," spurgte han, "er det almindelig misnøje?
   "Klagen stammer fra en ganske almindelig fru Sørensen," sagde serafernes formand.
   Ja det var nu ikke det han havde ment. Om klagen stammede fra en fru Sørensen eller hvem som helst ellers var helt ligegyldigt. Alle var lige. Hvor tit havde han ikke sagt det. Men det var typisk. Aldrig hørte nogen efter hvad han sagde. Var klagen almindelig? Var det en almindelig klage? Kunne der mon være tale om en fejlhørsel? - Den Højeste ville have kendsgerninger. Han kunne ikke begynde at lave om på vejret på grund af en henkastet bemærkning.
   Den første engel blev indkaldt. Hvordan var ordene faldet? - Det huskede han ganske tydeligt. Fru Sørensen havde sagt: "Det er alt for varmt i dag!" - Jamen hvordan var det blevet sagt? Hvordan var tonefaldet? - "Tonefaldet? - "Ja tonefaldet!" - Ja det var nu ikke så let at gengive - men kunne det have så stor betydning? - Ja det havde det rigtig nok. Det betød meget. - Nå! engelen forsøgte at sige det på forskellige måder, med det resultat at forsamlingen grinede og han blev rød i hovedet.
   "Vi må indkalde fru Sørensen personlig," sagde serafernes formand. Den Højeste indvilgede og gjorde en håndbevægelse.
   I det samme blev fru Sørensen kørt ned af en bybus. Hun blev straks bragt til modtagelsesværelset, hvor hun fik et nummer, og blev sat til at vente på at komme igennem de sædvanlige formaliteter.
   Men et ilbud fra det højeste sted kom og sagde at dette var en særlig indkaldelse og at hun skulle føres direkte til Den Højeste uden videre vrøvl. Den vagthavende engel brummede lidt, men lod hende dog gå, og straks efter stod hun for tronen.
   Hun var noget fortumlet. "Gudfaderbevares!" sagde hun. Den Højeste nikkede venligt. Hendes tørklæde sad skævt og hun havde kun en sko. Et par serafer fik hende sat til rette i en stol og nogen sørgede for at hun fik en kop te.
   Den Højeste så alvorligt på hende. "De har klaget over vejret," sagde han.
   Fru Sørensen hørte det ikke. Hun så sig om i forsamlingen og sagde:
   "Jeg ved ikke hvad dette skal betyde, men det siger jeg, jeg skal være hos frisøren kvart i tre."
   Der blev spredt munterhed.
   "Det er ikke noget at le af," sagde hun vredt. "Hvis jeg ikke kommer til den tid jeg har bestilt kan jeg få lov til at vente i ugevis på at komme til. Og når jeg nu skal til Karl-Åges konfirmation på søndag."
   Den Højeste så strengt ud over forsamlingen. "Fru Sørensen har ganske ret. Der er ikke noget at le af." Og henvendt til hende sagde han mildt og indtrængende: "Fru Sørensen! De har klaget over vejret."
   Hun bøjede sig frem: "Hvad har jeg?"
   Den Højeste flyttede sig lidt i tronen, drak lidt nektar og så meget langmodig ud: "En af mine engle har hørt dem klage over at det var for varmt."
   "Sludder!" sagde hun.
   Engelen blev kaldt frem. Han bevidnede at fru Sørensen den og den dato havde sagt: "Det er alt for varmt i dag" til sin nabo fru Petersen. Og han foreslog at fru Petersen blev indkaldt som vidne. Den Højeste skulle til at løfte hånden, men fru Sørensen brød ind:
   "Ja det husker jeg godt. Skal det nu være galt at tale om vejret?"
   "Nejnej!" sagde Den Højeste, "det er netop helt rigtigt. Enhver har fuld ret til at sige sin mening uden at frygte konsekvenserne. Og krav på at få sin sag behandlet grundigt og seriøst. Det mangler der stadig meget på i de jordiske demokratier."
   "Jeg åbner ikke min mund mere," sagde fru Sørensen.
   "De er altså ikke virkelig utilfreds med vejret?" spurgte Den Højeste.
   Fru Sørensen tav demonstrativt.
   En engel førte hende venligt ud.
   "Næste sag!"


* * *
   Dagen efter fik fru Sørensen sin første time i harpespil.
   "Og jeg som havde glædet mig sådan til Karl-Åges konfirmation," sukkede hun mens hun hakkede sig igennem "Den evigglade kobbersmed."