Hjerterytmen var ved at komme ned. Nu sad Lene trygt i toget til Zürich med baby Siv på armen. Turen fra København, der sammen med Bjørn, skulle have været i Amors tegn, var blevet alt andet.
Hun lod tankerne gå tilbage til alt det, der var sket på rejsen:
På Hovedbanegården var Bjørn kommet for sent og havde med nød og næppe nået toget inden afgang. Han havde været i selskab med en fordrukken russer. Begge var de iført Fidel Castro uniform.
I Hamborg var hun efterladt alene med en fremmed kvindes syge baby.
En betjent, der tilhørte selvtægtsgruppen 4L, der åbenbart havde til opgave at likvidere hende, var tilsyneladende forsvundet i toget på et eller andet tidspunkt.
Russeren i nederste køje var fundet død af natstewarden, men var blevet genoplivet inden Frankfurt.
I Basel var stewarden fra spisevognen blevet skudt ned af en frastødende lille mand, som var ledsaget af en stor, grov fyr. Den store mand forfulgte hende og Siv, da hun tog flugten, med Siv på armen, ind over grænsen til Schweiz. Heldigvis blev han slået i gulvet af en schweizisk betjent. Den lille morder, der skød stewarden, blev mejet ned af det tyske statspoliti.
Lene trak vejret med et dybt suk.
Hun havde måttet efterlade bagagen, og nu sad hun her i den åbne kupé.
Konduktøren havde der ikke været vrøvl med, han havde kastet et ganske kort blik på billetten og nikket.
Heldigvis var der kun én time til Zürich. Der kunne hun købe mad til Siv og skifte hende. Andrejs skjorte fungerede stadig som ble, hun håbede at den holdt tæt det sidste stykke vej. Hun havde foret den med servietter fra spisevognen.
Over for Lene sad en italiener. Han var åbenbart fascineret af hende og stirrede ugenert. Han forsøgte vedholdende at få øjenkontakt, og når det lykkedes, blottede han en perlerække af perfekte, hvide tænder i et blændende smil, skød øjenbrynene i vejret og blinkede hemmelighedsfuldt, for derefter at glide over i sovekammerøjne og små kys ud i luften.
Lene havde ikke brug for at endnu en idiot dukkede op, hun spejdede derfor efter en anden siddeplads, men alt var optaget.
Da det ikke lykkedes ham at få Lenes opmærksomhed, kastede han sig leende over Siv. Hun lod sig til gengæld underholde af de mange sjove ansigter og lyde, manden kunne stille op. Efter et stykke tid blev hun imidlertid træt, vendte ryggen til ham og trykkede sig ind til Lene. Manden forstod ikke signalet, men blev ved.
"Giv hende en pause" sagde Lene skarpt.
Nu så manden tilfreds ud, han havde opnået, hvad han ville.
"Er det dit barn?" Spurgte han.
Lene stønnede.
Den gamle kone til højre for hende sagde på klingende schweizertysk: "Tag dig ikke af ham, han er fremmedarbejder."
Lene skulle lige til at imødegå den uforskammede sætning men tav, idet hun tænkte, hun godt kunne bruge en allieret.
Italieneren, var upåvirket. Hjemme i Livorno var det Mama, der bestemte med skarpe udsagn, så hvad nyt var der i det?
Den gamle kone fandt en halv plade chokolade i en Migros pose. Hun havde spist halvdelen og pakket den anden halvdel sirligt ind i sølvpapir.
"Må hun få det?" Spurgte hun venligt.
"Ja..." svarede Lene tøvende.
Den gamle kvinde pakkede chokoladen ud af sølvpapiret, og rakte det til Siv, som var det hendes livsopsparing hun overdrog til en tvivlsom børsmægler. Siv tog det begærligt til sig, og med små varme hænder førte hun den halve plade til munden.
For en tid var italieneren sat skak, mens han betragtede Siv, der gik løs på chokoladen. Efter kort tid var Sivs ansigt smurt fuldstændig ind i chokolade. De små hænder satte pletter på Lenes fine lyseblå kjole, og det sidste stykke røg ned i skødet på hende. Italieneren syntes, det var fantastisk morsomt, han rejste sig og tog fat i Sivs skuldre, mens han lavede 'sjovt ansigt'.
"Nu er vi blevet sort baby," sagde han grinede.
Lene holdt igen og råbte vredt, "Hold dig fra hende, slip!"
Manden ignorerede arrogant Lenes råb og slap ikke den målløse Siv. Lene reagerede per refleks og sendte en knytnæve i synet på ham. Han røg chokeret ned i sædet igen, mens blodet fossede ud af næsen. De omkringsiddende passagerer hylede op. Konduktøren kom tililende og udbad sig en forklaring, mens han betragtede den blødende italiener, der prøvede at stoppe blodtuden.
"Moren ville ikke ha', at han rørte hendes barn," vidnede den gamle kone nidkært, alt imens der dryppede blod ned på sædet.
"Så er der afgang til toilettet" beordrede konduktøren, mens han trak italieneren op ad sædet.
Lene gned sine ømme knoer, overrasket over sin egen impulsive reaktion. Baby Siv havde store øjne. Der skete så meget spændende. Hun havde fundet det tabte stykke chokolade på Lenes kjole og fortsatte sit velsmagende måltid.
Lene fulgte blodsporene ud til toilettet, det var på tide af få skiftet og vasket Siv. Italieneren var blevet beordret til at sidde på konduktørens klapsæde i mellemgangen. Han havde stoppet blødningen med en rullet serviet i hvert næsebor, og trak vejret gennem munden. Lene ignorerede ham, og låste sig inde på toilettet. Siv blev både vasket og skifte,t og pletterne på kjolen lykkedes det næsten at få af.
Da hun igen passerede italieneren i mellemgangen, fik de kortvarigt øjenkontakt, og hun hørte ham sige "undskyld!"
Hun nikkede tilbage og svarede "ok," og håbede, det var et afsluttet kapitel.
Toget standsede i Zürich. Én af disse tossede banegårde som ikke var gennemgående. Toget til Lugano holdt omme på spor 12, som var en smalspors bjergbane. Der var én time til afgang. Hun havde lånt en klapvogn af SSB, så det gik let.
Italieneren overhalede hende på perronen. "Undskyld, mange undskyld" sagde han på dårligt tysk med nasallyd.
"Ok," sagde Lene, mens hun skubbede klapvognen foran sig.
"Jeg betale penge," sagde han og rakte et bundt italienske lire af ubestemmelig værdi ud mod hende.
Hun stoppede op. "Det kan jeg ikke tage imod, jeg ved ikke engang, hvem du er?" Sagde hun afvisende.
"Jeg hedder Gianni, det er ærlige penge, jeg maler mange fartstriber i kanton Zürich."
"Hør her Gianni, jeg vil ikke modtage dine penge, men du kan hjælpe mig og Siv. Mit tog kører kl. 16:30 til Lugano. Kan du nå ned i kiosken og købe lidt mad til Siv, inden toget kører?
Han lyste op "Selvfølgelig kan jeg det, hvad er det nu du hedder...?"
"Jeg hedder Lene."
Gianni lavede håndkys og styrtede afsted...
Nede på spor 12 holdt det berømte tog 'Glacier Express' der kører på verdens smukkeste togstrækning. Lene håbede at se så meget som muligt, inden det blev mørkt. Hun havde en eksklusiv siddeplads ved et stort panoramavindue. Der var godt en times kørsel til Lugano.
Hun var godt tilpas. Hun var i det sikre Schweiz og kunne nu slappe af. Der var minsandten også en høj stol til Siv, der kunne drejes så den lille kunne kigge ud, der var åbenbart tænkt på alt.
Hun placerede Siv i den høje stol, og spændte hende fast, hvorefter hun gik ud til dørene for at spejde efter Gianni. 5 minutter før afgang dukkede han op. Hun så ham komme løbende med en stor kurv fyldt med babymad, mælk, vand, slik og masser af smukke alpeblomster. Han pustede og stønnede, mens han rakte kurven op til hende i toget. Dørene smækkede i, og Gianni vinkede ivrigt til hende, mens toget rullede ud af perronen.
Nu håbede Lene, at der ikke dukkede flere 'Italienere' op.
Hun så sig omkring. De fleste var turister. Ovre i højre side sad to mørklødede magre mænd, arabere, mere præcist, måske palæstinensere. Hun vidste, at Schweiz var center for international handel. De talte dæmpet sammen, alligevel kunne hun høre, at de talte samme sprog som palæstinenserne hjemme på Marengovej.
Foran hende sad en højrøstet amerikansk talende børsmægler og et kæmpe brød af en bodyguard, begge mørklødede mænd, formentlig var de i familie med de to fra Palæstina, hvis man gik helt tilbage til Abraham. Men nu bekrigede de hinanden i en tilsyneladende ubrydelig voldsspiral.
Lene skød de ubehagelige tanker om krig fra sig.
Hun valgte at koncentrere sig om den fantastiske udsigt. Giannis kurv gjorde lykke, hun nød lækkerierne sammen med Siv.
Inden toget ankom til Lugano, skulle de igennem Bernini tunnellen. Den var en af de ældste tunneller i Schweiz. Man sad 8 minutter i mørke, hvor lyset i toget var slukket.. Det var gjort med vilje for rigtig at mærke tunnellens magi i mørket og forstå fortidens bedrift, for så pludselig at komme ud af tunnellen, ud i lyset på en bro, der ledte over en dyb kløft. Det gav et sug i maven. En fantastisk oplevelse til en lige så fantastisk billetpris.
Lene tog Siv i hånden og forklarede, "om lidt slukker vi lyset og sover lidt."
Lyset slukkede. Man kunne ikke se andet en bælgmørke, men hun hørte trin på gangen og to uhyggelige gisp ovre fra palæstinenserne. Vinduet blev åbnet, kunne hun høre. Og lidt efter, da øjnene havde vænnet sig til mørket, så hun den store bodyguard gå tilbage til sin plads.
Siv var tapper og klarede de 8 minutters mørke uden at græde.
Lene missede med øjnene, og det gav et sus i maven, da de kørte ud i lyset og over broen.
Lyset tændtes i kupéen og folk klappede begejstret.
Hmm... de to palæstinensere var væk. Lene kiggede gennem kupéen. Mærkeligt! De var som sunket i jorden.
Hun gik over til deres vindue i højre side. Udsigten var fantastisk også herfra.
Der var blod på gulvet, hun undgik at træde i det, og blodige fingeraftryk på ydersiden af ruden. Sikkerhedsforseglingen i vinduet til 'nødudgang' var brudt...
Hun frøs til is og vendte sig for at gå tilbage til sin plads. Bodyguarden vendte sig irriteret i sædet. Hun bemærkede det og undgik at få øjenkontakt.
Børsmægleren og bodyguarden talte lavmælt sammen, mens bodyguarden skulede ned mod hendes sæde.
Hun ignorerede ham.
Toget standsede lidt efter på den smukke højt beliggende station i Lugano.
Lene ville vente med at stige ud af toget. Hun ville ikke have ryggen til bodyguarden.
Passagererne forlod toget, da det ikke kørte længere, og vognene tømtes hurtigt.
Børsmægleren masede sig frem, og hun så Sternmesser omfavne ham på perronen og byde ham velkommen til Lugano, hvorefter de forsvandt ned mod udgangen.
Lene ryddede op efter Siv, men forholdt sig afventende.
Endelig rejste bodyguarden sig. Han gik ikke ud, som Lene havde håbet, men gik med katteagtige skridt hen imod hende.
På et splitsekund var han inde på livet af hende og greb hende om nakken. Han ville stikke kniven direkte i hjertet. Hun var for køn at skamfere. Det var det sidste han tænkte, da han hørte smældet fra en Walther PPK. Det andet smæld hørte han ikke, da han faldt tungt.
Siv græd, hun var blevet rigtig forskrækket. Lene stak den rygende pistol i den dybe kjolelomme, tog Siv under armen og kurven med i den anden hånd og forlod skyndsomt kupéen.
Der stod en mand og spejdede utålmodigt ved udgangen, han vinkede til hende.
Det var Jens Østergård! Han så helt frisk ud. Det var et mirakel. Sidst hun så ham, lignede han en grønsag. Han tog Siv i armene og lod Lene beholde kurven. Hun stillede den fra sig og omfavnede ham grædende.