Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg blev jo lidt småforelsket for nogle dage siden i en køn ung læge, der fortalte mig noget meget alvorligt, som jeg knap nok hørte, for hans ansigt og hans mund var meget tæt på, og havde det været et tv-stykke havde det været et sikkert tegn på at de ville kysse. Men det var ikke et tv-program, så jeg tænkte, at jeg hellere må lade være, og det var nok klogt. - Man bliver så klog, når man bliver gammel. Alt for klog.
I dag gik en ung sygeplejerske tur med mig i hospitalets skønne park. Det var vidunderligt at komme ud lidt, efter at have været spærret inde bag hospitalets mure i to uger, og det var blevet forår i den tid, solen skinnede, men det var stadig køligt. Farverne, alt det grønne, blomster og blomstrende buske og træer. Det er som at komme ud i en nyskabt verden. Jeg tror sandelig, at helbredelsen skrider hurtigere frem efter sådan et bad i friskhed, dufte og farver.
Mens vi spadserede talte vi om forelskelse/kærlighed. Passende emner i et frodigt forår. Jeg skal ikke referere de visdomsord jeg skænkede hende, hvad de så var værd. Hvor meget kan et menneske sige til en andet, hvordan de skal leve deres liv? Men man kan da altid tale om de erfaringer man selv har gjort.
Forelskelsen er en mild brise, der går gennem sind og hjerte, men den kan også være en rasende storm, som truer med at tage livet af en - og sommetider også gør det. Det er dog sjældent det kommer så vidt, men der er fældet mange tårer på forelskelsens vegne. Den store forelskelse er ungdommens privilegium, Og dog! "Det blir bare værre med åren det der", sang Evert Taube på sine gamle dage. Og "plaisir d'amour dure sol un moment, chagrin d'amour dure tutte la vie." Om kærlighedens glæder der varer et øjeblik, og dens sorger der varer hele livet. - Det er nu en sort måde at se det på.
Men stor er kærligheden, og forelskelsen er dens fanfare, ouverturen. Hvad så med forestillingen, der gerne skulle følge efter. Man kan ikke leve hele livet som en lang fanfare
"Das gibs nur einmal und nieder wieder". Jo, det lyder smukt, når det bliver sunget, om kærligheden der sker én gang og aldrig mere, men i det virkelige liv, er det noget værre vrøvl.

"Hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser gror?
Hvor kan man finde kærlighed,
hvor kærlighed ej bor?

Jeg ville plukke roser,
jeg plukker ingen fler.
Jeg elsked' dig så inderligt,
jeg elsker aldrig mer."

Hvis jeg nu forestiller mig, at det virkelig er denne stakkels unge pige, der har skrevet sangen, så kan jeg godt have så inderligt ondt af hende, men med mindre hun virkelig har hørt til det fåtal der har sat sig hen og er blevet pebermøer, så kan jeg også se hende et par år senere på kirkestien med en anden under armen, og også på lørdagsballet.
Således lever vi med et smukt ideal, mens virkeligheden er en ganske anden, men så sandelig ikke mindre smuk. Idealerne er lette, luftige skyer som det er lifligt at give sig hen til, og som vi kan opleve i glimt. Og der skal såmænd også nok være dem der har levet hele livet sådan. Godt for dem, mig forekommer det lidt udmattende.
Virkeligheden er bedst og smukkest - at leve livet med hele registeret af muligheder, glæder og sorger. Men de lyserøde idealer har det med at blande sig, så man ikke kan finde ud af, at leve det virkelige liv. "Fri os fra kærligheden", skrev Suzanne Brøgger, og mente selvfølgelig ikke den virkelige kærlighed, men alle de idealer, fordomme og uskrevne love som griber ind og forvirrer vort virkelige liv.
Når jeg nu står i den anden ende af livet, og ser tilbage på min fjerne ungdom, oplevede jeg da den store forelskelse en gang og aldrig mere? Haha! Forelskelsen har været konstant, men genstanden har skiftet nogle gange, fra det første lette sværmeri - nåja, let og let! Da jeg gik i børnehaven var den krøllede dreng der var så dejlig at røre ved, og mine kælerier var så intense, at han måtte søge tilflugt hos de voksne, som skilte os, og jeg syntes han var dum, at han ikke kunne indse hvor dejligt det var - og så til - nåja, lad os bare sige det, til den kønne læge på hospitalet. Den sidste forelskelse taget med større sindsro end den første. Og der imellem? Hvor mange gode venner, nogle for en periode, andre for hele livet, har ikke haft sin rod i en forelskelse, som så har udviklet sig til varme - og også nogle mere flygtige - venskaber.
Og kærligheden? Ja, det sker, at forelskelsen forvandler eller udvikler sig til noget bredere, mere solidt. Forelskelsen kan man ikke bygge noget på, dertil er den for luftig og ustabil. - Jeg spurgte for en tid siden min ven, som jeg har levet sammen med et halvt århundrede (næsten), om han stadig elskede mig. Han så lidt op og ned ad mig og svarede så: "Tjah, jeg er jo vant til dig." - Jeg kunne måske have ønsket et mere varmt (og sentimentalt) svar, men dette er jo realiteterne.
Forelskelsen udvikler sig på forskellig måde. Nogle gange fordufter den bare.

"Først en lys og dejlig leg.
Siden går man hver sin vej ..."

Sådan sang Liva Weel. Andre gange glider den over i noget mere stabilt, fællesskab, samhørighed, hverdag, pligter, ansvar - venskab, kammeratskab, vaner, med et enkelt ord, kærlighed. Forelskelsen dør ikke, den gemmer sig bare i hverdagens trummerum, og dukker op igen ved særlige anledninger.
Man kan jo også sige, at den har andet at lave. "Der er andre røde køer end præstens," som man sagde i gamle dage. I dag findes der ikke så mange røde køer. Men det er jo heller ikke røde køer man ser efter.
Der er så meget at se efter, og har altid været det, fra ungdommen hvor man famlede sig frem, og måske kunne indkassere en lussing eller et smil, til alderdommen, hvor man undlader at give den kønne læge et kys. Forelskelsen flagrer videre. Den er den samme, i ungdommen hvor man kan tage sin død for den, til alderdommen, hvor man ikke tager sig selv så højtideligt, og foretrækker at dø af anden årsag. Og man er glad og varm over, at forelskelsen stadig vil strejfe en.

.